kvinder

Ingeborg Stuckenberg beskrev erfaringer som immigrant og som kvinde i et klart, rigt sprog og en nøgtern og usentimental udstilling af social ulighed i slutningen af det 19. århundrede.

Elena Ferrante lader sine bøger tale for sig selv, og derfor skriver hun under pseudonym og giver ikke personlige interviews. Hendes værker centrerer sig om dagliglivets op- og nedture som skilsmisse, moderskab, sex, børn, krop og identitet, altid ud fra en personlig og kvindelig synsvinkel.

Andrea Hejlskov skriver sig ind i bølgen af forfattere, som tager direkte af hovedstolen. Det liv, hun fikserer i sine bøger, må fanges i flugten, for det er under konstant forandring.

Hverdagsrealisme og indre monologer er gennemgående træk i Ester Bocks forfatterskab, hvor især den sidste halvdel af det 20. århundredes familieliv bliver gennemtrawlet.

Den norskfødte forfatter Amalie Skram levede og skrev sine bøger i slutningen af 1800-tallet og hendes harcelerende beskrivelser af fattiges, kvinders og de psykisk syges situation er skånselsløse.

Katrine Grünfeld skriver romaner om kriser, sammenbrud og kvindefællesskaber, og de går i kødet på både ægteskabet, kærligheden og børnefamilierne. Det senmoderne menneskes opfattelse af lykke står for skud.