Leif Davidsen

Leif Davidsen blev født i 1950 i Otterup på Fyn. Som udvekslingsstudent i USA blev Leif Davidsen introduceret for Ernest Hemingway og drømmen om at rejse rundt og skrive. Som 27-årig levede han den ud med et ophold i Madrid som freelancejournalist med opgaver for TV-Avisen og forskellige dagblade. I ballasten havde Leif Davidsen en veludviklet samfundsinteresse, som går helt tilbage til barndomsårene i Bogense på Fyn, hvor han angiveligt slugte aviser, nyhedsudsendelser og orienteringsprogrammer en masse. Han har også prøvet sig med digte og fik fire af dem offentliggjort i det anerkendte tidsskrift “Hvedekorn” i 1973. Samme år begyndte han på Lolland Falsters Folketidende som journalistpraktikant. I 1976 var han uddannet journalist fra Journalisthøjskolen i Aarhus.

Året efter forfulgte han Hemingwaydrømmen for så i 1978 at vende tilbage til Danmark, hvor han de næste otte år virkede på Danmarks Radios Kultur- og Samfundsafdelings udenrigsredaktion, blev gift og fik to børn. Men rejsefeberen rasede fortsat. I 1984 blev han Danmarks Radios korrespondent i Moskva og havnede dermed i et af verdens brændpunkter under Den Kolde Krig. Da vi stadig befandt os i monopol-tv’ets dage, gjorde det ham til et familiært ansigt i de danske stuer. Efter tilbagekomsten fra Moskva i 1988 fungerede han som redaktør på DR. I 1998 var han manden bag “Danske Drømme”, en videreførelse af Poul Hammerichs populære “Danmarks Krøniken”. Herefter droppede han tv og fastansættelse for at hellige sig sit forfatterskab.

I årene som journalist arbejdede Leif Davidsen med politisk konfliktstof. Det er også den ramme, han benytter i sine spændingsromaner. Han bevæger sig rundt om og bag ved de politiske konflikter og speeder op med opdigtede, morderiske intriger. I sine værker udviser han respekt over for genrens konventioner: der er spænding, tempo, action, kærlighed, erotik, antihelte og betydningsladede, ofte historiske locations. Ofte henlægges handlingen til udlandet, men der er altid kommentarer til hjemlandet, både politisk, socialt og kulturelt. I de mange romaner har konflikterne fundet sted i henholdsvis, Spanien, Sovjet/Rusland, Balkan og Cuba.

Leif Davidsen anfører i et interview i Politiken, at han tænker journalistisk, når han leder efter et nyt romanprojekt, men pointerer også, at ideen skal være langtidsholdbar: ”Jeg har det sådan, at stoffet gerne må være aktuelt, men det skal også være sådan, at man kan holde ud at læse det om ti år.” (Carsten Andersen: Handlingen er lige så overraskende for mig, som den er for læseren. Politiken, 2020-06-06).

Leif Davidsen er kender af Ernest Hemingway og deler hans fascination af Spanien. Som reporter boede Davidsen i en periode i Madrid. Han var optaget af de store omvæltninger, som fandt sted i landet op gennem halvfjerdserne. Han drømte om at blive sendt derned på en reportagerejse. I stedet røg han i 1980 på en tur til Moskva og strandede et par dage i transithallen på vejen hjem. Her faldt en sætning ham ind: “Ethvert menneske med et fjernsyn kendte min kone. Derfor fik hele affæren omkring hendes forsvinden under mystiske omstændigheder en del omtale i pressen.” Fire år senere åbnede sætningen romandebuten “Uhellige alliancer”, der udkom i 1984.

Poul Jensen er jurist, gift og har to børn. Hustruen er journalist og arbejder på TV-Avisen. Poul arbejder halvtids i Socialministeriet, så konen kan passe sin karriere og sine skiftende affærer med andre mænd. “Jeg hadede af og til Charlotte så intenst at jeg kunne slå hende. Jeg slog hende aldrig. Hun kom altid tilbage, forlod mig aldrig helt. Vi var helt vilde med vores unger, selv om de var kommet dumpende under p-pille pauser. Jeg var konstant vild med dem. Charlotte i perioder. Hun tænkte fortrinsvis på sig selv og sin karriere som journalist, der gik blændende.” (s. 16).

