Louise Juhl Dalsgaard

Forfatter Louise Juhl Dalsgaard er født i 1973 og uddannet bibliotekar ved den Danske Biblioteksskole. Hun debuterede i 2011 med digtsamlingen ”Mit ønske om at dø er rent hypotetisk”, der i 2014 blev fulgt op af dels den poetiske kortfilm ”Om arktiske heste” og punktromanen ”Til sammen”, der i uddrag er udkommet på svensk under titlen ”Att spela squash i ett rum utan väggar” (2015). I 2016 udkom digtsamlingen ”Det skulle have været en hest”, ikke på bogsider, men på ni badges. Herefter fulgte romanerne ”Det dér og dét der” (2017) og ”Alle dage tilbage” (2019), inden hun vendte tilbage til lyrikken med coronadigtsamlingen ”i dag skal vi ikke dø” i 2020. Hendes to udgivelser fra 2022 er væsensforskellige, men har det gentagende princip til fælles: hvor hver fortælling i den illustrerede ”Det ligner tø” begynder med ”Det ligner…”, er sætningen ”Jeg tænker på…” kompositorisk princip i ”Ting jeg tænker på”. Dalsgaard bevæger sig på den måde smidigt rundt i genrelandskabet, men har sin egen umiskendelige tone og sprogbevidsthed hele vejen.

Selv fortæller hun om sin proces: ”Jeg synes nok, at mine tanker og følelser fylder for meget i mit liv. Jeg har stort set altid en indre dialog i gang: Er jeg for meget, for talende, forkert? Det handler grundlæggende om, hvordan mine følelser igen og igen tager røven på mit intellekt. Skriften er så min måde at sige: ’hold nu kæft, Louise’ på. Skriften handler et stykke hen ad vejen om at få ’mig selv’ til at fylde mindre, og skriften til at fylde mere. Lidt modsætningsfyldt kan man sige, at jeg forsøger at lade “et selv” komme til orde frem for “mig selv”. Mine tekster overskriver så at sige “mig selv” og fremskriver i stedet “et selv.” Den transformation er gennemgående for min skrift.” (Anders Møller Gade: At række hænderne ud – interview med Louise Juhl Dalsgaard. Modspor.dk, 2016-02-01).

Dalsgaard har fået tekster trykt i diverse tidsskrifter og bryder med gængse udgivelsesformater, når hun laver film, digte på badges og får tekster trykt på bycykler og muleposer. Endvidere bruger hun Facebook og sin hjemmeside til løbende at publicere nyskrevne tekster. Udover at skrive underviser Dalsgaard i kreativ skrivning og laver arrangementer for Aarhus Litteraturcenter.

Louise Juhl Dalsgaard er bosat i Skanderborg med sin hund Mumrik og sin mand Michael.

Med romanen ”Om en hals” (2024) dykker Louise Juhl Dalsgaard ned i velkendte temaer fra forfatterskabet: en gærdejselskende mor, et barns oplevelse af ikke at være elsket, og spiseforstyrrelser.

Fra en ikke præciseret nutid beretter en kvindelig jegfortæller om en barndom med kærlige forældre og en dominerende storebror. Dagene i deres sommerhus er lyse og lette med plads til at lege og tegne, men broderens uforudsigelige vold og vrede bryder idyllen. I kvindens ungdom mærker hun sorgen efter tabet af veninder og kærester – og chinchillaen John – og også en voksende uro indeni.

138063704

Det er, som om hun samler på tab og svigt; de hober sig op, og en dag bliver det for meget. Hun beslutter sig for at tage kontrollen tilbage, og det skal gå gennem tal: Hun vejer 73,8, og målet er at vende tilbage til de 31 kilo, hendes mor i barndommen sagde var en perfekt vægt. Det var det til en lille pige, ikke til en voksen kvinde. Hver kapiteloverskrift angiver i tal mellem 30 til 73,8 kilo, hvad hun vejer undervejs.

