salman rushdie
Foto: Beowulf Sheehan

Salman Rushdie

journalist Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2009. Senest opdateret af Karina Søby Madsen, Bureauet, august 2018.
Top image group
salman rushdie
Foto: Beowulf Sheehan
Main image
Rushdie, Salman
Foto: Stefan Kai Nielsen

Indledning

Det tager tid at trænge ind i Salman Rushdies omfangsrige verdener, men har man først åbnet op for godteposen, er han svær at give slip på igen. Hans romaner er præget af et mylder af historier og store persongallerier, og de trækker på både historiske begivenheder, mytologi, religiøsitet samt drøm og fantasi. Tematisk beskæftiger han sig med emner som identitet, immigration, kultur, modernitet og kærlighed, som det eksempelvis er tilfældet i den verdensberømte roman “De sataniske vers”. Og alt sammen serveres det af forjættende fantasifuldt, fabulerende fortællere.

 

54140797

Blå bog

Født: 19. juni 1947 i Bombay, Indien.

Uddannelse: MA i historie ved King’s College, Cambridge.

Debut: Grimus, 1975.

Litteraturpriser: Booker McConnell Prize for fiction, 1981. British Arts Council bursary award, 1981. English-speaking Union Literary Award, 1981. Prix du Meilleur Livre Etranger, 1984. Whitbread Prize, 1988. British Book Award for auther of the year, Publishing News, 1995. Booker Prize for Fiction, 1995. Commandeur de l’Ordre des Arts et des lettres, 1999. Whitbread Novel Award, 2005. Commonwelth Writers Prize, 2006. International IMPAC Dublin Literary Award, 2007. Man Booker International Prize, 2007. Best of the Booker, 2008. James Joyce Award, 2008.

Seneste udgivelse: Det Gyldne Hus. Gyldendal, 2018. (The Golden House, 2018). Oversat af Thomas Harder. Roman.

Inspiration: Joseph Conrad og Anton Tjekhov.

Se filmen OrdFilmstriben

Artikel type
voksne

Baggrund

Ja, over hele det nye Indien, den drøm vi alle havde tilfælles, blev der født børn, der kun delvis var deres forældres afkom - midnattens børn var også tidens, og du indser, at Historien var deres fader. Det kan ske. Navnlig i et land, der selv er en slags drøm.”
“Midnatsbørn”.

Ahmed Salman Rushdie blev født i Bombay i Indien 19. juni 1947, små to måneder inden Indiens uafhængighed fra det britiske koloniherredømme, og han fik således tidligt et følsomt forhold til historien. Rushdie er ældste og eneste søn i en børneflok på fire af en velhavende muslimsk familie. Faderen var forretningsmand, men havde en uddannelse som advokat fra Cambridge, og moderen var lærerinde. Familien var europæisk orienteret og sendte den 13-årige Rushdie på kostskole i England. Det blev dog et hårdt ophold, da han blev udsat for racistiske overfald og verbale overgreb. Et af disse er skildret i “De Sataniske Vers”.

I 1965 var den 18-årige Rushdie rede til at vende hjem, men i mellemtiden var hans forældre flyttet fra barndomshjemmet og til Pakistan. Desuden var der udbrudt krig mellem Indien og Pakistan, så hvor var i virkeligheden hjem? Rushdie endte med at blive i England og studere historie på King’s College i Cambridge, men når man læser hans essays og interviews, bliver det klart, at rodløsheden i denne periode for alvor blev et livsvilkår for den unge mand. En følelse der desuden er tematisk afgørende i Rushdies litterære produktioner.

Historiestudiet tegner sig ligeledes tydeligt i Rushdies romaner, for som han selv udtrykker det i et interview: “Jeg tror, det har at gøre med det faktum, at jeg læste historie og ikke litteratur. Hvad jeg end skriver om, og hvem end jeg skriver om, bliver historien ved med at banke på døren.” (Laura Miller: “A touch of vulgarity”, 1999). Såvel i fiktion som i nonfiktion beskæftiger han sig med sprængfarlige politiske, historiske og mytologiske emner. Et åbenlyst eksempel på, hvordan Rushdies litterære produktioner kobler sig på den politiske maskine, er den såkaldte Rushdie-affære. I 1989, efter udgivelsen af “De sataniske vers”, udstedte Irans åndelige overhoved ayatollah Khomeini en fatwa (en dødsdom) over forfatteren, og den er så sent som i januar 2005 blevet bekræftet af den åndelige efterfølger ayatollah Ali Khamenei.

Ud over, at Rushdie har fået en del opmærksomhed på grund af de politiske lag i hans romaner, så er han kommet i vælten på grund af de mange kønne kvinder, han har været gift med. Senest den 23 årige indiske fotomodel, skuespiller og kogebogsforfatter Padma Lakshmi, som han var gift med fra 2004-2007. 

Grimus

”“Jeg ved ikke hvad du er, sagde Flaksende Ørn mens han gik fremad, men ved at besudle dig vil jeg blive renset for min fortid. Renset for den skyld og skam som havde taget en skjult del af min bevidsthed i besiddelse.”
“Grimus”, s. 118.

Hovedpersonen i Salman Rushdies debutroman ”Grimus” fra 1975 (”Grimus”, 2014) hedder Flaksende Ørn og er Axonaindianer. Han har en uheldig start på tilværelsen, da hans mor dør lige inden hans fødsel, og hans far dør kort efter. Eftersom døden klæber til ham, holder de andre indianere sig på afstand af ham. Hans eneste allierede i tilværelsen er søsteren Fugl-Hund, der tager sig af ham, lige til den dag, hun introducerer en udødelighedsdrik.