51300661

Charlotte og Poul, karrierekvinden og den bløde mand, er udtryk for omvæltninger i forholdet mellem kønnene, som stadig er relativt nye på det tidspunkt. En dag dør Charlotte i et færdselsuheld i Spanien. En kongetro politikommissær får fingre i hendes lig og anvender det i en uhyre diabolsk fælde, der skal afsløre et lige så nedrigt komplot. Han sprænger liget i luften på en bar i San Sebastian. Alle tror, det er den baskiske løsrivelsesbevægelse ETA, som Charlotte har haft forbindelse til igennem sit arbejde.

Poul kommer derned for at hente sin døde kone hjem. Han bliver modtaget i lufthavnen af en mand, som viser sig ikke at være den danske diplomat, som han giver sig ud for at være. Poul får et lift fra Madrid til San Sebastian med en svensk reporter, der har været sammen med hans utro kone, engang de kedede sig under en pause i journalistarbejdet. Han møder journalistens ETA-forbindelser, der tilsyneladende også har haft sex med Pouls hustru. Vor helts selvfølelse er med andre ord godt ramponeret, men så møder han den underskønne baskiske nationalist Ogoya, som falder pladask for ham. Komplottet bliver afværget, plottet afviklet. Alt sammen med indsigt i de politiske og nationalistiske forviklinger og en vekslen mellem dialogen og Pouls refleksioner. 

I 1998 – fjorten år efter debuten – vendte Leif Davidsens forfatterskab tilbage til Spanien med romanen “Lime’s billede”, fortællingen om en paparazzi-fotograf, der stikker telelinsen lidt for langt frem. Mens Davidsen var ved at lægge sidste hånd på sin roman, overhalede virkeligheden ham. Prinsesse Diana og Dodi Al-Fayed blev jaget i døden af virkelige paparazzi-fotografer. Han var lige ved at droppe bogen af frygt for at få skudt i skoene, at han forsøgte at profitere på deres ulykke. Han fastholdt udgivelsen, der blev tildelt Glasnøglen, prisen for Nordens bedste krimi.

Indsatsen er klar, fortællingen kvikt sat op i Leif Davidsens “Den russiske sangerinde” fra 1988. Vi tager den fra tredje linje: “Jeg måtte gøre op med mig selv om det længere var værd at kæmpe for at jeg og Susanne blev sammen. Jeg stod som så ofte før og stirrede ned på Sadovajaens arrede asfalt, hvor den frosne blanding af is, grus og sne lignede en forbinding, der for længst skulle være skiftet.” (s. 7).

Jack Andersen er på vej mod de fyrre, ansat ved den danske ambassade i Moskva. Han befinder sig i en by, som er underlagt en sibirisk kulde, men det er intet mod, hvor koldt der er i hans forhold. Jack kan ikke få børn. Han er lige så gold, som Moskva er kold og omvendt. Manden og byen spejler sig i hinanden. Konen ligger hjemme i Danmark og tager forskud på foråret med en ung elsker. Jack er modløs, men så kommer opringningen. Sonia, en kvindelig ansat ved ambassaden er fundet i badekarret med overskårede pulsårer, SM-porno på videoen og en død kvinde på sengen. Det er ikke så godt. Det kan betyde diplomatiske forviklinger.

29291594

Jack er på sagen. Han skyder modløsheden fra sig, haster af sted til kvindens lejlighed og gennemgår den sammen med det russiske politi. Tilsyneladende er sagen enkel. Sonia har myrdet sin elskerinde og derefter begået selvmord. Men Jack er ikke sikker. Hvorfor er der for eksempel en tredje tallerken på bordet? Er det morderens? Selvfølgelig er det det. Sonia er hverken morder eller selvmorder, selv om det ville være meget nemmere for alle, fordi hun var løs på tråden og havde rygte som ambassadens luder og dermed udgør en bekvem syndebuk.

