charlotte strandgaard
Foto: Sofie Amalie Klougart

Charlotte Strandgaard

stud.mag. Ida Dybdahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2016.
Top image group
charlotte strandgaard
Foto: Sofie Amalie Klougart
Main image
Strandgaard, Charlotte
Foto: Jørgen Sperling

Indledning

Siden midten af 1960'erne har Charlotte Strandgaards forfatterskab kredset om det, det er svært at tale om. Både kropslige erfaringer som sex, menstruation og abort og samfundsmæssige tabuer som spiseforstyrrelser, stofmisbrug og sindslidelser. ”Indimellem holder de af hinanden” fra 1969 er en funklende perle af et eksempel på det første, ”Hans” fra 2014 er en næsten ubærligt smuk, personlig og kompleks fortælling om det sidste. Grundlæggende har vi her at gøre med en forfatter, der interesserer sig for de liv, der leves i samfundets margin og de stemmer, der oftest udgrænses fra den fælles samtale.

 

46552601

Blå bog

Født: 15. februar 1943 i Brørup.

Uddannelse: Bibliotekar, 1965.

Debut: Katalog (digte). Arena, 1965.

Litteraturpriser: Morten Nielsens Mindelegat, 1972. Dansk Blindesamfunds Radiospilpris, 1983. Statens kunstfonds legat, 1986. Thit Jensens Forfatterlegat, 1989.

Seneste udgivelse: Tror spillelederne virkelig at jeg er sådan en pæn moden dame. Gladiator, 2019. Digtroman.

 

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

””Det virker mere normalt at være narkoman end skizofren, mor,” sagde du en gang i de år. Det forstod jeg ikke. Men du sagde og råbte også gang på gang: ”Du er så naiv, mor. Du kender ikke den virkelige verden,” mens du slog ud efter den dinosaur, der ganske vist så fredelig ud, men det er altid godt at tage sine forholdsregler. Den kunne være forklædt og i virkeligheden være Tyrannosaurus Rex.”
”Hans”, s. 200.

Charlotte Strandgaard er datter af forfatter og litteraturhistoriker Jens Kruuse og oversætter Annabeth Kruuse. Hun blev født i den lille sønderjyske by Brørup, men familien flyttede i hendes barndomsår til Aarhus, hvor hjemmet blev et livligt mødested for kunstnere og intellektuelle. Særligt faderen kom til at spille en stor rolle i Charlotte Strandgaards liv og tekster, og efter hans død udgav hun bogen ”I lyset af Glæde. En bog om Jens Kruuse” (1996). I 1960 blev hun student fra Århus Katedralskole, og to år efter giftede hun sig med den etnografistuderende Ole Strandgaard. Da Charlotte var 19 år, fik de sønnen Hans, og ægteskabet varede i syv år. Årene med den første ægtemand fik stor betydning for Charlotte Strandgaards politiske engagement. Her introduceredes hun for en venstrefløjsaktivisme, der stod i kontrast til barndomshjemmets borgerlighed: ”så mødte jeg min første mand, Ole Strandgaard, og hans ven Kjeld Koplev. Det var sindssygt spændende at begynde at forstå de politiske sammenhænge, de ridsede op for mig, og jeg er stadig socialist.” (Karen Syberg: ’Jeg savner det blide oprør’. Information, 2012-08-17).

I 1965 blev Charlotte Strandgaard færdiguddannet som bibliotekar, og hun debuterede samme år med digtsamlingen ”Katalog”. Hun var allerede begyndt at arbejde som videnskabelig assistent ved det Kongelige Bibliotek under sin uddannelse og fortsatte i jobbet i årene efter. Men interessen for selv at forfatte skønlitteratur og debatbøger voksede i de kommende år, og i løbet af 1970’erne udviklede Charlotte Strandgaard sig til fuldblodsforfatter, digter, feminist og socialist. I de følgende år udgav hun en række bøger med temaer som skilsmisse, ungdomsvold, rugemødre og mobning. Sideløbende med forfatterskabet var hun politisk aktiv, særligt i kvindekampen, og blev blandt andet bestyrelsesmedlem i foreningen Individ og Samfund, der kæmpede for fri abort i Danmark. I årene 1978-87 var hun gift med instruktøren Jakob Oschlag, som hun fik to tvillingepiger med.

