Jens Smærup Sørensen

Jens Smærup Sørensen blev født den 30. maj 1946 i Nordjylland og voksede op på en gård i landsbyen Staun nær Nibe. Han blev opfostret efter grundlæggende konservative bondetraditioner, og som søn af en landmand lå det langt fra i kortene, at han skulle blive akademiker og medlem af Det Danske Akademi senere i livet. Allerede tidligt stod det imidlertid klart, at han ikke var den oplagte kandidat til at føre gården videre efter sin far: “Jeg skulle jo være med i arbejdet, men egnede mig ikke til landbruget. Hænderne sad ikke for godt på mig. Jeg var også fraværende ad helvede til (…) Så man fandt på, at jeg skulle på realskole i Nibe. En fem-ti år før ville ingen have tænkt andet, end at jeg skulle fortsætte i landbruget.” (Kristen Bjørnkjær: “Landet der forsvandt”. Information, 2007-03-24).

Efter sin skoletid fortsatte han i gymnasiet og blev i 1965 student fra Aalborg Katedralskole. Turen gik herefter til danskstudier på Aarhus Universitet, hvor han især blev optaget af den eksperimenterende litteratur. Forfattere som Svend Åge Madsen, Per Højholt og Samuel Beckett åbnede en helt ny verden for den unge Jens. I løbet af sin tid på universitetet deltog han også i demonstrationerne mod det såkaldte professorvælde, som prægede universitetsmiljøet i starten af 1970’erne. Men da ungdomsoprøret efter Smærup Sørensens mening bevægede sig i en uheldig retning, var det ikke længere noget for ham: “Oplevelsen af et studentermiljø som efter studenteroprørets første tid politiseredes, men i en idealistisk forstand, sådan at man f.eks. dyrkede Mao-Kina. Den virkelighed vi selv stod i [...] den forsvandt efterhånden til fordel for det rene fantasteri.” (Erik Skyum-Nielsen: “Modsprogets proces”, s. 195).

Smærup Sørensen giftede sig i 1970 med Vibeke Schmidt, og året efter blev han cand.phil. i dansk. Samme år debuterede han som forfatter. De følgende  år udgav han bøger inden for forskellige genrer til både voksne og børn, og fra 1986-1990 var han også husdramatiker ved Aarhus Teater. Jens Smærup Sørensen flyttede i 1990 til Luxembourg med sin hustru og parrets to børn, da hans kone fik job som underviser på Europaskolen. Familien var bosat i byen indtil 1999. I 1990 modtog Smærup Sørensen Det Danske Akademis Store Pris, og han blev i 1995 selv medlem af akademiet. Han blev i 2006 akademiets sekretær. Sammen med en række andre medlemmer valgte han dog i 2020 at trække sig fra arbejdet efter intern uenighed.

Forfatteren er i dag atter bosat ved Limfjorden i det nordlige Jylland – nærmere bestemt i Nykøbing Mors. Det er imidlertid ikke udtryk for, at han er vendt tilbage til provinsen: “Jeg holder meget af landskabet ved Limfjorden, som er uforligneligt smukt. Men jeg mener jo ikke, at provinsen eksisterer. Vi lever alle i en storbykultur.” (Kristen Bjørnkjær: “Landet der forsvandt”. Information, 2007-03-24). I 2018 forlod Smærup Sørensen forlaget Gyldendal som en konsekvens af den linje, som den nytiltrådte direktør Morten Hesseldahl havde lagt for forlaget. I 2023 modtog Jens Smærup Sørensen Montanas Litteraturpris for romanen ”Evigt i tiden”.

I 2025 vendte Jens Smærup Sørensen tilbage til det spor, der blev udstukket med den fiktive erindringsfortælling ”Jens”. Bogen ”Mor” med undertitlen ”En fortælling” tager udgangspunkt i forfatterens mors liv – fra barneårene til slutningen af livet. Samtidig er det en fortælling om en søns forhold til sin mor.

141323113

I begyndelsen af bogen er den kvindelige hovedperson en gammel dame, som føler sig indespærret og forvirret forveksler sin søn med ægtemanden: ”Han var hendes mand, og han bilder sig ind at hun er hans mor.” (s. 11). Erindringsglimt fra kvindens barndom og voksenliv flyder sammen med det, der foregår på et nutidsplan. Med denne sammenkobling af tider og oplevelser i fortælleformen gengives den ældre kvindes bevidsthed. Bogen skildrer herefter morens liv og væsen og skifter i løbet af historien flere gange synsvinkel mellem den kvindelige hovedfigur og hendes søn. Det bliver en beretning om en kvindes opvækst i et fattigt barndomshjem og en intens forelskelse i ungdomsårene, som dog slutter brat, da den udkårnes familie ikke synes, hun er god nok til deres søn. Herefter følger et højskoleophold, der giver hende livsmodet tilbage, og en tid som husbestyrerinde og siden hustru til en gårdejer i Staun, hvor hun formår at bevare et lyst sind og en kærlighed til verden, selv om ægteskabet langt fra er ukompliceret.

Sammensat er siden også forholdet mellem moren og den søn, som vælger et andet liv end resten af familien. Som det hedder, da den kvindelige hovedperson som bedstemor taler med et af sine børnebørn – og som også viser Smærup Sørensens særlige fokus på personskildring gennem gengivelse af sprogtone: ”Bare han i tide var holdt op med de bøger, det har jeg så mange gange ønsket for ham. Ja, og for dig, at du snart finder en god mand.” (s. 96).

”Mor” er en fortælling om et kvindeliv i det 20. århundrede. Det er samtidig en skildring af forfatterens forhold til sit ophav og store kærlighed til sin mor: ”Hun var mor. Det var der ingen andre, der var. Der kunne være. Der ville. Hun var den eneste. Hun var mageløs. Mor som mor skulle være” (s. 81), som det hedder fra barnets perspektiv. Han tager dog siden også en vis afstand til sin mor, som ikke er meget for at tro på videnskabelige teorier og fremhæver det jævne og enkle liv, som det, der først og fremmest er værd at efterstræbe. Slutningen i fortællingen er samtidig enden på morens liv: ”Var der andet hun skulle, det er ude af øje og sind, hendes hjerte er mæt, hun er ét med det hele.” (s. 168).