l davidsen
Foto: Nicky Bonne / Lindhardt og Ringhof

Leif Davidsen

journalist og cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2011. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum. 2013.
Top image group
l davidsen
Foto: Nicky Bonne / Lindhardt og Ringhof
Main image
l davidsen
Foto: Finn Heidelberg

Indledning

Danmark har efterhånden udviklet en tradition for, at journalister og udenrigskorrespondenter omsætter deres erfaringer til politiske thrillers. En af de mest markante eksponenter for denne trend er Leif Davidsen. I firserne var han hele nationens Mr. Moskva som DRs korrespondent i Sovjetunionen, i halvfemserne og nullerne en af vores mest læste og folkekære forfattere. “Den serbiske dansker” står nok stadig som forfatterskabets foreløbige hovedværk.

 

48140122

Blå bog

Født: Den 25. juli 1950 i Otterup på Fyn.

Uddannelse: Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1976.

Debut: Uhellige Alliancer. Lindhardt og Ringhof, 1984.

Litteraturpriser: Palle Rosenkrantz Prisen, 1988. De Gyldne Laurbær, 1991. Bogklubben "12 bøgers" litteraturpris, 1997. Glasnøglen, 1999. De frankofone landes ambassadørers litteraturpris, 2004. Årstidens bog, 2004. Bog & Idé-prisen, 2006. Læsernes Bogpris, 2007. Otto B. Lindhardt-prisen, 2014.

Seneste udgivelse: Forræderens børn. Lindhardt og Ringhof, 2020.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

““Hør nu her, John. Der er ingen forpligtelser. Vi vil bare lige snakke med dig. Du er jokeren i et spil, som du endnu ikke kender. Du kommer som sendt fra himlen i en situation, der skærpes og tilspidses dag for dag. Carlos er en ven. Du kan blive en ven.” “Det lyder lidt mærkeligt,” sagde jeg. Men jeg var også fascineret. Det kriblede ned ad rygraden, og jeg fik en underlig fornemmelse i maven.”
“På udkig efter Hemingway”, s. 72.

Som udvekslingsstudent i USA blev Leif Davidsen introduceret for Ernest Hemingway og drømmen om at rejse rundt og skrive. Som 27-årig levede han den ud med et ophold i Madrid som freelance-journalist med opgaver for TV-Avisen og forskellige dagblade. I ballasten havde Leif Davidsen en veludviklet samfundsinteresse, som går helt tilbage til barndomsårene i Bogense på Fyn, hvor han angiveligt slugte aviser, nyhedsudsendelser og orienteringsprogrammer en masse. Han har også prøvet sig med digte og fik fire af dem offentliggjort i det anerkendte tidsskrift “Hvedekorn” i 1973. Samme år begyndte han på Lolland Falsters Folketidende som journalistpraktikant. I 1976 var han uddannet journalist fra Journalisthøjskolen i Århus.

28729820

Året efter forfulgte han Hemingwaydrømmen for så i 1978 at vende tilbage til Danmark, hvor han de næste otte år virkede på Danmarks Radios Kultur- og Samfundsafdelings udenrigsredaktion, blev gift og fik to børn. Men rejsefeberen rasede fortsat. I 1984 blev han Danmarks Radios korrespondent i Moskva og havnede dermed i et af verdens brændpunkter under Den Kolde Krig. Da vi stadig befandt os i monopol-tv’ets dage, gjorde det ham til et familiært ansigt i de danske stuer. Efter tilbagekomsten fra Moskva i 1988 fungerede han som redaktør på DR. I 1998 var han manden bag “Danske Drømme”, en videreførelse af Poul Hammerichs populære “Danmarks Krøniken”. Herefter droppede han tv og fastansættelse for at hellige sig sit forfatterskab.

I årene som journalist arbejdede Leif Davidsen med politisk konfliktstof. Det er også den ramme, han benytter i sine spændingsromaner. Han bevæger sig rundt om og bag ved de politiske konflikter og speeder op med opdigtede, morderiske intriger. I sine værker udviser ham respekt over for genrens konventioner: der er spænding, tempo, action, kærlighed, erotik, antihelte og betydningsladede, ofte historiske locations. Ofte henlægges handlingen til udlandet, men der er altid kommentarer til hjemlandet, både politisk, socialt og kulturelt. I de mange romaner har konflikterne fundet sted i henholdsvis, Spanien, Sovjet/Rusland, Balkan og Cuba.