Hendes sygelige optagethed af tal og tabeller viser sig i lister over madvarers vægt og kalorier og et ekstremt fokus på forbrænding og klokkeslæt. Anoreksien overtager kvindens liv, og efter en tur hos lægen bliver hun indlagt akut til et langt behandlingsforløb på en lukket afdeling. I et kapitel, hvor mor og datter tager skylden for hinandens sorg og fortvivlelse, står der: ”Det er svært for mig at sige præcis, hvornår det gik op for mig, at tingene hang sammen. Altså ikke sådan som mandag hang sammen med tirsdag eller bål med brand. Men sådan som jeg hang sammen med alt det, jeg kom af, alle dem: min mor, min far, det hvide murstenshus.” (s. 54-55). Anoreksien kommer ikke ud af ingenting, men der fældes ikke dom over nogen. Snarere forsøger fortælleren at forstå, hvad der fik sygdommen til at bryde ud.

Sammen med de forskellige aldre skifter fortælleperspektivet, så læseren oplever verden fra barnets logik til teenagerens oplevelse af, at hjerne og hjerte ikke er det samme – og at det kan være svært at regne ud, hvilken af de to hun skal lytte til. Og netop titlens hals forbinder de to, krop og tanke. Sproget er poetisk, lavmælt og registrerende i al sin smerte og ømhed, og romanen giver et indsigtsfuldt blik ind i anoreksiens strategier.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Om en hals"

Louise Juhl Dalsgaard debuterede i 2011 med tekstsamlingen ”Mit ønske om at dø er rent hypotetisk”, der består af 25 korte tekststykker varierende i længde fra to linjer til to sider. I en skiftevis fortællende og poetisk prosa kredser teksterne om relationer, observationer og tilstande hos en række mennesker, der ikke introduceres nærmere. Som en art snapshots får vi et indblik i det, der definerer eller mærker et menneske. Flere af de skildrede relationer bærer præg af en kontrakt eller en handel, som når en kvinde pirrer en grim mand seksuelt og nyder sin lede. Generelt virker karaktererne ensomme og udenfor normale fællesskaber, som den råbende kvinde Myrna, ”som alle ved hvem er, men ingen kender” (s. 14) og som naboerne overvejer at klage over til boligforeningen, eller som hende, der sidder alene ved et cafebord og piller i etiketten på sin danskvand, mens hun lytter til andres samtaler. Men der er også en fin samhørighed mellem mennesker, i f.eks. samlingens sidste tekst, hvor et par ”mærker frygten for at miste” (s. 32) og holder i hånd, mens de går tilbage til bilen. Der er tekster i første og tredje person, lige som flere er henvendt til et du.

29024839

Tidsligt er der flere referencer til levn fra Anden Verdenskrig, og i teksten om Myrna er det hendes angst for russerne, der gør hende skør. Andre tekster er uden tidslige kendetegn, men agerer i neutrale rum.

Udover de fremskrevne karakterer kan sproget siges at være en egen karakter, da det hele tiden gør opmærksom på sig selv. Faste vendinger konkretiseres, og abstrakte talemåder bliver til hverdag og kropslige bevægelser: ”Hun vil gerne gå. I stå. I blomst. I hundene” (s. 26). Der er en udforskning af ord med dobbeltbetydning og betydningsglidninger, og Dalsgaard bruger også nye ord, som ”Clioblå”, der er den særlige slags blå tilstand, der opstår i bilen, når et par på tur indforstået bemærker skægge vejskilte.

