C.Y. Frostholm

C.Y. Frostholm blev født Christian Yde Frostholm d. 14. februar 1963 i Kongens Lyngby. Siden gymnasietiden er han blevet kaldt for Cyf og bruger derfor den forkortelse som fornavn. C.Y. Frostholm skrev digte fra en tidlig alder, og i følge forfatteren selv handlede de blandt andet om ensomhed, kærlighed, naturoplevelser og anderledeshed i forhold til seksualitet og kønsidentitet.

Som man kan læse i ”Selvportræt med dyr” (2011), så var litteratur ellers ikke en del af hjemmet. Den fragmentariske erindringsroman indeholder en række øjebliksbilleder fra C.Y. Frostholms opvækst og liv og dykker bl.a. ned i faderopgør og i det vanskelige ved at vokse op som barn nummer fem og som homoseksuel.

Litteraturen voksede naturligt frem i C.Y. Frostholms liv, og om det at blive forfatter har han sagt: ”– Jeg tænker det meget som, at jeg skrev, og så blev jeg jo gradvist forfatter, ikke at det var et aktivt jobvalg. Hvilket også gjorde, at jeg i første omgang valgte journalistikken og litteraturvidenskaben som mere ‘rigtige’ eller gyldige erhverv.” (Anna Møller: Interview med forfatteren. Forfatterweb, januar 2019).

Allerede som 22-årig debuterede forfatteren med digtsamlingen ”Før skrænten af sommeren” (1985), og to år efter startede han på Forfatterskolens første årgang sammen med bl.a. Solvej Balle (f. 1962). Siden ca. 1990 har han arbejdet som forfatter og billedkunstner/fotograf med mange projekter undervejs: I 1994 var han med til at starte Afsnit P, der var et udstillingsrum for poesi – først et fysisk udstillingsrum og boghandel og fra 1999 et virtuelt rum på internettet. Fra 2005-2009 skrev han klummen ”Livet på nettet” i Weekendavisen, og som billedkunstner har han udstillet adskillige steder, bl.a. på Arken, i Den Frie Udstillingsbygning og i House of Foundation i Norge.

Løbende er C.Y. Frostholms sans for foreningen af litteratur, det digitale univers og billedkunst smeltet sammen, og sammen med illustratoren Simon Bodh Nielsen har han bl.a. skabt den grafiske iPad-fortælling ”Kalender for natten” (2016).

I 2018 udgav Frostholm essayfortællingen ”Træmuseet”, der også rummer fotos.

C.Y. Frostholms ”Paris en brugsanvisning” (2013) er direkte inspireret af Georges Perecs (1936-1982) ”La vie mode d'emploi” (1978, da. ”Livet en brugsanvisning”, 1999), hvor Georges Perec i 99 kapitler beskriver livet for en række beboere i et fiktivt boligkompleks. Georges Perec var en fransk forfatter, der skrev eksperimenterende romaner ud fra indviklede systemer og talrige regler. En del af de regler indgår i ”Paris en brugsanvisning”, som denne regel nr. 3 fra ”Espéces d’espaces” (1974, da. ”Verdens rum – og andre tekster”, 2016): ”Først lave en inventarliste over det, man kan se.” Herefter opremser C.Y. Frostholm det, han kan se: ”– Et fastfoodbud på scooter iført lyserødt slips. To mænd, der ikke kan få en bil til at starte. Tre tomme telefonbokse overstrøet med tags. En grøn plasticpose, som sidder fast i en rist.”

50881806

”Paris en brugsanvisning” er båret af utallige observationer, der som et puslespil ender med at udgøre et billede af Paris. Observatøren er registrerende, men fortolker også de mennesker, han iagttager, og reflekterer over, at han f.eks. aldrig har været så fattig, at han har måttet tigge i et tog. Tekstsiden får følgeskab af C.Y. Frostholms poetiske fotos, der som klassiske stillebens afbilder et mennesketomt Paris med hjemløsemadrasser i gadehjørnerne, efterladte herresko og talrige telefonbokse. Collagestilen er gennemgående for den eksperimenterende bog, der indgår i en serie af kunstneriske guidebøger fra mikroforlaget * [asterisk]. Bogens sider er unummererede og bruger også brudstykker af overhørte samtaler, opslagsord og erindringer fra forfatterens egne rejser i den franske hovedstad. Den slutter meget sigende med at konkludere: ”– Jeg har ikke sagt en fuld sætning til nogen i en uge. Jeg har fået i gaderne og ledt efter et mønster. Måske har jeg ikke været i Paris, måske har jeg været i Perec.”

