Elena Ferrante

cand.mag. Christian Jess Rasmussen, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Main image
Ferrante, Elena
Foto: Bogomslag

Indledning

Elena Ferrante lader sine bøger tale for sig selv, og derfor skriver hun under pseudonym og giver ikke personlige interviews. Hendes værker centrerer sig om dagliglivets op- og nedture som skilsmisse, moderskab, sex, børn, krop og identitet, altid ud fra en personlig og kvindelig synsvinkel. Hendes kvindelige hovedpersoner nægter at bukke under for gamle kønsrollemønstre, men kæmper imod fortidens spøgelser. Samtidig kæmper de for at gribe og holde på en identitet blandt børn og dominerende mænd.

 

 

47315611

Blå bog

Født: Ukendt dato i Napoli, Italien.

Uddannelse: Universitetsgrad i klassisk litteratur.

Debut: L’amore molesto. E/O, 1992.

Litteraturpriser: Accepterer ikke priser.

Seneste udgivelse:  Det lejlighedsvise indfald : Et år i klummer. C&K, 2019. Oversat af Nina Gross.

Inspiration: Anton Tjekhov.       

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg gentog for mig selv hvad jeg hørte, en kakofoni af modløshed og forbitrelse, når du ikke kan holde på en mand, mister du alt, kvindehistorier om følelser der dør, om hvad der sker når man sidder alene tilbage, uden at være elsker, uden noget. Kvinden mistede alt, også sit navn.”
”Forladte dage”, s. 7.

Elena Ferrante er et pseudonym. Ferrantes virkelige identitet eller baggrund kendes ikke, og de få interviews, hun har givet, har været skriftlige. Det vides dog, at hun er en kvinde, der nok er fraskilt med børn, som kvinden i ”Forladte dage”, og at hun er vokset op i Napoli, som de to piger i ”Min geniale veninde”. Hun har sagt, at hun har en uddannelse i klassisk litteratur, og at hun bruger sin tid på at studere, oversætte og undervise, hertil kan man føje at skrive romaner. 

I nogle af de interviews hun har givet, lader hun forstå, at hun mener, værket skal stå for sig selv uden forstyrrende indblanding fra sit ophav. Ferrante fortæller også, at hun ikke vil modtage priser, hvis hun bliver indstillet til nogle. 

Hun har rejst meget og har boet i længere tid i Grækenland.

Forladte Dage

”En dag i april, umiddelbart efter frokost, meddelte min mand at han forlod mig. Han sagde det mens vi tog af bordet, børnene skændtes som sædvanlig i værelset ved siden af, hunden drømte småknurrende ved varmeapparatet. Han sagde han var i vildrede.”

”I gioni dell’abbondono” (”Forladte dage”, 2002) fra 2002 er en af Elena Ferrantes mest roste og læste værker, som også siden er blevet filmatiseret. Den handler om den 38-årige Olga, der bor i Torino med ingeniørmanden Mario, deres to børn og en schæferhund. Hun har for længst lagt sin spirende forfatterkarriere på hylden til fordel for at sikre hjemmefronten, mens hendes mand gør karriere.

24787753

Bogen åbner med, at Mario forlader Olga. Han føler sig træt, forvirret og måske fej. Det viser sig dog siden, at han har en affære med en ung pige, der før har spøgt i forholdet mellem de to ægtefæller. Olga tror først, at han vil komme tilbage og gør alt for at holde på ham, når han kommer og besøger børnene. Men da hun opdager, at han har en anden, bliver savnet afløst af had og vrede, som hun lader gå ud over både Mario, sine børn og omgivelserne, der hurtigt trækker sig væk fra hende. Nedturen kulminerer en dag, hvor Olga får et slags nervesammenbrud, hunden dør og det hele falder fra hinanden. Olga søger trøst hun en ældre nabo, en musiker, som hun forfører og som forelsker sig i hende.

I bogen er vi helt inde i Olgas bevidsthed og sanseapparat, og det er fascinerende og skræmmende at følge med i den nedtur, hun undergår, på grænsen mellem fornuft og sindssyge. Bogen er skrevet meget ekspressionistisk, hvor omgivelserne nærmest ændrer sig efter Olgas sindstilstand. En invasion af myrer bliver symbolske for Olgas disintegrerende mentale helbred, en insektspraydåse bliver en forlængelse af kroppen, en lås i hoveddøren, der ikke kan åbne, bliver symbolsk for den svigtende mand Mario og hans domæne.

”Forladte dage” undersøger en kvinde og hendes søgen efter identitet, efter hun har givet afkald på sit eget liv til fordel for en mand, som nu svigter hende. På den måde bliver det også en feministisk og meget personlig roman. Samtidig er den et opgør med borgerskabets ideal om lykke med mand, børn og hund, og Olga kommer smertefuldt ud på den anden side, som et mere komplet menneske og en genfødt kvinde.