Med ”Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” har Louise Juhl Dalsgaard lavet et katalog over 25 måder at være i verden og i sproget på.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Mit ønske om at dø er rent hypotetisk"

Under genrebetegnelsen punktroman udgav Louise Juhl Dalsgaard i 2014 sin anden trykte udgivelse, ”Til sammen”, der i fire afsnit udfolder konturerne af et parforhold fra dets første fysiske besættelse til fælles skitur i Norge. Det er netop kun konturer, vi ser. Teksterne er helt korte, sat op i fragmenter adskilt af asterisker på siderne, og selvom der er et gennemgående han og hun – og de – er der ingen særlige kendetegn hos dem. Et genkommende element er, at Hun læser i en bog om fugle og sommerfugle, som hun citerer fra og reflekterer over. De mødes kropsligt, og de taler sammen og forbi hinanden og viser de skarpe kanter i en relation.

51230809

Hvert afsnit indledes af et litterært citat fra hhv. Inger Christensen, Ursula Andkjær Olsen, Katinka My Jones og Asta Olivia Nordenhof. Der er noter fra rejser undervejs, der tidsligt strækker sig fra 2009 til 2011.

Sprogligt er teksterne fortættede, og som i debuten turneret om vendinger og konkretiseringer af faste udtryk. Flere steder vender teksten om på fraser fra Bibelen og trækker den hellige tekst ned på jorden: ”Det største begær retter sig mod det forsagede./ ”Og alle dets gerninger og al dets væsen”// Ja.” (s. 36). Gud optræder også med en rygrad, der ”ligner en hajfinne” (s. 54).

Som et modspil til de meget konkrete fugle og deres egenskaber hengiver teksterne sig til absolutter: lys, der deler sig og brydes, prismer der sprætter lys op; til nordlys, vand, sne, kulde og varme. Der er en næsten geometrisk optik med teksternes optagethed af vinkler, flader, huller, og der er en synæstetisk verdenserfaring af farver, dufte og lyde i sansninger, der flytter kropsdel. Der er ituslået porcelæn og skår fra et krus lagt ud ”til en mosaik, der ingenting samler” (s. 25) – og til sidst i samlingen lægger Han sig over hende som mørtel – ”en leret masse af føjeligt fyld, der får huset til at hele” (s. 54) – og dette kærlige billede med et tæt hus og klinkede skår får kun lov at stå et øjeblik, inden samlingen afsluttes med ”Til sammen”, og ikke ”Tilsammen”, som den startede.

”Til sammen” er illustreret af Pernille Larsen, hvis spinkle streg kan ligne f.eks. både et stykke krakeleret porcelæn og en flod og på den måde er åbne for fortolkninger, som også teksten er det.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Til sammen"

Titlen på Louise Juhl Dalsgaards romandebut ”Det dér og dét der” fra 2017 henviser til to knæ i en krop, der ikke rigtig vil samarbejde. Det er en historie i otte afsnit om en kvindes liv med anoreksi og en undersøgelse af, hvad der kan have udløst sygdommen.

Første dels scener fra en barndom vidner om en afstand mellem jeget og hendes forældre, der aldrig rigtig lytter til hende. I hendes klasse går Kaspar, hvis mor lige er død og som har et tomt rum indeni, hvor hans mor har boet.

53392261

Pigens mor er ikke død, men pigen har også et rum, der står tomt. Hun lærer, at ”man ikke kan være ked af det, hvis man ikke har noget at være ked af.” (s. 30), og så er det svært at stole på sine følelser. Den ensomhed sætter sig i pigens krop, lige under halsen. Da hun bliver student, beslutter hun sig for at tabe sig, og en alvorlig spiseforstyrrelse sætter ind med indlæggelser, samtaler, uforstående forældre og en kropsvægt på 32 kg.

Anden del handler om pigens mor, der er utrolig god til gærbrød, men ikke så god til at se sin datter, og tredje del viser, hvordan hendes far har latterliggjort hende for hendes følelser og reaktioner. I et notat fra en lægesamtale står der, at: ”… det eneste sted hun kan ”slå ham,” er ved at nægte at spise.” (s. 80). Fjerde del handler om pigens bedsteforældre, hvoraf farmors bløde barm og rugbrødsdrys er det bedste – og at det er nu, hun begynder at blive bange for sig selv. I femte afsnit fortæller et jeg i nutid om indlæggelser og ydmygende besøg hos forældre, der nægter at acceptere hendes sygdom. De sidste afsnit handler om jegets lidt grænseløse datingliv, om ikke at føle sig hjemme i sin krop og håbet om at blive en ønskesten, der kan åbne øjnene uden at blive bange.