I første omgang vil Flaksende Ørn nemlig ikke drikke sin del af den livgivende drik, men da søsteren forsvinder sammen med den mystiske skikkelse Sispy, vælger han alligevel det evige liv til, og efter at han i 700 år har levet som 34-årig, tager han ud for at finde sin søster. Rejsen går til et parallelt univers, hvor alle beboerne er udødelige og lever fuldstændig stivnede tilværelser. Flaksende Ørn må gøre op med farlige kræfter og ikke mindst lære sine egne indre dæmoner at kende for at kunne stå op imod disse kræfter.

51224639

Øen fremstilles som en verden ud af mange mulige verdener. Den er uden geografisk lokalitet, og læseren tvinges således til i ægte science-fiction stil at indtræde i et ukendt univers. Ofte bryder fortællingen dog med genren ved at referere til den virkelige verdens litteratur, filosofi og religion. Man kan fremhæve den manglende geografiske lokalitet som en pointe i forhold til romanens hovedtemaer, som er eksilering, anderledeshed, identitet og kærlighed.

Allerede fra fødslen er Flaksende Ørn udenfor fællesskabet, og det er først, da han evner at tage livtag med sin rolle som værende udenfor, at han bliver i stand til at gøre op med de farlige kræfter på øen og samtidig finder svaret på, hvad der definerer et menneskeliv. Det viser sig, at døden – ifølge romanens udsagn – spiller en afgørende rolle. Som det hedder: ”Hvis nu en mand er berøvet døden. Hvis nu han så vandrer gennem al evighed som en begyndelse uden ende. Betyder fraværet af døden i ham så at livet også er fraværende?” (s. 103).

Romanen er i øvrigt skrevet til en konkurrence hos forlaget Victor Gollancz om at være den bedste science-fiction roman. En førstepræmie blev det ikke til, men til gengæld en udgivelse.

Midnatsbørn

“Jeg blev født i Bombay (…) en gang. Nej, det går ikke, det nytter ikke at ville knibe uden om datoen: Jeg blev født den 15. august 1947 på dr. Narlikars klinik. Klokkeslættet? Også dette er af betydning. Okay, det var om natten. Nej, det er vigtigt at være mere … Altså på slaget tolv, fireogtyve eller nul, hvad man nu vil. Urvisere og håndflader forenede sig til ærbødig hilsen, da jeg kom.”
“Midnatsbørn”, s. 9.

Salman Rushdies gennembrudsroman “Midnight’s children” fra 1981 (“Midnatsbørn”, 1982) er en beretning om det indiske subkontinent i perioden 1915-1978, men det er langtfra en korrekt indføring i historien. Vi møder hovedpersonen og fortælleren Saleem Sinai, der sammen med 1.000 andre børn med magiske evner fødes på eksakt samme tidspunkt, som Indien opstår som selvstændig nation efter mange år under britisk herredømme. Dermed indikeres sammenhængen mellem den personlige skæbne og landets historie.

Som læsere lærer vi Saleem at kende som 31-årig, hvor han ved hjælp af hukommelsen forsøger at genskabe og genskrive sin slægtshistorie over tre generationer, fra bedstefaderens generation til hans egen. Vi introduceres til Saleems familie, der ligesom Indien oplever op- og nedture, indtil størstedelen af den dør i 1965 under den Indisk-Pakistanske krig. Og vi møder de 1.000 andre børn, som bliver hans magiske åndsfæller i et forsøg på at bidrage til en positiv udvikling af Indien.

21171557

Saleem forsøger at skabe mening i de kaotiske historiske begivenheder og i sit eget liv. Det gør han blandt andet ved at ‘lappe’ på historien og lade små fejl og fordrejninger snige sig ind i fortællingen. På den måde viser Rushdie, at hukommelsen er en væsentlig kraft i skabelsen af den nationale identitet og i konstruktionen af historien. Han viser, at der ikke er én sand historie, men at hver person stykker sin historie sammen, ligesom hvert land forsøger at skabe sin egen fortælling. Hukommelsens kraft fremhæves desuden ved, at Saleem i en del af romanen mister hukommelsen, hvilket fremstilles som et decideret tab af identitet.

Også den familiære identitet undersøges og udstilles ved, at de traditionelle familienormer og -mønstre undermineres og forkastes. Saleem opfinder sin familie i beretningen ved for eksempel at kalde fire forskellige mænd for fædre. Identiteten fremhæves desuden som flydende ved, at Saleem modtager flere og flere øgenavne undervejs samt ved, at mange af de øvrige karakterer skifter navne.

Romanen insisterer på, at identiteter ikke er faste størrelser, men at de kan skabes og omskabes igen og igen. Hukommelsen og bevidstheden fremstår som vigtige elementer for historien og for selve skabelsen af det postkoloniale indiske subjekt (Saleem), der ellers er splittet mellem engelsk og indisk kultur. Hukommelsen og bevidstheden sammenbinder således det postkoloniale subjekt med hans/hendes splittede historie.

Skam

“Bagefter, da hendes skød begyndte at svulme, en dybt forarget rektor kaldte hende ind på sit kontor og bortviste hende, fordi hun havde bragt skam over skolen, hun blev smidt ud af sin far, der pludselig havde konstateret, at hans tomme toldbygning var for fuld til at huse en datter, hvis mave røbede hendes bekendelse til uacceptable adfærdsnormer.,”
“Skam”, s. 53.