Uhellige alliancer

“Lige til venstre for Miguel stod en mand klædt helt i sort med en maske der skjulte hele ansigtet. Det så ud, som om de stod og talte intimt med hinanden, men nu så jeg det, som Ogoya også så. Manden i sort holdt et eller andet presset ind i ryggen på Miguel, en genstand som fik Miguel til at stå stille i det dansende lys fra den brændende karnevalsfisk. De stod som siamesiske tvillinger låst fast i et ufrivilligt favntag, omgivet af sortklædte, maskerede dansende mennesker, belyst af en ild som sprang højere og højere op i luften så gnisterne regnede ned i havet.”
“Uhellige alliancer”, s. 148.

Leif Davidsen er kender af Ernest Hemingway. Han deler hans fascination af Spanien. Som reporter boede Davidsen i en periode i Madrid. Han var optaget af de store omvæltninger, som fandt sted i landet op gennem halvfjerdserne. Han drømte om at blive sendt derned på en reportagerejse. I stedet røg han i 1980 på en tur til Moskva og strandede et par dage i transithallen på vejen hjem. Her faldt en sætning ham ind: “Ethvert menneske med et fjernsyn kendte min kone. Derfor fik hele affæren omkring hendes forsvinden under mystiske omstændigheder en del omtale i pressen.” Fire år senere åbnede sætningen romandebuten “Uhellige alliancer”, der udkom i 1984.

Poul Jensen er jurist, gift og har to børn. Hustruen er journalist og arbejder på TV-Avisen. Poul arbejder halvtids i Socialministeriet, så konen kan passe sin karriere og sine skiftende affærer med andre mænd. “Jeg hadede af og til Charlotte så intenst at jeg kunne slå hende. Jeg slog hende aldrig. Hun kom altid tilbage, forlod mig aldrig helt. Vi var helt vilde med vores unger, selv om de var kommet dumpende under p-pille pauser. Jeg var konstant vild med dem. Charlotte i perioder. Hun tænkte fortrinsvis på sig selv og sin karriere som journalist, der gik blændende.” (side 16).

Charlotte og Poul, karrierekvinden og den bløde mand, er udtryk for omvæltninger i forholdet mellem kønnene, som stadig er relativt nye på det tidspunkt. En dag dør Charlotte i et færdselsuheld i Spanien. En kongetro politikommissær får fingre i hendes lig og anvender det i en uhyre diabolsk fælde, der skal afsløre et ligeså nedrigt komplot. Han sprænger liget i luften på en bar i San Sebastian. Alle tror, det er den baskiske løsrivelsesbevægelse ETA, som Charlotte har haft forbindelse til igennem sit arbejde.

22205900

Poul kommer derned for at hente sin døde kone hjem. Han bliver modtaget i lufthavnen af en mand, som viser sig ikke at være den danske diplomat, som han giver sig ud for at være. Poul får et lift fra Madrid til San Sebastian med en svensk reporter, der har dusket hans utro kone, engang de kedede sig under en pause i journalistarbejdet. Han møder journalistens ETA-forbindelser, der tilsyneladende også har fået lidt på den dumme hos Pouls hustru. Vor helts selvfølelse er med andre ord godt ramponeret, men så møder han den underskønne baskiske nationalist Ogoya, som falder pladask for ham. De indleder en øm affære, udveksler kærtegn og holder i hånd i mellem de mange nervesønderslidende situationer, de må igennem. Komplottet bliver afværget, plottet afviklet. Alt sammen med indsigt i de politiske og nationalistiske forviklinger og en sikker vekslen mellem dialogen og Pouls refleksioner. “Ogoya vendte sig om mod mig og kom hen mod sengen, kravlede op til mig og lagde sig hen over mig uden et ord”. Det er den sidste side. Poul har fået sin manddom tilbage.

I 1998 – fjorten år efter debuten – vendte Leif Davidsens forfatterskab tilbage til Spanien med romanen “Lime’s billede”, fortællingen om en paparazzi-fotograf, der stikker telelinsen lidt for langt frem. Mens Davidsen var ved at lægge sidste hånd på sin roman, overhaler virkeligheden ham. Dodi og Diana blev jaget i døden af virkelige paparazzi-fotografer. Han var lige ved at droppe bogen af frygt for at få skudt i skoene, at han forsøgte at profitere på deres ulykke. Heldigvis gjorde han det ikke. Han havde udviklet sig som forfatter. Han var begyndt at sælge i udlandet. Han var anerkendt som en politisk thrillerforfatter med internationalt format. “Lime’s billede” var endnu et højdepunkt. Den udløste Glasnøglen, prisen for Nordens bedste krimi.

