rimbaud
Foto: Ritzau

Arthur Rimbaud

cand.mag. Andreas Eckhardt-Læssøe, Bureauet, september 2018.
Top image group
rimbaud
Foto: Ritzau

Indledning

Fransk poesis enfant terrible Arthur Rimbaud har været et flabet forbillede for utallige af det 20. århundredes største kunstnere, rockstjerner og digtere. Med sin udsvævende livsstil sammen med digteren Paul Verlaine levede Rimbaud det arketypiske bohemegenis liv. Han skrev nogle af Europas mest berømte digte, inden han fyldte 20, og forlod poesien for et råt og omstrejfende liv som rejsende i verden, inden han døde ung. Rimbaud beskriver hallucinatorisk vanviddet og storbyens farer og fascinationskraft i et levende og uforligneligt sprog med vilde og direkte billeddannelser.

29917299

Blå bog

Født: 20. oktober 1854, Charleville, Frankrig.

Død: 10. november 1891, Marseilles, Frankrig.

Uddannelse: Collège de Charleville.

Debut: Un Saison en Enfer. 1873.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Rimbaud i udvalg. Det Poetiske Bureaus Forlag, 2013. Oversætter: Hippolyte de la Garde.

Inspiration: Charles Baudelaire, Victor Hugo, Paul Verlaine.

Symbolisme

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Livets egne farver mørkner, danser og skiller sig ud fra drømmesynet, mens det bliver til. Skælven og spjæt vokser truende, og den rasende smag af disse effekter belasted med den dræbende hylen og den hæse musik som verden lang bag os affyrer mod vores moder Skønhed – hun viger tilbage og står rank. – O! vore knogler ifører sig en ny kærlighedskrop.”

”Illuminationer”, s. 18.

Jean Nicolas Arthur Rimbaud blev født den tyvende oktober 1854 i den lille franske by Charleville. Hans forældre Frédéric Rimbaud og Vitalie Cuif holdt ham hjemme, hvor han blev skolet af sin mor, indtil han var otte år, og de flyttede fra det meget fattige område de boede i til et lidt mere velstillet. Her begyndte Rimbaud at gå i skole, og hans unge lærer Georges Izambard forærede ham et eksemplar af Victor Hugos ”Les Miserables” at læse. Allerede som 17-årig stak Arthur Rimbaud af hjemmefra – han havde sendt et brev med nogle af sine digte til den ældre digter Paul Verlaine, som blev betaget af Rimbauds digte og person og sendte ham en enkeltbillet til Paris.

Fra 1871 levede Rimbaud en vilter og tumultarisk tilværelse. Sammen med Verlaine, som snart blev hans elsker, tumlede han rundt i gaderne. De eksperimenterede med stoffer og drak absint. Særligt hash blev en inspirerende og farlig substans for Rimbaud, og de symbolistiske og billedstærke digte, han skrev i den periode, havde en næsten hallucinatorisk kvalitet over sig. Tilværelsen sammen med Paul Verlaine sluttede brat, da Verlaine i juli 1873 i Bruxelles skød Rimbaud, hvilket heldigvis kun sårede ham i hånden.

Rimbaud flyttede tilbage til Charleville, hvor han skrev sin bog ”Une Saison en Enfer” (”En Årstid i Helvede”) færdig. Hans søster har beskrevet, hvordan man kunne høre ham sukke, stønne og endda brøle højt bag døren, når han sad på sit kammer og skrev (Erik Skyum-Nielsen: Efterord til ”En Årstid i Helvede”. Roskilde Bogcafe, 1998). ”En Årstid i Helvede” blev kun trykt i 500 eksemplarer, som Rimbaud selv lod trykke, men de forlod aldrig trykkeriet i Belgien. Han fik ikke betalt regningen. ”En Årstid i Helvede” var det eneste værk, som Rimbaud selv var med til at få trykt, men i 1874 skrev han i London værket ”Les Illuminations” (”Illuminationer”,) som først blev trykt i 1886.

På det tidspunkt levede Rimbaud efter mange års omflakkende rejser i Etiopien, hvor han handlede med kaffe. I februar 1891 blev han syg og rejste kort tid efter hjem til Frankrig, hvor hans venstre ben blev amputeret, og efter at have forsøgt at rejse tilbage til Etiopien blev hans helbred voldsomt forværret. Han døde i Marseille d. 10. november 1891, 37 år gammel.

En Årstid i Helvede

”Så er det min tur. Historien om en af mine afsindigheder.
I lang tid havde jeg pralet af at besidde alle mulige landskaber og jeg fandt maleriets og den moderne poesis berømtheder latterlige. (…)
Jeg drømte om korstog, opdagelsesrejser, som der ikke findes beretninger om, republikker uden historie, religionskrige, omvæltninger af sæder og skikke, racers og kontinenters omflytninger; jeg troede på enhver fortryllelse.”

