jon kalman
Foto: Batzer

Jón Kalman Stefánsson

cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2013. Senest opdateret af Anne Vindum, Bureauet, november 2018.
Top image group
jon kalman
Foto: Batzer
Main image
Jón Kalman Stefánsson
Foto: Jens Astrup / Scanpix

Indledning

Den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson blander i sine romaner højstemt patos med hverdagens praktiske gøremål. Poesi, skindanorakker og stormvejr hænger uløseligt sammen og gør tilsammen forskellen på liv og død. På dansk kom først ”Sommerlys, og så kommer natten” og siden den betagende trilogi om Drengen med (sne-)blændende skildringer af det barske liv på Islands vestkyst for 100 år siden. Med den forblæste kystby Keflavik som afsæt er han i en ny trilogi ved at skrive det moderne og det traditionelle Island sammen i en passioneret slægtshistorie.

 

54478887

Blå bog

Født: 17. december 1963 i Reykjavik, Island.

Uddannelse: Ufærdige litteraturstudier på Islands Universitet, 1986-1991.

Debut: Með byssuleyfi á eilífðina. Höfundur, 1988.

Litteraturpriser: Den islandske litteraturpris, 2005. Islandske boghandleres pris 2007, 2009 og 2011. Per Olov Enquists Pris, 2011.

Seneste udgivelse: Historien om Asta : hvor går man hen hvis der ingen vej er ud af verden? Batzer, 2018. (Saga Ástu, 2018). Oversat af Kim Lembek. Roman.

Inspiration: John Steinbeck, Mikhail Bulgakov, Martin A. Hansen, Knut Hamsun, Halldór Laxness og Fjodor Dostojevskij.

Den nordiske oldtid, den norrøne digtning og vikingetiden

Sagaer

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Der er ellers mangt og meget at fortælle om mennesket. I de fleste individer kan man finde både skønhed og svineri. Mennesket er en indviklet skabning, lidt af en labyrint, og man kan godt komme på gale veje hvis man begiver sig ind i de irgange for at lede efter en forklaring.”
”Sommerlys, og så kommer natten”, s. 132.

Jón Kalman Stefánsson er født i Reykjavik i 1963 og boede i hovedstaden de første 12 år af sit liv. Herefter flyttede han til Keflavik, inden han i 1986 flyttede tilbage til Reykjavik med sin studentereksamen i hånden. I årene 1975-82 tilbragte han en del tid i det vestlige Island, hvor han havde forskellige jobs: han arbejdede i et slagterhus, i fiskeindustrien, som murer og som politimand i lufthavnen i Keflavik.

Fra 1986 og frem til 1991 studerede Jón Kalman litteratur på Islands Universitet i Reykjavik uden dog at færdiggøre studierne. Udover at undervise i litteratur på to gymnasier har han i en årrække skrevet artikler og kritik for avisen Morgunblaðið.

I perioden 1992-95 boede han i København, hvor han brugte tiden på at læse, vaske trapper og tælle busser.

Selv fortæller han om begyndelsen til sin forfatterkarriere: ”Som attenårig drømte jeg om at blive astronom, efter at jeg havde set et tv-program, hvor Carl Sagan fortalte om universet. Jeg var fuldstændig overvældet af den rigdom og universets mysterier – senere forstod jeg, at denne rigdom og mystik på en måde er essensen af fiktion.” (Quercus Books: Interview with Jón Kalman Stefánsson. quercusbooks.co.uk, 2010-20-12. Egen oversættelse).

Siden sin debut med digtsamlingen ”Með byssuleyfi á eilífðina” i 1988 har han udgivet digtsamlinger, en novellesamling og en række romaner, hvoraf ”Sommerlys, og så kommer natten” vandt den islandske litteraturpris i 2005. Flere af hans bøger har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris og er oversat til en lang række sprog. Om koblingen mellem digte og romaner siger Jón Kalman selv: Da jeg begyndte at skrive, skrev jeg digte, og de var ikke gode. Men hvis man benytter den lyriske teknik med at lade noget ulogisk være logisk inden for digtets univers, kan man bruge det i romanen.” (Karen Syberg: 'Islands krise er god'. Information, 2009-06-14).