Mellem de to spanske eposer er det blevet til ikke mindre end fire bøger, heraf en trilogi om Sovjet/Rusland og en novellesamling.

Den russiske sangerinde

“Midt på floden sad en mand på en lille klapstol. Et par russiske træski lå ved siden af ham. Han sad helt stille i en tung uklædelig vinterfrakke og med en tyk pelshue på hovedet. Han havde slået klapperne ned. Han havde kun handske på den ene hånd. Den anden holdt forsigtigt om en lille fiskestang (…) Mellem hans ben stod en flaske omviklet med dagens Pravda. Basov stoppede et øjeblik, så vendte han med en rask bevægelse skiene og løb tilbage mod Sølvskoven.
- En lille en, gaspodin Andersen, spurgte oberst Gavrilin.”
“Den russiske sangerinde”, s. 130-1.

Indsatsen er klar, fortællingen kvikt sat op i Leif Davidsens “Den russiske sangerinde” fra 1988. Vi tager den fra tredje linje: “Jeg måtte gøre op med mig selv om det længere var værd at kæmpe for at jeg og Susanne blev sammen. Jeg stod som så ofte før og stirrede ned på Sadovajaens arrede asfalt, hvor den frosne blanding af is, grus og sne lignede en forbinding, der for længst skulle være skiftet.” (side 7).

Jack Andersen er på vej mod de fyrre, ansat ved den danske ambassade i Moskva. Han befinder sig i en by, som er underlagt en sibirisk kulde, men det er intet mod, hvor koldt der er i hans forhold. Jack kan ikke få børn. Han er lige så gold, som Moskva er kold og omvendt. Manden og byen spejler sig i hinanden. Konen ligger hjemme i Danmark og tager forskud på foråret med en ung elsker. Jack er modløs, men så kommer opringningen. Sonia, en kvindelig ansat ved ambassaden er fundet i badekarret med overskårede pulsårer, SM-porno på videoen og en død kvinde på sengen. Det er ikke så godt. Det kan betyde diplomatiske forviklinger. Jack er på sagen. Han skyder modløsheden fra sig, haster af sted til kvindens lejlighed og gennemgår den sammen med det russiske politi. Tilsyneladende er sagen enkel. Sonia har myrdet sin elskerinde og derefter begået selvmord. Men Jack er ikke sikker. Hvorfor er der for eksempel en tredje tallerken på bordet? Er det morderens? Selvfølgelig er det det. Sonia er hverken morder eller selvmorder, selv om det ville være meget nemmere for alle, fordi hun var løs på tråden og havde rygte som ambassadens luder og dermed udgør en bekvem syndebuk.

24715914

En kvinde dukker op på mordscenen, den myrdede russers søster, Lilli Ivanova Smuul, oprindeligt fra Estland. Jack lægger sig imellem, da betjentene går til hende. Han giver hende et lift i sin bil. Han ser Lilli synge på en restaurant for udlændinge og korrumperede partimedlemmer. Hun er bogens titelperson. Hun er ’den russiske sangerinde’. Jagten på Sonias morder intensiveres. Det samme gør forholdet mellem Lilli og Jack. Lilli er verliebt i den stærke vesterlænding. Men deres forhold møder hård modstand. Jack er oppe mod mægtige kræfter i det russiske system, og på ambassaden må han slås med sin absolutte modsætning, den aristokratiske og snobbede Castesen, der afskyr den simple Jack, der er søn af en fordrukken engelsk sømand og en dansk skurekone og hører Bruce Springsteen og bokser. Fortællingen er stemningsmættet og knirker frostskørt fra de revner, som året efter den udkom, fik Berlin-muren til at falde. Filmatiseringen lod ikke vente på sig.

Leif Davidsen fuldendte sin trilogi om omvæltningerne i Rusland med romanerne “Den sidste spion” fra 1991 og “Den troskyldige russer” fra 1993. Herefter kom så den bog, som af mange betragtes som hans mest vellykkede, og som ved en afstemning blandt Jyllands-Postens læsere i januar 2009 blev kåret som den niende bedste danske roman indenfor de seneste 25 år: “Den serbiske dansker”.