Indimellem holder de af hinanden

”59. De ser på hinanden. De kan ikke finde de rigtige løgne. Begge ønsker de, at de bare havde skrevet til hinanden. De bærer bedrøvede ansigter i dag. Hvordan skal de komme ud af det. Gamle dages sætninger kommer så let ud af munden.”

”Indimellem holder de af hinanden”. Ingen sidetal.

Charlotte Strandgaards ”Indimellem holder de af hinanden” er 81 korte tekststykker, der kredser om en vanskelig kærlighedsrelation. Bogen udkom første gang i 1969 og blev i 2014 genudgivet på forlaget Gladiator. Tekstfragmenterne, der er svære at genrebedømme, men som samlet set kan kaldes en art punktroman, fordeler sig i en række hovedspor. Det dominerende er fortællingen om et ”de”, hvis komplicerede parforhold skiftevis intensiveres og er på vej mod dets opløsning. Der er både hverdagen (”Indimellem går de på indkøb med hinanden”) og følelsesudbruddene (”Indimellem slås de”). Og så er der forholdet mellem krop og følelser, sex og kærlighed, der kommer til udtryk i sproglige forskydning som ”Indimellem knæpper de med hinanden” og ”Indimellem elsker de med hinanden”.

51447255

Resten af persongalleriet springer ud af historiske, mytiske og religiøse universer: Eurydike og Kreon, Kejseren af Kina, den hellige Catarina af Siena, Abraham og Isak, de gamle aztekere, Medeia og Jason. Flere af dem er netop fortællinger om ulykkelig kærlighed, som Dyveke, hvis forsmåede elsker dræber hende ved at sende forgiftede kirsebær, og den engelske konge Henrik, der lod sin kone Anne henrette, da han blev træt af hende. Imellem disse voldsomme historier udspiller der sig en neddæmpet hverdagsdramatik mellem manden og kvinden, der bare omtales som ”hun” og ”han”. De drikker, lyver, ser film og diskuterer.

Og så er der ét hovedspor mere. Flyveren med kvinder, der er på vej mod et andet land for at få en abort. Det står ikke direkte i teksten men er ligesom resten af værket et forløb, man under læsningen må stykke sammen af bogens abrupte handlingsbidder. Der er ingen samlende fortælleinstans til at tage læseren ved hånden, når man ved hvert sideskift bevæger sig ind i en ny tid og et nyt rum. ”Indimellem holder de af hinanden” er nærmere som en collage, hvor hverdag og myte blandes sammen og overlader det til læseren at få øje på tematiske tråde som jalousi og opofring, begær og barnedød og kærlighed og afsavn på tværs af de små nummererede fortællinger.

Brændte børn

”Hvis børn nu var roser/ der voksede i haver/ og blev vandet/ eller bundet op/ når de ikke kunne gro alene// Hvis voksne nu var børn/ og børnene var roser/ der voksede i haver/ og blev vandet/ eller bundet op/ når de ikke kunne gro alene”
”Brændte børn”, s. 26.

”Brændte børn” er en digtserie af Charlotte Strandgaard fra 1979 med fotografier af Peer Jansson. Digtene er inddelt under de fem overskrifter ”Døden smiler”, ”Hvis børn nu var roser”, ”Hej kvindelatter”, ”Brændte børn” og ”Den ny retskrivning”. Som titlerne antyder, er det en både lattermild og alvorlig skrift, der møder læseren her, en skrift, der kredser om kvindeliv, arbejderkamp, vestlig imperialisme og mest af alt om, hvad der vil sige at få en urimeligt hård start på livet.

Hos Charlotte Strandgaard har børnene ofte karakter af små, alvorstunge voksne, mens de voksne fremstår som sårede børn. Vold og umyndiggørelse finder her sted i alle stadier af livet; de voksne kvinder bliver slået og de 17-årige mødre får tvangsfjernet deres børn. De 11-årige piger, der tror de har fået tuberkulose, da de tisser blod, får i stedet at vide, at de nu er små kvinder, der selv kan få børn og snart skal købe ”nylonstrømper og brystholder”.