“Shame” (“Skam”, 1983) udkom i 1983 som Rushdies tredje roman. Det er en slægtsroman, der spænder sin fortælling ud over tre generationer og over tre familiers indbyrdes relationer i et land, der minder umiskendeligt om Pakistan. Persongalleriet vokser eksplosivt i løbet af romanen, men hovedkaraktererne er de følgende: Den første familie repræsenteres hovedsageligt af den perifere helt Omar Khayyam Shakil, der har tre søstre til mødre og en ukendt far. Omar er intelligent og uddanner sig til læge, men han er samtidig en skamløs og fedladen libertiner. Han gifter sig med den retarderede Sufiya Zinobia, som er datter af en af de mest magtfulde familier i Pakistan, familien Hyder. Familien Hyders historie væves tæt sammen med en anden magtfuld familie, familien Harrappa. Gennem beretningen om de to sidstnævnte familier får vi som læsere et intenst indtryk af magtens korridorer i landet.

I “Skam” defineres alle personerne i forhold til deres placering på aksen mellem skam og skamløshed. Ifølge 3. personfortælleren er det de to ekstreme positioner, hvorfra volden udspringer. Sufiya fremstilles som indbegrebet af uskyld, og det er netop på basis af denne uskyld, at den samlede verdens skam bliver spejlet og indskrevet. Men efterhånden forvandles uskyldigheden til en dræbermaskine, da skammen og ydmygheden bliver for ubærlig, og dermed bliver Sufiya et billede på identitetens kompleksitet.

21690279

Et andet centralt tema er eksil- og migrationstemaet. Der skabes et sammenhængende positivt billede af migrantens identitet. Dels ved at det store persongalleri præsenterer et varieret spektrum af identifikationsmuligheder, hvor alle karaktererne udforskes i en spændvidde mellem rodløshed og rodfæstethed. For eksempel søger Omar konstant efter ståsted, og hver gang han kommer i nærheden af geografiske, psykiske og fysiske randområder, rammes han af rodløshed og svimmelanfald. Dels via en fremhævelse af migrantens friheder, idet migranten er rodfæstet i ideer og hukommelse i stedet for i lokaliteter og materielle objekter.

Om end migration og nomadisme fremstilles som frugtbare menneskelige positioner og uomgængelige livsvilkår, er det ikke den totale rodløshed, der hyldes, for migrationen kan hos Rushdie ikke tænkes uden længslen efter rødder. Fortælleren i “Skam” siger eksempelvis: “Hvad er det bedste ved migrant-folkeslag og nationer, som har løsrevet sig? Jeg tror, at det er de håb, som fylder dem (…) Og hvad er det værste? Det er éns bagages tomhed (…) Vi er svævet opad fra Historien, fra erindringen, fra Tiden.”

De sataniske vers

“Spørgsmål: Hvad er det modsatte af tro? Ikke vantro. Alt for endeligt, vist, lukket. I sig selv en slags tro. Tvivl. Menneskets lod, men hvad med englenes? Halvvejs mellem Allahgud og homosap, tvivlede de nogen sinde? Det gjorde de”
“De sataniske vers”, s. 104.

“The Satanic Verses” fra 1988 (“De Sataniske Vers”, 1989) er Salman Rushdies mest komplekse, koloristiske og fabulerende roman. Romanen indledes kuriøst med, at de to muslimske indere Saladin Chamcha og Gibreel Farishta falder fra himlen ned mod den engelske kyst efter, at de mirakuløst har overlevet en flyeksplosion. Som en sidebemærkning skal det anføres, at eksplosionen refererer til en virkelig terrorhandling i 1985, hvor en Air India Boeing 747 blev udsat for en bombeeksplosion, formentlig udført af Sikh terrorister. Denne eksplosion beskrives i romanen som en art mikrokosmisk version af universets tilblivelse, og faldet gennem luften kan tolkes som en genfødsel til en ny verden. Faldet bliver således symbol på migration - på skabelsen af et nyt selv og tabet af et andet.

Det nye indskrives direkte på de to hovedpersoners kroppe som fysiske transformationer. Således omkranses Gibreel Farishta (som betyder engel) af en lysende glorie, mens Saladin antager et stadig mere djævelsk udseende. Saladins forandring til en gedelignende mand både markerer hybriditeten og udstiller dæmoniseringen af emigranter.

Saladin er splittet i samfundsmæssig og verdslig forstand, mellem Øst og Vest, mellem Bombay og London. Han beslutter sig for at tage det djævelske på sig og assimilere til den engelske kultur, men det er ikke uproblematisk. Dels kommer han undervejs til at føle sig fremmed for sine oprindelige indiske rødder og tage afstand fra sin familie, dels viser det sig at være særdeles svært for ham at definere og finde sig selv i et England, der har defineret såvel sig selv som indiskheden og det postkoloniale subjekt. Som det hedder i romanen: “De [englænderne] ejer beskrivelsens kraft, og vi bukker under for de billeder, de konstruerer.” Saladin formår dog til slut at samle de splittede elementer af sin identitet og blive hel. I en af romanens utallige højdepunkter tilgiver han således sin hendøende far og genfinder en jordisk lykke via kærligheden.

21654205

Den anden hovedkarakter, Gibreel, lider til gengæld en tragisk og dødelig skæbne. Hans splittelse er af åndelig art, idet han har mistet sin tro, og hver nat hærges han af mareridt i en natlig gengældelse og straf for den tabte tro. Rushdie viser med Gibreel, hvordan tab af tro – ikke nødvendigvis på Gud, men i det hele taget – kan ødelægge et menneske.

Romanen er først og fremmest en hyldest til den hybride karakter og en undersøgelse af den menneskelige identitet. Det er ganske vist migrantens vilkår, der står i centrum, men Rushdie skriver i essayet “In Good Faith” (“I god tro”), at romanen er “et billede af verden set i vandrer-perspektiv. Den er skrevet ud fra netop den oplevelse af oprykkede rødder, adskillelse og metamorfose (langsom eller hurtig, smertelig eller frydefuld), som er vandrerens vilkår, og hvoraf jeg mener, at man kan udlede en metafor for hele menneskeheden.” “Imaginary Homelands: The Collected essays” fra 1991 (“Fantasiens hjemlande: essays og kritik 1981-1991”, 1992). Med de ord in mente kan man sige, at romanen tegner et portræt af den globaliserede verden.

