Ursula Scavenius
Foto: Tobias Scavenius

Ursula Scavenius

stud.litt. Andreas Eckhardt-Læssøe, iBureauet/Dagbladet Information, 2016.
Top image group
Ursula Scavenius
Foto: Tobias Scavenius

Indledning

Ursula Scavenius debuterede i 2015 med novellesamlingen ”Fjer”, der blev nomineret til Montanas Litteraturpris 2015 og fik Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat i 2016. Det er tre lange fortællinger præget af en mystisk stemning, og af naturen der hele tiden er i gang med infiltrere den menneskelige verden. Scavenius er inspireret af det 19. og 20. århundredes fantastiske litteratur, hvor en magisk verden lurer lige bag scenetæppet. Det ligner ikke noget andet i ny dansk litteratur.

 

47631084

Blå bog

Født: 1981, Svendborg.

Uddannelse: Cand.mag. i Litteraturvidenskab og Italiensk, 2000-08. Forfatterskolen, 2010-12.

Debut: Fjer. Basilisk, 2015.

Litteraturpriser: Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat 2016.

Seneste udgivelse: Dukkerne. Basilisk, 2020.

Inspiration: August Strindberg, Franz Kafka, Andrej Kurkov, Jón Kalman Stefánsson, Knut Hamsun, T.S. Eliot, Bela Tarr (filminstruktør), Hieronymus Bosch (maler).

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det var hundenes januar. De hunde havde ædt en kvindes bryster, men der var ingen i politiet, der troede på det, og hundene løb stadig frit omkring. Jeg åbnede døren og så Majinski stå ude på gangen. Dørlampen lyste hans pande op, resten af hans ansigt lå i skygge, og jeg kunne ikke se hans øjne. Han lagde hånden på min skulder og bad mig hjælpe sig, han bad om min hjælp, han ville have min hjælp.”
”Fjer”, s. 7.

Ursula Scavenius er født i 1981 i Svendborg til forældrene Merle Charlotte Brønnum Scavenius og Erik Bartholdy Glenthøj. Hun er vokset op i Tranekær på Langeland.

På universitetet studerede hun Litteraturvidenskab og Italiensk, og i årene 2010-12 gik hun på Forfatterskolen. Hun har altså haft et bredt funderet møde med litteraturen. Særligt to scener udpeger hun som værende inspirerende for hende: ”De to passager i litteraturen, jeg er mest inspireret af, er Strindbergs ”Drømmespil”, scenen med kål og blomster, og i Kafkas ”Slottet”, scenen i skolestuen. Begge er mesterlige udførelser af hyperrealisme, og repræsentationer af det groteske i virkeligheden.” (Andreas Eckhardt-Læssøe: Interview med Ursula Scavenius. Forfatterweb, oktober 2016).

Den bredt europæisk funderede litterære baggrund fra hendes universitetsuddannelse kommer til udtryk her, ligesom hendes forkærlighed for mystik (Strindberg) og østeuropæisk mærkelig realisme (Kafka) gør det. Også i hendes skrift kan man mærke, at Scavenius orienterer sig i en anden retning, end de fleste af hendes samtidige forfatterkolleger. Det overnaturlige og mystiske er ikke til at få øje på hos særligt mange andre end hende.

Siden debuten i Hvedekorn i 2007 har Scavenius udgivet i et utal af forskellige tidsskrifter og på blogs samt skrevet, instrueret og opført teaterstykker, bidraget til performances og mere tværæstetiske samarbejder. Det er simpelthen åbenlyst, at hun skriver enormt meget, og når man læser hendes debut ”Fjer” fra 2015 mærker man også, at teksterne er blevet til en i en grundig redigering, og at universerne i fortællingerne er større, end det vi får at se. 

