Gaute Heivoll

Gaute Heivoll er født d 13. marts 1978 i Finsmark, en lille bygd nær Kristiansand i det sydlige Norge. Her voksede han op, indtil han som ung mand flyttede til Oslo for at studere Jura, et studie han ikke gjorde færdig, ligesom han heller ikke færdiggjorde psykologistudiet i Bergen. Fra 2001-2002 gennemførte han forfatteruddannelsen ved højskolen i Bø, Telemark.

Heivoll er som voksen flyttet tilbage til Finsmark, hvor han bor med sin kone og to børn.

Det var omkring det tidspunkt, han flyttede tilbage til sin hjemby, han begyndte at skrive sin gennembrudsroman ”Før jeg brenner ned” fra 2010 (”Før jeg brænder ned”, 2011). Bogen er baseret på den virkelige historie om 10 brandattentater, der blev begået i de første måneder af Heivolls liv, og følger parallelt historierne om brandstifteren og Heivolls egen opvækst.

Skolen er et sted, hvor man ikke skal stikke for meget ud. Da en lærer siger til ham, at han da skal være digter, er det forbundet med skam. Ikke fordi forfattergerningen er en ophøjet tjans, men fordi det ikke er et rigtigt arbejde, det hører til på tankens skyggeside: ”Jeg følte jeg gjorde noget ulovligt ved at digte. Da jeg først opdagede, at det kunne prisværdigt at lyve, som syvårig, blev jeg fyldt med en stærk ambivalens.” (Inger Merete Hobbelstad: Opp i flammer. Dagbladet, 2010-12-21. Egen oversættelse).

Da faren lå for døden, boede den unge Heivoll i Oslo for at studere jura, og faren var meget stolt af ham, han skulle blive til noget. Men Gaute mødte ikke op på universitetet, i stedet sad han på biblioteket og læste skønlitteratur fra morgen til aften. Litteraturen havde fået tag i ham, men han ville ikke indrømme det over for sin far.

På trods af ungdommens skamfulde forhold til det at skrive har Heivoll været utrolig produktiv. Syv romaner, fem børnebøger, et skuespil, en digtsamling, tre novellesamlinger og adskillige bidrag til antologier er det blevet til. 

Dagen før Gaute Heivolls dåb brændte et hus ned. Det ældre ægtepar, der boede i huset, nåede ud uden at komme til skade. Det var én af 10 brande, der skete i den lille bygd Finsmark, hvor Heivoll er født og opvokset, og i romanen ”Før jeg brenner ned”, 2010 (”Før jeg brænder ned”, 2011) fortælles den fiktionaliserede historie om brandstifteren Dag, der viste sig at være brandchefens søn. Heivoll fletter fortællingen om sin egen opvækst og vej til at blive forfatter ind i den historie. Spejlingen bliver tydelig. For hvad er det, der gør, at to intelligente unge mænd med kærlige familier ender med så forskellige liv?

Dag er søn af brandchefen, Ingemann, og Alma. Han klarer sig godt i skolen og får at vide, at han kan blive, hvad han har lyst til; læge, advokat, det hele. Efter at have været i hæren kommer han tilbage til Finsmark og begynder at gå i sin fars fodspor.

28903928

Allerede som barn fascinerede ilden ham, og når han som ung mand står foran et brændende hus, kan han høre det synge derindefra. Ilden har fået fat i ham, og han vil have mere af den. Han begynder i det små med at sætte ild til en lade, men det eskalerer hurtigt til huse. Forældrene, Ingemann og Alma, har en snigende fornemmelse, men ud af kærlighed og frygt for at indrømme den barske sandhed gør de ingenting.

Den unge Gaute har også et mørke inden i sig. Han klarer sig også godt i skolen, men da hans lærer siger, at han burde blive digter, skubber han det fra sig. Skriften er forbundet med sindets skyggeside, ligesom ilden er det for Dag. I stedet flytter han til Oslo for at studere jura, men han holder hurtigt op med at gå til forelæsninger, og han læser ikke sit pensum. Han sidder på biblioteket og læser bøger, men lyver om det over for sin far, der ligger for døden.

Spejlingen imellem de to unge mænd peger på, at et tema for romanen er at lære at komme overens med det mørke, alle mennesker har inden i sig. Det bliver også tydeligt, når fortællerstemmen i bogen ikke hæver sig op og forklarer eller fordømmer brandattentaterne eller løgnen til faren, men snarere fortæller dem i et forsøg på at opnå forståelse og måske endda tilgivelse.