Dødsdom over Rushdie

Det er umuligt at beskæftige sig med “De sataniske vers” uden at forholde sig til de mange reaktioner, romanen har udløst. Rushdies romaner er alle politiske i den forstand, at de indskriver sig i en politisk sfære og vedkender sig at påvirke samfundet ved at udstille og stille spørgsmålstegn ved den måde, vi indretter os på.

Rushdie skriver i “Fantasiens hjemlande”, at “forfattere og politikere er naturlige rivaler. Begge grupper forsøger at skabe verden i deres eget billede; de kæmper om det samme territorium. Og romanen er en af de måder, hvorpå man kan benægte politikernes officielle udgave af sandheden.” Rushdies romaner propaganderer aldrig et bestemt politisk budskab, men de rummer for eksempel kritik af politisk magtmisbrug og af politiske fortolkninger af virkeligheden. Især “De Sataniske Vers” er blevet tolket og overfortolket, brugt og misbrugt i politisk øjemed. Som tidligere anført betød udgivelsen af den, at der i 1989 blev udstedt en fatwa over Rushdie, og derfor har han stort set siden måttet leve under jorden. Under navnet Joseph Anton – efter hans to yndlingsforfattere Joseph Conrad og Anton Chekhov.

Baggrunden for furoren er, at romanen benytter referencer til blandt andet Koranen og den hellige profet Mohammed, hvilket i visse islamiske kredse blev opfattet som blasfemi. Det kan forekomme ufatteligt, at litterær fiktion kan vække så megen opsigt og fremkalde så mange følelser ikke mindst, fordi alle de religiøse referencer er at finde i Gibreels drømme, hvor kampen mellem tro og tvivl dramatiseres. Problemet har da også ofte været, at mange af de, der har deltaget i diskussionen af romanen, ikke har læst den, og at de således bygger deres kritik og sårede følelser på et utilstrækkeligt grundlag.

Man kan ikke komme uden om, at Rushdie lader det politiske overvinde det religiøse, hvilket står i modsætning til den fundamentalistiske islamiske virkelighed, hvor de religiøse ord anses for rene og guddommelige, hævet over alt andet. Rushdie sår tvivl om denne religiøse selv-identitet og ophøjethed, men han hverken forsøger at fravriste menneskene ret til at tro, eller tilsviner den islamiske tro. Som han selv skriver i essayet “I god tro”, så tager “De Sataniske Vers” “afstand fra påtvungne ortodoksier af enhver slags”. Den tager altså afstand fra enhver dogmatik, der hævder at have patent på at fortolke verden, ligesom den kritiserer alle former for intolerance og diskuterer væsentlige emner som tro og racisme. En diskussion, som Rushdie ofte siden har fremhævet væsentligheden af at tage.

Harun og eventyrhavet

“Efter sejren ved Bat-Mat-Karo drog guppiernes hær eller ‘Bibliotek’ i triumf ind i Chup By. Ved synet af Mudra gjorde mange chupwalaer fælles sag med guppierne. Chupske skønjomfruer løb snotnæsede ud på de iskolde gader ... ”
“Sarun og eventyrhavet”, s. 164-65.

Den udstedte fatwa gav utvivlsomt vanskelige vilkår for forfatterens virksomhed. Det er ikke let at skrive, når man er henvist til et liv isoleret fra omverdenen og i konstant tilstand af angst. Rushdie har dog formået at overvinde dødsangsten og skrive sig op mod sine modstandere. Det gør han såvel i sine essays som i den eventyrlige børnebog “Haroun and the Sea of Stories” fra 1990 (“Harun og eventyrhavet”, 1991).

26136563

“Harun og eventyrhavet” er finurlig og fantasifuld og indeholder et vigtigt budskab til voksne. I centrum for de fantastiske oplevelser er barnet Harun, hvis berømte historiefortæller af en far (Rashid) har mistet evnen til at fortælle. Fortælleren har hidtil fået sin inspiration fra Eventyrstrømmenes hav, men den diktatoriske Khattam-Shud har nu forurenet fortællingernes flod i et forsøg på at forhindre og ødelægge alle historier.

Khattam-Shud søger at betvinge det frie udtryk og fantasien, fordi alle fortællinger repræsenterer en verden, som han ikke kan kapere og kontrollere.

Ligheden mellem eventyrets destruktive Khattam-Shud og virkelighedens Khomeni (eller for den sags skyld en politisk regent i et totalitært regime) er slående. Under den fantastiske fortælling gemmer sig således en kritik af restriktiv kulturpolitik, et forsvar for ytringsfriheden, for friheden til at udtrykke sig samt til kunstnerisk imagination.

Ligeledes kan man finde en kritik af Vesten i værket, for mens Khattam-Shud regerer i mørket, et mørke som han er afhængig af, så har Æggehovederne i landet Gup stoppet månens rotation for at sikre sig, at solen evindeligt skinner på dem. Det kan således læses som en kritik af, at Vesten har taget patent på lyset: På frihed, på demokrati, på viden, mens en stor del af verden lades isoleret og undertrykt.

Jorden under hendes fødder

“Ormus og jeg har en ting til fælles. Vi prøver begge to at klynge os til den virkelige kvinde, som vi elskede, at bevare og uddybe hendes minde. Og ja, vi higer begge efter genopstandelsen, efter hendes umulige tilbagevenden fra de døde: vor Vina, nøjagtig som hun var. Vore ønsker er imidlertid ved at miste deres betydning. I døden overfaldes Vina af en ny seismisk kraft, som sluger hende endnu en gang. Som sluger hende og gylper hende op igen i tusind gange tusind hæslige stumper. Denne kraft kaldes også kærlighed.”
“Jorden under hendes fødder”, s. 512.