”En Årstid i Helvede”, s. 35.

”Un Saison en Enfer” fra 1873 (”En Tid i Helvede”, 1949, ”En Sæson i Helvede”, 1972, ”En Årstid i Helvede”, 1998) blev den eneste bog, Arthur Rimbaud selv lod trykke. Bogen blev skrevet efter nogle vilde år med bohemeliv i Paris sammen med Rimbauds elsker, digteren Paul Verlaine, og omhandler bl.a. dette besværlige og voldsomme forhold.
”En Årstid i Helvede” er en form for syndefaldsfortælling; det handler om at miste sig selv og sin tro og alt håb. Det vilde og fabulerende billedsprog placerer ham i litteraturhistorien som en symbolistisk digter, og Rimbaud er også blevet læst som en forgænger for modernismen.

Bogen består af ni dele, hvoraf det meste er prosadigte, altså ikke skrevet på vers, men med en stærk og musikalsk rytme i sproget.

22017802

Bogen begynder med at beskrive faldet, det er en afvisning af retfærdigheden, glæden og skønheden og slutter med en direkte henvendelse fra den fordømte til Satan. Dernæst forlader digteren sine gæliske familierødder og i det hele taget alt, der binder ham til jorden i kapitlet ”Ondt blod” for herefter i ”Helvedesnat” at opholde sig ved sit eget dødsøjeblik og nedfaret til helvede. Det er også en nedstigen i vanviddet, der følger, og paradoksalt nok tales der mest lineært forståeligt i kapitlerne ”Vanvid” 1 og 2, hvor digterens kærlighedsforhold til Verlaine bliver behandlet.

Digtene er præget af store temperamentsfulde udsving og skiftevis rasende og fuldstændig mismodig skrift. I korte øjeblikke ses en ny og renset verden for det indre blik, et nyt samfund: ”Hvornår skal vi, hen over strande og bjerge, hilse det nye arbejdes fødsel, den nye visdom, tyrannernes og dæmonernes flugt, (…) Himlenes sang, Folkenes march! Lad os ikke forbande livet.” (s. 45).

Det er da heller ikke uden en om end dobbelttydig håbefuldhed, at digteren tager afsked med det hele i sidste kapitel ”Farvel”. Digteren tager afsked med sine metafysiske hallucinationer: ”Jeg! jeg der har kaldt mig selv vismand eller engel, fritaget for enhver moral, jeg er givet tilbage til jorden, med en pligt at søge og den ru virkelighed at favne! Bonde!”. Jeget er kastet tilbage ind i verden, har fundet tilbage til jorden og den gnidningsfulde og barske virkelighed.

Illuminationer

”Den officielle højborg overgår det moderne barbaris mægtigste frembringelser. Umuligt at beskrive det flade dagslys, fremkaldt af den uforanderlige grå himmel, bygningens majestætiske pragt og den evige sne på jorden. Med en særegen smag for det enorme har man reproduceret alle arkitekturens klassiske underværker. Jeg går på kunstudstillinger i lokaler tyve gange større end Hampton Court. Det er malerkunst!”


”Illuminationer”, s. 35.

I 1886 udkom Arthur Rimbauds ”Les Illuminations” (”Illuminationer”, 1949, 2007,) der består af 44 enkeltstående digte. Den har mere karakter af samling end ”En Årstid i Helvede,” som havde en klarere værkstruktur. ”Illuminationer” blev første gang udgivet i sin helhed i 1886 af Paul Verlaine, som havde fået overdraget manuskriptet af Rimbaud, mens dele af den tidligere var blevet udgivet i tidsskriftet La Vogue. Rimbaud skrev bogen, mens han boede i England i 1873-75. Fordi Rimbaud ikke selv var involveret i udgivelsen af ”Illuminationer”, kender vi ikke den rækkefølge, han havde tænkt digtene skulle have, men oversættere og fortolkere af værket har også dømt det irrelevant, fordi hvert digt er enkeltstående og altså ikke afhængig af at blive læst i sammenhæng med de andre.

26716799

Fordi digtene er adskilte fra hinanden, er det også svært at pege på én gennemgående tematik, men et tema der alligevel går igen i digtene er byen. I digtet ”By” står der: ”Jeg er en flygtig og ikke alt for misfornøjet borger i en hovedstad som regnes for moderne” (s. 30). Det er et mismodigt portræt af byen, der er tung af røg, og hvor ingen mennesker lærer hinanden at kende. Men afskyen for byen er holdt i spænd af en lige så dyb fascination. Som i digtet ”Byer,” hvor oldtidsbyer bliver til smukke ”drømmebjerge” (s. 35) – paladser af drømme og selverkendelse. Byens tiltrækning er voldsom, og selve byen er også et voldsomt sted, hvor det moderne liv kan udforskes med alle dets faldgruber.