Jón Kalman benytter sig i vid udstrækning af poesiens frihed til ulogiske hændelser i sine romaner og betragter i øvrigt det at skrive som et moralsk anliggende: ”Man skal skrive med en mission. Dermed mener jeg ikke, at man skal prædike, det et slemt, hvis prædikentonen slår igennem, men jeg synes bedst om forfattere, der skriver for livet, imod glemslen. Hvis man har en indre trang, er det bedre at gøre noget med den trang. Så man prøver at forandre verden, samtidig med at man ved, at det kan man ikke. Men måske bevidstheden kan ændre sig på grund af en bog, måske ændres lyset eller en følelse.” (Karen Syberg: 'Islands krise er god'. Information, 2009-06-14). Denne mission er i bøgerne tillagt fortællerne, der har let docerende holdninger til, hvordan man bedst lever sit liv. Eller i det mindste ikke svigter det, som det hedder i ”Englenes sorg”.

Indtil 2000 arbejdede han som bibliotekar i Mosfellsbær lidt uden for Reykjavik, og han har siden da ernæret sig som forfatter. I dag bor Jón Kalman Stefánsson i Mosfellsbær.

Sommerlys, og så kommer natten

”Jónas havde altid været usædvanlig lys i huden, ligesom en elpære i mørke, stil dig op her hos mig så jeg kan se til at læse, sagde hans far når strømmen gik på vinteraftener i de år hvor der stadig var uvejr til og landsbyen sov under snedækket.”
”Sommerlys, og så kommer natten”, s. 46.

I en lille, unavngiven by på landet foregår Jón Kalman Stefánssons første oversættelse til dansk, ”Sumarljós, og svo kemur nóttin” fra 2005 (”Sommerlys, og så kommer natten”, 2009). Her leves livet i al sin enkelhed, men sandelig også i al sin magiske virak. Det alvidende fortællerkor følger en række personer, der alle optræder som hovedpersoner i romanen, der foregår i 1998. De er nogle aparte skikkelser, der i større eller mindre omfang har fødderne på jorden og hovedet helt oppe i himlen, eller i hvert fald i andre sfærer end den fysiske virkelighed.

27710255

Direktøren for Trikotagefabrikken begynder en nat at drømme på latin og sætter sin tilværelse over styr for at tilegne sig værker af Galilei og Kepler på latin. Han omtales herefter som Astronomen og bliver mere og mere indesluttet omkring sin nye interesse. Trikotagefabrikken bliver til restauranten TEKLA, som drives af den smukke og ovenud begærede Elísabet. Når hun ifører sig sin blå fløjlskjole, går verden i stå hos alle landsbyens mænd, og denne sanselighed og fryd ved bryster går igennem på næsten hver en side i romanen.

Det overnaturlige manifesterer sig, når det spøger på Brugsens lager, og når en ung mand forsvinder ind i et vindue for helt at fordufte. Det er lakonisk fortalt, og forekommer derfor helt naturligt. Andre påtrængende og mere fysiske kræfter hos det lille samfunds beboere er det uopslidelige begær, der må finde vej ud, når det kan – uagtet de dramatiske konsekvenser de udenomsægteskabelige møder afføder.

”Sommerlys, og så kommer natten” er nok fæstnet i tid og til dels også i rum, men er overordnet en fortælling om menneskets drømme og længsler. Med sin uimponerede tilgang til det overnaturlige er romanen en hyldest til fantasien og den åbne tilgang til verden, hvor der måske er mere på færde, end man kan forstå eller se med det blotte øje. Når så mange af de ting, man kan dokumentere, er uforståelige, er der ikke så langt til at godtage de ting, der ikke kan dokumenteres. Fortællerkorets kommentarer til fortællingen tilfører historierne en ekstra dimension fra det hinsides og legitimerer de magiske hændelser.

Himmerige og helvede

”Kaffen simrer, de åbner skrinene, smører rugbrødet med tommelfingeren, masser af smør og lammepostej og kaffen er skoldhed og sort som den mørkeste nat, og de putter kandis i, kunne vi dog bare putte sukker i natten og gøre den sød.”
”Himmerige og helvede”, s. 30-31.