Digtene har hverken fast rim eller rytme, men den hverdagslige knækprosa har alligevel helt sin egen klang. Opremsninger som ”sultedøden/ torturdøden/ bombedøden” giver nogle passager en tungt messende alvor, mens de andre steder mimer barnets utrættelige spørgelyst: ”Hvad nu hvis læreren er en forklædt vampyr/ Hvad nu hvis maden er forgiftet/ Hvad nu hvis hun selv er en helt anden.”

”Brændte børn” handler også om, hvordan nogle typer viden og erfaring ikke regnes for lige så vigtige som andre i samfundet, og det understøttes flere steder af billederne i bogen. Som for eksempel når et fotografi af ”Dumme tøsser” skrevet med kridt på en væg indleder et digt om, hvordan kvinders viden hånes som ”ammestuehistorier”, bedstemødres råd kaldes ”vrøvl”, kvindekampen ”fordrukkent sludder” og søstersolidariteten ”sentimentalt vås”. På den måde går digtsamlingen i rette med samfundets hierarkier og til forsvar for de undertrykte.

Det er med revsende ironi, Charlotte Strandgaard i sidste digt gør status over de marginaliseredes plads i historieskrivningen: ”I historiebøgerne står der om dem med små bogstaver/ de hedder bønder/ eller arbejdere/ eller borgere/ børn, kvinder og krøblinge er slet ikke nævnt/ som andet end inspiration for Frans af Assisi/ eller i Jesu lignelser” (s. 117).

Hans

””Vi spillede fodbold, og så kom jeg til at kigge op på en sky i stedet for på bolden, og så blev de andre sure.” ”Mmmh,” sagde jeg og havde meget svært ved at finde en grimasse, der passede, for jeg var simpelthen ved at dø af grin indvendigt. ”Så er det måske en god idé, hvis du ikke går til fodbold med dem.” ”Jamen, de skyer var så smukke, mor.” Burde den drømmende dreng, der var ligeglad med at vinde i fodbold, have foruroliget mig?”
”Hans”, s. 47.

”Hans” fra 2014 er Charlotte Strandgaards skildring af sin søns liv, fra han fødtes i 1963, og til han i 2012 døde af følgesygdommene til sin skizofrenilidelse. Beretningen er bygget op af flere forskellige stemmer: moderens monolog henvendt til den afdøde søns ”du”, digte skrevet af hende selv og Hans og rapporter fra psykologer og læger under de mange indlæggelser. Det er en lidelseshistorie, ligesom det også er en kærlighedshistorie.

Historien om Hans starter med moderens ærlige førstepersonsfortælling om episoder fra Hans’ barndom, der vækkes til live fra siderne i familiens fotoalbum. Anekdoterne er lykkelige, fyldt med forventningsglæde, men slutter næsten alle med en retrospektiv selvbebrejdelse: ”Var du for meget med i mit voksne liv?” (s. 46) og ”Var der andre mere alvorlige signaler fra dig, jeg ikke så?” (s. 52). Forældrene bliver skilt, og Hans bliver teenager og er tydeligvis en både intelligent og betænksom men også besværet ung mand. Efter han som 19-årig bliver fundet på jorden efter et spring fra 4. sal – med opsnittede håndled og kroppen fuld af piller, begynder et liv ud og ind ad psykiatriske afdelinger og med store mængder psykofarmaka og stoffer.

51440552

Et af hovedtemaerne i bogen er spørgsmålet om, hvorvidt noget er sygt, bare fordi det ligger uden for det, der anses som normalt. Særligt i forbindelse med Hans' smukke religiøse visioner; ærkeenglen Gabriel har vist sig for ham, han er i dialog med Frans af Assisi, og han har set Jesus gå grædende ind i Auschwitz. Moderen er splittet mellem opfordringen til de pårørende om at ”korrigere patientens produktive psykoser” og at prøve at forstå og blive en del af Hans’ virkelighed. Når de to går i kirke sammen, erstattes hans angst imidlertid af en særlig ro, og på et tidspunkt lover hun ham, at hvis der engang skal skrives en bog om ham, skal hans indre verden ikke blot reduceres til vrangforestillinger: ”Da du gik den dag, forlangte du, at jeg skulle sværge ved mine børnebørns liv, at det ikke bare var dæmoner og angst, der var dit liv, men visioner. Og de skulle med i fortællingen” (s. 96). 