En kvinde dukker op på mordscenen, den myrdede russers søster, Lilli Ivanova Smuul, oprindeligt fra Estland. Jack lægger sig imellem, da betjentene går til hende. Han giver hende et lift i sin bil. Han ser Lilli synge på en restaurant for udlændinge og korrumperede partimedlemmer. Hun er bogens titelperson. Hun er ’den russiske sangerinde’. Jagten på Sonias morder intensiveres. Det samme gør forholdet mellem Lilli og Jack. Lilli er verliebt i den stærke vesterlænding. Men deres forhold møder hård modstand. Jack er oppe mod mægtige kræfter i det russiske system, og på ambassaden må han slås med sin absolutte modsætning, den aristokratiske og snobbede Castesen, der afskyr den simple Jack, der er søn af en fordrukken engelsk sømand og en dansk skurekone og hører Bruce Springsteen og bokser. Fortællingen er stemningsmættet og knirker frostskørt fra de revner, som året efter den udkom, fik Berlin-muren til at falde. Filmatiseringen lod ikke vente på sig.

Leif Davidsen fuldendte sin trilogi om omvæltningerne i Rusland med romanerne “Den sidste spion” fra 1991 og “Den troskyldige russer” fra 1993.

Selvfølgelig måtte begivenhederne på Balkan op gennem halvfemserne fange journalisten og forfatteren Davidsens interesse. Regionen var en heksekedel af modstridende politiske, nationale og religiøse interesser. Den var synonym med splittelse. I “Den serbiske dansker”, der udkom i 1996, ligger handlingens udspring i Bosnien. En håndfuld bosniske muslimer har voldtaget en kone og en datter for øjnene af faren i en bosnisk serbisk familie. Da faren “brølede som et dyr” (s. 176), skærer de tungen af ham. Da de er færdige med voldtægten, skærer de pikken af ham og stikker den i munden på moren og skyder hende og datteren, mens faren kvæles i sit eget blod. Det er dumt gjort, for familiens søn har “gået på den bedste militære skole i verden: Den jugoslavisk Forbundshærs Specialskole, hvor de sejeste unge mænd blev trænet i sabotage, infiltration, snigskydning, kommunikation, selvforsvar, undervandssvømning og overlevelse i felten.” (s. 46), og da han opdager, hvad de har gjort ved far og mor og søsteren, tager han det ikke nådigt op.

29291292

Sønnen hedder Vuk. Han har boet med sin familie i Danmark som barn og ung. Han er ’den serbiske dansker’, bogens titelfigur. Han lever af at udføre attentater og snigmord for Kommandanten. I Teheran er man sur på en af landets døtre, som har skrevet en islam-fjendsk bog. Man vil godt betale fire millioner dollars for, at hun bliver nakket. Kommandanten, som har opgivet drømmen om et Storserbien, tager opgaven og giver den videre til Vuk, for den iranske forfatterinde er på vej til Danmark, og Vuk taler ikke bare flydende dansk, han har også blå øjne – med andre ord, det bliver djævelsk svært for nogen at gennemskue, at han i virkeligheden er en kold bosnisk-serbisk snigmorder. Den iranske forfatterindes besøg organiseres af formand for PEN og journalist ved Politiken Lise Carlsen, og sikkerheden under hendes ophold overdrages til PET-agenten Per Toftlund. Sammen skal de få det hele til at gå op i en højere enhed. Det er ikke nemt, for Per Toftlund er slet ikke som Lises bløde psykologmand: “Han var en ubehøvlet satan, så meget havde hun forstået. (…) Men han så nu meget godt ud, hvis man kunne lide den sportstrænede type med de velovervejede skægstubbe.” (s. 33).

De har deres sammenstød, men forholdet udvikler sig, og Lises ægteskab afvikler sig.

Rundt omkring dem tårner de mørke skyer sig op. Inde på Christiansborg bliver der indgået gustne korridoraftaler, som sætter den danske feta-produktion over den iranske forfatterindes sikkerhed, og Vuks attentatplaner tager form. Han er efter en rejse, som involverer falske pas, dramatiske grænsekryds og skift mellem transportmidler kommet til København, hvor han har hentet sine våben i en Samsonite-kuffert i en boks på Hovedbanen, en Beretta-pistol med ekstra magasiner og en russisk snigskytteriffel – ikke verdens mest sofistikerede, men pålidelig. Lise og Per beslutter sig for at afholde pressemødet med forfatterinden på Flakfortet i indsejlingen til Københavns havn. Vuk finder ud af det. Han er meget tættere på dem, end de aner. Men helt galt går det ikke.

“Den serbiske dansker” bliver til en trilogi. Hovedpersonerne vender tilbage i “De gode søstre” fra 2001 og “Fjenden i spejlet” fra 2004.