Jón Kalman Stefánsson udgav i 2007 ”Himnaríki og helvíti” (”Himmerige og helvede”, 2010) som første del af en trilogi. Vennerne Drengen og Bardur er del af et fiskerkollektiv på seks mænd, der med base i en lille hytte på den islandske vestkyst fisker på åbent hav. En dag, de skal på havet forud for en varslet storm, er Bardur så optaget af at læse i Miltons ”Det tabte paradis”, at han glemmer sin skindanorak. Efter tolv timer på ishavet bliver Bardur så afkølet, at han til sidst dør i Drengens arme med Miltons ord på sine blåfrosne læber: ”Intet er mig skønt uden dig.” Poesien bliver hans banemand, og Drengen må ro ind til kysten med en død ven i den åbne jolle.

28391196

Tilbage på land begiver Drengen sig af sted for at aflevere den dødbringende bog tilbage til dens ejermand, den blinde kaptajn Kolbein. Efter kolde døgn i snestorm på højfjeldet ankommer Drengen til Staden, hvor Helga tager varmt imod ham. Herfra følger vi i bogens anden halvdel Drengens nye liv i den lille by, hvor han efter at have forsagt livet, overgiver sig til det.

Handlingen i romanen er tæt forbundet til vejrliget, kaffen og det dybsorte hav, mens fortællerkoret, som viser sig at være en forsamling døde beboere fra Staden (som befinder sig på en mellemstation på vej til himmerige), beretter i et storladent og poetisk sprog. De udbreder sig om livet og døden, poesien og kærligheden og fungerer som et nærmest guddommeligt modspil til de kolde fingre i fortællingen.

Funderet i det vestlige Island for 100 år siden er ”Himmerige og helvede” en tids- og stedsspecifik fortælling om de barske vilkår for fiskere i et lille samfund med døden tæt inde på livet. Samtidig ophæver fortællerne historien til en almengyldig fortælling om, at man må lade poesien råde i sit liv, hvis man vil leve det fuldt ud. I kunsten og litteraturen er der muligheder for erkendelse, fordybelse og glimt af mening, og netop denne poetiske overbygning på det daglige liv er afgørende for fortællerne. Poesien har så voldsom kraft og indvirkning på mennesket, at den – i Bardurs tilfælde – kan slå ihjel.

 

Englenes sorg

”Snefaldet er så tæt, skriver drengen, at det forbinder himmel og jord. Sneen der nu falder til jorden befandt sig måske i nærheden af himmerige for nogle minutter siden. Eller hvor lang tid tager det at komme fra himmerige og herned? Måske et minut? For nogle rækker det end ikke med et helt liv, halvfjerds år, til at komme fra jorden og derop.”
”Englenes sorg”, s. 69.

Andet bind i trilogien udkom i 2009 under navnet ”Harmur englanna” (”Englenes sorg”, 2011) og tager sin begyndelse, hvor ”Himmerige og helvede” sluttede. Drengen bor på kroen i Staden, hvor han går til hånde hos Helga og Geirtrud og oplæres i at læse højt af Shakespeares værker for den blinde kaptajn Kolbein. Landposten Jens kommer sydfra, og da han efter nogle dage i Staden skal ud med post til den afsidesliggende Vinterkyst, får Drengen den tvivlsomme ære af at følge ham på vej, da han har erfaring med at sejle. Kulden er tyk og tæt, da de lægger fra land, og kun med nød og næppe kommer de levende i land på Vinterkysten.

29047715

I bogens andel halvdel følger vi det umage par kæmpe for livet på deres postfærd i det uvejsomme landskab. Gennem snestorm og meterhøj sne går det uendelig langsomt fremad, og det føles som et mirakel, hver gang de møder et levende menneske og et hus at få varmen i. Efter at have besøgt en fattig bondefamilie og pastor Kjartan med den halvblinde kone Anna og den betagende tjenestepige Benedikte farer de vild i sneen. Deres redning bliver en mystisk kvindeskikkelse, der leder dem på vej til et lille hus, hvor en familie sørger over deres netop afdøde mor og hustru. At de to ting hænger sammen er helt naturligt i bogens univers, hvor de døde taler lige så højt som de levende, og hvor grænserne mellem liv og død hele tiden udviskes. Jens og Drengen får til opgave at fragte den døde kvinde over højfjeldet og ned til den nærmeste by med en kirkegård, og det bliver en galgenhumoristisk tur med et røglugtende lig (kvinden har været opbevaret i rygehuset) i en kiste på en slæde.

