Karin Michaëlis

Karin Michaëlis blev født 20. marts 1872 i Randers som Katharina Marie Bech Brøndum. Hendes forældre var telegrafist Jacob Anthonius Brøndum (1837-1921) og kransebinder Nielsine Petrine Bech (1839-1932), og hun var den næstældste i en søskendeflok på fem. Karin Michaëlis havde et meget tæt forhold til sine forældre, og de fik stor betydning for forfatterskabet.

Som ganske ung var hun privatlærerinde på Læsø og på en herregård nord for Randers, og herefter tog Karin Michaëlis til København for at uddanne sig til klaverlærer. Hun vendte dog hjem omkring 1895 for at blive gift med forfatteren Sophus Michaëlis (1865-1932), som hun havde mødt gennem nogle venner. Tre år efter debuterede Karin Michaëlis med en novellesamling, og da ægtemanden rejste til udlandet nogle år efter, skrev Karin Michaëlis lynhurtigt den anderledes dagbogsroman ”Barnet” (1902). Den blev forfatterens første gennembrud og blev året efter efterfulgt af brevromanen ”Lillemor” (1903). Begge bøger blev oversat til tysk, og frem til, at Hitler kom til magten i 1933, var den danske forfatter en efterspurgt – og omdiskuteret – foredragsholder i de tysksprogede dele af Europa. Med den skandaleombruste dobbeltroman ”Den farlige Alder” (1910) og ”Elsie Lindtner” (1912) oplevede hun sit andet gennembrud, og bøgerne blev bl.a. filmatiserede af den danske stumfilmsskuespiller og -instruktør August Blom (1869-1947).

I 1911 blev Karin Michaëlis skilt, men hun giftede sig igen året efter – dette ægteskab endte også i skilsmisse og uden børn. Under Første Verdenskrig 1914-1918 lavede Karin Michaëlis velgørende arbejde i Wien, og i 1930’erne hjalp hun tyskere, deriblandt dramatikeren Bertolt Brecht (1898-1956), på flugt fra Hitler. I 1924-1930 udgav hun erindringsromanen ”Træet på godt og ondt I-IV”, der blev forfatterens tredje gennembrud.

Karin Michaëlis rejste meget, og i perioden 1903-1913 var hun hvert år i USA, hvor en søster boede og hvor hun også flyttede til ved starten på Anden Verdenskrig i 1940. Der arbejdede hun som journalist og havde pga. nazismens indtog pludselig ingen indtægter fra Tyskland. I Tyskland blev hendes bøger forbudt i 1939. Hun vendte hjem til Danmark ved krigens afslutning og oplevede en stor popularitet, men allerede i 1950, da hun døde i København 11. januar, var hun glemt og fattig igen. Karin Michaëlis er begravet på Thurø, hvor hun boede store dele af sit voksne liv.

Efter at have debuteret med et digt under navnet Catarina Bech-Brøndum i ”Illustreret Tidende” i 1895 udgav Karin Michaëlis tre år efter debuten ”Højt spil”. Både den samt de to efterfølgende udgivelser, ”Fattige i Aanden” (1901) og ”Birkedommeren” (1901), fik ikke ros i offentligheden, men i 1902 udgav den produktive unge forfatter den lille og tragiske roman ”Barnet”. Bogen om den syge teenager Andrea, der bliver dårligere og dårligere af en mystisk sygdom, blev hendes første gennembrud og var med til at tegne Karin Michaëlis’ særegne stil. Gennem dialog, dagbogsnotater og breve får læseren et blik helt ind i hovedpersonernes tanker, og det giver en psykologisk dybde i karaktererne, som er ganske særlig.

52956994

Andreas forældre sover ikke i samme seng og elsker ikke hinanden længere. Andrea selv forguder sin kølige rektorfar, som hun er den eneste, der har en følelsesmæssig kontakt til, mens den undseelige, nervøse og morfinafhængige mor ikke opnår Andreas respekt. Foran hendes øjne ser hun forældrenes ægteskab falde fra hinanden, og da moren efter Andreas død finder en række kladdehæfter med dagbogsnotater, indser hun pludselig, at ægteparrets manglende indbyrdes kærlighed har påvirket Andrea langt mere, end de anede. Den unge pige har været i en loyalitetskonflikt over det ulykkelige ægteskab og samtidig selv haft en spirende seksualitet. Moren finder også et brev skrevet af bedstemoren med gotiske bogstaver. I brevet fritlægges forældrenes fortid, og bedstemoren er ærlig omkring, hvorfor forældrenes ægteskab er dødt. Andrea læste dog aldrig brevet, da hun ikke kunne læse gotisk skrift, og derfor plagede hun frem til sin død om at lære at læse ’de gamle danske bogstaver’.

