gaute heivoll
Foto: Paal Heivoll

Gaute Heivoll

stud.mag. Andreas Eckhardt-Læssøe, iBureauet/Dagbladet Information. 2016.
Top image group
gaute heivoll
Foto: Paal Heivoll

Indledning

Den norske forfatter Gaute Heivoll fik sit gennembrud med romanen ”Før jeg brænder ned” (2010), der blev solgt til 20 forskellige lande. Hans bøger er fyldt med overvejelser om, hvordan man lever med mørket inde i sig selv og med stærke beskrivelser af den særlige kærlighed, der findes indenfor en familie.

 

54958447

Blå bog

Født: 13. marts 1978, Finsmark, Norge.

Uddannelse: Jura ved universitetet i Oslo, Psykologi ved universitetet i Bergen, Forfatterstudiet ved højskolen i Telemark, 2002.

Debut: Liten Dansende Gut. Tiden, 2002.

Litteraturpriser: Tidenprisen, 2003. Brageprisen, 2010. Sultprisen, 2011.

Seneste udgivelse: Rottefængeren fra Sorø. ABC, 2018. (Estragons historier - rottefangeren fra Sorø). Oversætter: Martin Aitken. (Estragons historier, 1). Børnebog.

Inspiration: Truman Capote.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”En historie dukkede op under besøget hos Alfred. I begyndelsen troede jeg ikke, den havde noget med brandene at gøre. Jeg havde ikke hørt historien før, den er helt igennem hjerteskærende, men samtidig fyldt med, ja. Hvad skal man egentlig kalde det?
Kærlighed?”
”Før jeg brænder ned”, s. 9.

Gaute Heivoll er født d 13. marts 1978 i Finsmark, en lille bygd nær Kristiansand i det sydlige Norge. Her voksede han op, indtil han som ung mand flyttede til Oslo for at studere Jura, et studie han ikke gjorde færdig, ligesom han heller ikke færdiggjorde psykologistudiet i Bergen. Fra 2001-2002 gennemførte han forfatteruddannelsen ved højskolen i Bø, Telemark.

Heivoll er som voksen flyttet tilbage til Finsmark, hvor han bor med sin kone og to børn.

Det var omkring det tidspunkt, han flyttede tilbage til sin hjemby, han begyndte at skrive sin gennembrudsroman ”Før jeg brenner ned” fra 2010 (”Før jeg brænder ned”, 2011). Bogen er baseret på den virkelige historie om 10 brandattentater, der blev begået i de første måneder af Heivolls liv, og følger parallelt historierne om brandstifteren og Heivolls egen opvækst.

Skolen er et sted, hvor man ikke skal stikke for meget ud. Da en lærer siger til ham, at han da skal være digter, er det forbundet med skam. Ikke fordi forfattergerningen er en ophøjet tjans, men fordi det ikke er et rigtigt arbejde, det hører til på tankens skyggeside: Jeg følte jeg gjorde noget ulovligt ved at digte. Da jeg først opdagede, at det kunne prisværdigt at lyve, som syvårig, blev jeg fyldt med en stærk ambivalens.” (Inger Merete Hobbelstad: Opp i flammer. Dagbladet, 2010-12-21. Egen oversættelse).

Da faren lå for døden, boede den unge Heivoll i Oslo for at studere jura, og faren var meget stolt af ham, han skulle blive til noget. Men Gaute mødte ikke op på universitetet, i stedet sad han på biblioteket og læste skønlitteratur fra morgen til aften. Litteraturen havde fået tag i ham, men han ville ikke indrømme det over for sin far.

På trods af ungdommens skamfulde forhold til det at skrive har Heivoll været utrolig produktiv. Syv romaner, fem børnebøger, et skuespil, en digtsamling, tre novellesamlinger og adskillige bidrag til antologier er det blevet til. 

