Ursula Scavenius

Ursula Scavenius er født i 1981 i Svendborg til forældrene Merle Charlotte Brønnum Scavenius og Erik Bartholdy Glenthøj. Hun er vokset op i Tranekær på Langeland.

På universitetet studerede hun Litteraturvidenskab og Italiensk, og i årene 2010-12 gik hun på Forfatterskolen. Hun har altså haft et bredt funderet møde med litteraturen. Særligt to scener udpeger hun som værende inspirerende for hende: ”De to passager i litteraturen, jeg er mest inspireret af, er Strindbergs ”Drømmespil”, scenen med kål og blomster, og i Kafkas ”Slottet”, scenen i skolestuen. Begge er mesterlige udførelser af hyperrealisme, og repræsentationer af det groteske i virkeligheden.” (Andreas Eckhardt-Læssøe: Interview med Ursula Scavenius. Forfatterweb, oktober 2016).

Den bredt europæisk funderede litterære baggrund fra hendes universitetsuddannelse kommer til udtryk her, ligesom hendes forkærlighed for mystik (Strindberg) og østeuropæisk mærkelig realisme (Kafka) gør det. Også i hendes skrift kan man mærke, at Scavenius orienterer sig i en anden retning, end de fleste af hendes samtidige forfatterkolleger. Det overnaturlige og mystiske er ikke til at få øje på hos særligt mange andre end hende.

Siden debuten i Hvedekorn i 2007 har Scavenius udgivet i et utal af forskellige tidsskrifter og på blogs samt skrevet, instrueret og opført teaterstykker, bidraget til performances og mere tværæstetiske samarbejder. Det er simpelthen åbenlyst, at hun skriver enormt meget, og når man læser hendes debut ”Fjer” fra 2015 mærker man også, at teksterne er blevet til en i en grundig redigering, og at universerne i fortællingerne er større, end det vi får at se. 

”Fjer” (2015) er Ursula Scavenius’ debut og ligner med sine tre lange fortællinger ikke noget andet i ny dansk litteratur.

Bogens første novelle ”Majinski” foregår i udkanten af Sofia i Bulgarien, og hovedpersonen Alexander har været i eksil i Danmark i syv år – han er flygtet, men vi får ikke at vide fra hvad.

Den håbefulde forfatter Alexander er dybt fascineret af den ældre forfatter Majinski, hvis datter Lucia er dybt fascineret af Alexander. Så for at nærme sig sit forbillede indleder han et forhold til hende. Majinski er holdt op med at skrive bøger og laver nu kun ure til den eksilerede konge, som han tror en dag vil vende tilbage, et håbløst håb. Imens lider byen under en epidemi af vilde hunde, der angriber folk, og på byens dekadente værtshuse sidder de traumeramte soldaterveteraner. Det hele er meget dystert. Majinski ønsker sig brændende, at Lucia og Alexander vil blive gift, men Alexander ved ikke rigtig. Han vil jo egentlig bare gerne være tæt på Majinski, så da den ældre forfatter dør, indleder Alexander straks et forhold til hans enke, og så slutter novellen.

51869273

Scavenius skriver med stor præcision og fart i sine sætninger i et univers, hvor kroppe, seksualitet og mad fylder enormt meget. Hele tiden får hun optegnet sine situationer skarpt, så man forstår dem, og så man forstår, hvordan det også ulmer af f.eks. armod i baggrunden.

Det groteske træder mere tydeligt frem i bogens anden fortælling, ”Luna Secunda”. Her har månen født en måne, hvilket får alt vand til at stige, og samfundet er for længst brudt sammen, fornemmer man. Sabina og Anker bor i et fuglereservat langt inde i en skov. Sabina bliver syg af den anden måne og føder et dødfødt barn. Anker siger, det er et fossil, men hun bliver ved med at forestille sig, at barnet lever. Fossildrengen kalder hun ham.

I alle teksterne fornemmer man, hvordan naturen hele tiden er ved at vinde indpas på det menneskelige domæne, og i sidste tekst ”Fugleland”, er der sågar tale om en dreng, der er i gang med at blive til en fugl.