Ved en afstemning blandt Jyllands-Postens læsere blev “Den serbiske dansker” i januar 2009 kåret som den niende bedste danske roman inden for de seneste 25 år.

Det historiske materiale, som ligger til grund for “Min broders vogter” fra 2010, er dybt interessant: Hvad skete der med de spanske guldreserver – verdens fjerde største – som forsvandt under borgerkrigen mellem falangister og socialister? Røg de til Moskva? Og hvad drev de to kommunistiske Munch-Petersen'er, digteren Gustaf, som deltog og døde i Den Spanske Borgerkrig, og politikeren Arne, som døde i et fængsel i Moskva i 1940?

Leif Davidsen forløser det med historien om den mægtige og handlekraftige erhvervsmand Magnus Meyer, der som ung må drage til Spanien for at hente sin digterbror hjem fra borgerkrigen. Romanen begynder mange år senere ved et taffel i privaten hos Magnus Meyer. Hele landets top er samlet. Magnus Meyer skal have rigets højeste udmærkelse, Dannebrogskorset med Egeløv. Dronningen er der i egen person for at give ham den. Normalt er det modtageren, som møder op hos dronningen. Men Magnus Meyer er gammel og ikke så mobil længere, og han har en position, som gør, at selv dronningen går ud af sit slot for at hædre ham. Med andre ord en slags Mærsk McKinney Møller, hvad de sammenfaldende initialer også synes at foreslå.

29291349

Men Magnus Meyer har skeletter i skabene. Hans ordensbehængte facade er rejst på en dynge af kadavere, og nu hvor hans tid er ved at rinde ud, har han behov for, at sandheden kommer frem. Han har indtalt sin historie og fået et barnebarn til at gemme den på en fil, som automatisk sender sig selv til avisredaktionerne, når han har skudt sig en kugle for panden. Pistolen ligger allerede klar i hans skrivebord. Historien begynder, dengang han vender hjem fra Argentina som en holden mand kun for at opdage, at hans godhjertede lillebror er rejst sydpå for at deltage i Den Spanske Borgerkrig – fordi han er idealist og kommunist, og fordi det har knust hans hjerte, at Magnus Meyer rejste bort. Hans søster er også knust. Over at lillebroren er væk. Han er digter, ikke soldat. Magnus Meyer rejser af sted for at hente ham hjem. Den lokale avis forsyner ham med et cover som korrespondent.

Jagten fører ham dybt ind i socialisternes rækker. Han møder mænd af den rette støbning. Djærve bemærkninger bliver udvekslet. Men er nogen af dem måske i virkeligheden CIA-agenter? Alle slags motiver er i spil. Han finder broren. Han er respekteret af alle de andre, som kæmper mod falangisterne. Fordi han er frygtløs. Og rettænkende. Og en kammerat. Forsøget på at få ham med tilbage giver bagslag. Ophedede scener følger gribende erklæringer.

Midt i det hele møder Mads den smukke russer Irina, hvilket udvikler sig til en stormfuld kærlighed med masser af begær.

I 2013 udgav Leif Davidsen endnu en Moskva-baseret krimi, ”Patriarkens hændelige død”. Bogen åbner med billedskabende scener fra Grønland, hvor den feterede tv-meteorolog Adam Lassen er på optagelse til en dokumentar om klimaforandringer og deres konsekvenser. Midt på indlandsisen bliver han ringet op på satellittelefonen af sin mor, der fortæller, at hans tvillingebror Gabriel er blevet dræbt i Moskva, hvor han bor. Tilbage på hotellet finder Adam ud af, at patriarken Tikhon den Anden, overhoved for den russisk-ortodokse kirke, døde et døgn inden hans bror blev overfaldet. Sammen med sin mor, der er af russisk afstamning og ikke har været i Rusland, siden hun blev deporteret som ung, rejser han til Moskva for at tage endelig afsked med sin bror og for at finde ud af, hvad der lå til grund for den forbrydelse, der slog hans bedste ven ihjel.

51300688

Det bliver begyndelsen på en intens afsøgning af både hans egen families historie og de mange alliancer, den russiske kirke og statsmagt har indgået med hinanden. Langsomt optrevler Adam sine forældres kærlighedshistorie, der trækker tråde frem til mordet på hans bror og også patriarkens død. Med sit nysgerrige blik registrerer han, hvordan det moderne Rusland adskiller sig fra sovjettiden, hvor alenlange køer og planøkonomi skabte andre levevilkår, end kapitalisme og forbrugersamfund gør det i dag.