Den serbiske dansker

“Russeren lænede sig forover igen og sænkede stemmen, som om de var på intim fod. Vuk kiggede på Kommandanten. Hans ansigt var svedigt. Han tændte en ny cigaret, og for første gang siden han havde mødt ham, følte Vuk ingen ærbødighed, respekt eller kærlighed. Han følte kun foragt. Kommandanten havde solgt ham, men Vuk skulle nok sørge for, at han aldrig fik hævet profitten. Han havde ikke hørt, hvad russeren sagde, så han bad ham gentage det.
- Jeg sagde vi mødes om tre i Berlin. Jeg holder til i Berlin er et godt udgangspunkt. Er det okay?!”
“Den serbiske dansker”, s. 52.

Selvfølgelig måtte begivenhederne på Balkan op gennem halvfemserne fange journalisten og forfatteren Davidsens interesse. Regionen var en heksekedel af modstridende politiske, nationale og religiøse interesser. Den var synonym med splittelse. I “Den serbiske dansker”, der udkom i 1996, ligger handlingens udspring i Bosnien. En håndfuld bosniske muslimer har voldtaget en kone og en datter for øjnene af faren i en bosnisk serbisk familie. Da faren “brølede som et dyr” (side 176), skærer de tungen af ham. Da de er færdige med voldtægten, skærer de pikken af ham og stikker den i munden på moren og skyder hende og datteren, mens faren kvæles i sit eget blod. Det er dumt gjort, for familiens søn har “gået på den bedste militære skole i verden: Den jugoslavisk Forbundshærs Specialskole, hvor de sejeste unge mænd blev trænet i sabotage, infiltration, snigskydning, kommunikation, selvforsvar, undervandssvømning og overlevelse i felten.” (side 46), og da han opdager, hvad de har gjort ved far og mor og søsteren, tager han det ikke nådigt op.

Sønnen hedder Vuk. Han har boet med sin familie i Danmark som barn og ung. Han er ’den serbiske dansker’, bogens titelfigur. Han lever af at udføre attentater og snigmord for Kommandanten. I Teheran er man sur på en af landets døtre, som har skrevet en islam-fjendsk bog. Man vil godt betale fire millioner dollars for, at hun bliver nakket. Kommandanten, som har opgivet drømmen om et Storserbien, tager opgaven og giver den videre til Vuk, for den iranske forfatterinde er på vej til Danmark, og Vuk taler ikke bare flydende dansk, han har også blå øjne – med andre ord, det bliver djævelsk svært for nogen at gennemskue, at han i virkeligheden er en kold bosnisk-serbisk snigmorder. Den iranske forfatterindes besøg organiseres af formand for PEN og journalist ved Politiken Lise Carlsen, og sikkerheden under hendes ophold overdrages til PET-agenten Per Toftlund. Sammen skal de få det hele til at gå op i en højere enhed. Det er ikke nemt, for Per Toftlund er slet ikke som Lises bløde psykologmand: “Han var en ubehøvlet satan, så meget havde hun forstået. (…) Men han så nu meget godt ud, hvis man kunne lide den sportstrænede type med de velovervejede skægstubbe.” (side 33).

24741087

De har deres sammenstød, men så kommer det øjeblik, hvor Lise mismodigt fortæller, at hendes mand ikke rigtigt gider Spanien, som ellers havde været deres yndlingsferiemål, mere, og Per – som også taler spansk – tager en serviet og fanger lidt ketchup i hendes mundvig, og så viser det sig, at Lise godt kan lide ubehøvlede mænd, der ser godt ud, og PET-agent antager en helt ny betydning. Forholdet udvikler sig, Lises ægteskab afvikler sig. Og rundt omkring dem tårner de mørke skyer sig op. Inde på Christiansborg bliver der indgået gustne korridoraftaler, som sætter den danske feta-produktion over den iranske forfatterindes sikkerhed, og Vuks attentatplaner tager form. Han er efter en rejse, som involverer falske pas, dramatiske grænsekryds og skift mellem transportmidler kommet til København, hvor han har hentet sine våben i en Samsonite-kuffert i en boks på Hovedbanen, en Beretta-pistol med ekstra magasiner og en russisk snigskytteriffel – ikke verdens mest sofistikerede, men pålidelig. Lise og Per beslutter sig for at afholde pressemødet med forfatterinden på Flakfortet i indsejlingen til Københavns havn. Vuk finder ud af det. Han er meget tættere på dem, end de aner. Men helt galt går det ikke. “Den serbiske dansker” bliver til en trilogi. Hovedpersonerne vender tilbage i “De gode søstre” fra 2001 og “Fjenden i spejlet” fra 2004.