”Barnet” tager fat på en række temaer, som ikke var genstand for litteraturen i starten af 1900-tallet, nemlig ægteskabskrise, pigens udvikling til kvinde, en kvindes sorgfulde længsel efter sin mand, depression, skyld, skam og kvindebegær. Samtidig var hendes blanding af bl.a. dagbogsnotater og breve med realistiske begivenheder og en mystisk symbolisme helt unik. Karin Michaëlis har i et radiointerview selv nævnt ”Barnet” som en af de romaner, hun holdt mest af.

”Den farlige alder” (1910) blev Karin Michaëlis’ første rigtige bestseller – og solgte bl.a. 500.000 eksemplarer på seks uger, da den tyske oversættelse lå klar. Historien om den 42-årige Elsie Lindtner, der går fra sin mand Rickardt og flytter ud i en hvid villa i en øde egn, er fortalt gennem dagbogsnotater om det nye ensomme liv og breve til bl.a. en kusine, veninde og eksmanden. Her får læseren indblik i den modne kvindes tanker i en historisk brydningstid. I 1910 havde danske kvinder endnu ikke stemmeret, og det var forventet, at de skulle rette sig efter deres mands luner og ikke selv give udtryk for deres lyster. Karin Michaëlis’ hovedperson Elsie Lindtner er et opgør med den tankegang. I et brev råder hun sin veninde til at tage sig en elsker efter mandens død, men ikke tage ham med ind i det hus, hvor hun bor i. Veninden er indlagt med dårlige nerver, men Elsie skælder hende næsten ud og råder hende – uden at fordømme hende – til at følge sin natur som ’skøge’.

53156851

Selv skrev Karin Michaëlis mange breve i sit personlige liv, og bl.a. brevromanen ”Kvindehjærter” (1910) bygger på en autentisk brevveksling mellem den nyligt fraskilte skuespillerinde Betty Nansen og Karin Michaëlis selv. Romanen udkom anonymt, men det rygtedes hurtigt, at forfatteren bag var Karin Michaëlis – der beundrede Betty Nansens eksmand, Gyldendal-direktøren Peter Nansen, meget højt.

Elsie Lindtner er både en tragisk figur og en stor selviscenesætter, og bogen vrimler med viljestærke, reflekterede, bekymrede og begærlige kvinder med et væld af modsatrettede følelser – og de er ikke nødvendigvis unge og smukke alle sammen.

”Den farlige alder” er et psykologisk portræt af en vaklende kvinde og indeholder mange ideer, der må anskues som en tidlig feminisme og et opgør med en klassisk patriarkalsk tankegang, og i sin samtid var ”Den farlige alder” da også betegnet som en skandaleroman. To år efter kom fortsættelsen ”Elsie Lindtner”, hvor Elsie rejser ud i verden med stuepigen Jeanne. Selv har Karin Michaëlis i essayet ”Hvordan man skriver en bog” skrevet, at bogen aldrig stod hendes hjerte nær.

I den første halvdel af 1900-tallet læste store dele af Europas børn om den lille tynde pige Bibi med de lyse fletninger. ”Bibi-bøgerne” udkom på forlaget Jespersen og Pio i syv bind fra 1929 til 1939, og bøgerne, der er enkelt illustreret af Hedvig Collin (1880-1964), blev en stor international succes, men var ikke så læste herhjemme. Så populære var de i Italien, at den italienske oversætter, Emilia Villoresi, efter Karin Michaëlis’ død på egen hånd skrev en afslutning på serien, ”Bibi si sposa” (”Bibi gifter sig”, 1953).

Ungpigebøgerne handler om stationsforstanderens datter Ulla, der i første bind får overtalt sin veninde til at bytte navn med sig og – efter at have annonceret om navneændringen i bl.a. den lokale avis – insisterer Ulla herefter på at blive kaldt Bibi. I senere bøger tager hun med sin mormor og morfar til Tyskland, hvor hun bl.a. oplever, hvordan legetøj bliver lavet og senere til Tjekkoslovakiet, hvor hun møder den dansk-amerikanske dreng Ole, ser drypstenshuler og møder sigøjnere.

53167284

Hun bliver konfirmeret, forelsket og meget andet, og i sidste bind, ”Bibi og Valborg” (1939), er Bibi i lære på en fynsk gård, og Bibi drømmer om selvstændighed og frigørelse i en række breve med veninden Valborg. Frigørelsen var netop et stærkt tema for Karin Michaëlis, der også udgav fagbogen ”Glædens Skole” om pigepædagogik i 1914.