Typisk for migrationsforfatteren Rushdie er romanuniverset blevet udvidet til USA. I “The Ground beneath Her Feet” fra 1999 (“Jorden Under Hendes Fødder”, 2000) og i “Fury” fra 2001 (“Raseri, 2002) fremstår Bombay som symbol på barndommens rodfæstethed, London som fanget i nostalgiske og idylliske ideer og billeder af den imperiale fortids storhedstid, mens New York er intet mindre end verdens smeltedigel, hvor kulturer, mennesker, sprog, farver og former blandes på kryds og tværs.

Romanen “Jorden under hendes fødder” udspilles i en brydningstid, hvor høj- og lavkultur mødes og blandes, og hvor nutidens myter skabes af populærkulturens ikoner. Myten om Orfeus og Eurydike og dens temaer om kærlighed, kunst og død er romanens klangbund, men scenen for mytens udfoldelse er nutidig, og romanens Orfeus (Ormus Cama) og Eurydike (Vina Apsara) er rockmusikere.

22449850

Ormus er inder og Vina oprindeligt amerikansk, men de møder hinanden som unge i Bombay, hvor Vina bor hos en plejefamilie. De stifter rockbandet VTO, men de skilles som kærligheds- og karrierepartnere, da Vina anklages for forbrydelser og stikker af til USA. Senere genforenes de, men de bliver atter og for evigt adskilt, da Vina forsvinder under et jordskælv i Mexico. Ormus leder efterfølgende fortvivlet efter en kopi af sin elskede og forelsker sig i Mira, der dog viser sig at være sin helt egen.

Bandet VTO gendannes sammen med Mira, og bandet oplever endnu en storhedstid, indtil Ormus skydes ned foran sin bolig i New York og dør. På trods af tragikken ender romanen i et positivt skær med, at fortælleren af historien, Ray, som ellers har spillet en perifer rolle, synes at se en fremtid for sig sammen med Mira.

I “Jorden under hendes fødder” overskrides de geografisk kulturelle grænser ved, at menneskets nomadiske tilstand sættes under lup. Rushdie sætter i bogstaveligste forstand jorden under vore fødder i fokus ved at vise, hvordan grunden rystes i kærligheden, i emigrationen, i kunsten og via naturens processer - som for eksempel ved det jordskælv, som romanen indledes med. Et jordskælv der for øvrigt finder sted den 14. februar 1989, dagen for udstedelsen af fatwaen mod Rushdie. Romanen har ligesom “Midnatsbørn” hukommelsen i centrum ved at stille spørgsmål til erindringens beskaffenhed, som netop skaber og sætter præmisserne for identiteten.

Romanens primære lag er forandringerne, metamorfoserne, hybriditeten, hvor formerne og identiteterne er midlertidige effekter, mens modpolerne til det ekstreme og anomale er hverdagens vaner og menneskenes evner til at bygge metaforiske og bogstavelige huse og værn mod det indre og ydre kaos.

Klovnen Shalimar

“Han ville vide, hvordan det føltes, når han lagde sit knivblad mod mandens hud, når han pressede knivens skarpe, glitrende horisont ind mod den grænse, som mandens hud var, krænkede en anden menneskesjæls suverænitet, bevægede sig hinsides et tabu, ind mod blodet. Hvordan det ville føles, når han flænsede svinets strube midtover, så hans hoved faldt slapt bagud og til siden og hang og dinglede fra halsen, og blodet vældede opad som et træ."
“Klovnen Shalimar", s. 287.

I første kapitel af Rushdies roman “Shalimar the Clown” fra 2005 (“Klovnen Shalimar”, 2006) myrdes den smukke og charmerende Maximilian Ophuls, kaldet Max, brutalt, idet han får hovedet delt fra resten af kroppen. Max er tidligere ambassadør i Indien, men er nu tilbage i Los Angeles, hvor han er en central figur i kampen mod terror. Alle er således sikre på, at mordet er politisk motiveret, og da det kommer for en dag, at morderen er den kendte terrorist, klovnen Shalimar, som gennem længere tid har fungeret som Max Ophuls' hengivne chauffør, virker årsagen selvindlysende.

Men motivet er ikke så entydigt endda, som vi finder ud af igennem romanens fem kapitler, som alle bærer titler efter romanens navngivne personer. Igennem kapitlerne får vi personernes historier, som efterhånden flettes sammen i et finurligt skæbnesvangert netværk.

26367247

Klovnen Shalimar er vokset op i en lille idyllisk landsby i Kashmir, hvor livet er centreret omkring skuespil og madlavning. Men midt i sorgløsheden tager også en tragisk kærlighedshistorie sin begyndelse mellem Shalimar og den smukke, grønøjede barndomsveninde Boonyi, der har elsket hinanden hele livet. Da de som 14-årige fuldbyrder deres kærlighed, siger Shalimar: “Du kan lige vove på at forlade mig, jeg vil aldrig tilgive dig, og jeg skal nok få hævn, jeg slår dig ihjel, og hvis du får nogen børn med en anden mand, så slår jeg også børnene ihjel.” (s. 69). Og det viser sig, at udtalelsen er en bitter, selvopfyldende profeti.

Ud over Shalimar, Boonyi og Max står Max' og Boonyis datter India/Kashmira som en central figur. De overordnede begivenheder falder hurtigt på plads, så selv om rammen omkring “Klovnen Shalimar" er en spændingsroman, så er det ikke spændingselementet, der bærer fortællingen igennem. I stedet er det de fine, dybdegående personportrætter og finurlige mellemmenneskelige relationer, eksempelvis beskrivelsen af Indira/Kashmira som fanget i fiktioner i form af løgne, Boonyi der som resultat af utilgivelige handlinger bliver en levende død og fortællingerne om, hvordan romankaraktererne påvirker hinanden ved at mødes i drømmenes og tankernes univers.