Det er en usentimental roman om spiseforstyrrelse, opvækst og om at være intellektuelt distanceret fra sine følelser. Virkeligheden er spændt ud mellem fortællerens subjektive gengivelse af verden, følelser og erindringer – og de psykiatriske journalers kliniske syn på patienten udefra, hvor hendes tilstand vurderes ud fra vægt, BMI og familiære dispositioner. Der er ingen fordømmelse eller direkte kritik af hverken forældre, skolesystem eller behandlingssystem, men bogen viser de mulige konsekvenser af ikke at møde mennesker, hvor de er.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Det dér og dét der"

I 2019 udgav Louise Juhl Dalsgaard sin anden roman, ”Alle dage tilbage”, der er en nærværende og poetisk tekst om at kende sig selv og hinanden. Romanen udfolder et smerteligt forløb, hvor en ældre kvinde med livstruende kræft holder ukueligt fast i livet, mens hendes yngre veninde, bogens jegfortæller, holder livet på afstand. Det er uklart, om deres relation er venskabelig eller familiær, men den er tillidsfuld og båret af ærlig kærlighed. Den ældre kvinde lærer fra sig om at fodre solbærbedene med afklippet græs, for ”man skal huske omsorgen for sine rødder,” som hun siger (s. 9). Hun gør sig umage med sit liv til det sidste, laver morgengymnastik, spiller yatzy med sig selv og har faste rutiner. Fortælleren har ingen planer, men begynder at skrive tidspunkter ned for at få bare lidt styr på sit liv, der mest virker som om hun skal have tiden til at gå: ”Jeg er begyndt at notere klokkeslæt for alt. På den måde bliver tiden en høstak, jeg kan gemme nåle i.” (s. 27).

46695194

Imens sygdommen får mere og mere tag i den ældre kvinde, fremskriver fortælleren erindringer fra barndommen, og de er mest minder om nederlag; om at tisse i bukserne, ikke slå til i skolen og om invaliderende tvangshandlinger. Tidsmæssigt ligger erindringerne i en tid med Cheminova-udslip og AIDS-epidemi, mens en nutidsangivelse er 16. oktober 2018.

Kærlighedserklæringerne til den døende ligger i detaljerne og i fortællerens kærligt registrerende blik: ”Hun har blik for ukrudt og vilde blomster. Hvordan svedent græs klæder kløverblomst, en helt særlig evne til at få øje på det skønne i grøftevandets okker.// Hun bruger sine hænder til at se med, når hun plukker. (…) Jeg elsker de hænder.” (s. 38). Indimellem er der mere faktuelle opslag om nogle af de elementer, der indgår i fiktionen: absolut gehør, vinteradonis og dødstegn. For døden indtræffer, uden at det er tydeligt hvornår. Måske fordi den døde lever videre i fortælleren, fordi hendes visdom og rutiner har overlevet hende.

Det er en lille roman fuld af kærlighed, sorg og blik for de ting, vi fylder vores dage med. Den er spændt ud mellem at leve livet fuldt ud og så gå og fedte lidt med det. Sproget er metaforrigt og fortættet i de næsten ufortalte tableauer, hvor læseren kun ser en flig af øjeblikket, men tydeligt aner den større sammenhæng.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Alle dage tilbage"

I marts 2020 lukkede Danmark ned som følge af Covid19-pandemien, og digtene i Louise Juhl Dalsgaards ”i dag skal vi ikke dø” (2020) er skrevet under denne nedlukning med to meters tvangsafstand og national fællessang.