Ingenmandsland

”Der er vrede og savn i min krop efter halvfjerdsårsdagen/ Der er sorg i mine ben og skød/ Der er mytteri i mine ben og skød// Mine ben råber: Vi kan stadig bevæge os!/ Mine ben kræver: Spred os! Spred os!/ Mit skød hvisker: Fyld mig igen! Fyld mig igen!”
”Ingenmandsland”, s. 45.

Charlotte Strandgaards digtsamling ”Ingenmandsland” er udgivet i 2015 og handler om, hvordan det føles at blive gammel og opleve kroppen ældes og svækkes. Under simple titler som ”Glæder”, ”Fremtiden”, ”Sverige” og ”Blod” beskrives livet med rollator, børnebørn og krampe i benet under sex. Ind imellem jegfortællerens anekdoter indflettes beretninger om, hvordan de ældre gennem verdenshistorien er blevet behandlet i lande som Serbien, Sverige, Japan og Østindien.

”Ingenmandsland” handler også om, hvordan det meste ændrer sig, mens nogle ting forbliver de samme gennem livet. Blandt andet tabuerne. Som 13-årig kigger digterjeget altid håbefuldt efter blod i toiletkummen som tegn på, at hun ikke er gravid. Som 70-årig kigger digterjeget nervøst efter blod i afføringen af frygt for kræft. Digtene tematiserer også på flere måder den fysiske længsel, der bor i den ældende krop. Under overskriften ”Savnet” oplistes for eksempel alle de kropslige udfoldelser, der nu er blevet en fysisk umulighed: ”At løbe om kap/ At svømme tredive meter under vandet/ At springe en nattesøvn over” (s. 34).

51952316

Det tilbageskuende blik på ungdommen og det levede livs lykkestunder giver de 40 relativt korte digte en vis melankoli og nostalgi. Samtidig handler digtene også om de erfaringer og indsigter, der akkumuleres gennem et langt liv. Om at prøve at forene Gud og Marx og om tanken om døden og hvorvidt der findes et liv efter den. Flere steder er de filosofiske tanker og refleksioner over alderdommen dog også ledsaget af en vis humor, som når et af digtene kaldes ”Oldingens visdom”.

Stilistisk er digtsamlingen meget frit bygget op med urimede strofer med varierende antal verselinjer. Der er dog gennemgående en del gentagelsesfigurer, blandt andet mange anaforer, hvor flere eller alle verselinjer i et digt begynder med samme ord: ”Jeg ser dem på hospitalet/ Jeg ser dem hånd i hånd/ Jeg vil også fejre guldbryllup” (s. 31). Derudover er der ikke mindst flere tråde tilbage til elementer i Charlotte Strandgaards tidligere værker, både tematisk og i form af konkrete referencer, som når digterjeget sætter ”All Those Lonely People” på, akkurat som Hans gjorde det i ”Hans”.

Genrer og tematikker

Charlotte Strandgaard har som forfatter udforsket og udfordret mulighederne for at udtrykke sig i både digt og prosa, debatbog og skuespil, film og radio. De emner, hun har taget op i debatbøger og samfundskommentarer, er senere blevet temaer i skønlitterære produktioner og omvendt. Stilistisk spænder forfatterskabet derfor også over en række forskellige genrer, og i mange af værkerne blandes virkelighedens og fiktionens stemmer. Som i ”Hans”, hvor lægeterminologi og poesi mødes, og som Charlotte Strandgaard selv beskriver således: ”det er ikke en roman, men en beretning, som jeg håber bærer præg af, at jeg er forfatter. Det jeg har arbejdet meget med i mine tekster er at komme ind til skelettet af sproget.” (Tine Maria Winther: Var mor for meget? Var det derfor, Hans blev syg? Politiken, 2014-12-15).

Forfatterskabet er båret af et socialt engagement og en vilje til indlevelse i andre skæbner og miljøer som for eksempel i ”Brændte børn”. Titlen peger på et gennemgående motiv i Charlotte Strandgaards forfatterskab; den voksne som et såret barn. Mange gange er hendes voksne karakterer så sårede eller åndeligt forslåede, at de kommer skævt ind i voksenlivet – hvis de nogensinde formår at blive voksne i gængs forstand.