”Illuminationer” består hovedsageligt af prosadigte, der udmærker sig i sin samtid med deres hallucinatoriske kvaliteter. Visioner og drømmelogik fylder mere end lineære fortællinger. Rimbaud skrev længe før surrealisterne, men mange af dem citerede ham som en stor inspiration, pga. hans udsyrede og billedstærke digte.
To af bogens digte er skrevet på frivers, dvs. på vers men uden en fast rytme eller form, og er nogle af de første friversdigte i Frankrigs litteraturhistorie. Det drejer sig bl.a. om det slyngede digt ”Bevægelse,” hvor linjernes fald mimer de vandfald og malstrømme, som indleder digtets bevægelser.

Rimbaud i udvalg

”Digteren gør sig til seer igennem en langvarig, grænseløs og logisk forstyrrelse af alle sanser. Enhver slags kærlighed, lidelse og galskab; han undersøger sig selv, han tømmer i sig selv alle former for gift, for kun at beholde kvintessensen. Han gennemgår ubeskrivelig tortur, hvor han har brug for al tro og overmenneskelig styrke, og han bliver til den store syge, den store forbryder, den store fordømte – og den mest Vidende! – thi han ankommer til det ukendte!”

”Rimbaud i udvalg”, s. 345.

”Rimbaud i udvalg” (2013) er en stor samling af Rimbauds tekster, og for første gang er de udgivet tosprogligt med de originale franske tekster på venstresiden og oversættelsen på højresiden. Mange af teksterne er ikke tidligere udgivet på dansk, bl.a. prosateksterne ”Under kutten – en teologistuderendes bekendelser”, ”Kærlighedens ødemarker” og ”Fragmenter af en parafrase over Johannes-Evangeliet”.

I de udvalgte breve kan man bl.a. finde de breve, Rimbaud skrev i maj 1871 til henholdsvis Georges Izambard, hans tidligere lærer, og digteren Paul Demeny. De er også kendt som Seerbrevene, fordi Rimbaud udnævner sig selv, digteren, til seer, altså næsten til en profet, et orakel: ”Digteren gør sig til seer igennem en langvarig, grænseløs og logisk forstyrrelse af alle sanser. Enhver slags kærlighed, lidelse og galskab; han undersøger sig selv”. (s. 344). Der finder en personfordobling til sted, hvad er det for en instans der undersøger, når digteren undersøger sig selv?

29917299

Det er også i seerbrevene, at man finder den præmodernistiske læresætning, som Rimbaud er blevet så berømt for: ”Jeg er en anden.” (s. 343). En del af sætningens betydning går uundgåeligt tabt i den danske oversættelse, da man på fransk kan se, at den ikke følger den korrekte bøjningsform for verbet etre (at være) som havde været suis, je suis un autre, i stedet står der je est un autre, det personlige pronomen jeg følger altså i stedet tredjepersonsbøjningen (han, hun, den). Det betyder altså, at der en forskydning af jeget til tredje person til stede, som igen kommer til at inspirere den senere modernisme i europæisk poesi.

Det tilsyneladende megalomane i at erklære sig selv, digteren, som seer, profet og sandsigerske, eller som han også skriver: ”Han står til ansvar for menneskeheden, ja selv for dyrene;” (s. 344) bliver ikke uden ironi, men man må også læse det som en arrogant ung mand, der konstant blæser sit ego op og fremstiller sig selv som et helt særegent geni. Den ironi, men også den urimelighed og flabethed er til stadighed med til at gøre hans poesi så spændstig.

Genrer og tematikker

Rimbaud kan siges at skildre det moderne liv, før det for alvor begyndte at eksistere. Livet i de tidlige moderne europæiske metropoler med larm og røg og støj bliver beskrevet i al sin vitalitet og farefuldhed, men før det 20. århundredes digtere tog patent på de beskrivelser i modernismen beskrev Rimbauds sin egen tidlige afrejse fra det franske landsbyliv til Paris’ og Europas storbyers vilde liv. Her fyldte bohemetilværelsen som fritgående flaneur hans tilværelse med voldsomme oplevelser. Den stormende forelskelse og det udsvævende liv med Paul Verlaine indeholder kærlighedens farer såvel som byens.

Særligt ”En Årstid i Helvede” beskriver det store fald fra troens tinder og dykket ned i helvede og de hallucinatoriske syner og tilstande, der dukker op der, men det er også der, den destruktive, smertefulde og vanvittige kærlighed befinder sig.