Før jeg brænder ned

”Det skete for lidt over hundrede år siden i den bygd, jeg er født og opvokset i. En mand tog livet af sig ved at sprænge sig selv i luften. Han var femogtredive år gammel. Han brugte dynamit. Bagefter blev det sagt, at hans mor gik og samlede delene sammen i sit forklæde. (…) Jeg ved ikke, om det er sandt. Men ikke desto mindre er det muligt at forstå det. (…) Det er jo det, man gør. Man går rundt og samler delene sammen i sit forklæde.”
”Før jeg brænder ned”, s. 9.

Dagen før Gaute Heivolls dåb brændte et hus ned. Det ældre ægtepar, der boede i huset, nåede ud uden at komme til skade. Det var én af 10 brande, der skete i den lille bygd Finsmark, hvor Heivoll er født og opvokset, og i romanen ”Før jeg brenner ned”, 2010 (”Før jeg brænder ned”, 2011) fortælles den fiktionaliserede historie om brandstifteren Dag, der viste sig at være brandchefens søn. Heivoll fletter fortællingen om sin egen opvækst og vej til at blive forfatter ind i den historie. Spejlingen bliver tydelig. For hvad er det, der gør, at to intelligente unge mænd med kærlige familier ender med så forskellige liv?

Dag er søn af brandchefen, Ingemann, og Alma. Han klarer sig godt i skolen og får at vide, at han kan blive, hvad han har lyst til; læge, advokat, det hele. Efter at have været i hæren kommer han tilbage til Finsmark og begynder at gå i sin fars fodspor.

28903928

Allerede som barn fascinerede ilden ham, og når han som ung mand står foran et brændende hus, kan han høre det synge derindefra. Ilden har fået fat i ham, og han vil have mere af den. Han begynder i det små med at sætte ild til en lade, men det eskalerer hurtigt til huse. Forældrene, Ingemann og Alma, har en snigende fornemmelse, men ud af kærlighed og frygt for at indrømme den barske sandhed gør de ingenting.

Den unge Gaute har også et mørke inden i sig. Han klarer sig også godt i skolen, men da hans lærer siger, at han burde blive digter, skubber han det fra sig. Skriften er forbundet med sindets skyggeside, ligesom ilden er det for Dag. I stedet flytter han til Oslo for at studere jura, men han holder hurtigt op med at gå til forelæsninger, og han læser ikke sit pensum. Han sidder på biblioteket og læser bøger, men lyver om det over for sin far, der ligger for døden.

Spejlingen imellem de to unge mænd peger på, at et tema for romanen er at lære at komme overens med det mørke, alle mennesker har inden i sig. Det bliver også tydeligt, når fortællerstemmen i bogen ikke hæver sig op og forklarer eller fordømmer brandattentaterne eller løgnen til faren, men snarere fortæller dem i et forsøg på at opnå forståelse og måske endda tilgivelse. 

Kongens hjerte

”Du skal spørge, hvorfor du måtte komme med.
Han svarede ikke.
Du har jo ingen sår, sagde hun.
Jeg føler mig så gammel, sagde han.
Hun lå stiv ved siden af ham, og han forstod ikke, hvorfor han havde sag det til hende.
Skal du dø?
Nej, sagde han.
Alle, der er gamle, skal dø, sagde hun.
Nej, sagde han. Sådan er det ikke.
Jeg skal dø, sagde hun.
Nej. Du bliver rask.
Men skal dø?
Nej, sagde han.
Det sagde du.
Han svarede ikke.
Du skal dø, sagde hun så koldt og roligt, at han gøs. Det ved jeg.
Nej, sagde han. Jeg skal ikke dø.”
”Kongens hjerte”, s. 108.

I Norge kalder man de 400 år, de var underlagt den danske trone, for danskertiden eller 400-årsnatten. Handlingen i Gaute Heivolls roman ”Kongens hjerte”, 2011 (”Kongens hjerte”, 2013), udspiller sig hen i mod slutningen af den meget lange nat, nemlig i 1775.