Terrorens væsen er langt fra entydigt i “Klovnen Shalimar”. Tværtimod gives et fint og nuanceret indblik i forhold, der måske kan tænkes at være med til at skabe terrorister.

Forførende fortællinger og fortællere

“Hvis der ikke havde været en Gud, tænkte kejseren, ville det måske have været nemmere at finde ud af, hvad det gode var. Alt det der med tilbedelse og fornægtelse af selvet over for den Almægtiges åsyn var bare en forstyrrelse, et vildspor. Hvor det gode end lå, så lå det i hvert fald ikke i ritualer, i tanketom reverens for en guddom, men måske snarere i de langsomme, klodsede, fejloverstrøede forsøg på at finde frem til en individuel eller kollektiv vej.”
“Fortryllersken fra Firenze”, s. 320.

Det seneste værk af Rushdie er romanen “The Enchantress of Florence” fra 2008 (“Fortryllersken fra Firenze”, 2009). Faktisk er der indtil flere fortryllere i romanen, men først og fremmest er det hovedpersonen Mogor dell’Amore, eller med andre ord kærlighedsmogulen, der gør sig fortjent til denne titel.

Mogor dell’Amore er en høj, lyshåret ung mand fra Firenze, som ankommer til den indiske stormoguls, kejser Akbars hof engang i 1500-tallet. Her fortæller kærlighedsmogulen en fantastisk historie, nemlig at han er søn af den forsvundne mogulske prinsesse, Qara Köz, der er søster til Akbars bedstefader, og som kom til Europa som krigsbytte. Lidt almindelig hovedregning gør selvfølgelig kejseren – og læseren – noget skeptisk, men den rejsende hævder, at Qara Köz evnede at forlænge sin ungdom og dermed leve meget længere end et almindeligt menneskeliv. Hvordan det reelt hænger sammen skal ikke afsløres her, men det kan røbes, at historien efterlader en eftersmag af den græske tragedie “Ødipus” i læserens mundhule.

28148526

Kærlighedsmogulen formår i høj grad at fortrylle kejseren – og hele folket endog. Men der er selvfølgelig også knaster i forholdet i form af jalousi og mistro, og på den måde spejler kejserens og kærlighedsmogulens møde samtidig mødet mellem Øst og Vest. I det hele taget er mødet mellem Øst og Vest et bærende tema i romanen, som også konstant sættes i spil i Mogor dell’Amores fortælling. Kontinuerligt repeteres det, der samler og det, der adskiller de to verdener, og dog lyder den overordnede konklusion: “Menneskeslægtens forbandelse er ikke, at vi er så indbyrdes forskellige, men at vi ligner hinanden så meget.” (side 321). Det er kejseren, der gør sig denne refleksion, og i det hele taget gør den indiske kejser, som var en reelt eksisterende kejser, der levede fra 1542-1605, sig utroligt mange interessante overvejelser om demokrati, religion, identitet, magt og ikke mindst kærlighed. Faktisk er det for alvor disse overvejelser, der gør romanen læseværdig, sjov og interessant, og de kan formentlig medvirke til at nedbryde nogle af de fordomme, vi i vesten har om Østen. For godt nok er “Fortryllersken fra Firenze” en roman, men det er en fortælling baseret på et dybdegående historisk studie af Akbar og selve perioden samt den demokratiopfattelse, som Akbar udvikler, er særdeles genkendelig i forhold til de tanker, vi i dag gør os om demokrati.

Det, der især samler Øst og Vest, er fortællingens kraft og dens forførende evne. Det er kun fordi, Mogor dell’Amore forfører kejseren med sin fortælling, at han bliver feteret og ikke slået ihjel. I det hele taget er det fortællingernes og drømmenes kraft, der driver romanfigurerne frem. For eksempel formår kejseren at ‘skabe’ en elskerinde ved tankens kraft. Billedet af hende er så virkeligt for ham, at en kunstner kan male hende, og snart er hele kejserens harem jaloux på den virkeligt uvirkelige kvinde.

Fortællingens kraft er således et vigtigt tema i romanen, og dertil kommer emnerne migration og identitet. De personer, der for alvor formår at skabe sig en sammenhængende fortælling samt de, der accepterer hvert enkelt brud og uden snert af nostalgi blot lever videre i et nyt spor, det er de personer, der for alvor kan forføre med deres karakter og deres fortællinger, og som fremstår som hele personer i romanen.

Genrer og tematikker

At beskæftige sig med Rushdies forfatterskab er som at bevæge sig frem mod en stadig større forståelse for kulturelt fragmentariske og splittede identiteter. Rushdie har udtalt, at: “Den farligste ide i verden i dag er forestillingen om renhed (…) Jeg er indædt tilhænger af urenhed. Jeg kæmper for urenheden, for blandinger og krydsninger. Det repræsenterer mit håb for en fremtidig verden.” (Christine Ockrent: “Jeg kæmper for urenheden”. Interview i Politiken, 1993-03-14).

Hybriden er en gennemgående figur hos Rushdie såvel på det sproglige, kompositoriske og geografiske niveau som på karakterniveau. Som læsere præsenteres vi for en verden under konstant forandring, hvor det bliver umuligt at opretholde en endegyldig sandhed om verden, og hvor sandheden derfor konstant må udforskes. Identiteten forstås som et resultat af spændingen mellem kaos og form, rod og rodløshed, Øst og Vest, kærlighed og død, fornuft og irrationalitet, løgn og sandhed. Temaerne udforskes via sprogspil, ordleg og metaforer, der skaber en ny og anderledes litterær form. En form, der blander østlig og vestlig indflydelse i en sprudlende, spraglet stil, der tenderer til at bringe de almindelige sprogsystemer i bevægelse og ud af balance.