På udkig efter Hemingway

“Arkitekturen var en blanding af forfalden kolonistil i spæde og alligevel flotte farver og en art østeuropæisk byggestil, der virkede, som om østtyskerne havde eskorteret det hele rub og stub fra Karl Marx Strasse i Østberlin.”
“På udkig efter Hemingway”, s. 150.

 I sin tiende spændingsroman “På udkig efter Hemingway”, der udkom i 2008, vender Leif Davidsen, som titlen antyder, tilbage til den forfatter, som var med til at sætte hans drømme i gang, dengang han var udvekslingsstudent i USA.

Den forsagte midaldrende gymnasielærer fra Ringkøbing John C. Petersen er efter konens død rejst til Key West for at gå i Ernest Hemingways fodspor. I virkeligheden leder han nok mest efter sig selv og et svar på spørgsmålet om, hvad han skal bruge sit liv på nu, hvor han er alene efter mange års ægteskab. I Key West støder han på Carlos, en ældre eksilcubaner, der beder ham om medbringe et personligt brev til datteren, der bor på Cuba. Carlos har ikke haft kontakt med hende i mange år og ønsker at se hende en sidste gang før sin død. Samtidig bliver vores hovedperson kontaktet af en CIA-agent, der tilsyneladende giver ham et godt tilbud.

27400264

På Cuba tager handlingen fart i Havannas turistfyldte gader med et persongalleri af revolutionære og kontrarevolutionære og en atmosfære, der emmer af sex og salsa. John C. Petersen ved ikke længere hvad der op eller ned og må ud i den cubanske jungle på jagt efter en hemmelig skat.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Min broders vogter

“Han talte i vildelse, men jeg forstod så meget, at han havde tjenestegjort sammen med to spaniere, der havde kørt eskorte for guldtransporten. Den ene, som han kaldte Pedro, stak af og blev skudt, da han forsøgte at gå over på den anden side, idioten. Den anden, som hed Manuel, fortalte, hvordan de var blevet beordret til sammen med to andre soldater at læsse to kasser fra havneområdet ind i en lukket, sort bil, der blev kørt af en russer sammen med en civil spanier, der talte engelsk med russeren. Soldaterne havde fået at vide at de skudt, hvis de røbede noget.”
“Min broders vogter”, s. 139-140.

Det historiske materiale, som ligger til grund for “Min broders vogter” fra 2010, er dybt interessant: Hvad skete der med de spanske guldreserver – verdens fjerde største – som forsvandt under borgerkrigen mellem falangister og socialister? Røg de til Moskva? Og hvad drev de to kommunistiske Munch-Petersen'er, digteren Gustaf, som deltog og døde i Den Spanske Borgerkrig, og politikeren Arne, som døde i et fængsel i Moskva i 1940?

Leif Davidsen forløser det med historien om den mægtige og handlekraftige erhvervsmand Magnus Meyer, der som ung må drage til Spanien for at hente sin digterbror hjem fra borgerkrigen. Romanen begynder mange år senere ved et taffel i privaten hos Magnus Meyer. Hele landets top er samlet. Magnus Meyer skal have rigets højeste udmærkelse, Dannebrogskorset med Egeløv. Dronningen er der i egen person for at give ham den. Normalt er det modtageren, som møder op hos dronningen. Men Magnus Meyer er gammel og ikke så mobil længere, og han har en position, som gør, at selv dronningen går ud af sit slot for at hædre ham. Med andre ord en slags Mærsk McKinney Møller, hvad de sammenfaldende initialer også synes at foreslå.

Men Magnus Meyer har skeletter i skabene. Hans ordensbehængte facade er rejst på en dynge af kadavere, og nu hvor hans tid er ved at rinde ud, har han behov for, at sandheden kommer frem. Han har indtalt sin historie og fået et barnebarn til at gemme den på en fil, som automatisk sender sig selv til avisredaktionerne, når han har skudt sig en kugle for panden. Pistolen ligger allerede klar i hans skrivebord. Historien begynder, dengang han vender hjem fra Argentina som en holden mand kun for at opdage, at hans godhjertede lillebror er rejst sydpå for at deltage i Den Spanske Borgerkrig – fordi han er idealist og kommunist, og fordi det har knust hans hjerte, at Magnus Meyer rejste bort. Hans søster er også knust. Over at lillebroren er væk. Han er digter, ikke soldat. Magnus Meyer rejser af sted for at hente ham hjem. Den lokale avis forsyner ham med et cover som korrespondent. 