Med ”Træmuseet” fra 2018 skrev C.Y. Frostholm sig ind i klimalitteraturen, hvor emner som global opvarmning og belastningen på miljøet agerer ståsted for moderne litteratur. Bogen forener fotos og essays og indeholder også rejseindtryk, erindringer og skitser og handler overordnet set om den betydning, træer har i menneskers liv. Den holder en poetisk tone og er som sådan ikke et økologisk manifest, men snarere et meditativt studie i træer i England, Danmark, USA, Frankrig/Paris og Portugal/Lissabon.

Som både ”Selvportræt med dyr” og ”Paris en brugsanvisning” består ”Træmuseet” af en række situationer, som læseren selv skal trække den røde tråd imellem. Her er jeget eksempelvis i Portugal og iagttager minutiøst tre store træer: ”– Imellem kiosken og træet ligger en større café omkranset af tre enorme mangroveagtige træer, hvoraf det ene, som har lange rødder over jorden, og hvis lianagtige luftrødder hænger ned over hovederne på gæsterne på caféen, har mistet to store grene til en storm, eller fordi nogen har gynget i dem. Det har stadig store gule sår i barken. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis jeg nævnte det for dig, ville du vide præcis, hvad jeg talte om” (s. 11).

54632452

Fortællerjeget er superopmærksom på sine omgivelser og afholder sig stort set fra at interagere med sine medmennesker. Snarere sendes der tanker mod et ’du’, som jeget har forladt.

Som i ”Paris en brugsanvisning” optræder en række direkte forbindelser til andre forfattere, og i den 568 sider lange træbog er det især den portugisiske modernistforfatter Fernando Pessoa (1888-1935) og den franske digter Francis Ponge (1899-1988), der refereres til, og som jeget læser bøger af. På hver deres måde behandler de to forfattere menneskets forhold til dets grønne omgivelser.

”Træmuseet” fik ved sin udgivelse et væld af positive anmeldelser og blev af Informations anmelder Kamilla Löfström kaldt for C.Y. Frostholms vigtigste bog. Den blev indstillet til Politikens Litteraturpris og Kritikerprisen og modtog udmærkelse fra Statens Kunstfond i 2018.

C.Y. Frostholm udgav især digte i begyndelsen af sit forfatterskab, men har også udgivet romaner som ”Det uvisse” (1992) og erindringsromanen ”Selvportræt med dyr” (2011). I mange af sine bøger benytter C.Y. Frostholm sig af den samme formel: Han beskriver en række stillbilleder, som om man læste de akkompagnerende teksterne til en fotoserie. Det betyder, at fortolkningen og arbejdet med at forbinde de mange punkter ofte ligger hos læseren selv, og mellem linjerne sker der ofte langt mere end det skrevne. Den form for komposition, hvor begivenhederne ligger som perler på en snor uden at blive fortolket af en fortæller, er ellers typisk for novellegenren, og fortællerens nøgterne og registrerende blik kan med et ord lånt fra billedkunstens verden også kaldes impressionistisk. C.Y. Frostholms begivenheder er tilsyneladende udramatiske, og hans detaljerede beskrivelser af verden er oftest hæftet på det, der ellers overses.

Et gennemgående tema for C.Y. Frostholm er det tilsyneladende selvbiografiske spor med erindringer om steder og mennesker, og et emne som kønsidentitet fylder meget.

Den selvbiografiske tråd anes også i ”Træmuseet”, der er skrevet med jegfortæller og i nutid. Dog bruges erindringerne og det selvbiografiske sjældent til at kaste lys på fortælleren selv, der holder sig helt i baggrunden. Snarere vendes lyskeglen mod omgivelserne, der beskrives med høj og poetisk detaljegrad og stort set uden fortolkende blik.