Også i denne roman er fikspunktet litteratur, stormvejr, sne og lidenskab. Hjertet kan ikke tåle frost, står der, så når kulden trykker, må menneskene trykke sig tæt til hinanden for at holde varmen. Varme følelser er der nok af, og den unge dreng oplever sin krops spirende seksualitet i mødet med og drømmen om den smukke Ragnheid fra Tryggvis Handel.

Fortællerne omgærder historien med visdomsord om at leve sit liv, så det bringer mest mulig lykke, mening og glæde, hvilket indebærer rigelige mængder skoldhed kaffe, lidenskab, litteratur og oplevelsen af at gå over en højslette en stille sommerdag i solskin.

 

Menneskets hjerte

”Jeg skal kysse dig, siger hun, så mærker du forskellen, du er uden tvivl død, hvis du ikke kan mærke et kys. Hun kommer helt hen til ham og bøjer sig ned over ham, hun er så rødhåret at det næppe kan være sandt, og hendes læber er varme, de er bløde. Hvor er livet, hvis ikke i et kys?”
”Menneskets hjerte”, s. 14.

Jón Kalman Stefánsson lukkede trilogien om Drengen med ”Hjarta mannsins”, der udkom i 2011 (”Menneskets hjerte”, 2013). I denne roman møder vi Drengen og Jens, da de forkomne vågner op i Slettueyri, hvor de bogstavelig talt væltede ned på de sidste sider af forgængeren ”Englenes sorg”. Gode mennesker tager sig af dem og får dem på fode, men for Drengen er noget forandret. Han har mødt Alfheid, der har rødt hår og grønne øjne, som han ikke kan glemme. Med hende i tankerne vender han tilbage til Staden, hvor foråret langsomt trækker lyset til sig.

Som i de foregående bøger er det et alvidende fortællerkor af halvdøde, der trækker linjerne op. De ved, at ordet har magt, og at breve kan forandre liv. Drengen skriver et brev til Andrea, der blev tilbage i fiskerhytten, som han forlod i ”Himmerige og helvede” og beder hende om ikke at svigte sig selv – for så dør man. Andrea kommer ind på kroen i Staden og går til hånde, inden hun flytter ud til den enkemand, hvis kone Drengen og Jens fragtede over fjeldet i en ligkiste. Man har brug for hinanden, forstår vi: begær skal slukkes, kroppe varmes og tanker deles.

50749878

Nærgående beskrivelser af daglige gøremål i det lille fiskersamfund med tørring af torsk, klipfisk, salg af æg osv. giver romanen et realistisk og kulturhistorisk præg, og da byens stolte skipper Tryggvi en dag vender tilbage fra udlandet med et dampskib, indvarsles nye tider for Staden. Men nye tider eller ej – romanens drivkraft og primære fokus er de uomgængelige glæder og sorger, som har fulgt mennesket til enhver tid. Sorg, savn, jalousi, drømme og et gennemtrængende begær er fællesnævner for rig og fattig, kvinde og mand, ung og gammel. Drengen er ikke gået ram forbi: Trods sin unge alder er han tynget af savn efter sine afdøde forældre og lillesøster, og da han ved et tilfælde møder sin bror Egil, kan de ikke finde tilbage til det broderskab de havde, før deres far forsvandt i havet.

Som i de tidligere romaner er sproget patosfyldt og poetisk, og romanen en hyldest til ordenes helende og skæbnesvangre kraft. Et mantra gennem bogen er, at hjertet har to kamre, og at man derfor kan elske to på samme tid. Det gør Drengen, og det redder ham til sidst fra døden.

 

Fisk har ingen fødder

”Oddur rækker bare konkylien til Tordur, siger, lyt, og den seksårige dreng fører konkylien op til øret. Kan du høre havet, spørger hans far. Ja! Så er du en søens mand, afgør Oddur, og Margret må kigge væk for at skjule et smil da hun ser stoltheden i Tordurs ansigt. Pigerne får muslingeskaller, de er smukke, dem kan man forvandle til mange ting, de er som en åben hånd.”

”Fisk har ingen fødder”, s. 204.

Med sin slægtsroman ”Fiskarnir hafa enga fætur” fra 2013 (”Fisk har ingen fødder”, 2015) udfoldede Jón Kalman Stefánsson tre generationer af islandsk godtfolk. I afsnittene ”Nordfjord – før” møder vi vennerne Oddur og Tryggvi, der vokser op som stolte fiskere. Oddur gifter sig med Tryggvis smukke søster Margret, der skænker ham en gudsvelsignelse af børn.

