digte

Forfatter og litterat Niels Lyngsø har siden sin debut i 1992 afsøgt et væld af forskellige genrer og temaer. Både systemdigtet, erindringsprosaen og temaer som sex, liv og død har de sidste 25 år fået en tur i den skaldede digters højpandede vridemaskine.

Frank Jæger blev ved sin debut kaldt ”den lyse digter”, som besang Naturen og Kvinden og insisterede på det mirakuløse i livet. I efterkrigstidens mørke lyste han op som en livsglad og vital digter med digte om livsudfoldelse og sanselighed.

Det var forstadens rastløshed, der fik den i dag København-bosatte digter og forfatter Rasmus Halling Nielsen til at skrive. Mange år senere har han udgivet utallige tekster både på egen hånd og gennem etablerede forlag.

Jens August Schade var den lyse digter i dansk poesi. Fra sin debut i 1920’erne til sin død i 1970’erne var han i både liv og værk en livsbekræfter, som jog spleen på flugt med kvinder, værtshuse og et utrætteligt arbejde med det poetiske sprog.

Den svenske forfatter Lars Norén kaldes ofte August Strindbergs arvtager, og den kontroversielle forfatter har permanent sat sit mærke på litteraturen med sine digtsamlinger, prosaværker og dagbøger og især på dramatikken.

Gys og gru er vante associationer til navnet Edgar Allan Poe. Hans forfatterskab rummer imidlertid mere end koldsvedsfremkaldende uhygge. Hos Poe finder man kimen til flere af det 20. århundredes store litterære strømninger.

En af de vigtigste figurer i dansk guldalder var nationaldigteren Bernhard Severin Ingemann, der levede mellem 1789 og 1862.

Peter H. Olesen er en oprejst mørkemand. Igennem et stort sangkatalog og et efterhånden betydeligt forfatterskab fordelt på lyrik, kortprosa og romaner har han stædigt fastholdt sit tag i en særlig dansk sørgmodighed.

Sophus Claussen var en af frontfigurerne i den danske symbolisme, men hans musiske drømmeverden og storladne, erotiske rimdigte blev af hans samtid beskyldt for at være uforståelige og utilgængelige. Debutdigtene gav ham et ry som en plat skørtejager, der hang ved resten af livet.

Kaj Munk (1898-1944) er paradoksalt nok mest kendt for sin dramatiske og tidlige død. Efter at have kritiseret samarbejdspolitikken, jødeforfølgelsen og nazismen i den offentlige debat blev han d. 4.