Ud af forfatterskabets mange titler har de syv Fanny Fiske i hovedrollen. Nyeste titel er “De terminale kvinders klub” (2021), og her bliver den aparte adfærdspsykolog og profileringsekspert involveret i en række brutale sager, hvor en klub af kvinder tager hævn på deres køns vegne. Fanny Fiske er en af de mest kontroversielle, krasse, velklædte, sexglade og politisk ukorrekte hovedpersoner i dansk krimi. Samtlige bøger i serien er lige dele vittige og mildt vanvittige, samt stærkt optaget af dagsaktuelle temaer, f.eks. kønspolitik. Om tilblivelsen af Fanny Fiske har forfatteren fortalt: “Hun kom, som så meget andet elskeligt, spadserende af sig selv og bød sig til. (…) Men det skal siges, at jeg havde lungebetændelse og febervildelse, da jeg skrev den første, Som arvesynden (2013, red.). Den var skrevet som en parodi på de seriemorderkrimier, som var det eneste, jeg kunne konsumere, mens jeg var syg, men det fattede ingen. Så måtte jeg jo prøve igen.” (Line Rasmussen: Hun er den veninde, jeg gerne ville have haft. Bogmagasinet, 2021-10-03).
61344454
Fra sin bopæl i en nær, lettere dystopisk fremtid i universitetsbyen Cornwell et sted syd for London hjælper Fanny Fiske politiet i England og det øvrige Europa med at blotlægge den sociale og psykologiske dna på forbrydere uden et sædvanligt motiv. Ud over at hun er hovedperson, så er hun fortæller og præsenterer sig i samtlige bøger omtrent sådan her: “(…) jeg er den legendariske Fanny Fiske, adfærdspsykolog med speciale i profilering af serieforbrydere og forhenværende lektor og emerita ved det Internationale Institut for Kriminologi, og jeg er velhavende, fordi jeg altid har været arbejdsnarkoman og i øvrigt er svævende på aktiemarkedet.” (“De terminale kvinders klub”, s. 10).
Fanny Fiske taler ikke om sin alder, men det er der andre, der gør, og romanerne udspiller sig i årene op mod hendes pension, der er fremrykket, fordi hun overarbejder og ikke holder ferie. Hun ligner alligevel en 35-årig. Det er der en grund til. “Jeg har købt mig til stram hud i alle led (kniv), og hver sjette måned får jeg injiceret Restylane i de dybe nasolabiale furer og i den rasende rynke mellem øjenbrynene. (…) Sådan er det. Og det er sådan, fordi jeg ikke vil finde mig i, at kvinder kun tildeles et liv på omkring de 40 år. For som jeg altid siger. Det er slemt nok, at vi alle skal dø, men at man som attråværdig kvinde ovenikøbet skal finde sig i så kort en levetid, det behøver man ikke at acceptere.” (“Liebe”, s. 24).
Fast inventar i bøgerne er Fanny Fiskes bedste veninde Polly-Jean Harvey (som sangerinden PJ Harvey), samt den tilbagevendende plageånd og sladderbladsjournalist, som igen og igen sværter Fiske til, Hanif Kureishi (som den britiske forfatter). Begge relationer bliver temmelig udfordrede hen ad vejen.
Alle bøger er baseret på en stærk og gerne morsom idé. I “Mit smukke lig” (2002) har Fanny Fiskes chefer f.eks. besluttet, at hun skal pensioneres. Det rammer hende hårdt, og hun overvejer sine muligheder, som hun i korte træk koger ned til selvmord eller ikke selvmord. Heldigvis viser det sig, at der er en seriemorder på spil, og denne får hende ud af håbløsheden. I “Kønslig omgang” (2020) bliver den sexsultne adfærdspsykolog ramt af #MeToo og sigtet for uagtsom voldtægt mod fem mænd, samtidig med at hun skal opklare en række voldtægter, der hærger Cornwell-Graftons barer.
Apropos barer, så betragter forfatteren selv nærværende serie som et frit forum for snak: “Fanny-bøgerne er ligesom en bar, hvor alting er tilladt, og ordet er frit, og det er en bar, jeg savner i det virkelige liv. (…) Jeg savner helt generelt et sted at folde diskussioner ud, især dem, som der er stærke meninger om – og det er ikke kun kønspolitik – og se på dem fra alle sider, for det kan man ikke uden udskamning gøre i den offentlige debat, som efterhånden er en stiv krikke. Enten er man for eller også er man imod, og jeg står altid midt i og kigger fra den ene til den anden og siger: Jamen …” (Line Rasmussen: Hun er den veninde, jeg gerne ville have haft. Bogmagasinet, 2021-10-03).