Fjer

”Varmen strømmer gennem den kolde bil. Hun lader sig synke dybere ned i sædet, mens han langsomt kører ud af lågen i gitteret. Vandet plasker op af ruderne. De lægger fuglehusene bag sig, lægger forskningscenteret bag sig. Gitterporten glider automatisk i. Da de kører ned ad vejen, står hegnene om søen i vand.”
”Fjer”, s. 48.

”Fjer” (2015) er Ursula Scavenius’ debut og ligner med sine tre lange fortællinger ikke noget andet i ny dansk litteratur.

Bogens første novelle ”Majinski” foregår i udkanten af Sofia i Bulgarien, og hovedpersonen Alexander har været i eksil i Danmark i syv år – han er flygtet, men vi får ikke at vide fra hvad.

Den håbefulde forfatter Alexander er dybt fascineret af den ældre forfatter Majinski, hvis datter Lucia er dybt fascineret af Alexander. Så for at nærme sig sit forbillede indleder han et forhold til hende. Majinski er holdt op med at skrive bøger og laver nu kun ure til den eksilerede konge, som han tror en dag vil vende tilbage, et håbløst håb. Imens lider byen under en epidemi af vilde hunde, der angriber folk, og på byens dekadente værtshuse sidder de traumeramte soldaterveteraner. Det hele er meget dystert. Majinski ønsker sig brændende, at Lucia og Alexander vil blive gift, men Alexander ved ikke rigtig. Han vil jo egentlig bare gerne være tæt på Majinski, så da den ældre forfatter dør, indleder Alexander straks et forhold til hans enke, og så slutter novellen.

51869273

Scavenius skriver med stor præcision og fart i sine sætninger i et univers, hvor kroppe, seksualitet og mad fylder enormt meget. Hele tiden får hun optegnet sine situationer skarpt, så man forstår dem, og så man forstår, hvordan det også ulmer af f.eks. armod i baggrunden.

Det groteske træder mere tydeligt frem i bogens anden fortælling, ”Luna Secunda”. Her har månen født en måne, hvilket får alt vand til at stige, og samfundet er for længst brudt sammen, fornemmer man. Sabina og Anker bor i et fuglereservat langt inde i en skov. Sabina bliver syg af den anden måne og føder et dødfødt barn. Anker siger, det er et fossil, men hun bliver ved med at forestille sig, at barnet lever. Fossildrengen kalder hun ham.

I alle teksterne fornemmer man, hvordan naturen hele tiden er ved at vinde indpas på det menneskelige domæne, og i sidste tekst ”Fugleland”, er der sågar tale om en dreng, der er i gang med at blive til en fugl. 

Genrer og tematikker

Ursula Scavenius synes at have ladet sig inspirere af en centraleuropæisk litteraturtradition, hvor længere fortællinger med små magiske elementer særligt i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet var en velkendt genre. Det er ikke så ofte, man ser den tradition blive taget op i Danmark, men for Scavenius virker den yderst velegnet til at binde hendes universer sammen.

Der er foregået et tydeligt redaktionsarbejde med Scavenius’ tekster, som man særligt mærker, når der opstår store spring imellem afsnittene. Det gør, at man som læser aldrig synker ned i de dunkle universer, men i stedet kan opretholde en læsehastighed, som er god for teksterne. Særligt i ”Majinski” fornemmer man, hvordan universet udenom er meget større, end den historie og de karakterer vi møder. Her er en hel samfundsøkonomi, der er gået i stykker, en abdiceret konge og en krig, hvorfra soldaterveteranerne har traumer.

Mange af temaerne går igen på forskellig måde i de tre fortællinger i ”Fjer”: Natur, sygdom, seksualitet, mad. Naturen er hele tiden til stede som en trussel, noget karaktererne lever i, f.eks. i skoven, men også noget som hele tiden er ved at invadere det menneskelige domæne. Sabinas sygdom i ”Luna Secunda” er en spejling af en syg natur, ja faktisk et sygt kosmos, hvor månen har født en ny måne, som får vandstande og menstruationscyklusser til at gå helt amok. Der er en stor optagethed af det groteske, men kun i ”Luna Secunda” bobler det helt op, og interessen for sår, og endda et hår indeni et sår, kommer frem, og det læner sig helt over i horrorgenren.

