Arthur Rimbaud

Jean Nicolas Arthur Rimbaud blev født den tyvende oktober 1854 i den lille franske by Charleville. Hans forældre Frédéric Rimbaud og Vitalie Cuif holdt ham hjemme, hvor han blev skolet af sin mor, indtil han var otte år, og de flyttede fra det meget fattige område de boede i til et lidt mere velstillet. Her begyndte Rimbaud at gå i skole, og hans unge lærer Georges Izambard forærede ham et eksemplar af Victor Hugos ”Les Miserables” at læse. Allerede som 17-årig stak Arthur Rimbaud af hjemmefra – han havde sendt et brev med nogle af sine digte til den ældre digter Paul Verlaine, som blev betaget af Rimbauds digte og person og sendte ham en enkeltbillet til Paris.

Fra 1871 levede Rimbaud en vilter og tumultarisk tilværelse. Sammen med Verlaine, som snart blev hans elsker, tumlede han rundt i gaderne. De eksperimenterede med stoffer og drak absint. Særligt hash blev en inspirerende og farlig substans for Rimbaud, og de symbolistiske og billedstærke digte, han skrev i den periode, havde en næsten hallucinatorisk kvalitet over sig. Tilværelsen sammen med Paul Verlaine sluttede brat, da Verlaine i juli 1873 i Bruxelles skød Rimbaud, hvilket heldigvis kun sårede ham i hånden.

Rimbaud flyttede tilbage til Charleville, hvor han skrev sin bog ”Une Saison en Enfer” (”En Årstid i Helvede”) færdig. Hans søster har beskrevet, hvordan man kunne høre ham sukke, stønne og endda brøle højt bag døren, når han sad på sit kammer og skrev (Erik Skyum-Nielsen: Efterord til ”En Årstid i Helvede”. Roskilde Bogcafe, 1998). ”En Årstid i Helvede” blev kun trykt i 500 eksemplarer, som Rimbaud selv lod trykke, men de forlod aldrig trykkeriet i Belgien. Han fik ikke betalt regningen. ”En Årstid i Helvede” var det eneste værk, som Rimbaud selv var med til at få trykt, men i 1874 skrev han i London værket ”Les Illuminations” (”Illuminationer”,) som først blev trykt i 1886.

På det tidspunkt levede Rimbaud efter mange års omflakkende rejser i Etiopien, hvor han handlede med kaffe. I februar 1891 blev han syg og rejste kort tid efter hjem til Frankrig, hvor hans venstre ben blev amputeret, og efter at have forsøgt at rejse tilbage til Etiopien blev hans helbred voldsomt forværret. Han døde i Marseille d. 10. november 1891, 37 år gammel.

”Un Saison en Enfer” fra 1873 (”En Tid i Helvede”, 1949, ”En Sæson i Helvede”, 1972, ”En Årstid i Helvede”, 1998) blev den eneste bog, Arthur Rimbaud selv lod trykke. Bogen blev skrevet efter nogle vilde år med bohemeliv i Paris sammen med Rimbauds elsker, digteren Paul Verlaine, og omhandler bl.a. dette besværlige og voldsomme forhold.
”En Årstid i Helvede” er en form for syndefaldsfortælling; det handler om at miste sig selv og sin tro og alt håb. Det vilde og fabulerende billedsprog placerer ham i litteraturhistorien som en symbolistisk digter, og Rimbaud er også blevet læst som en forgænger for modernismen.

Bogen består af ni dele, hvoraf det meste er prosadigte, altså ikke skrevet på vers, men med en stærk og musikalsk rytme i sproget.

22017802

Bogen begynder med at beskrive faldet, det er en afvisning af retfærdigheden, glæden og skønheden og slutter med en direkte henvendelse fra den fordømte til Satan. Dernæst forlader digteren sine gæliske familierødder og i det hele taget alt, der binder ham til jorden i kapitlet ”Ondt blod” for herefter i ”Helvedesnat” at opholde sig ved sit eget dødsøjeblik og nedfaret til helvede. Det er også en nedstigen i vanviddet, der følger, og paradoksalt nok tales der mest lineært forståeligt i kapitlerne ”Vanvid” 1 og 2, hvor digterens kærlighedsforhold til Verlaine bliver behandlet.

Digtene er præget af store temperamentsfulde udsving og skiftevis rasende og fuldstændig mismodig skrift. I korte øjeblikke ses en ny og renset verden for det indre blik, et nyt samfund: ”Hvornår skal vi, hen over strande og bjerge, hilse det nye arbejdes fødsel, den nye visdom, tyrannernes og dæmonernes flugt, (…) Himlenes sang, Folkenes march! Lad os ikke forbande livet.” (s. 45).

Det er da heller ikke uden en om end dobbelttydig håbefuldhed, at digteren tager afsked med det hele i sidste kapitel ”Farvel”. Digteren tager afsked med sine metafysiske hallucinationer: ”Jeg! jeg der har kaldt mig selv vismand eller engel, fritaget for enhver moral, jeg er givet tilbage til jorden, med en pligt at søge og den ru virkelighed at favne! Bonde!”. Jeget er kastet tilbage ind i verden, har fundet tilbage til jorden og den gnidningsfulde og barske virkelighed.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "En årstid i helvede"