Leif Davidsens kendskab til såvel russisk politik som kultur og religion er fundamentet i denne thriller, hvor ingen rigtig er til at stole på. Som læser får man en grundig indføring i russisk historie og et vigtigt indblik i det moderne Ruslands magtmisbrug og korruption inden for politi, politik og kirke. Indlejret i thrilleren er indtil flere kærlighedshistorier, hvoraf Adams forældres historie, der fylder den midterste tredjedel af bogen, foldes mest ud. Kærlighed, hævn og hemmeligheder er grundlag for intrigerne, der væves ind i hinanden i et spind af økonomiske, magtbegærlige og egoistiske interesser. Klimaforandringer, olie- og gasreserver og den internationale kamp om adgangen til Grønlands eftertragtede undergrund er den aktuelle krog, romanen er hængt op på.

I 2016 udgav Leif Davidsen spionromanen ”Djævelen i hullet”, der har den bitre campingpladsejer Laila i hovedrollen. Hun blev i praksis faderløs, da hendes far hoppede af til Rusland og forsvandt ud af landet, da hun var 13 år, efter at have opholdt sig i Estland i en årrække før det. Erfaringen af at blive svigtet og forrådt præger hendes forhold til andre mennesker, hvorfor hun har slået op med den elskelige kæreste Anders, der fik livet på campingpladsen til at blomstre. Med en fortid som sprogofficer med to udsendinger til Irak er Laila en hård nyser, der taler arabisk og både kan håndtere mænd og våben med kølighed.

En dag bliver hun opsøgt af sin fars fætter Torsten Molde og den mærkeligt indtagende tyske efterretningsagent Dietmar, og de to mænd og Laila kan bruge hinanden i deres fælles interesse i Lailas far: John Arnborg, der under sit nye navn Vanja Petrovitj bor i den lille, romantiske landsby Pljos ved Volga-floden 300 km fra Moskva med sin søn Tor og sin russiske kone Alla.

52626811

Tor og Alla kender ikke til Laila, så de får en overraskelse, da hun tropper op i et vinterligt Rusland. Alt imens Laila forsøger at få styr på sine følelser for sin far og sin nyvundne halvbror, bliver John viklet ind i nye sager, der trækker tråde langt ind i Kreml. Alle har noget på hinanden, og ingen er til at stole på – og Laila har svært ved overhovedet at stole på sine egne følelser. Torsten Molde og Dietmar ankommer under tyske dæknavne til Rusland, og de korrupte og svigefulde interesser snerper til i Putins Rusland, hvor agenterne savner den kolde krigs sort-hvide magtforhold.

I klassisk ruslandskyndig stil guider Leif Davidsen gennem Pljos’ turist- og millionærvenlige ydre, Moskvas restaurerede Bolsjoj-teater og Bogenses faldefærdige fernis. Med indsigt i international politik og kultur sætter han den aktuelle og højdramatiske scene for en fortælling om såvel politisk som kærlighedsmæssigt forræderi, søskendekærlighed og glæden ved iskold frostluft. Der er højspændt drama undervejs med bjørneangreb, forfølgelser og glatte veje, men ingen steder slipper Davidsen tøjlerne i dette stramme samtidsdrama med politiske perspektiver. Og Laila bliver klogere på sig selv og kærligheden, lige som læseren bliver klogere på russisk historie, kultur og magtalliancer.

Tor og Laila fra ”Djævelen i hullet” dukker atter op i Leif Davidsens spiondrama ”Forræderens børn” fra 2020. Her starter fortællingen i et lille fiskerleje i Ringkøbing, hvor den hemmelighedsfulde ældre mand ”Russeren” en dag findes død på sin båd, dræbt af nervegiften Novitjok. Med på båden var hans datter Maria, der arbejder i Londons finansdistrikt. Hun overlevede angrebet og bliver senere en væsentlig kilde til at optrevle mordet.