Rimbauds skrift er mættet af billeder, det er tungt symbolsk men bliver aldrig tungt at læse, fordi de rytmiske sætninger kommer op at køre på en motor af desperation og nødvendighed. Der er simpelthen gang i den, når man læser Rimbaud. Prosadigtene kan minde om den lidt ældre storbydigter Charles Baudelaires, men hvor der er konkretion og narrativ at finde i hans digte, svæver Rimbauds digte frit i en æter af affekt.

Det betyder også, at vanviddet bliver en presserende tematik for Rimbaud, og det kobles tit med det religiøse, synerne og mytologierne. Han kalder sig selv for en seer i det ovenfor beskrevne brev til Paul Demeny, og han siger, at han har drukket giften. Det er altså et megalomant orakel, vi har med at gøre, og på den måde bliver digtenes udsigelse vild, fordi de postulerer et klarsyn, som de ikke selv kan konkretisere. Det hele hvirvler rundt, og det er netop pointen. Klarsynet er annulleret, det moderne og hurtige tillader ingen orakler.

Hele Rimbauds forfatterskab peger fremad i tiden, og det er ikke noget under, at han blev så stor en inspiration for mange af det 20. århundredes digtere og rockstjerner.

Beslægtede forfatterskaber

Arthur Rimbaud har været en stor inspiration for utallige kunstnere. Man kan nævne i flæng: Pablo Picasso, Patti Smith, Jim Morrison fra The Doors, Bob Dylan og herhjemme måske mest bemærkelsesværdigt Michael Strunge. Michael Strunge var helt besat af Rimbauds bohemetilværelse og frie syn på livet, og særligt i sine to bøger ”Nigger” 1 og 2 kredser han om den udsatte position som fattig bohemekunstner i bylivet og retter en bred kritik mod den rationelle og teknologiske udvikling.

Rimbaud forholdt sig ikke det store til sin store forgænger Charles Baudelaire, men deres poesi står som to tårne i den tidligt moderne europæiske tradition. Ligesom Rimbaud skrev Baudelaire om syndefaldet og en rationel opløsning og om flaneurtilværelsen i Paris, måske mest berømt i ”Le Spleen de Paris” (1869. ”Parisisk Spleen”, 1918) og ”Les Fleurs du Mal” (1857. ”Syndens Blomster 1921, 1953. ”Helvedesblomsterne”, 1997).

Hvis man vil kigge på mere nutidig poesi, kan man måske se på en digter som Signe Gjessing, der i sin skrift mest af alt minder om det symbolistiske, man finder ansatser til i Rimbauds digte. Særligt i hendes mest kosmiske digte kan man finde hendes symboltunge skrift, her kan nævnes ”Blaffende rum nænnende alt” (2015).

Den danske digter Peter Laugesen har også nævnt Arthur Rimbaud som et af sine største forbilleder. Den frie digter som figur kan spores som tematik i hele Laugesens forfatterskab. Laugesen har endda skrevet en bog med afsæt i Rimbauds skrift, nemlig ”Artur på genfærd” (1991).

Et andet sted at kigge hen er til den evige outsider i dansk modernisme Rudolf Broby Johansen, der med sin bog ”Blod” (1922) begik et opsigtsvækkende og skandaløst værk om byens vitalisme.

Bibliografi

Rimbaud, Arthur: En engel i hænderne på en barber – Arthur Rimbauds digte i udvalg og gendigtning. Husets Forlag (S.O.L.), 1991. Oversat af Rolf Gjedsted.
Rimbaud, Arthur: En Årstid i Helvede. Roskilde Bogcafé, 1998. Oversat af Uffe Haarder. (Un Saison en Enfer, 1873). En Sæson i Helvede. Thaning & Appel, 1972. Oversat af Rolf Gjedsted. En Tid i Helvede. Frost-Hansen, 1949. Oversat af Erik Ditlevsen.
Rimbaud, Arthur: Illuminationer. Gyldendal, 2007. Oversat af Erik Knudsen. (Les Illuminations, 1886). Illuminationer. Grafisk Cirkel, 1949. Oversat af Jørgen Sonne.
Rimbaud, Arthur: Rimbaud i udvalg. Det Poetiske Bureaus Forlag, 2013. Oversat af Hippolyte de la Garde.

Om forfatterskabet

Portræt i Politiken, 2007-03-25.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Arthur Rimbaud

Kilder citeret i portrættet

Skyum-Nielsen, Erik: Efterord. En Årstid i Helvede. Roskilde Bogcafé, 1998. (Un Saison en Enfer, 1873). Oversat af Uffe Haarder.