Værkerne har ofte stærke og gennemgående metaforer: For eksempel fungerer et gennemhullet lagen i “Midnatsbørn” som en markering af grænsen mellem til- og afsløring, og som et billede på at vi mennesker er dømte til at sanse og erkende i fragtmenter. I “De sataniske vers” står selve migrationen som hovedmetafor for det fællesmenneskelige nomadiske vilkår og for formernes evindelige mutationer og metamorfoser. Mens “Jorden under hendes fødder” har jordskælvet som hovedmetafor for en omskiftelig verden, hvor verdens mening ikke er åbenbar.

Rushdie skriver i essayet “I god tro”, at “De sataniske vers hylder hybriditet, urenhed, blanding, og den forvandling, der følger af nye og uventede kombinationer af mennesker, kulturer, tanker, politiske ideer, film, sange. Den jubler over bastardiseringen og frygter det Renes absolutisme. Blanding, sammenrod, lidt af dette og lidt af hint, det er den måde det nye kommer til verden. Romanen er for forandring-ved-sammensmeltning, forandring-ved-forurening. Det er en kærlighedssang til vore bastard-jeg’er.” Men sammen med denne valorisering fremtræder en erkendelse af, at menneskene behøver form for at overleve, og derfor afvises rødderne ikke som uvæsentlige. Således når Saleem i “De sataniske vers” en bæredygtig forståelse af sig selv, da han genforenes med sit ophav, ligesom kærlighedens kraft mellem Mira og Rai får “Jorden under hendes fødder” til at ende i en håbefuld og optimistisk tone. Tilsvarende er det familien Golden i ”Det gyldne hus”, der ikke er i stand til at overleve, da den totalt forkaster sit ophav, mens fortælleren René viser vejen mod en frugtbar tilværelse midt i det splittede USA.

Det gyldne hus

”Sommetider vinder skurkene, og hvad gør man, når den verden, man tror på, viser sig at være en måne af papir, og en mørk klode stiger op og siger: Nej, jeg er verden. Hvordan lever man blandt sine landsmænd og –kvinder, når man ikke ved, hvem blandt de flere end 60 millioner, der bragte rædslen til magten.”

”Det gyldne hus”, s. 383.

”The Golden House” fra 2017 (”Det gyldne hus”, 2018) handler om familien Golden, der har slettet alle fortidens spor og under mystiske omstændigheder ankommer til USA umiddelbart inden Barack Obamas indsættelse. Familien bestående af far og tre sønner bosætter sig i et stort palæ på Manhattan, der blandt andet deler have med det hus, hvor den nogle og tyve-årige aspirerende filminstruktør René Unterlinden bor.

Romanen er et episk drama om samtidens USA, og René, der er romanens fortæller, panorerer os filmisk igennem fortællingen. Det helt centrale tema er identitetdet gælder blandt andet den etniske, kønsmæssige samt amerikanske identitet i perioden op til valget af Trump, der konsekvent betegnes som ’Jokeren’. Hvad sker der med identiteten, når den bliver politiseret?

Igennem familien Golden undersøger Rushdie, hvorvidt man kan smide sin etniske identitet ud med badevandet og undergå den ultimative forvandling. Svaret er ikke ligefrem positivt. Hver af de tre sønner lider under forskellige former for identitetskriser. Den yngste søn D Golden føler sig som en kvinde fanget i en mandekrop, og han forsøger romanen igennem at finde ud af, hvilken køns- og seksualitetskategori han passer ind i. Den mellemste søn Apu er en succesfuld kunstner, men føler, at han må tage tilbage til sin fødeby for at forene fortid og nutid og derigennem blive et helt menneske en rejse der bliver fatal.

54140797

Den ældste søn Petya udvikler en form for autisme kombineret med agorafobi, og han gemmer sig på sit værelse, hvor han sidder og fabrikerer computerspilsuniverser. Og så er der Nero, patriarken, der er entreprenant, charmerende, kvik og vittig, men samtidig bundkorrupt, grådig og uforskammet til det sidste, og som netop derfor graver sin egen – og familiens – grav.

Romanen tematiserer endvidere løgn og sandhed. Både igennem Goldens forsøg på at slette fortiden og igennem Jokerens løgne og fortielser. Men det er sandheden, der er den stærkeste kraft i romanen. Således er det René, der ganske vist på mange måder er en biperson i romanen, der ender ud som den mest levedygtige karakter. Historien om René bliver da også en form for udviklingshistorie, hvor han går fra perifer fortæller til succesrig instruktør, lige som han vokser personligt og lærer at forstå og bekende sig selv i romanens løb.

Beslægtede forfatterskaber

Salman Rushdie skriver i “Fantasiens hjemlande”, at hans litterære forældre er “Gogol, Cervantes, Kafka, Melville, Machado de Assis”. De er hans inspirationskilder. Blandt samtidige forfattere er det nærliggende at fremhæve et slægtskab med emigrantforfattere som V.S. Naipaul og Milan Kundera.

Helt centralt for disse forfattere står undersøgelsen af identitetens væsen samt løsrivelsen af sproget fra lokaliteten. Netop den sproglige deterritorialisering gør litteraturen politisk, idet historien (be)skrives på ny, og idet der skrives nye kort over virkeligheden, der undergraver den gængse opdeling af verden i (sproglige) territorier.