28188625

Jagten fører ham dybt ind i socialisternes rækker. Han møder mænd af den rette støbning. Djærve bemærkninger bliver udvekslet. Men er nogen af dem måske i virkeligheden CIA-agenter? Alle slags motiver er i spil. Han finder broren. Han er respekteret af alle de andre, som kæmper mod falangisterne. Fordi han er frygtløs. Og rettænkende. Og en kammerat. Forsøget på at få ham med tilbage giver bagslag. Ophedede scener følger gribende erklæringer.

Midt i det hele møder Mads den smukke russer Irina. Det udvikler sig til en stormfuld kærlighed med masser af begær. Der er ikke tvivl om, at de er mand og kvinde for hinanden. Men, men, det er ikke Irina, som står ved hans side til receptionen i bogens begyndelse, men en otteoghalvtredsårig dåse, som prøver at ligne en 48-årig, som den kyniske erhvervsmand konstaterer. Hvad er der sket!? Hvorfor er det ikke hans livs kærlighed, der er med ham!? Og hvad blev der af hans elskede bror!? Og hvad med de spanske guldreserver? Det er den historie, “Min broders vogter fortæller” – “en roman om krig og kærlighed, om kampen mellem ideologier - og mellem den kynisme og idealisme, som det indimellem kan være svært at skelne fra hinanden”, som forlaget noterer.

Patriarkens hændelige død

”Han lignede en kosak, der skulle være statist på Bolsjoj med sine militærfarver på uniformsfrakken, overskæg og skråbælte med en sabel. Det nye Rusland gravede de gamle dyder og skikke frem i religionens og nationalismens søgen efter det traditionelle. Som om det kunne forklare det meningsløse i det moderne.”
”Patriarkens hændelige død”, s. 45.

I 2013 udgav Leif Davidsen endnu en Moskva-baseret krimi,Patriarkens hændelige død”. Bogen åbner med billedskabende scener fra Grønland, hvor den feterede tv-meteorolog Adam Lassen er på optagelse til en dokumentar om klimaforandringer og deres konsekvenser. Midt på indlandsisen bliver han ringet op på satellittelefonen af sin mor, der fortæller, at hans tvillingebror Gabriel er blevet dræbt i Moskva, hvor han bor. Tilbage på hotellet finder Adam ud af, at patriarken Tikhon den Anden, overhoved for den russisk-ortodokse kirke, døde et døgn inden hans bror blev overfaldet.

Sammen med sin mor, der er af russisk afstamning og ikke har været i Rusland, siden hun blev deporteret som ung, rejser han til Moskva for at tage endelig afsked med sin bror og for at finde ud af, hvad der lå til grund for den forbrydelse, der slog hans bedste ven ihjel.

29871590

Det bliver begyndelsen på en intens afsøgning af både hans egen families historie og de mange alliancer, den russiske kirke og statsmagt har indgået med hinanden. Langsomt optrevler Adam sine forældres kærlighedshistorie, der trækker tråde frem til mordet på hans bror og også patriarkens død. Med sit nysgerrige blik registrerer han, hvordan det moderne Rusland adskiller sig fra sovjettiden, hvor alenlange køer og planøkonomi skabte andre levevilkår, end kapitalisme og forbrugersamfund gør det i dag.

Leif Davidsens kendskab til såvel russisk politik som kultur og religion er fundamentet i denne thriller, hvor ingen rigtig er til at stole på. Som læser får man en grundig indføring i russisk historie og et vigtigt indblik i det moderne Ruslands magtmisbrug og korruption inden for politi, politik og kirke. Indlejret i thrilleren er indtil flere kærlighedshistorier, hvoraf Adams forældres historie, der fylder den midterste tredjedel af bogen, foldes mest ud. Kærlighed, hævn og hemmeligheder er grundlag for intrigerne, der væves ind i hinanden i et spind af økonomiske, magtbegærlige og egoistiske interesser. Klimaforandringer, olie- og gasreserver og den internationale kamp om adgangen til Grønlands eftertragtede undergrund er den aktuelle krog, romanen er hængt op på.