Laila har fundet en ro på campingpladsen sammen med sin kæreste Anders, da hun bliver opsøgt af den snu tyske agent Beate, der lokker hende med på en operation. Tor, der har slået sig til ro med romanskrivning hjemme i Pljos, bliver kontaktet af den føderale sikkerhedstjeneste FSB, der vil sende ham til Danmark for at grave i mordet på russeren. Inden længe er der flere døde, og Tor og Beate begiver sig ud på en højdramatisk rejse gennem Europa for at finde gerningsmænd og bagmænd. Det er svært at hitte rede i de økonomiske, politiske og magthaveriske interesser, men både FSB, GRU (Ruslands militære efterretningstjeneste) og den private hær Wagner er indblandet.

48140122

I hvert et møde med et andet menneske må Tor og Laila spørge sig selv, om de kan stole på den anden eller om de blot er brikker i et større puslespil. Svigt, forræderi og magtspil er vigtigere end følelser og moral, hvilket udfordrer Tor, der savner at være sammen med en kvinde.

”Forræderens børn” har et tempo som en actionfilm med overfald, slåskampe, luksusyachts, dyre middage og skydevåben. Fortællingen skifter mellem Lailas jeg-fortælling og Tors perspektiv i 3. person, og miljøbeskrivelser dykker detaljeret ned i vestjysk fiskerkultur, kunst i Firenze og Amalfikystens smalle veje og betagende udsigter. Davidsen indkapsler både romantiske øjeblikke og voldelige scener med øje for blikke, bevægelser og lugte.

Sideløbende med de potente konflikter arbejder Laila og Tor med at acceptere deres historie og deres følelser. Ingen af dem er trygge ved at være sårbare, men efterhånden bløder de op og smider lidt af deres hårde panser.

Davidsens indgående kendskab til russisk og international politik, militære alliancer, økonomiske aftaler og magt på tværs af landegrænser giver rig mulighed for både at blive underholdt og klogere under læsningen af ”Forræderens børn”.

Leif Davidsen taler om "Forræderens børn" i interview med Forfatterwebs litteraturformidler Sarah Hvidberg, september 2021. 

I 1910 ankommer den 22-årige sønderjyde Oscar Madsen til København efter fire år som soldat og sherif i USA. Han er vendt tilbage til fædrelandet for at se sin søster Karen og pisse på sin fars grav. Det er anslaget i Leif Davidsens historiske roman ”Lenins bodyguard” fra 2022.

Den dameglade Oscar bliver indlogeret hos den indtagende Johanne, hvis mand er fisker, og hendes anden logerende er en lille russisk mand, der er i København for at deltage i Arbejdernes 2. Internationales kongres og for at lære om den danske andelsbevægelse. En aften redder Oscar ham fra et voldeligt overfald, og det bringer de to tæt sammen i gensidig respekt. Oscar bliver hans bodyguard i deres fælles tid i København, inden manden, som viser sig at hedde Vladimir Iljitj Lenin, skal ud i verden for at lave revolution, og inden Oscar rejser tilbage til barndommens Sønderjylland, som nu er tysk.

62208066

I Aabenraa får Oscar sin verden og sine normer udfordret af sin søster, og det bliver en ulykkelig afsked med den frigjorte Karen. Han rejser atter over Atlanten, og tilbage i Montana møder han sin store kærlighed i Elinor. Da hun dør i barselsseng, er han ved at opgive ævred, men så bliver han bedt om at komme til Rusland for at være Lenins bodyguard. Det giver ham gejsten tilbage, og han tager til et vinterkoldt Petrograd, hvor Lenin gør sig de sidste forberedelser til Den russiske revolution. Oscar Madsen er øjenvidne til verdenshistorien, og gennem ham hører vi om den gryende kvindebevægelse, udryddelse af indianere i USA, Første Verdenskrig og de russiske bevægelser væk fra zarstyret til proletariatets diktatur. Han fortæller, hvad han ser og erfarer, og det giver et detaljerigt og levende point-of-view til de levevilkår og politiske og kulturelle strømninger, romanens otte år dækker over.

Leif Davidsen skriver med effektiv fremdrift, et hav af historiske fakta og tidsmarkører samt en generøs mængde vold og sex. Som læser kan man næsten lugte rendestenene i de københavnske brokvarterer, fornemme krudtrøgen fra de amerikanske småbyer og smage rødbedesuppen hos det simple folk på landet i Rusland. Ved at skildre den russiske magtkoncentration, propaganda og manglende respekt for menneskeliv giver romanen baggrund for at forstå det Rusland, der i 2022 har invaderet Ukraine – og på grusomste vis kan man som læser fornemme krigens uvæsen.