Her sejler den danske kongelige kirurg Hendric Deegen afsted til Norge for at hente tolv patienter med den mystiske radesyge (en samlebetegnelse for hvad man i dag kender som syfilis og spedalskhed). De syge skulle tilbage til København for at blive behandlet, for epidemien var ved at løbe løbsk i Norge.

Oven på den sande historie skriver Gaute Heivoll et portræt af en helt ung pige og hendes far, der er med på skibet. Det er pigen, der er syg, og faren forstår ikke helt, hvorfor han skal med på rejsen, men bange anelser om smitte melder sig, som bogen skrider frem. Faren bliver da også indlagt og isoleret fra sin datter på hospitalet i København. Hun bliver helbredt, men på vejen tilbage opdages farens sygdom, og han dør, kort før de når land. Han har udført sin vigtigste opgave ved at redde sin datter.

29732167

Historien er fortalt i bundet tredjeperson, dvs. det er farens indre monolog, vi følger, når forholdet mellem ham og hans datter ikke vises frem i helt korte replikvekslinger: ”Hvad kan du se, sagde pigen. Det er et skib, sagde han. Et skib? Ja. Jeg er bange, sagde hun. Jeg skal med, sagde han.” (s. 26).

Men den syge pige sover det meste af tiden, så man er meget inde i hovedet på faren, mens de begge ligger i lasten af et mørkt skib fyldt med andre syge. Det hele bliver til en meget smuk form for feberskrift, hvor døren imellem drøm og virkelighed står pivåben. Det bliver til en roman, der handler om, hvordan man holder vanviddet på afstand, fordi man bliver nødt til det for sin datters skyld.

Det er den nære historie, der udspiller sig midt i den store historie, der er den moderne medicins spæde fødsel her i Norden. Behandlingen af radesyge var nogle af de første eksempler på systematiseret behandling og førte til etableringen af de første hospitaler i Norge. 

Over det kinesiske hav

”Engang var appelsinkassen fuld af appelsiner, og da fløj den over det kinesiske hav. Hvorfor den kunne flyve, var det kun den selv, der vidste. Så kom den først til Dirkemark, og så tog mor og far den med hertil. Først sov jeg i den, så sov du i den. Men appelsinkassen har ikke glemt, at den kan flyve.”
”Over det kinesiske hav”, s. 56.

I slutningen af 2. verdenskrig opretter et ungt par med to små børn et diakon-hjem, et hjem for mentalt handicappede. Med sig har de tre voksne mænd og en søskendeflok på fem på op til 14 år. Igen er det med et dokumentarisk forlæg, at Gaute Heivoll skriver sin roman, ”Over det kinesiske hav”, 2013 (”Over det kinesiske hav”, 2015).

Bogen er en skæbnefortælling, der langsomt fører læseren igennem årene, og det liv der leves på landet. Og det er et stille liv. Både i overført betydning og bogstaveligt talt. Der siges simpelthen ikke så meget. Men igennem simple handlinger træder et galleri af personligheder frem.

Der er Matiassen, den religiøse grubler, der sidder under æbletræet hver dag, ja, så meget at hans skammel har lavet permanente mærker i græsset.

51487834

Der er Josef, en tidligere sanger i et mandekor, der mægtig gerne viser sit talent frem. Han er også den mest belæste person i byen. Han har læst sit bibliotek igennem fra ende til anden adskillige gange, men kan ikke huske, hvad der står i bøgerne.

Søskendeflokken er Erling, Sverre, Niels, Lily og Ingrid. De spiser sammen hver aften af bliktallerkener, efter de har sunget. Den unavngivne jegfortæller spiser med dem, efter moren er taget væk, efter den store ulykke. Hans Lillesøster blev knust under en vogn, der væltede, og hun døde.