Overordnet kan man sige, at Charlotte Strandgaard arbejder på at skabe forståelse mellem samfundets udstødte og samfundets støtter. Igennem hele hendes liv er denne bestræbelse kommet til udtryk i politisk og aktivistisk engagement og i form af både skøn- og faglitteratur. I hendes bøger kommer det til udtryk i kampen for kvinders ret til egen krop, ligestilling mellem kønnene og bekæmpelsen af ulighed, klasseskel og samfundsmæssige tabuer.

Beslægtede forfatterskaber

Stilistisk kan den enkle og konkretistiske stil, der præger flere af Charlotte Strandgaards tidlige digtsamlinger og særligt debuten ”Katalog”, ses i relation til en række andre danske forfattere, der i løbet af 1960’erne begyndte at gøre op med den tids modernistiske strømninger. Blandt andre Knud Sørensen, Vagn Steen og Hans Jørgen-Nielsen.

På indholdsplan er der også en del af de erfaringer, der behandles i Charlotte Strandgaards forfatterskab – patriarkatets besnærende kvinderolle, mediernes forvrængede skønhedsidealer og negligeringen af samfundets svageste – der går igen hos hendes samtidige forfatterkolleger. Vita Andersens meget populære ”Tryghedsnarkomaner” fra 1977 er både en beskrivelse af opvæksten i en socialt belastet familie og en revsende kritik af tidens kvinderolle. På samme måde undersøger også Dorrit Willumsen i sin novellesamling ”Knagen” fra 1965 forholdet mellem mænd og kvinder og den fremmedhed, der kan opstå mellem dem, som resultat af rigide kønsroller. Kirsten Thorups roman ”Baby” fra 1967 har ikke mindst et beslægtet fokus på samfundets udsatte i form af arbejdsløse, stofbrugere og prostituerede.

Charlotte Strandgaards fortællinger om børn, der starter livet på bunden af samfundets hierarki, minder om de første linjer i Tove Ditlevsens digt ”Børn” fra digtsamlingen ”Det runde værelse” fra 1973: ”Mit hjerte elsker alle de umulige børn, de som ingen holder af og ingen kan forstå.” Begge forfattere har viet en stor del af deres forfatterskab til at rette blikket mod samfundets marginaliserede og give stemme til dem, vi sjældent lytter til i samfundet.

Bibliografi

Romaner

Strandgaard, Charlotte:
Herinde. Borgen, 1970.
Strandgaard, Charlotte:
Når vi alle bliver mødre. Borgen, 1981.
Strandgaard, Charlotte:
Hun skal leve. Høst, 1981. Letlæsningsroman.
Strandgaard, Charlotte:
Lille menneske. Borgen, 1982.
Strandgaard, Charlotte:
En fugl foruden vinger. Borgen, 1985.
Strandgaard, Charlotte:
Giv mig solen (1). Borgen, 1986.
Strandgaard, Charlotte:
Den hvide port. Borgen, 1987
Strandgaard, Charlotte:
Og alt hans væsen (2). Borgen, 1988.
Strandgaard, Charlotte:
Så frydelig dér. Borgen, 1990.
Strandgaard, Charlotte:
Vedrørende Heidi. Borgen, 1991.
Strandgaard, Charlotte:
Den grønne nøgle. Modtryk, 1995. Letlæsningsroman.
Strandgaard, Charlotte:
Elleve dage i november. Borgen, 1997.
Strandgaard, Charlotte:
Gode hensigter. Borgen, 1998.
Strandgaard, Charlotte:
Sommetider lykkes det. Borgen, 1999. Sammen med Linda Nobæk.
Strandgaard, Charlotte:
Uden hjem. Borgen, 2001.
Strandgaard, Charlotte:
Pandoras æske. Borgen, 2007.
Strandgaard, Charlotte: Tror spillelederne virkelig at jeg er sådan en pæn moden dame. Gladiator, 2019. Digtroman.