Ved sin udgivelse blev ”Træmuseet” blandt andet kaldt for ”(…) et hovedværk i nyere dansk øko-litteratur” (Martin Rohr Gregersen: ”Træmuseet” er et hovedværk i nyere dansk øko-litteratur. Kristeligt Dagblad, 2018-10-30). ”Træmuseet” er imidlertid ikke den slags økolitteratur – eller klimalitteratur, som det også kaldes – der opridser undergangsscenarier eller tordner med samfundskritik og løftede pegefingre. Tværtimod bibeholder C.Y. Frostholm sin let melankolske tone og forbinder helt udramatisk de mægtige træer med menneskene gennem et sjældent poetisk blik. Brugen af fotos, fortællerens rolige registreringer og sprogets lyriske kvaliteter sætter tempoet helt ned, så læsningen bliver langsom og meditativ.

I sin overskridende tilgang til konventionelle litterære genrer har C.Y. Frostholm også benyttet sig af internettets muligheder og i høj grad skabt rum til litteraturen på nettet. Kombinationen af et digitalt univers og en grafisk fortælling er blandt andet udmundet i iPad-historien ”Kalender for natten” (2016), hvor C.Y. Frostholm læser op til Simon Bodh Nielsens illustrationer i et interaktivt animeret værk om blandt andet at bevæge sig rundt i byens mørke. Det er eksperimenterende og avantgarde uden at være smal litteratur, og C.Y. Frostholm bibeholder som i sine øvrige værker en poetisk rolig tone.

Klimalitteraturen og den økopolitiske digtning har mange repræsentanter i litteraturen i disse år. Hvor en forfatter som Theis Ørntoft (f. 1984) i ”Digte 2014” (2014) og romanen ”Solar” (2018) indtager et mere undergangspræget og civilisationskritisk syn på klimakrisen, så arbejder C.Y. Frostholm på en helt anden måde med den genre. Gennem sine tableau-lignende situationsbeskrivelser åbner han læserens øjne for den skønhed, der findes i verden, og forbinder dermed kunsten med naturen og menneskene. ”Træmuseet” er som et forsvarsskrift for træer fra hele verden og kan med sin smukke dvælen ved naturen sammenlignes med Kritikerpris-vinderen ”Tilbage til unaturen” (2016) af digteren Rasmus Nikolajsen.

I sin eksperimenterende tilgang til litteraturen, hvor genrer og forskellige kunstarter forenes uproblematisk, ligner C.Y. Frostholm sin indflydelsesrige kollega Per Højholt (1928-2004). Per Højholt skrev både satiriske tekster som ”Gittes monologer og andre kvababbelser” (1981), den fiktive dagbog ”6512” (1969) og den legende digtsamling ”Turbo” (1968), der blev indspillet som radiomontage på LP og blev noget af den første elektroniske musik i Danmark. C.Y. Frostholm har også selv arbejdet direkte med Per Højholts litteratur i installationen ”Turbo på ordet”, der var en del af udstillingen PERformer HØJHOLT på Museet for Samtidskunst i 2004.

I sit arbejde med internettet og litteraturen ligner C.Y. Frostholm kollegaer som digteren Klaus Høeck (f. 1938) og Niels Lyngsø (f. 1968), som begge har benyttet sig af systemer og regler i deres digtning, og hvor sidstnævnte har skrevet erindringer som C.Y. Frostholm.

C.Y. Frostholm bruger mange andre forfattere i sin litteratur. Især franske Georges Perec, som refereres i ”Paris en brugsanvisning”, og som C.Y. Frostholm også har oversat i ”Verdens rum og andre tekster” (2016), samt Fernando Pessoa og Francis Ponge, der optræder i ”Træmuseet”, er store inspirationer. Georges Perec og C.Y. Frostholm deler deres legende tilgang til litteraturen, og begge har også en gennemgående melankolsk tone i deres meget forskelligartede værker. De er originale og grænseoverskridende og arbejder i høj grad med erindringer som stof, og begge har haft stor betydning for det litterære landskab, de selv er vokset ud af.