Afsnittene ”Keflavik – 1976/1980” handler om den navnløse jegfortæller og vennen Aris ungdomsår i den mørke og kolde kystby Keflavik lige uden for amerikanernes base på Midnessletten i det sydvestligste Island. Der er Beatles på grammofonen (højt!), lange arbejdsdage på fiskefabrikken Skuli Million og en begyndende og besættende optagethed af piger. I ”Keflavik – nu” er den tidligere digter, nu forlagsredaktør Ari på vej fra København til Island efter to års landflygtighed foranlediget af hans selvbestaltede og dramatiske afsked med ægteskab og familieliv. Aris far ligger for døden og har bedt ham komme hjem til Keflavik. De to når ikke at mødes i romanen, men Ari og fortælleren skuer i fællesskab længselsfuldt tilbage.

52035260

I lighed med tidligere værker er denne roman en utvetydig hyldest til den stærke fiskermand, der kan tæmme havet og tale med guderne. Samtidig er der en besyngelse af kærligheden og poesien, men denne gang har svigt og uærlighed fået en større plads: Voldtægt, skilsmisse og tavse stedmødre forplumrer den universelle drøm om et lykkeligt liv baseret på kærlighed og fjeldluft. Sideløbende med at natur og vejrlig skildres betaget, ser vi hvordan lovbestemmelser indvirker konkret på menneskers liv. Hvor man tidligere kunne skovle alle verdens fisk ombord, er havnen i Keflavik nu lukket på grund af fiskekvoter. Menneskene er forment adgang til det erhverv, de er født til, og heltefiskeren Jonni sælger nu hamburgere i stedet. Og som der står, så er ”det lettere at være glad, hvis man bor ved havet” (s. 44).

I krydsklip mellem tre tider og tre generationer ser Jón Kalman Stefánsson i ”Fisk har ingen fødder” (ingen kan gå på vandet, derfor har fisk ingen fødder) romantisk på historien og samfundskritisk på det nutidige Island, der rummer en gabende afstand mellem postkortenes evigtblå himmel og dagliglivet med vold, druk og et forstemmende mørke i Keflaviks sorte lavaørken. Det siges i øvrigt om Keflavik, at byen har tre verdenshjørner: vinden, havet og evigheden.

Nogenlunde på størrelse med universet

”Kærlighed er altså, når det kommer til stykket, ikke jeg elsker dig så højt at jeg kunne dø, you’ll always be my endless love – men når nogen går ud i frostvejr med et uldtæppe og en hue så et andet menneske kan fortsætte med at se på stjerner …”

”Nogenlunde på størrelse med universet”, s. 245.

Som en fritstående efterfølger til ”Fisk har ingen fødder” udgav Jón Kalman Stefánsson i 2015 ”Eitthvað á stærð við alheiminn” (”Nogenlunde på størrelse med universet”, 2017). Også i denne roman tager den navnløse jegfortæller læseren med rundt på Island i flere tider: Nordfjord, Østfjord, Reykjavik og Keflavik.

Forlagsredaktør og tidligere digter Ari er fløjet hjem fra Danmark for at tage afsked med sin kræftsyge far Jakob. Det bliver et kort og uforløst møde, som alligevel sætter en vulkan af tanker i gang hos dem begge. Fortiden kommer til syne i form af Jakobs mor Margrets dagbøger og breve og i rørende skildringer af Aris smukke og livsduelige mor, der døde da Ari var fem år. Den hidtil ensidigt beskrevne far åbner sig som et helt menneske, som også Aris sure stedmor gør det – hun endda til et fint og poetisk væsen.

53029418

Gennem de episodiske nedslag i slægten ser man, hvordan et menneske skabes af sin historie og sine forfædre, og hvordan karaktertræk nedarves direkte. Mænd bliver til mænd på havet, tavse og stolte. Slægtens mødre og kvinder er gode og omsorgsfulde, men også indebrændte. Aris farmor Margret bar på så store uforløste længsler og drømme og så bundløs sorg, at det nær tog livet af hende. Netop sorg er noget af det, der er større end universet, jf. bogens titel; Sorgen over døde børn, forbudt kærlighed, savn og umuligheden af at realisere sine drømme. Et mantra gennem bogen er, at den der ikke har levet fuldt, ikke er værdig til at komme i himlen: ”Vores dæmon er sikkert fejheden” (s. 385).