Digte

Strandgaard, Charlotte:
Katalog. Arena, 1965.
Strandgaard, Charlotte:
Afstande. Borgen, 1966.
Strandgaard, Charlotte:
Uafgjort. Borgen, 1967.
Strandgaard, Charlotte:
Det var en lørdag aften. Borgen, 1968.
Strandgaard, Charlotte:
Indimellem holder de af hinanden, Borgen, 1969.
Strandgaard, Charlotte:
Gade op og gade ned. Borgen, 1973. Noveller og digte.
Strandgaard, Charlotte:
Næsten kun om kærlighed. Borgen, 1977.
Strandgaard, Charlotte:
Brændte børn. Borgen, 1979.
Strandgaard, Charlotte:
Cellen. Borgen, 1986. Dagbogsdigte.
Strandgaard, Charlotte:
Ingenmandsland. Gladiator, 2015.
Strandgaard, Charlotte: Min tro : digte til kirkeåret. Gladiator, 2017.

Børne- og ungdomsbøger

Strandgaard, Charlotte:
Lige pludselig skulle vi skilles. Gad, 1977. Sammen med Nele Rue.
Strandgaard, Charlotte:
Historier uden slutning. Gyldendal, 1978-79. Sammen med Annette Winding.
Strandgaard, Charlotte:
Mandag igen. Borgen, 1982. Sammen med Charlotte Blay. Digtcyklus for børn.
Strandgaard, Charlotte:
Marias maske. Borgen, 1983.
Strandgaard, Charlotte:
Frikvarter. Borgen, 1983.
Strandgaard, Charlotte:
Er du ked af det? Borgen, 1984.
Strandgaard, Charlotte:
Lille dråbe. Borgen, 1986.
Strandgaard, Charlotte:
Den forsvundne prinsesse. Borgen, 1988.
Strandgaard, Charlotte:
Velkommen. Borgen, 1989.
Strandgaard, Charlotte:
Sommernissen. Borgen, 1989.
Strandgaard, Charlotte:
En god dreng. Borgen, 1993.

Andet

Strandgaard, Charlotte:
Det var ikke med vilje. Borgen, 1977. Sammen med Frede Nielsen. Arbejdsbog om unge og vold.
Strandgaard, Charlotte:
Hvem bestemmer i familien? Gyldendal, 1979. Sammen med Kim Foss Hansen.
Strandgaard, Charlotte:
Hvem bestemmer i skolen? Gyldendal, 1979. Sammen med Kim Foss Hansen.
Strandgaard, Charlotte:
en store gule fod. Borgen, 1985. Drama.
Strandgaard, Charlotte:
I lyset af glæde. Borgen, 1996. Sammen med Finn Slumstrup. Biografi.
Strandgaard, Charlotte:
Gråhårede børn. En bog for voksne med gamle forældre. Borgen, 1996. Sammen med Lis Vibeke Kristensen.
Strandgaard, Charlotte:
Midt iblandt os er Guds rige, 17 beretninger om kristne åbenbaringer. Borgen, 1999.
Strandgaard, Charlotte:
Tænk hvis det var dig: 21 beretninger om mobning. Borgen, 2004. Sammen med Poul Majgaard.
Strandgaard, Charlotte:
Tro, håb og angst: beretninger, drømme og digte fra tokulturelle piger. Borgen, 2005.
Strandgaard, Charlotte:
Drømte mig en drøm: nedslag i et kvindeliv. Sohn, 2012. Erindringer.
Strandgaard, Charlotte:
Hans. Gladiator, 2014. Beretning.

Om forfatterskabet

Web

Større opslag med forfatterbiografi.

Bøger

Andersen, Nis (red.):
Tre kvinder – tre tider. Aschehoug, 1988. Eksempler på tre perioders kvindesyn samt på kvindernes tanker, følelser og handlingsmuligheder i det bedre borgerskab i litteraturen.
Elisabeth Møller Jensen (red.):
”Nordisk kvindelitteraturhistorie”. Rosinante, 1997. Bind. 4: På jorden – 1960-1990.
Munch-Hansen, Camilla:
Kvinder om kvinder: Kvindebilleder i moderne realistiske romaner af kvindelige forfattere i perioden 1970-1998. Speciale, Kbh. Universitet 1999.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Charlotte Strandgaard

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Information, 2012-08-17.