Det er i høj grad den sorg, den stille sorg i familien, der varer i årevis, ja, i resten af deres liv, som ”Over det kinesiske hav” handler om. Hvem håndterer det hvordan, og hvor kan man gå hen for at finde trøst. For jeget er søskendeflokken et sted at søge trøst.

Det peger på et andet tema i bogen, som er hvordan man behandler dem, der er anderledes bemidlede i fysisk eller mental forstand. I en central scene er Ingrid, den ældste af de fem søskende, gået ud i floden og kan eller vil ikke komme tilbage. Det udvikler sig til et tilskuerstykke for alle i landsbyen, indtil moren bliver hidsig og smider alle de lamslåede naboer væk. I deres øjne er hun jo bare en af de åndssvage. 

Genrer og tematikker

Når man skriver med et dokumentarisk forlæg, det vil sige, man skriver oven på nogle virkelige hændelser, men behandler det som skønlitteratur, hvor man kan gå ind i hovedet på personerne i historien osv., så giver det en stor frihed. Det afspejler også en særlig måde at forholde sig til romangenren på, hvor man f.eks. gerne må digte om virkelige karakterer. Det forhold udspiller sig på forskellig vis i Gaute Heivolls bøger.

I ”Før jeg brænder ned” nærmer Heivoll sig autofiktion, hvor man skriver sit eget liv ind i en fiktionaliseret historie. Men hans egen historie spejles i den også dokumentariske historie om brandstifteren Dag, der starter 10 brande lige omkring Gaute Heivolls fødsel. Man er selvfølgelig mere med i hovedet på den unge Gaute, der er bogens jeg, end på Dag, der nødvendigvis må skrives i tredjeperson. Men identifikationen imellem dem er meget stærk. Heivoll har selv sagt, at selvom den kan læses som en thriller, er ”Før jeg brænder ned” for ham først og fremmest en historie om kærligheden mellem forældre og et barn, mellem brandstifteren, Dag, og hans far, brandchefen Ingemann, og mor, Alma.

Forældrekærligheden er også på spil i ”Kongens hjerte”. Som genre tager den mere livtag med den historiske roman, men i stedet for at folde den store historie ud, den om den moderne medicins opblomstring i Norden, går den helt ind i det feberomtågede hoved på en far, der skal redde sin datter.

I ”Over det kinesiske hav” er det historiske forlag mere spinkelt. Her er bevægelsen fra den store historie til den nære familiehistorie endnu tydeligere. På et tidspunkt får familien fjernsyn, men store hændelser som Martin Luther King Jr.’s død glider ukommenteret forbi. Det er de små forskydninger i følelser mellem mennesker, der lever i en form for stor sammenbragt familie, der er vigtige at lægge mærke til her.

Fælles for alle bøgerne er, at de forholder sig til, hvordan man behandler dem, der er anderledes. Kan man have sympati for en brandstifter i ”Før jeg brænder ned”? Hvordan tager et samfund sig af sine syge, også når de bor langt væk fra centrummet, kongens København, i ”Kongens hjerte”? Hvordan inkluderer man såkaldte mennesker med en psykisk diagnose i familien, eller snarere; kan man overhovedet lade være i ”Over det kinesiske hav”? Hvis der er et fælles svar på de spørgsmål, handler det vel om at prøve at forstå, prøve at have empati. Det er noget af det, litteraturen kan være med til.

Beslægtede forfatterskaber

Når der i ”Før jeg brænder ned” er en fiktionalisering af en række historiske forbrydelser, er det nærliggende at tænke på Truman Capotes bog ”In Cold Blood” fra 1966 (”Med koldt blod”, 1966). I den kortlægger Capote hele hændelsesforløbet i et koncist sprog, der er lige så koldt, som de mord på en familie, bogen handler om. Capote placerer dog sig ikke sig selv i historien, ligesom Heivoll gør det.