I Dalsgaards digte går et digterjeg, i forsøget på at få tiden til at gå på en bare lidt meningsfuld måde, og reflekterer over afsondretheden i et personligt og samfundsmæssigt perspektiv: Hvad gør det ved os at have afstand til hinanden?

48218415

I en mundret fortællemodus skriver jeget om relationer, der vedligeholdes telefonisk og længslen efter hud og nærvær. Det nye tomrum fyldes af barndomserindringer, læsning og en spørgen til, hvad virkeligheden er. Der er klip fra Mette Frederiksens pressemøder, citater fra prominente coronabenægtere og fællessang på tv med Phillip Faber, og der er lokale registreringer fra jegets liv: genboens telt i stuen og ”tilbud på lakridsmix fra panda/ i brugsen i fjerritslev” (s. 105). Jeget skriver lister over ting, det ikke forstår og glæder sig over for en stund ikke at skulle leve op til sociale sammenhænges krav om plukkede øjenbryn og sko i læder.

Det er en digtsamling om, hvad krise og undtagelsestilstand gør ved mennesker, og hvordan man oplever tid, når man ikke skal nå noget. Som tidsbillede fra en konkret periode i danmarkshistorien minder Dalsgaard os om de detaljer, der udgjorde virkeligheden på det tidspunkt. Ikke mindst den (absurde) politiske poesi: ”vi må holde sammen/ ved at holde afstand” (s. 80) og den strategiske omsorg i at lukke landet, så der ikke er for mange, der dør på samme tid, for så bryder systemerne sammen. Den tørre konklusion er, at vi alle en dag skal dø, men at vi hver dag kan vælge at være i live.

Teksterne er skrevet med små bogstaver og et # som markør for hver ny tekst, og fragmenter af tekster af Tomas Tranströmer, Elsa Gress og Inger Christensen finder vej. Det er ikke tilfældigt, at det er skrivebordet, jeget bruger som beskyttelsesrum: ”her ligger digte af saariskoski/ pessoa og vizki/ tre strandsten fra han herred/ og en pose evers host ikke-bolcher” (s. 44).

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "i dag skal vi ikke dø"

Med tekster af Louise Juhl Dalsgaard og linoleumssnit af Thomas Kruse udkom ”Det ligner tø” i 2022. Hver tekst begynder med sætningen ”Det ligner…” og efter den første helt tørre ”Det ligner en sætning” følger i to dele korte fortællinger i farvandet mellem fantasi og realisme. Som fabler eller lignelser med turnerede pointer er hver tekst en afrundet enhed med et lille drama eller begivenhed. Ikke at alle spørgsmål er besvaret efter endt læsning, tværtimod, men scenen er altid lukket sprogligt igen.

134279834

Handlingsmæssigt er der rigeligt med løse ender, som når landbrugeren Alex Kowalski i teksten ”Det ligner en god forretning” har fået øjnene op for at tjene godt på at sælge husets grøntsager og inventar, og da ham og hans kone sidder velhavende tilbage i et halvtomt hus, er det nærliggende at spørge: Hvad nu? Så peger det tilbage på titlens ”det ligner” – for det er ikke alt, der ligner det, det er. Det er netop lignelser og ikke sandheder, bogen præsenterer. Kun ved at sammenligne ting kan vi beskrive dem, og netop sådan kan vi tilgå fantasien og erindringen og forståelsen af komplekse relationer.

Fortællingerne kommer omkring i både tid og rum, og der er forelskede træer, kolibrier med følelserne udenpå tøjet (der er ikke plads til dem indeni) og fri fantasi. Men der er også sorg og tilgivelse og den rørende tekst ”Det ligner en bjørn” om en bror, der er indlagt på et bosted, og som kun hans søster kan komme i nærheden af.