Min geniale veninde

”Vi var tolv år, men gik længe rundt i kvarterets kogende gader (…) arm i arm som to gamle damer der gør status over deres liv, i skuffelse. Ingen forstod os, men vi to – tænkte jeg – forstod hinanden.”
”Min geniale veninde”, s. 116.

Elena Ferrantes ”L’amica geniale” fra 2011 (”Min geniale veninde”, 2014) er første bind i en trilogi om de to barndomsveninder Elena og Lila. De vokser op i en fattig del af Napoli i slutningen af 1950’erne. Historien fortælles af den voksne Elena. Opvæksten er præget af forældrevold, fattigdom og dumhed i et kvarter, hvor indbyggerne har svært ved at tale rigtigt italiensk (de snakker alle en napolitansk dialekt).

Elena er datter af en portner på rådhuset, mens Lila er datter af den lokale skomager. Elena bliver tiltrukket af Lila, fordi hun er slem, både i skolen og på gaden. Hun er en nådesløs lille pige, der giver igen som hun modtager. Overraskende viser det sig, at Lila også er utrolig dygtig til skolearbejdet, selvom hun sjældent demonstrerer det.

50957802

De to piger bliver gode veninder, dog i et ujævnt venskab, hvor Elena ser op til Lila og er afhængig af hendes anerkendelse. Deres veje skilles efter grundskolen, hvor Elena går videre i mellemskolen og gymnasiet, mens Lila begynder at arbejde hos sin far, skomageren. Lila følger dog med i skolebøgerne privat og er stadig den dygtigste af de to. Lila viser først ingen interesse i drenge, selvom de interesserer sig meget for hende, efterhånden som hun bliver ældre og udvikler sig. Hun takker til sidst ja til et frieri, som kulminerer i et bryllup, der afslutter romanen.

 

Romanen er fortalt fra den voksne Elenas synspunkt og har et fugleperspektiv på barndommen. Den er skrevet som en dannelsesroman, hvor man følger nogle karakterers barndom og opvækst. Dog ligger det fra starten klart, at Lila ikke undslipper det fattige barndomskvarter, som forfatteren Elena gør. Samtidig med, at vi følger de to pigers udvikling, får vi et overblik over livet i det fattige Italien i 1950’erne, eksemplificeret med det fattige kvarter som mikrokosmos – her bliver bogen næsten til socialrealisme. Tematisk bindes bogen sammen med resten af Ferrantes værker i dens fokus på kvindeskæbner og kvindens frihed i forhold til omverdenens pres og forventninger. 

Historien om et nyt navn

”De der befinder sig på bunden vil altid op på toppen, de der befinder sig på toppen, vil forblive på toppen, og på den ene eller anden måde når de altid til det punkt hvor de sparker og spytter på hinanden.”
”Historien om et nyt navn”, s. 197.

”Storia del nuovo cognome” fra 2012 (”Historien om et nyt navn”, 2014) er andet bind i Elena Ferrantes Napolitrilogi. Elena og Lila er nu i tyverne, Lila er blevet gift med skomageren og hænger fast i barndommens gade i Napoli, mens Elena søger at bryde fri via en akademisk karriere. Hun bliver dog ved med at vende tilbage til barndomsbyen, som hun både frastødes og tiltrækkes af. Lila forsøger at hellige sig sin nye mand og faderens skomagerforretning, men mistrives. Hendes nye mand Stefano viser sig voldelig på bryllupsrejsen, og det ægteskabelige liv er plaget af skænderier, da den fandenivoldske Lila ikke sådan lader sig kue.

51365577

Romanen kulminerer med en badeferie til Ischia, som de to veninder tager tilsammen. Feriens centrum bliver den unge studerende Nino, som begge veninder er forelskede i, hvilket fører til nogle lidenskabelige forviklinger. Lila betror uforvarende sin forbudte kærlighed til Elena, der må finde på historier, så Lila og Nino kan være alene, samtidig med at hun bærer sin forelskelse og jalousi alene.

Det ender med, at Lilas spil fører til hendes fald, mens Elena kommer videre og befrier sig fra den napolitanske baggrund og dens sproglige dialekt med et forhold til en belæst mand, universitetsstudier og til sidst udgivelsen af en bog. Det til trods plages hun til stadighed af mistanken om, at Lila er mere begavet end hende, og at det er hende, der er den bedste forfatter.