Her må man snarere over til nogle af Heivolls samtidige landsmænd fra Norge. Tomas Espedal udgav samme år som Heivoll udgav ”Før jeg brænder ned” sin bog ”Mod kunsten”, der er en selvbiografisk roman om hans vej hen til at blive forfatter.

En anden samtidig nordmand er selvfølgelig Karl Ove Knausgård, der i sit seksbindsværk ”Min kamp” fortæller hele sin livshistorie fra barndommen, indtil – og mens – romanerne begynder at udkomme.

Hvis man skal kigge rundt i Danmark, kunne man pege på en forfatter som Harald Voetmann, der har skrevet en serie af historiske romaner; ”Vågen”, 2010, om den oldgræske encyklopædist Plinius den ældre; ”Alt under månen”, 2014, om Tycho Brahe og hans observationer på Ven i 1500-tallet; og ”Syner og fristelser”, 2015, om middelaldermunken Broder Othlos vilde helvedesvisioner på sygelejet. Særligt den sidstnævnte har fællestræk med Heivolls ”Kongens hjerte”, hvor feber og omtåget tilstand også er trængt helt ind i skriften. Men der er nu stor forskel på Heivolls og Voetmanns skrift, der er meget mere vild og barok i sine billeddannelser end Heivoll.

Der finder man nok større paralleller i en anden dansk prosaist, nemlig Lars Frost i hans romantrilogi; ”Smukke biler efter krigen”, 2004, ”Ubevidst rødgang”, 2008, og ”Skønvirke”, 2011. Her finder man en lignende smidig prosa, der også kan svinge sig op på de høje nagler, når det f.eks. er et brændende hus, der skal beskrives i ”Skønvirke”, ligesom det er der Heivolls sprog i ”Før jeg brænder ned” er smukkest. 

Bibliografi

Romaner

Heivoll, Gaute:
Liten dansende gutt. Tiden, 2002.
Heivoll, Gaute:
Omars siste dager. Tiden, 2003.
Heivoll, Gaute:
Ungdomssangen. Tiden, 2005.
Heivoll, Gaute:
Himmelarkivet. Tiden, 2008.
Heivoll, Gaute:
Før jeg brænder ned. Samleren, 2011. (Før jeg brenner ned, 2010). Oversat af Camilla Christensen.
Heivoll, Gaute:
Kongens hjerte. Samleren, 2013. (Kongens hjerte, 2011). Oversat af Camilla Christensen.
Heivoll, Gaute:
De fem årstidene. Tiden, 2014.
Heivoll, Gaute:
Over det kinesiske hav. Samleren, 2015. (Over det kinesiske hav, 2013). Oversat af Camilla Christensen.

Noveller

Heivoll, Gaute:
Doktor Gordeau og andre noveller. Tiden, 2007.
Heivoll, Gaute:
Øksa og ishavet. Tiden, 2015.
Heivoll, Gaute:
Femten fortellinger fra 150 år.

Digte

Heivoll, Gaute:
Kjærlighetsdikt på bunnen av elva. Tiden, 2006.

Børnebøger

Heivoll, Gaute:
Himmelen bak huset. Cappelen Damm, 2008. Med Øyvind Laudahl.
Heivoll, Gaute:
Båten mellom stjernene. Cappelen Damm, 2010. Med Line Halsnes.
Heivoll, Gaute:
Det svarte pianoet. Cappelen Damm, 2015. Med Lisa Aisato.

Estragons historier - børnebog - serie

Heivoll, Gaute: Rottefængeren fra Sorø. ABC, 2018. (Estragons historier - rottefangeren fra Sorø). Oversætter: Martin Aitken. (1).

Om forfatterskabet

Med nyheder og oplysninger om oplæsninger.
Med oversigt over gamle artikler (ikke opdateret siden 2011).
Godt interview med den danske oversætter Camilla Christensen om ”Før jeg brænder ned”.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Gaute Heivoll

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Dagbladet, 2010-12-21.