Et sted, de ofte tavse karakterer får afløb for deres fantasi og lidenskab, er i skrivningen, og den hjemvendte Ari hyldes stadig som digteren. Breve, digte og noveller bliver afgørende vendepunkter i karakterernes liv og binder generationer sammen: Tordurs digt trykkes i Østfjordingen, Aris mors noveller i et tidsskrift og hvor erindringen om et favntag kan falme, overlever det skrevne ord.

Jón Kalman Stefánsson skriver oktobernatten, tøjlesløst begær og bundløs sorg frem i endnu et patosfyldt og naturbegejstret værk. Samtidig er det en vild civilisationshistorie om et land, der funderet i natur og fiskeri overmandes af amerikansk kultur og kapitalistiske kvotekonger, der med et pennestrøg kan slette hele fiskerbyer fra landkortet.

Historien om Asta - hvor går man hen hvis der ingen vej er ud af verden?

”Konklusion på en undersøgelse I juni er det så lyst over Island at det nærmest er umuligt at dø.”

”Historien om Asta”, s. 187.

I Jón Kalman Stefánssons roman ”Saga Ástu” fra 2017 (”Historien om Asta”, 2018) mødes Helga og Sigvaldi i en lidenskabelig forelskelse, der snart fører to døtre med sig, den yngste kaldet Asta. Sigvaldi er forelsket i sin smukke kone og sine fortryllende piger, men Helga har ingen ro i familielivet. Da Helga en dag forsvinder, bliver Asta sat i pleje og vokser op hos en kærlig plejemor under fattige kår i Reykjavik. Da hun som 15-årig i skamfuld afmagt brækker næsen på den jævnaldrende Joi, bliver hun sendt op til de afsidesliggende vestfjorde for at komme på ret kurs igen. Der, under den sitrende sol, møder hun Josef, hvis smukke øjne indgyder hende en tillid, hun ikke har oplevet før. De deler både hemmeligheder og kys, inden livet skiller dem ad igen. Asta får senere en datter, som vokser op hos Sigvaldi og hans nye kone, mens Asta studerer i Wien.

54478887

Vi får Astas historie at høre gennem de breve, hun skriver som gammel kone og gennem Sigvaldi, da han sent i livet er faldet ned af en stige og ser sit liv passere forbi. Romanen klipper mellem de to forløb og et bånd med en eksplicit fortæller, der har søgt eksil i fjerne egne af Island, hvorfra han skriver den samlede historie frem, mens han undrer sig over turisternes vilje til at betale enorme summer for at sidde i ødemarken og glo ind i tågen.

Både Asta og Helga er smukke og passionerede kvinder, og deres lyster og behov kommer til at definere deres liv. Sigvaldi derimod er mere optaget af at holde sig ved jorden og tøjle sit raseri, så den islandske jord ikke slår for store sprækker. Josef er rundet af bibelhistorien, Asta af Laxness, Helga af storladen musik; og alle er de påvirkede af fjeldene, den store himmel og nordlyset. De enkelte skæbner er således forbundet både med hinanden og med noget større, en længere historie og et ansigtsløst fællesskab.

Der er mange hemmelige breve og fortielser i romanen og spørgsmålet er, om man overhovedet kan kende sandheden – om ens liv ville være anderledes, hvis man vidste noget mere. Et andet tema er svigt, som de fleste rammes af: Kan man undgå at svigte, når man følger sine egne drømme? Og er det bedre at svigte sig selv?

”Historien om Asta” minder os med både let og alvorstung patos om, at lys og mørke, kærlighed og sorg hænger tæt, tæt sammen.

Genrer og tematikker

Blygråt hav, kaffe, poesi og begær. Det er de væsentligste bestanddele i Jón Kalman Stefánssons forfatterskab. Hans fortællinger er alle forankret i en fysisk påtrængende virkelighed, hvor vejret og drifterne lægger fundamentet for den overbygning af litteratur og magi, der fuldender det vestislandske verdensbillede. Fordi de tydelige fortællere gør så lidt ud af spændvidden mellem det daglige snevejr og den guddommelige litteratur, forekommer det udvidede verdensbillede helt naturligt.