Videoklip

Leif Davidsen fortæller om "Lenins bodyguard", og trækker linjer op til situationen i Rusland i dag. Interview med Ib Helles Olsen, Forfatterweb, april 2022.

Se også interview med Leif Davidsen under omtalen af romanen Forræderens børn her i portrættet. 

Leif Davidsens civile liv som journalist og korrespondent har sat sig grundige spor i hans skønlitterære forfatterskab. Med en indgående viden om og kærlighed til det russiske folks historie og egenart spiller særligt Rusland en central og gennemgående rolle på tværs af det omfangsrige forfatterskab. Davidsen har set landet forandre sig over tid og har derfor blik for, hvad der var, hvordan det ser ud i dag og måske, hvor det er på vej hen. Både store perspektiver som magtpolitisk korruption og forræderi og mere jordnære indslag som udviklingen af kaffemoden og tøjvaner har han beskrevet indgående i sine bøger.

Selvom han skriver i en rimelig ligefrem prosa, kan man mærke hans begejstring for de emner, han berører. Det er, som om han på pædagogisk vis vil fortælle læseren, alt det, han selv ved og åbne læserens øjne for det fordækte og for det ligefremme, f.eks. ved at belyse forhold i Danmark ud fra andre landes forhold. Om sin egen skrivestil fortæller han: ”Nogle siger, jeg skriver realistisk litteratur, og det hader jeg, for det minder mig om sovjetisk traktorlitteratur med vajende faner og glade malkepiger på omslaget. Jeg kalder det plausibel litteratur. Jeg har hverken superhelte eller superskurke. Jeg tager nogle helt almindelige mennesker og lader dem komme ud for nogle ganske udsædvanlige situationer.” (Carsten Andersen: Handlingen er en lige så stor overraskelse for mig, som den er for læseren. Politiken, 2020-06-06).

Leif Davidsen er prisbelønnet, storsælgende og oversat til et hav af sprog. Ruslandstrilogien blev i 2006 til en tetralogi med “Den ukendte hustru”. Ud over de mange romaner er det blevet til fire novellesamlinger, og to rejseskildringer, en fra Rusland “Dostojevskis sidste rejse” (2002) og en fra USA, ”Steinbecks spøgelse” (2014). Han har endvidere været med til at redigere et par fotohistoriske værker, “Danske øjeblikke” fra 1998 og den kontroversielle “Østfronten – danskere i krig” fra 1999 (kontroversiel fordi første oplag viste sig at være fejlbehæftet – men i billedteksterne, som ikke var Davidsens bidrag).

Forfatterskabet er blevet genstand for en fin introduktion i Lars Ole Sauerbergs “Men det begynder altid med en hovedperson” fra 2006.

Mange danske journalister har forsøgt sig med den politiske thriller, og folk, der har fået mod på mere efter at have læst Leif Davidsen vil med fornøjelse fortsætte hos Jan Stage, Karsten Lund, Jens Henrik Jensen og Niels Krause-Kjær, der med ”Kongekabale” (2000), ”Mørkeland” (2019 og ”Fandens forår” fra 2020 har skrevet en serie om magt, intriger og politik i dansk og internationalt perspektiv. Også Morten Hesseldahl skriver samfundsaktuelle thrillers som f.eks. ”Mørket under isen” fra 2021, der går tæt på de mange forskellige interesser i Grønlands undergrund, klimaforandringer og geopolitiske spændinger.

Leif Davidsen skriver videre på en international tradition for spionromaner, hvor forfattere som Graham Greene, Ian Fleming, Len Deighton og John le Carré trækker de tydeligste spor. Len Deighton debuterede i 1962 med ”Lynaktion Ipcress” og har frem til 1997 skrevet agent- og spionromaner, hvoraf flere er blevet filmatiseret. John le Carré var i sine unge dage ansat ved den britiske efterretningstjeneste og senere udstationeret i Tyskland, hvor han bl.a. stod for aflytninger og afhøringer af folk, der var rejst fra Østblokken til Vest. Le Carré har udgivet en lang række spionromaner med agenter, efterretningstjenester, muldvarpe og svigefulde forrædere for alle pengene.

Leif Davidsen har i sit virke været inspireret af og rejst i fodsporene af to af sine litterære forbilleder, Ernest Hemingway og John Steinbeck.