Romanens synsvinkel er igen holdt hos Elena, der som 22-årig kaster Lilas notesbøger i floden og fortæller om begivenhederne, der førte frem dertil. Romanen, som starter i 1960, kortlægger det skisma som stadig findes i Italien i dag, med den kulturelle og socialøkonomiske forskel på Nord- og Syditalien. Men det er naturligvis forholdet mellem de to veninder, der er i centrum. 

Dem der flygter og dem der bliver

”Jeg endte med at konkludere at jeg først og fremmest måtte skaffe mig en bedre forståelse af hvem jeg var. Undersøge min natur som kvinde. Jeg var gået for vidt, jeg havde kæmpet for at give mig selv mandlige evner.”
”Dem der flygter og dem der bliver”, s. 261.

”Storia di chi fugge e di chi resta” fra 2013 (”Dem der flygter og dem der bliver”, 2015) er tredje bind i Ferrantes Napoli-serie, denne gang henlagt til 1960-70’erne og en tid med studenterpolitisk uro og ungdomsoprør. Vi starter i 2010, hvor Elena tænker tilbage på sit sidste møde med barndomsveninden Lila for fem år siden, og hvor ødelagt hun så ud. I tredje bind ser vi voksenlivets erfaringer gennem de to kvinder, der nu er gledet fra hinanden over Nino, som de begge var forelskede i. Lila har ladet sig separere fra sin mand og har fået et barn, muligvis med Nino. Hun er alenemor, fattig og har et rædselsfuldt job som fabriksarbejder på en pølsefabrik. Elena er færdig med universitetet og komfortabelt gift ind i middelklassen med en snæversynet mand og har debuteret med en autobiografisk roman. Men Elena finder livet i Firenze kvælende, og moderrollen over for de to døtre falder hende ikke naturlig. Det ironiske i Elenas skæbne, er at hun har gjort alt for at undslippe sin skæbne, men nu alligevel finder sig selv i køkkenet og barneværelset.

51706676

Til trods for den store forskel i venindernes levestandard bliver det igen Lila, som kompromisløst søger at forbedre verden og involverer sig i arbejderbevægelsen, mens Elena er fanget af apati og skriveblokering og den konstante sammenligning med Lila. Hun forsøger at involvere sig i den feministiske bevægelse, men må igen sande, at hendes barndomsgades love også hersker her. Lila lever det liv, Elena kun kan forestille sig i sine tekster.

Historien om de to veninders forhold er det ene centrum i romanen, mens Italiens udvikling under de tumultariske tider med ungdomsoprør, rød front, feminisme og seksuel revolution i 1960’erne og 70’erne ligger som et baggrundstæppe for Elenas og Lilas liv. I bogen sætter Ferrante fokus på sammenhængen mellem det politiske og det hjemlige, og på hvordan volden underminerer samfundet men også familien som enhed. ”Det personlige er politisk” sagde feministen Carol Hanisch i 1970, og det er et perfekt mantra til dette værk.

Genrer og tematikker

Ferrantes kvinder er kvinder, der prøver at bryde med de traditionelle kvinderoller, de har set deres mødre og bedstemødre være fanget i, men som konfronteres med de samme problemer. Ferrante siger om kvindekaraktererne: ”Hvad de forventer fra livet, ankommer ikke. Gamle spøgelser kommer i stedet, de samme som kvinderne i fortiden har måttet konfrontere. Forskellen er, at disse kvinder ikke passivt overgiver sig. I stedet kæmper de, og klarer sig. De vinder ikke, men de kommer overens med deres forventninger og finder en ny balance. Jeg føler dem mere som kvinder der kæmper, end som kvinder der lider.” (Eva Ferri: Fragments – Elena Ferrante on Writing, Reading, and Anonymity. Europaeditions, 2012. Egen oversættelse).

Ferrantes værker kan siges at have et feministisk aspekt, blandt mange andre, ved at sætte fokus på kvindens lod i ægteskab og som mor. Men samtidig får man fornemmelsen af, at de udspringer fra nogle meget personlige erfaringer – det kan lige så godt være forklaringen. James Woods skriver, at Ferrantes romaner kan ses som mærket af den anden bølge af feminisme, men også, at ”der er noget post-ideologisk over den vildskab Ferrante angriber temaerne kvindelighed og moderskab med.” (James Wood: Women on the verge. The New Yorker, 2013-01-21. Egen oversættelse).

Ferrante selv siger, at hendes bøger er fyldt med virkelige begivenheder, men at de er reorganiserede og genopfundne i en ny kontekst. Hun siger også, at hun er ”temmelig interesseret i feminisme,” (Eva Ferri: Fragments – Elena Ferrante on Writing, Reading, and Anonymity. Europaeditions, 2012. Egen oversættelse), men også, at hun er interesseret i mange andre ting, der ikke har med feminisme og kvinder at gøre.