Debat om Davidsen

Anmelderne har overvejende været positive overfor Leif Davidsens caribiske kriminalroman. Det er de ofte, når der er nyt fra Davidsen. En markant undtagelse var Smagsdommerne, som gennemheglede romanen i DR2-programmet af samme navn. Leif Davidsen er generelt ikke lige populær i det, man bredt kalder kultureliten. WeekendAvisens anmelder Lars Bukdahl udtrykte det således i et interview med Jyllands-Posten om udvælgelsen af kandidater til afstemningen om vor tids danske roman, der foregik omkring årsskiftet 2008/2009: “Jeg har læst en bog af Blædel og et par af Davidsen. De skriver ikke gode romaner, men kedelig genrelitteratur. (…) Jeg synes, I pisser på genren ved at tage dem og alt muligt andet underlødigt med.” (Interview i Jyllands-Posten, 2008-11-29).

Leif Davidsen kender indvendingerne: “Er det forbudt at spørge, hvorfor så meget moderne dansk litteratur læses af så få i en tid, hvor bogsalget til private slår alle rekorder? Er smalt altid kvalitet? Er det kriminelt at sætte sig ind i tingene, inden man skriver?”, skrev han retorisk i et indlæg i Weekendavisen fra den 22. marts 2002. Davidsens person er en af de få, som kan få højlitterære kredse og de forkætrede femikrimiforfattere til at gøre fælles front. Den norske krimiforfatter Anne Holt har udtalt: “Leif Davidsen er et typisk eksempel på en mand, der skriver romaner, som kvinder aldrig ville skrive. Eller læse for den sags skyld …” (Interview i Politiken, 2005-11-12). Omvendt holder Leif Davidsen sig heller ikke tilbage med kritik af sine nordiske kolleger: “I gamle dage – i 60’erne og 70’erne for eksempel – var en krimi jo typisk sådan noget med sutsko og kaminer og “butleren gjorde det”. Genren har udviklet sig meget siden dengang. Publikum accepterer i højere grad krimien, og det er jo åbenlyst, at de sælger godt. Men bølgen har måske også nået sin top. Det er jo helt vildt, hvad der bliver udgivet af krimier i dag, og de er altså ikke alle sammen lige gode. For eksempel de svenske Liza Marklund og Camilla Läckberg, som skriver – synes jeg – temmelig dårligt. Og hele hysteriet omkring Stieg Larsson, som jeg slet ikke kan forstå. Jeg synes, hans første bog var god, men de to andre er decideret dårlig skrevet, og handlingen og især personerne er temmelig utroværdig.” (Interview med Dagbladenes Bureau, 2008-03-27).

Om et møde med Liza Marklund siger Leif Davidsen: “Da jeg i sin tid fik Glasnøglen, fik jeg prisen i konkurrence med Liza Marklund, og da jeg var oppe for at modtage prisen, spiste jeg frokost med hende og mine kvindelige norske og svenske redaktører. Det var hyggeligt, men de snakkede ikke om andet end amning og mælkeallergi. Dengang tænkte jeg, at det her ville hverken Bo Tao (Michaëlis, anmelder på Politiken, red.) eller Niels Lillelund (anmelder på Jyllands-Posten, red.) have holdt til, og der skal heller ikke gå for meget amning og mælkeallergi i bøgerne.” (Interview i Politiken, 2008-11-13).

Omvendt kan selv de overvejende positive anmeldere ind imellem ønske sig lidt mere, når det kommer til romantikken og erotikken i Davidsens bøger, skarpest formuleret af Jens Andersen i Berlingske Tidende i anmeldelsen af “Fjenden i spejlet”: “Hvad man kunne ønske sig, var lidt mere litterært vovemod omkring den thrilleragtige form for spænding, der knytter sig til livets erotiske side, som Davidsens personer ellers ikke går af vejen for. Men hver gang, de får lov, bliver det usexede formuleringer som: “De havde elsket igen, længe og dejligt. Og det var jo rigtigt godt”. Her bliver livet nærmest en tørvethriller.” (Anmeldelse i Berlingske Tidende, 2004-04-02).