I ”Sommerlys, og så kommer natten” sker der flere mærkelige ting, der kunne karakterisere Jón Kalman Stefánsson som magisk realist, men det vil han gerne have sig frabedt: ”Jeg har aldrig tænkt på, hvad det kaldes for, det er ikke mit bord. For min skyld kan man kalde det Real Madrid. Det eneste, jeg vil, er at blande poesi og prosa i romanform.” (Karen Syberg: 'Islands krise er god'. Information, 2009-06-14). Og det gør han, blander poesi og prosa. Sproget er blomstrende på grænsen til patetisk, i hvert fald fuld af patos og storladne formuleringer om livet, døden, kunsten og kærligheden.

Det genkommende olympiske fortællerkor har en evne til at se frem og tilbage i historien og kende karakterernes tanker og drifter, og de henvender sig direkte til læseren med oplysninger om både fortællingens handling og tilblivelse.

De tre romaner om Drengen foregår i Island for omkring 100 år siden, mens ”Sommerlys, og så kommer natten” ser ud til at være forankret i et mere nutidigt og genkendeligt miljø og bygge på rigtige personer. Jón Kalman holder sig dog tilbage med at følge virkeligheden alt for tæt: ”Jeg har heller ikke selv lyst til at sidde og tænke over, hvem der nu er tale om, når jeg læser en bog, og når jeg bygger mine personer op, er det heller ikke meningen, at de skal ligne virkelige personer. Men det kan være, at jeg lægger mærke til, at en mand eksempelvis trækker på den ene skulder, når han siger noget, og så bruger jeg måske den lille bevægelse sammen med en masse andre indtryk og følelser, når jeg beskriver en person,” siger Jón Kalman Stefánsson. Han siger endvidere, at virkeligheden fungerer bedre som inspiration end som skabelon: ”Havde jeg givet landsbyen et navn, ville jeg være nødt til at placere fjeldene de rigtige steder, for ellers ville læserne føle sig snydt og forvirret. Nu kan jeg lave en bro, flytte et fjeld og sætte en gård, som jeg vil, og for mig giver det en større frihed til at lade historien vokse og få sit eget liv.” (Morten Rasmussen: Fortællinger uden forklaringer. Kristeligt Dagblad, 2009-06-27). ”Fisk har ingen fødder” og ”Nogenlunde på størrelse med universet” foregår i et samtidigt Keflavik med blik tilbage til de simple fiskerlejer nordpå og østpå og binder dermed den nutidige og den historiske fortælling sammen.

Fortællingerne er dybt forankrede i den islandske natur og giver et indtryk af de ubarmhjertige vilkår, folk må leve under midt i Atlanten. Samtidig skildres de konsekvenser, vejret har for menneskene: de er tvunget til at varme og hjælpe hinanden, nødsaget til at kunne drømme og læse for at få de lange vinteraftener til at gå. I det hele taget er spændet mellem lys og mørke centralt i hans bøger, og Stefánsson fortæller selv, at det for ham ikke giver mening kun at beskæftige sig med den ene pol: ”Jeg har det som en bluesmusiker, der henter sine sange nede i mørket, men godt kan være glad, når han spiller dem. For dem, der ikke kender mørket, kender heller ikke lyset,” (Daniel Øhrstrøm: ”Mennesket et spændt ud mellem lyset og mørket”. Kristeligt Dagblad, 2017-03-17).

Beslægtede forfatterskaber

Den opløftede patos, Jón Kalman Stefánssons bøger bugner af, har ikke mange nutidige pendanter, og hans arkaiske stil og højtravende form minder mere om færøske William Heinesen end hans samtidige landsmænd. Den folkloristiske stil blandet med ’noget større’ ligner også Heinesen, der i sine sene romaner fortalte store historier fra de små flækker på Færøerne.

Noget, der binder ham sammen med hans egen generation af islandske forfattere, er det indslag af magi og mærkværdigheder, der også ses f.eks. hos Einar Már Guðmundsson, Einar Kárason, Sjón, Kristín Marja Baldursdóttir og Gyrðir Elíasson. Hos alle disse forfattere optræder det magiske og overnaturlige på samme naturlige måde som virkeligheden selv, og karaktererne er ikke mere overrumplede af spøgelser end af hinanden.