Beslægtede forfatterskaber

Elena Ferrante har et godt forhold til de klassiske forfattere, som for eksempel Vergil. Hun nævner ofte Dido, Dronningen af Karthago i Vergils ”Æneiden”, der begår selvmord efter hun bliver forladt af Aeneas, som en inspirationskilde, bl.a. her: ”Dido (…) var en fundamental kvindelige figur i min ungdom” (Eva Ferri: Fragments – Elena Ferrante on Writing, Reading, and Anonymity. Europaeditions, 2012. Egen oversættelse).

Olga fra ”Forladte dage” kan også siges at være bygget over Didos skabelon, men i stedet for at gå til grunde i selvmord, kæmper hun imod at blive forladt. Ferrante nævner også en stor inspirationskilde i de antikke tragikere, bl.a. Sofokles: ”I tragikerne, især Sofokles, finder jeg altid noget, endda bare et ord, det sætter gang i fantasien,” (Eva Ferri: Fragments – Elena Ferrante on Writing, Reading, and Anonymity. Europaeditions, 2012. Egen oversættelse). Sofokles har også skrevet om stærke kvinder, og om kvindens rolle i et mandsdomineret samfund i tragedien ”Antigone”.

Ferrante nævner også nogle af de nyere klassikere om kvindetragedier i sine værker. Tolstojs ”Anna Karenina” om en gift kvinde, der har en udenomsægteskabelig affære og ender med at begå selvmod, nævnes flere gange i ”Forladte dage”, hvor Olga også overvejer selvmordet. En anden tragedie, der ender med et kvindeligt selvmord, er ”Madame Bovary” af Gustave Flaubert.

Det kvindelige/feministiske aspekt af Ferrantes værker kan sammenlignes med Tove Ditlevsen. Hendes værker, for eksempel ”Barndommens gade” om opvæksten på Vesterbro, har meget tilfælles med ”Min geniale veninde”, der ligeledes på socialrealistisk vis (her i et fattigt kvarter i Napoli) skildrer en piges opvækst og opgør med de gamle kvinderoller. Nævnes skal også Elsa Morrantes, Ferrantes landskvinde, der skriver om en kvindes kamp i Italien under 2. Verdenskrig.

Elena Ferrantes isolation fra medierne og anonymitet kan sammenlignes med de amerikanske forfattere Thomas Pynchon, der også er stort set anonym, og J.D. Salinger, uden anden sammenligning, der også holdt sig langt væk fra medierne efter succesen med ”Griberen i rugen”. 

Bibliografi

Romaner

Ferrante, Elena:
L'amore molesto. E/O, 1992.
Ferrante, Elena:
Forladte dage. Athene, 2003. Oversat af Nina Gross. (I giorni dell’abbandono, 2002).
Ferrante, Elena:
Cronache del mal d'amore. E/O, 2012.
Ferrante, Elena:
Dukken der blev væk. C&K, 2016. (La figlia oscura. E/O, 2006). Oversat af Nina Gross.
Ferrante, Elena: Besværende kærlighed. C&K, 2017. (L'amore molesto, 1992). Oversat af Nina Gross.
Ferrante, Elena: Frantumaglia : mit liv i ordene. C&K, 2018. (La frantumaglia, 2014). Oversætter: Nina Gross. (99.4).

Napoli-romanerne - serie

Ferrante, Elena:
Min geniale veninde. C&K, 2014. Oversat af Nina Gross. (L’amica geniale, 2011). (1).
Ferrante, Elena:
Historien om et nyt navn : ungdom. C&K, 2014. (Storia del nuovo cognome, 2012). Oversætter: Nina Gross. (2).
Ferrante, Elena:
Dem der flygter og dem der bliver : tiden i midten. C&K, 2015. (Storia di chi fugge e di chi resta, 2011). Oversætter: Nina Gross. (3).
Ferrante, Elena:
Det forsvundne barn. C&K, 2016. (Storia della bambina perduta, 2014). Oversætter: Nina Gross. (4).

Andre udgivelser

Ferrante, Elena: Det lejlighedsvise indfald : Et år i klummer. C & K, 2019. Oversætter: Nina Gross.

Om forfatterskabet

Links

The New Yorker, 2013-01-21. God analyse af Ferrantes forfatterskab.
Bogen ”Fragments”, i kilder herunder, indeholder alle de interviews Ferrante har givet, og derudover nogle brevvekslinger med forlag og andre.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Elena Ferrante

Kilder citeret i portrættet

Kilder

The New Yorker, 2013-01-21.
Ferri, Eva:
Fragments – Elena Ferrante on Writing, Reading, and Anonymity. Europaeditions, 2012.