”Det ligner tø” adskiller sig indholdsmæssigt fra Dalsgaards tidligere værker ved at være fabel og fantasi, men der er alligevel velkendte elementer fra forfatterskabet. En pige som Mirka, der har små sår i hovedbunden og bliver holdt udenfor i børnehaven, er en klassisk karakter hos Dalsgaard, som også den katalogiske form med tekst på tekst frem for et samlet, fortløbende forløb er det. Samtidig er den poetiske og kortfattede sprogbrug og mulige venden vrangen ud på ord og vendinger et særkende hos Dalsgaard.

Grafiker Thomas Kruse, der var del af kunstnerkollektivet Røde Mor, bidrager med drømmende og både kærlige og uhyggelige snit. De enten illustrerer teksterne eller tilfører en ekstra dimension, de kan udfolde sig i.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Det ligner tø"

Louise Juhl Dalsgaards erindringsroman ”Ting jeg tænker på” fra 2022 lægger sig smidigt ind i forfatterskabet, da mange tekstelementer og karakterer fra tidligere værker her indgår i en erindring. Vi har før mødt Myrna, en gærbrødsbagende og skeptisk mor og en kvinde, der skriver lister for at få tiden til at gå. Også dette værk er fragmenteret og poetisk kortfattet, her inddelt efter årstal begyndende fra forfatterens fødeår: 1973-1985, 1986-1992 og 1993-. Hver sentens begynder med ”Jeg tænker på…”, og det er både stort og småt fra et levet liv; stemmer fra tv, duplikatormadder, klassekammerater og gode lege fra de første år; og til sidst et brændende ønske om at få et barn: ”Jeg tænker på en negativ test”.

62042907

Erindringerne gemmer på et hav af tidstypiske elementer, der vækker genklang hos den læser, der også kan huske Ole Sippels stemme, serveringsfade med tobak til familiefester og Lech Walesas overskæg. Der kan samles meget ensomhed og brutal erkendelse i en enkelt sætning, når det står: ”Jeg tænker på min bedste ven, der viser sig også at have en anden bedste ven.” (s. 35).

Samtidig fungerer romanen som et kartotek over følelser fra et helt liv, og den tegner et portræt af en pige, der altid har følt sig forkert og som bærer en tvivl med sig om kærligheden fra sine forældre. Ved at låne fortælleperspektivet ud til et barn ser vi verden på dets ekstremt nærværende måde, når det tæller lygtepæle på vej til skole eller kigger på havens fire tørresnore med familiens undertøj på. Der er kærlighed til bedsteforældre og til fantasien, og der er en smerte under det hele, som gør læsningen melankolsk midt i alt det glittede bolsjepapir.

At læse ”Ting jeg tænker på” er som at bladre i et fotoalbum fra et helt liv. Med få ord tegner Louise Juhl Dalsgaard fysiske og psykiske situationer op med et præcist blik for det, der har været centralt i hver epoke i livet. Barnets sanselighed, det unge menneskes skrøbelighed og den voksnes tvivl.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Ting jeg tænker på"

Gennem Louise Juhl Dalsgaards forfatterskab er der en vedholdende nysgerrighed over for det at være menneske. Både i egen ret og i relation til andre, som en sansende krop i et nu og med et erindrende tilbageblik på den historie, der skaber en livsfortælling. Ikke mindst tilspørger hun retten til erindring, og om der overhovedet er en gyldig sandhed i erindringerne, for hvem kan afgøre, om man husker rigtigt.

Mange af forfatterskabets karakterer har væsenstræk til fælles fra barndommens lidt ensomme og fantasifulde barn, der ikke føler sig set af sine forældre, til ungdommens smertelige erfaringer i at begå sig socialt, den unge voksnes langvarige spiseforstyrrelse og den voksnes længsel efter at få et barn. Ofte er det lidt aparte personager, der befolker fortællingerne, men de er altid fremskrevet med sympati og forståelse. Samtidig er der mange utrolig kærlige skildringer af forhold mellem børn og bedsteforældre og af det særlige bånd mellem de to kvinder i ”Alle dage tilbage”. I ”Det dér og dét der” giver Dalsgaard nøgternt et indblik i livet med en langvarig spiseforstyrrelse, mens hun i ”Om en hals” fortæller om begyndelsen på den.