Da sønnen Anton i novellen ”Fugleland” forsøger at redde en hejre, der er blevet fanget i et ståltrådshegn, bliver han smittet og begynder at få fjer, en fugleblivelse der ikke er rar for ham. Det groteske fremskrives som noget selvfølgeligt og opstår ofte ud af nogle hverdagslige ting, som f.eks. mad eller sex, frem for som symbolske ladninger. 

Beslægtede forfatterskaber

Ursula Scavenius’ skrift minder ikke om mange af hendes samtidige forfatterkolleger. Det mystiske, det kødelige, de lange fortællinger, sådan er der ikke så mange andre end hende, der skriver for tiden.

Alligevel kan man pege på nogle forfatterkolleger, som ville være spændende at læse, hvis man synes det er spændende at læse Scavenius. Bjørn Rasmussen er f.eks. sådan én. Særligt i ”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet” (2011) hvor de kropslige billeder også kan krænge sig ud og blive voldsomme, kødelige og groteske. Særligt i forhold til det seksuelle, som Scavenius også beskriver med en usædvanlig præcision og tæthed.

I Bjørn Rasmussens ”Pynt” (2013) fylder mad og det at spise på samme måde, som det gør hos Scavenius. Det mærkelige ved det hverdagslige fænomen det er at spise noget, det mærkelige og vidunderlige ved en oliven. Den slags.

I sin prisoverrækkelsestale til Scavenius i anledning af Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat 2016 fremhævede kritiker Lars Bukdahl det dejligt underlige ved hendes bog og brugte det engelske begreb weird. Det brugte han også til at udpege nogle af Scavenius’ åndsfæller i dansk litteratur: ”Der er glimt af weirdness hos Knud Hjortø, Ernesto Dalgas, Johannes V. [Jensen], og med et ordentligt tidsspring hos Preben Major [Sørensen], Vagn Lundbye, Ulla Ryum og måske Charlotte Weitze.” (Lars Bukdahl: Fugleforgiftning, debutantpristale Ursula Scavenius).

De store spring i tid peger på, at der ikke er så mange i dansk litteratur, der skriver som Ursula Scavenius. Dog kan man pege på den danske groteske mester, Harald Voetmann. Hans groteskheder opfører sig helt anderledes end Scavenius’, men særligt når det kommer til den klamme krop, må de siges at have noget tilfælles. Den klamme krop findes i særdeleshed i Voetmanns roman ”Kødet letter” (2012). Man kan også finde beskrivelser af den klamme krop hos den danske digter Olga Ravn, både i hendes digtsamling ”Jeg æder mig selv som lyng” (2012) og i romanen ”Celestine” (2015).

Til sidst kan det nævnes, at når Scavenius tematiserer naturens uhyggeligheder, så åbner hun op for et teoretisk slægtskab med digtere som Theis Ørntoft og Victor Boy Lindholm. 

Bibliografi

Fortællinger

Scavenius, Ursula:
Fjer. Basilisk, 2015.
Scavenius, Ursula:
Stemmer i toget (e-bog). Saxo/Metro litteraturkonkurrence, 2015.
Scavenius, Ursula: Dukkerne. Basilisk, 2020.

Monolog

Scavenius, Ursula:
Røg – en monolog. Forlaget Chris og Guldmann, 2016.

Om forfatterskabet Forfatterens hjemmeside

Web

Ursula Scavenius’ egen hjemmeside med nyheder, baggrund og blogindlæg.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Bukdahl, Lars:
Fugleforgiftning, debutantpristale Ursula Scavenius.
Eckhardt-Læssøe, Andreas:
Interview med Ursula Scavenius. Forfatterweb, oktober 2016.