Den tynde pige med fletninger og ben i næsen kan minde om den lidt senere Pippi Langstrømpe, som udkom fra 1945. Begge laver skarnsstreger og er selvstændige og egenrådige. De er moderløse og frie, og har alternative kæledyr, hhv. en tam skade og en abe.

Man ved dog ikke, om Astrid Lindgren (1907-2002) læste Bibi-bøgerne, eller om lighederne er tilfældige og båret frem af strømninger i tiden. (karinmichaelis.dk, Troldspejlet nr. 52, nov. 2024, s. 8-15)

Lighederne er også mest på overfladen, når man lærer dem at kende. Bibi har en større melankoli og sørger over sin afdøde mor, imens tonen hos Pippi er mere fandenivoldsk. Og hvor Pippi er lidt af en lystløgner, der digter røverhistorier om sine rejser på de syv have og nægter at gå i skole og lære, er Bibi en videbegærlig og decideret klog pige, der rummer et væld af faktuelle oplysninger om især geografi. Hun er idealistisk og kæmper for de svageste, især dyrene.

Karin Michaëlis’ forældre havde stor betydning for forfatterskabet. I de to erindringsserier ”Træet paa godt og ondt” (1924-30) og ”Vidunderlige Verden” (1948-50) fylder de to meget, og moderens hårde arbejde og ydmyge livsindstilling står også centralt i romanerne ”Lille ung Kone” (1921) og ”Mor” (1935).

”Træet paa godt og ondt” består af bøgerne ”Pigen med Glasskaarene” (1924), ”Lille Løgnerske” (1925), ”Hemmeligheden” (1926), ”... Synd og Sorg og Fare” (1928) og ”Følgerne” (1930). I 1940 udkom et uddrag ved Hakon Kirkegaard, hvor dele af de to første bøger er trykt med et forord. Gennem de fem romaners 1450 sider hører læseren i de to første bind om pigen Gunhild Groths barndom i en unavngivet jysk provinsby i årene omkring 1890 og til hun er ca. 16-17 år. I de næste bøger belyses ungpigeårene, hvor Gunhild både forelsker og forlover sig, og der dykkes ned i et ulykkeligt ægteskab.

Karin Michaëlis selv understregede i sin samtid, at personen Gunhild ikke var hende selv, og bøgerne kan da heller ikke kaldes biografier. Snarere selvbiografiske romaner. Trods det ender Gunhild, i fiktionens verden, med at udgive Karin Michaëlis’ to romaner ”Barnet” og ”Lillemor”, og der er mange andre lighedstræk. Gunhilds far er embedsmand, formentlig telegrafist ligesom Karin Michaëlis’, og var en dannet mand. Gunhilds mor er kransebinder og arbejder hårdt ligesom Karin Michaëlis’ egen, og Gunhild får et ulykkeligt ægteskab. Især Karin Michaëlis’ andet ægteskab, med den norsk-amerikanske akademiker Charles Stangeland (1881-1942), gik dårligt allerede fra begyndelsen og var præget af ægtemandens stærke jalousi. Gunhild mobbes ligesom forfatteren pga. en fejl ved det ene øje – Karin skelede kraftigt – og begge havde en levende fantasi og en naturlig medfølelse over for alle, der lider: gamle, fattige, syge og dyr.

”Træet paa godt og ondt” regnes for Karin Michaëlis’ hovedværk. Her kommer alle hendes temaer og talenter til udtryk: hendes blik for barndommens grænseløse fantasi, hendes arbejde med det psykologiske portræt, de indlagte breve og dagbogsstykker, kvindens begær, fokusset på knasterne i et ægteskab og trangen til frigørelse og til at skabe sit eget (kunstner)liv.

Udover at være forfatter var Karin Michaëlis en stor humanist, der spillede en vigtig rolle i den europæiske debat og politik og lavede meget velgørende arbejde i Wien, Tyskland, USA og Danmark. Hun var en kulturpersonlighed, der holdt populære foredrag om bl.a. kvinder, børn og moderne børneopdragelse, så langt væk som i Rusland og USA, og hendes oversatte bøger var utrolig udbredte i bl.a. Tyskland, Østrig og Italien.

På trods af det – og kvaliteten og mængden af hendes udgivelser – har hun ikke fyldt meget i litteraturhistorieskrivningen eller fået megen spalteplads blandt anmeldere og kritikere. Hendes idealisme, humanisme og bøgerne om undertrykte dyr, børn og kvinder blev af samtiden opfattet som pinlige, og både hendes liv og hendes forfatterskab var kontroversielt. Med andre ord gjorde Karin Michaëlis ikke det, som omverdenen forventede af hende, og hun kæmpede aktivistisk for de svages sag.

