Yrsa Sigurðardóttir

Yrsa Sigurðardóttir er født i 1963, bosat på Island og uddannet civilingeniør på universitetet på Island, Háskóli Íslands, i 1988. Hun har en karriere som civilingeniør i virksomheden Fjarhitun ved siden af forfatterskabet, der er gået fra børnebøger til krimiromaner. Først med serien i fire bind om den enlige mor og advokat Thora som den bærende karakter og senere med efterforskningsparret Huldar og Freyja, der indtil videre rummer seks selvstændige bind. Hun er en yderst produktiv forfatter og har indimellem serierne også skrevet tre selvstændige romaner inden for gys- og krimigenren.

Yrsa Sigurðardóttir fortæller i et interview i Politiken (Carsten Andersen: Islandsk succesforfatter: I krimier er der kun én ting, der må være ekstrem. Politiken, 2017-03-31), at hun aldrig har set sig selv som krimiforfatter – og egentlig havde lagt sit forfatterskab på hylden efter den femte børnebog. Men tre kapitler og et anslag til en krimi fik så stor opmærksomhed på en bogmesse i London, at hun lavede en aftale med et forlag om at starte en krimiserie om den fraskilte mor og advokat Thora og antihelten Huldar, der er ansat i politiet.

Selv fortæller hun om sine karakterer: ”Jeg bryder mig ikke om perfekte personer, og jeg kender heller ikke nogen. Den type personer er nok et ret skandinavisk træk. Vi kan lide antihelten, og det begynder allerede, når vi er børn. Vi elsker Anders And, men ikke Mickey Mouse.” (Carsten Andersen: Islandsk succesforfatter: I krimier er der kun én ting, der må være ekstrem. Politiken, 2017-03-31).

Yrsa Sigurðardóttir har skrevet bøger siden 1998, er gift og har to børn. Selvom hun er succesfuld som forfatter og kunne skrive på fuld tid, foretrækker hun at veksle mellem at skrive og arbejde som ingeniør, da hun med sine egne ord søger samarbejdet og ”har behov for at se noget lykkes noget oftere.” (Carsten Andersen: Islandsk succesforfatter: I krimier er der kun én ting, der må være ekstrem. Politiken, 2017-03-31).

Yrsa Sigurðardóttirs Thóra-serie indeholder i alt fire bøger, der alle har advokaten Thóra Gudmundsdóttir som hovedperson: ”Þriðja táknið”, 2005 (”Det tredje tegn”, 2006), ”Sér grefur gröf”, 2006 (”Den der graver en grav”, 2007), ”Aska”, 2007, (”Aske”, 2009) og ”Anðnin”, 2008 (”Isblå spor”, 2011).

Thóra Gudmundsdóttir bor i Reykjavik, er alenemor til Sóley og Gylfi og bliver ung farmor undervejs i serien. Thóra bliver i første bind, ”Det tredje tegn”, kæreste med den tyske advokat Matthew, som er den første, der ”hverken var fraskilt eller fordrukken for ikke at sige spradebasse eller sportsfanatiker.” (”Det tredje tegn”, s. 401).

Den kvindelige advokat bliver gang på gang rodet ind i efterforskningssager om skrækindjagende forbrydelser, der sjældent er enestående, men oftest serielle og mystiske – grænsende til det okkulte. Thóra er en kvinde, der hverken er blevet skånet eller skåner sig selv for livets grimme og mørke sider, og hun går til opklaringerne med slidte gummisko og stort mod.

Som i seriens anden bog, ”Den der graver en grav”, hvor lyden af barnegråd ripper op i gammelt nazigods, tragiske familieskæbner og mord på børn, du gerne vil placere i fiktionens verden: ”Øverst i kassen lå der et sammenfoldet hagekorsflag. Den hvide flade omkring korset var gulnet lidt, og stoffet var ru at røre ved. Thóra rynkede brynene.” (s. 83).

I sidste bog i serien om Thóra, ”Isblå spor”, flyttes opklaringsarbejdet til Grønland, hvor der med is, mørke og tvivlsom historieskrivning er rig mulighed for at skabe chok, gys og aha-oplevelser i læseren undervejs. To mænd forsvinder ved etableringen af et laboratorium (med henblik på minedrift), og scenen er sat for en række mystiske hændelser.

Som om det ikke er nok at placere Thóra, Matthew og to assistenter alene i en ørken af is, ryger forbindelsen til civilisationen ret tidligt i fortællingen. ”Isblå spor” er, som flere af de andre krimiromaner af Yrsa Sigurðardóttir, ikke uden politisk og samfundsmæssig kritik, for som hun selv udtaler: ”Krimien er et godt sted at fremføre en samfundskritik, men det skal ske varsomt, så det ikke virker, som om man står og råber fra en ølkasse. Man må lade læseren selv tage stilling”. (Carsten Andersen: Islandsk succesforfatter: I krimier er der kun én ting, der må være ekstrem. Politiken, 2017-03-31).