Camilla Christensen

Det med at skrive har Camilla Christensen med sig hjemmefra, idet faderen Leif E. Christensen også er forfatter. Men den afgørende læseoplevelse fandt hun nu i sin mors reol: »I min mors reol havde jeg fået øje på Pär Lagerkvists “Det evige smil”. Jeg kan ikke engang citere noget af det, jeg selv har skrevet; men den første sætning i den bog glemmer jeg aldrig, aldrig (…): ’Der var engang nogen døde. De sad sammen et eller andet sted i mørket. De talte sammen for at få evigheden til at gå.’ Det var vældig poetisk. Et fantastisk billede. Sætningen blev en øjenåbner til en anden virkelighed.« (Peter Kronsted: “Satire og syndefald i Paradis”. Interview i Jyllandsposten, 2004-12-03).

Camilla Christensen har beskrevet, hvordan hun i sin opvækst fik et blik ind i tre livsmåder: Bedsteforældrenes liv på landet, livet i storbyen og endelig livet i forstaden. Da hun var 8 år, flyttede hun med sin mor og sin bror til det nybyggede Høje Gladsaxe, hvor hun uden stor begejstring boede, til hun blev 18 år. Nu bor hun i en lejlighed på Østerbro med sin datter og får fingrene i jorden i kolonihaven.

Udover sit virke som forfatter har Camilla Christensen fungeret som anmelder og aviskommentator i flere perioder, ligesom hun gennem flere år har været skrivelærer på blandt andet Krogerup Højskole. Hendes sproglige gehør er præcist, hvilket kommer læserne til gode i de mange romaner, hun efterhånden har oversat. Camilla Christensen har et stort kunstpolitisk engagement, og har skrevet flere artikler, blandt andet om Statens Kunstfond, hvor hun har været bestyrelsesmedlem og formand for Litteraturudvalget fra november 2003 indtil årsskiftet 2004/5.

Camilla Christensen debuterede i 1985 med digtsamlingen “fejlspændt”. Det var lyrikkens årti præget af det æstetiske nybrud, som lyrikere som Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup netop havde introduceret. Men hvor den tidlige generation formulerede stærke subjekter, er subjektet hos den unge Camilla Christensen en usikker balanceakt, og den indre desperation voksende. Rent konkret fylder digtene ikke meget på siden, tonen er lavmælt, men også spændt af desperationens potentielle energi. For det handler om de allermest eksistentielle forhold, for eksempel om det vanskelige i at møde et andet menneske fuldt ud, når man selv synes at kunne falde fra hinanden som ingenting. Som det formuleres i den anden digtsamling “mellem mørket”, 1987: "Hun står og vipper/ på sin skarpe blanke kant/ slipper hun falder hun/ spreder hun skærer hun/ balancerer hun stadig”.

“Monolog for en halv stemme” fra 1992 fortæller om et forhold, hvor volden synes at være det eneste, der kan råbe de elskende vågne. Kvinden og manden er fremmede for sig selv og for hinanden, og selv om de gerne vil leve det pastorale liv, som skildres i “Som vil hun skænke ham” fra 1995, med børn, katte og landlig idyl, så lader det sig ikke lykkes. At elske og hengive sig til en anden og samtidig eksistere som integreret person synes en umulig balance.

Camilla Christensen har i alt skrevet seks digtsamlinger. Hendes lyrik er rytmisk og stram, men også lukket og såret. Sproget og kroppen er viklet ind i hinanden, eller man kunne sige, at digtene er som sårbare kroppe, mens kynismen fungerer som det mest sikre værn mod den altædende fremmedhed.