Karin Michaëlis var en utrolig flittig forfatter, der hen over 50 år udgav ca. 70 bøger til både børn og voksne samt fagbøger og biografier. Gennem de mange bøger er der en række temaer, der går igen: Undertrykkelse af piger og kvinder, hyldesten til de barnlige og frigørende dele af kvindeligheden, kvindens begær, magten og kontrollen ved at eje hinanden og ofte en række tragiske og sørgelige begivenheder – især en masse forliste ægteskaber.

Også en række kvindefigurer går igen i Karin Michaëlis’ bøger – lige fra den nedbrudte mor i ”Barnet” til den hårdtarbejdende blomsterbindermor i ”Træet paa godt og ondt”, der forsøger at løfte familien fra fattigdom: Den selvopofrende moderskikkelse piner sig selv og prioriterer sin familie over alt andet, og ofte vil barnet af denne moderskikkelse søge frigørelsen og den selvstændige identitet frem for at følge sin mors masochistiske ideal.

Karin Michaëlis skrev både noveller, romaner, biografier og børnebøger, og et gennemgående stilistisk greb i alle genrerne var brugen af dagbogsnotater samt breve. Derigennem kunne forfatteren komme helt ind i hovedet på den person, hun ville portrættere, og udnytte den frie indre monolog til fulde. På den måde opnåede hun en unik psykologisk dybde, som især var gunstig i hendes mange dannelsesromaner, hvor man følger et menneske blive voksen og udvikle sig.

Karin Michaëlis brugte også elementer fra gotisk litteratur, hvor spøgelses- og skrækhistorier var populære, og eventyrgenrens stærke symbolik. Dette bl.a. i brevromanen ”Lillemor” (1902), der er en gotisk gyser om en barnebrud, der ender med at kaste sig i brønden. Andre steder skriver hun realistisk og melodramatisk med en gennemgående dybde i de psykologiske portrætter, og hun sprængte konstant rammerne med grænseløs og frigørende fantasi.

I 2019 udgav Forlaget Sidste Århundrede bogen ”Menneskekød” med groteske historier, hvor Karin Michaëlis havde historien ”Erasta” med. ”Erasta” blev udgivet i 1915 i novellesamlingen ”Hjertets Drømme”, og en forfatter som Astrid Ehrencron-Kidde (1871-1960) er også repræsenteret i samlingen. Astrid Ehrencron-Kidde skrev bl.a. om kvindeopdragelse, ægteskab og kvindeundertrykkelse og udgav også historier med overnaturligt præg, og de to forfattere er på den måde beslægtede.

Karin Michaëlis er også blevet kaldt ”Den kvindelige H.C. Andersen” (Bo Hakon Jørgensen: Den kvindelige H.C. Andersen. Kristeligt Dagblad, 2014-06-16), da hendes forfatterskab både henvender sig til børn og til voksne. Hun brugte ligesom H.C. Andersen (1805-1875) sin fantasi meget, og hun brugte den uhyggelige gotik og symboler.

En forfatter som Edith Rode (1879-1956) var en del af Karin Michaëlis’ egen generation og beskæftigede sig med kønskonflikter og det kvindelige driftsliv, og Karin Michaëlis debuterede også samtidig med bl.a. Agnes Henningsen (1968-1962), der især skildrede kvindens sociale og erotiske frigørelse. Agnes Henningsen var også samfundsdebattør og kvindesagsforkæmper i forlængelse af det, man kalder Det moderne gennembrud. Det var en periode i midt- og slutningen af 1800-tallet, hvor der med Georg Brandes’ taler og bøger skete en åndelig vækkelse i kulturen og blandt folk. Der blev dannet partier og foreninger, og på trods af at Georg Brandes’ brandtaler ikke omfattede kvinderne – og at han i øvrigt stærkt kritiserede Karin Michaëlis’ bøger, som han beskyldte for at støde den gode smag – så blev også Dansk Kvindesamfund stiftet på dette tidspunkt. Både Agnes Henningsen og Karin Michaëlis blev regnet som kontroversielle pga. deres erotisk prægede litteratur, de var yderst populære forfattere, og begge har deres erindringsværk som hovedværk. Selv har Karin Michaëlis skrevet, at ”Den farlige Alder” kun havde én konkurrent i sin samtid, nemlig bogen ”Marie-Claire” (1910) af den franske forfatter Marguerite Audoux (1863-1937). Historien om den ” (…) naive kvindesjæl (…)” (Karin Michaëlis: Hvordan man skriver en bog i: Karin Michaëlis – Skriftens vagabond. Karin Michaëlis Selskabet, 2016) er delvis selvbiografisk og beskriver bl.a. Marguerite Audoux’ barndom, ungdom og tiden på børnehjem efter morens død samt en ulykkelig kærlighedshistorie.