En anden islandsk forfatter, der ligger som klangbund under Stefánssons forfatterskab, er Halldór Laxness. Ham kan de færreste islændinge komme udenom, og skildringen af de stærke kvinder, der med stolthed kæmper sig gennem livet, har Laxness og Stefánsson til fælles. Asta fra ”Historien om Asta” er således opkaldt efter karakteren Ásta Sóllilja fra Laxness’ hovedværk ”Frie mænd” (1934-35).

Jón Kalman Stefánsson nævner Knut Hamsun, William Heinesen, Herman Melville og Martin A. Hansen samt de islandske romanforfattere Halldór Laxness, Gunnar Gunnarsson og Þórbergur Þórðarson som nogle forfattere, han har lært meget af. (norden.org: Jón Kalman Stefánsson).

Det stilistiske slægtskab med de nordatlantiske forfatterfæller har Jón Kalman ikke tænkt sig at ændre på: Kritiker Thomas Thurah har i en anmeldelse skrevet, at han ønsker, at islandsk litteratur snart forlader ”den magiske realismes sentimentale og udslidte form”. Til det svarer Jón Kalman: ”Vi har skrevet på den måde siden Njals Saga, det tror jeg ikke, islændingene kaster væk.” (Tine Maria Winther: Islandsk forfatter: Finanskrisen giver nye ideer. Politiken, 2009-06-25).

Om fællesskabet med andre romanforfattere, der benytter en poetisk skrivestil, har Jón Kalman fortalt: ”Jeg tænker af og til, at jeg er en digter, der skriver prosa, romaner. Jeg kan lide at fortælle historier i det, jeg skriver, men poesien skal også være der. Poesiens teknik, den irrationelle måde at tænke på, det er vigtigt i prosa. Det kan man også se i romaner af forfattere som Javier Marias, Jose Saramago, Herta Müller, eller for at nævne nogle klassikere, Melville and Knut Hamsun.” (Quercusbooks.co.uk: Interview with Jón Kalman Stefánsson, 2010-12-20. Egen oversættelse).

Bibliografi

Digte

Jón Kalman Stefánsson:
Með byssuleyfi á eilífðina, 1988.
Jón Kalman Stefánsson:
Úr þotuhreyflum guða, 1989.
Jón Kalman Stefánsson:
Hún spurði hvað ég tæki með mér á eyðieyju, 1993.

Noveller

Jón Kalman Stefánsson:
Skurðir í rigningu, 1996.

Romaner

Jón Kalman Stefánsson:
Skurðir í rigningu, 1996.
Jón Kalman Stefánsson:
Sumarið bakvið Brekkuna, 1997.
Jón Kalman Stefánsson:
Birtan á fjöllunum, 1999.
Jón Kalman Stefánsson:
Sommerlys, og så kommer natten. Batzer & Co, 2009. Oversat af Áslaug Th. Rögnvaldsdottir. (Sumarljós, og svo kemur nóttin, 2005).
Jón Kalman Stefánsson:
Himmerige og helvede. Batzer & Co, 2010. Oversat af Kim Lembek. (Himnaríki og helvíti, 2007).
Jón Kalman Stefánsson:
Englenes sorg. Batzer & Co, 2011. Oversat af Kim Lembek. (Harmur englanna, 2009).
Jón Kalman Stefánsson:
Menneskets hjerte. Batzer & Co, 2013. Oversat af Kim Lembek. (Hjarta mannsins. 2011).
Jón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder : en slægtshistorie. Batzer, 2015. (Fiskarnir hafa enga fætur, 2013). Oversat af Kim Lembek.
Jón Kalman Stefánsson: Nogenlunde på størrelse med universet. Batzer & Co, 2017. (Eitthvað á stærð við alheiminn, 2015). Oversat af Kim Lembek. Roman.
Jón Kalman Stefánsson: Historien om Asta : hvor går man hen hvis der ingen vej er ud af verden? Batzer, 2018. (Saga Ástu, 2017). Oversat af Kim Lembek.

Om forfatterskabet

Artikel

Skibsted Mogensen, Marie: Havets bevægelser. Weekendavisen, 2010-09-24.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jón Kalman Stefánsson

Kilder citeret i portrættet

Syberg, Karen:
'Islands krise er god'. Information, 2009-06-14.
Winther, Tine Maria:
Islandsk forfatter: Finanskrisen giver nye ideer. Politiken, 2009-06-25.
Rasmussen, Morten:
Fortællinger uden forklaringer. Kristeligt Dagblad, 2009-06-27.