Blandt hjemmefødte forfattere er Karen Blixen værd at sammenligne med. Både Blixens og Rushdies universer er fulde af sansemættede beskrivelser og finurlige lege med såvel kønsmæssige som kulturelle identiteter. Qara Köz’ evne til at transformere sig selv i “Fortryllersken fra Firenze” sender tankerne hen på Pellegrina Leonis genskabelser af sig selv i novellen “Drømmerne” fra samlingen “Syv fantastiske fortællinger”. I selv samme novelle er der fuldstændig rod på familiekontoen – forældre glimrer ved deres fravær, mænd fungerer som mødre og andre gange er familiebåndene incestuøse. Ligeledes er der rod i Mogor dell’Amores familierelationer i “Fortryllersken fra Firenze”, og i “Midnatsbørn” kalder fortælleren Saleem fire mænd for hans fædre. Identitetsforvirringen har Rushdie og Blixen således tilfælles, og begge skriver også fantasien og fortællingen frem som væsentlige, ja endog så væsentlige, at drømmene og historierne kommer til at definere personernes virkelighed.

Rushdies seneste værk, ”Det gyldne hus”, bugner i øvrigt af skønlitterære og filmiske referencer, og således er der masser af muligheder for at dykke ned i Rushdies foretrukne temaer og blive klogere på, hvad der inspirerer forfatteren selv. Blandt de helt oplagte referencer til ”Det gyldne hus” er F. Scott Fitzgeralds ”Den store Gatsby” og Evelyn Waughs ”Gensynet med Brideshead: Kaptain Charles Ryders åndelige og verdslige erindringer – og fra filmens verden Alfred Hitchcocks ”Skjulte øjne”.

Bibliografi

Bøger af Salman Rushdie

Rushdie, Salman:
Grimus. 1975. Roman.
Rushdie, Salman:
Midnatsbørn. 1982. (Midnight’s Children. 1981). Roman.
Rushdie, Salman:
Skam. 1983. (Shame. 1983). Roman.
Rushdie, Salman:
Jaguarens smil. 1987. (The Jaguar Smile. 1987). Roman.
Rushdie, Salman:
De sataniske vers. 1989. ( The Satanic Verses. 1988). Roman.
Rushdie, Salman:
Harun og eventyrhavet. 1991. (Haroun and the Sea of Stories. 1990). Børnebog.
Rushdie, Salman:
Øst, vest : noveller. 1996. (East, West. 1994). Noveller.
Rushdie, Salman:
Maurerens sidste suk. 1995. (The Moor’s Last Sigh. 1995). Roman.
Rushdie, Salman:
Jorden under hendes fødder. 2000. (The Ground beneath Her Feet. 1999). Roman.
Rushdie, Salman:
Raseri. 2002. (Fury. 2001). Roman.
Rushdie, Salman:
Gå til stregen : Essays og kommentarer 1992-2002. 2004. (Step across This Line: Collected Nonfiction 1992-2002. 2002). Essays.
Rushdie, Salman:
Klovnen Shalimar. 2006. (Shalimar the Clown. 2006). Roman.
Rushdie, Salman:
Fortryllersken fra Firenze. 2009. (The Enchantress og Florence. 2008). Roman.
Rushdie, Salman:
Luka og livets ild. Gyldendal, 2011 (Luka and the fire of life. Jonathan Cape, 2010. (83)). Oversætter: Thomas Harder. Børnebog.
Rushdie, Salman:
Joseph Anton. Gyldendal, 2012. Roman.
Rushdie, Salman:
Grimus. Gyldendal, 2014. (Grimus, 1975). Oversætter: Jakob Levinsen. Roman.
Rushdie, Salman: Det Gyldne Hus. Gyldendal, 2018. (The Golden House, 2018). Oversat af Thomas Harder. Roman.

Andre tekster af Salman Rushdie

Salman Rushdie:
Censur. 1991. Novelle i: Magtens tavse tjener: om censur og ytringsfrihed: et debatskrift med essays, der spænder fra Vaclav Havel til Salman Rushdie. Spektrum, 1991.
Rushdie, Salman:
Ordets magt : ytringsfrihed og ret til viden. 1996. Essay i: Mellemfolkeligt Samvirke, 1996.
Rushdie, Salman:
Den skjulte krig kan ikke vindes. 2001. Essays, i: Tirsdag den 11. september 2001. Tiderne skifter, 2001.
Rushdie, Salman:
Folkets spil : en fans betragtninger. 2001. Essays, i: Fodbold!: forfattere om fænomenet fodbold. Gyldendal, 2002.

Om forfatterskabet

Artikler

Cundy, Catherine:
Salman Rushdie. 1996. Manchester University Press, 1996.
Bérubé, Michael (red.):
Postmodernism and the globalization of english special issue. 2002. The Johns Hopkins University Press, 2002.
Frank, Søren:
Salman Rushdies kartografi. 2003. Syddansk universitetsforlag
Theils, Lone:
Fatwa mod Salman Rushdie stadfæstet. 2005. Artikel i Politiken. 2005-1-21.
Moslund, Sten Pultz:
Literature as discourse. An analysis of the discursive strategies in Salman Rushdie’s The Satanic Verses 2006. I: Orbis litterarum. Vol. 61, no. 4 (2006). Side 291-309
Geist, Anton:
Frihed er uenighed – demokratier diskussion. Artikel i Information. 2009-05-15.

Links

New York Times har samlet deres indlæg om og med Salman Rushdie på denne side. Derfor er dette en meget omfattende ressource, der bl.a. indeholder anmeldelser af hans bøger, interviews, samt et meget stort antal artikler om og af forfatteren om hans ”sag”; Fatwaen, hans liv i skjul osv.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Rushdie, Salman'

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Christine Ockren:
Jeg kæmper for urenheden. 1993. Interview med Salman Rushdie i Politiken 1993-3-14.
Laura Miller:
A touch of vulgarity. 1999. Interview med Salman Rushdie på Salon Books. 1999.