Den kritik forstyrrer nok ikke Leif Davidsens nattesøvn. Han er prisbelønnet, bedstsælgende og oversat til et hav af sprog. Ruslandstrilogien blev i 2006 til en tetralogi med “Den ukendte hustru”. Ud over romanerne er det blevet til en novellesamling, “Forræderen og andre historier” fra 1995, og en rejseskildring fra Rusland “Dostojevskis sidste rejse” fra 2002. Han har været med til at redigere et par fotohistoriske værker, “Danske øjeblikke” fra 1998 og den kontroversielle “Østfronten – danskere i krig” fra 1999 (kontroversiel fordi første oplag viste sig at være fejlbehæftet – men i billedteksterne, som ikke var Davidsens bidrag).

Forfatterskabet er blevet genstand for en fin introduktion i Lars Ole Sauerbergs “Men det begynder altid med en hovedperson” fra 2006. Mange danske journalister har forsøgt sig med den politiske thriller, og folk, der har fået mod på mere efter at have læst Leif Davidsen vil med fornøjelse fortsætte hos Jan Stage, Karsten Lund og Jens Henrik Jensen. Leif Davidsens udenlandske forbilleder er Graham Greene, John LeCarré og Len Deighton.

Bibliografi

Bøger

Davidsen, Leif:
Uhellige alliancer. 1984. Roman.
Davidsen, Leif:
Den russiske sangerinde. 1988. Roman.
Davidsen, Leif:
Den sidste spion. 1991. Roman.
Davidsen, Leif:
Den troskyldige russer. 1993. Roman.
Davidsen, Leif:
Forræderen – og andre historier. 1995. Roman.
Davidsen, Leif:
Den serbiske dansker. 1996. Roman.
Davidsen, Leif:
Lime’s billede. 1998. Roman.
Davidsen, Leif og Lindhardt, Karsten:
Danske øjeblikke. Danske pressefotos i 100 år. 1998. Historisk værk.
Davidsen, Leif og Lindhardt, Karsten:
Østfronten – danskere i krig. 1999. Historisk værk.
Davidsen, Leif:
De gode søstre. 2001. Roman.
Davidsen, Leif:
Dostojevskijs sidste rejse. 2002. Roman.
Davidsen, Leif:
Fjenden i spejlet. 2004. Roman.
Davidsen, Leif:
Den ukendte hustru. 2006. Roman.
Davidsen, Leif:
På udkig efter Hemingway. 2008. Roman.
Davidsen, Leif:
Min broders vogter. 2010. Roman.
Davidsen, Leif:
Utahs bjerge og andre historier. Lindhardt og Ringhof, 2011. Noveller.
Davidsen, Leif:
Patriarkens hændelige død. Lindhardt og Ringhof, 2013.
Davidsen, Leif:
Steinbecks spøgelse : jagten på en forfatter : rejseerindringer. Lindhardt og Ringhof, 2014.
Davidsen, Leif:
10 minutter i vor tid. Lindhardt og Ringhof, 2015. Noveller.
Davidsen, Leif:
Djævelen i hullet. Lindhardt og Ringhof, 2016.
Davidsen, Leif: Ravnens rede. Lindhardt og Ringhof, 2017. Roman.
Davidsen, Leif: Tag ikke imod en pølse i Moskva og andre historier. Lindhardt og Ringhof, 2018. Noveller.
Davidsen, Leif: Forræderens børn. Lindhardt og Ringhof, 2020.

Om Leif Davidsen

Sauerberg, Lars Ole:
Men det begynder altid med en hovedperson. 2006. Bog om Leif Davidsens forfatterskab.
Ifversen, Karsten R.S.:
Den perfekte (tørve)thriller. Politiken, 2004-04-10.
Raahauge, Anders:
50 år i dag : Virkelighedstro spænding. Fødselsdagsomtale, Jyllands-Posten, 2000-07-25.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Leif Davidsen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Larsen, Jesper Stein:
Bestsellerbøger er noget bræk. Jyllands-Posten, 2008-11-29
Andersen, Carsten:
Leif Davidsens cubanske cocktail. Politiken, 2008-11-13.
Willemoes, Tomas:
Livet går ikke op til sidst. Dagbladene bureau, 2008-03-27.
Thorsen, Lotte:
Min hovedperson er jo gal. Interview med Anne Holt i Politiken, 2005-11-12.
Andersen, Jens:
Gensyn med “Horisont”. Anmeldelse, Berlingske Tidende, 2004-04-02.