Dalsgaard fremskriver et hav af tidstypiske elementer, der har karakteriseret de sidste 50 år i Danmark; fra den hæklede sommerkjole, den gule Sony Walkman og nedlukningen under corona i 2020. Der er en ekstrem detaljerigdom i hendes tekster, og hun sender læseren afsted ind i egne erfaringer og erindringer.

I stedet for at gøre sig i lange episke fortællinger skriver Dalsgaard poetisk kortfattet om episoder, liv og historier i et omfangsrigt forfatterskab, der folder sig ud som et myldrende katalog over måder at være i verden på. Det er ansatser og udsnit, detaljer og registreringer.

Der er en udpræget usentimental omgang med alvorlige ting, og det humoristiske brod giver en menneskelig lethed omkring både sygdom, død og ensomhed. Kendetegnende er det også, at Dalsgaards tekster er åbne og spørgende: ”Mine tekster forsøger sig ikke med svar, men stiller spørgsmål: Jeg henvender mig til verden, ’hallo, hallo’. Min skrift rækker hænderne ud, både som en gestus: ’velkommen indenfor’, men de er også en appel. En appel om at blive hørt, læst, modsagt, whatever. Det er nok dét, der er mit særkende: Henvendelsen. At række hænderne ud, invitere ind, med et håb om at nogen griber de hænder, tager imod.” (Anders Møller Gade: At række hænderne ud – interview med Louise Juhl Dalsgaard. Modspor.dk, 2016-02-01).

I ”Det ligner tø” og ”Ting jeg tænker på” bruger Louise Juhl Dalsgaard det samme litterære greb med at lade alle afsnit begynde på samme måde. Det giver en ensartethed i udtrykket, men desto større divergens i indholdet, da den faste form tydeliggør forskelle i fortællingerne. Hun skriver selv i noterne til ”Ting jeg tænker på”, at hun er inspireret af den amerikanske forfatter Joe Brainard (1941-94), der i 1975 skrev værket ”I remember” (”Jeg kan huske”, 2020), der netop også brugte samme erindringssætning som indleder til alle afsnit. På dansk grund har Martin Larsen brugt grebet i sin ”Hvis jeg var kunstner” fra 2010, og Peter Adolphsen har på lidt omvendt vis brugt det i ”Jeg kan ikke huske” (2018) om alt det, han har glemt. I øvrigt gør Peter Adolphsen også brug af de helt korte formater til at fortælle fortættede historier, blandt andet i sine ”Små historier”. Det til tider lidt absurde og detaljerede kortprosaunivers, man kan møde hos Dalsgaard, ser man også hos Peter Seeberg.

Den måde, Louise Juhl Dalsgaard lader detaljer være definerende for både mennesker og relationer, ligner måden, svenske Ia Genberg lader detaljer fortælle historien, som hun gør det i ”Detaljerne” (2023). Her er ingen forkromede overblik over hverken liv eller relationer, men der er bestemte bøger i boghylden, genkommende sætninger og lejlighedsindretning nok til at tegne karaktererne krystalklart op.

Der er også noget, der minder om Helle Helles debut ”Eksempel på liv” (1993), hvor Marianne går lidt ensomt rundt i sit liv, og hvor netop brudstykkerne er det, der definerer sammenhængen. Marianne er også optaget af sprogets faste vendinger og at gøre dem konkrete, hvilket Louise Juhl Dalsgaard også opererer med gennem sit værk. 

Andre forfattere, der har skrevet om anoreksi, er f.eks. Signe Maxen i ”Sort galde” (2017), Johanne Kirstine Fall i ”Der er altid nogen at befri” (2017) og Sofi Oksanen i ”Stalins køer” (2011).