Hans Lynge

Hans Lynge blev født den 6. september 1906 i Nuuk i Grønland. Han voksede op i en blandingsfamilie med både inuitisk og dansk afstamning. Faren Niels Lynge var overkateket (overlærer, red.) i Nuuk, maler og digter og blev senere præst, mens moren Theodora (født Rosing) var datter af kolonibestyreren i Kangaamiut.

I 1921 startede Hans Lynge som elev på Ilinniarfissuaq, Godthåbs Seminarium. Samme år blev undervisning i dansk introduceret på seminariet, og eleverne stiftede bekendtskab med den danske guldalderlitteratur. Det blev en åbenbaring for Hans Lynge, som sammen med to kammerater besluttede sig for at skabe noget tilsvarende på grønlandsk med det mål at styrke den grønlandske identitet og nationalfølelse.

Som nyuddannet lærer fik Hans Lynge arbejde i Qaqortoq (tidl. Julianehåb). Ved siden af lærergerningen var han aktiv inden for amatørteaterscenen – han både spillede, skrev skuespil og malede teaterkulisser. I Qaqortoq giftede han sig med Mathilde Lund, og sammen fik de tre sønner, hvoraf den første døde som lille.

På trods af Lynges kritiske tilgang til kristendommen blev han indstillet til præstevielse, men da han blev ramt af tuberkulose (en alvorlig lungebetændelse), blev han afskediget. Nogle hårde år fulgte med sygdom og økonomiske udfordringer, og ægteskabet kuldsejlede. Lægerne anbefalede en lungeoperation, men i stedet drog han på fjeldtur og sov i telt, og – imod al lægevidenskabelig fornuft – blev han rask!

I 1937 blev han valgt til kommunerådet i Qaqortoq og i 1939 til Sydgrønlands landsråd. I 1945 var han en del af den delegation, der blev sendt til Danmark for at deltage i et udvalgsarbejde, der havde som mål at indføre reformer i Grønland. Opholdet i Danmark fik ham til at skifte livsbane. Han forlod politik og begyndte på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 1947. I 1972 etablerede han sammen med kunstneren Bodil Kaalund Grønlands første kunstskole, Grafisk Værksted, som han i en periode var leder af.

I 1959 mødte han sin anden hustru Inge Overgaard, der senere blev Grønlands første overlæge i psykiatri. Parret boede skiftevis i Danmark og Grønland, indtil Hans Lynge døde i 1988.

Hans Lynges roman ”Ersinngitsup piumasaa” fra 1938 (”Den usynliges vilje”, 2018) udkom først på dansk 80 år senere. Ud over den oprindelige kortroman består den danske udgivelse af tre korte fortællinger med titlerne ”Tro på drømme”, ”Ørneungen var klog” samt ”Ved grænselandet”. Sidstnævnte er en kronik, som blev bragt i Politiken i 1976.

53887899

Kortromanen ”Den usynliges vilje” handler om de to brødre Ulloriaq og Saamik, der er vidt forskellige af sind. Mens Ulloriaq går legende let til livet og er glad og elsket af alle, er storebroren Saamik ordknap, men agtet som en udholdende, dristig fanger. Da brødrene erfarer, at den mand, de er vokset op med som deres far, har slået deres rigtige far ihjel, bliver der vendt op og ned på deres liv. Ifølge traditionen må brødrene hævne mordet, og selvom det tager livet af deres mor, gør de deres pligt.

Kortromanen er en eksistentialistisk udviklingsroman, der tematiserer, hvordan hævnen traditionelt er uomgængelig og stiller den overfor næstekærligheden. Ikke som en specifik kristen optik, men nærmere som en eksistentiel erfaring, Ulloriaq opnår igennem lidelsen. Efter hævnmordet bliver den ellers så livsglade Ulloriaq plaget af skyld, skam og sorg og ender med at gå qivittog, som er et grønlandsk begreb for at forlade menneskene og søge ensomheden i fjeldet.

Et andet centralt tema er kærlighed. Således bliver Ulloriaq reddet tilbage til samfundet af sin kæreste Arnannguaq, som i sin store kærlighed til Ulloriaq drager ud for at finde ham. Gensynet bliver ikke, som hun håbede. Han er distanceret og vred, og det er først, da han er ved at miste hende, at kærlighedens kræfter får ham tilbage til livet – endog som en angakkoq – en shaman.

Hans Lynges roman markerer på flere måder et nybrud i grønlandsk litteratur. Både ved at lade det åndelige (shamanisme for eksempel) og traditionelt kristne dyder såsom næstekærlighed optræde side om side og ved sine indlevende beskrivelser. På Lynges tid lagde den grønlandske litteratur sig op ad den mundtlige fortælletradition, hvor handlingen var i centrum og beskrivelser var minimale, men Lynge maler den grønlandske natur frem med billedrige skildringer og lader samtidig læserne komme ind i sindet på sine karakterer – ikke mindst på Ulloriaq.