nicolaj stochholm
Foto: Susanne Mertz / Gyldendal

Nicolaj Stochholm

cand.mag. Andreas Eckhardt-Læssøe, Bureauet, januar 2019.
Top image group
nicolaj stochholm
Foto: Susanne Mertz / Gyldendal

Indledning

Nicolaj Stochholm har udgivet 11 digtsamlinger, der alle udmærker sig ved deres omhyggelige insisteren på den rytmiske digteriske form, ved metarefleksioner og ved billedstærke tekster. Det er de store digteriske temaer, der slås an fra begyndelsen af forfatterskabet, dødsangst, natur, splittet selvfølelse. Det hele udspiller sig i rytmestærke digte, med store og overraskende billeder og med en forkærlighed for det paradoksale og det tvetydige udtryk.

54997663

Blå bog

Født: 29. oktober 1966, Charlottenlund.

Uddannelse: Ukendt.

Debut: Biografi. Borgen, 1991.

Priser: Michael Strunge-prisen, 1994. Statens Kunstfonds 3-årige Arbejdslegat, 1994. Beatriceprisen, 2002. Emil Aarestrup-medaljen, 2004. Kunstfondens Produktionspræmie, 2016.

Seneste udgivelse: Udenfor pesthospitalet. Gyldendal, 2018.

Inspiration: Arthur Rimbaud, Gunnar Ekelöf, James Joyce, Michael Strunge.

 

 

 

 

 

 

Nicolaj Stochholm på Lyrikporten

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Efter du var gået, efter du/ var blevet kørt væk på en båre/ stod jeg tilbage og holdt lægen/ an hun forklarede mig at/ de havde muret canceren/ inde i din hovedskal efter/ at have åbnet den tre gange/ og fjernet dele af din hjerne/ nu var det slut med åreladninger/ og diagrammer, nu var det/ slut med stjernekirurger, håb/ kropsregulering og sur kemo/ nu skulle du bare have det godt.”
”Udenfor pesthospitalet”, s. 45-46.

Nicolaj Stochholm er født i Charlottenlund nord for København i 1966, og er vokset op i København, hvor han også bor i dag. I mellemtiden har han boet i kortere og længere perioder udenfor Danmark, bl.a. i Irland, Spanien og Marokko.

Stochholm startede med at skrive digte i 1980’erne. Han fik sine første digte trykt i tidsskriftet Hvedekorn i 1984, og på en måde var det mere punken og guitaren, der drev værket i de år. Om i udgangspunktet at være musiker frem for digter siger Stochholm i et interview mange år senere med Kim Skotte: ”Næ, men dengang spillede jeg også rockmusik, og jeg læste ikke 80’er-digterne, for jeg var bange for at blive påvirket for meget. Så jeg læste Eliot, Lorca og Rimbaud. Det var bøger, og det skulle ikke blandes sammen!” (Kim Skotte: Fra digter til musiker – Rockmonsteret kommer op af lagunen. Politiken, 2014-01-25).

Stochholm identificerer sig ikke med og klassificeres heller ikke som en 1980’er-digter, men sporene derfra er tydelige. Måske bl.a. derfor er han faldet lidt imellem generationerne i den med brede penselstrøg malede litteraturhistorie, hvor han hverken passer helt ind i 1980’ernes alvorstunge og melankolske poesi eller i 1990’ernes mere ironiske og minimalistiske tradition. Alligevel fornægter den store patos sig ikke i Stochholms poesi.

På tværs af forfatterskabet findes et stort arbejde med og kærlighed til det musikalske udtryk. Om forbindelsen mellem musikken og digtningen som udtryksform siger Stochholm: ”Der er en forbindelse i åndedraget, rytmen, anslaget.” (Kim Skotte: Fra digter til musiker – Rockmonsteret kommer op af lagunen. Politiken, 2014-01-25). Stochholms linjer synes hele tiden som skabt af en rytmisk forkærlighed i sproget. Selvom guitaren var lagt væk i mange år, er det da også i anledning af en ny plade med bandet, Stochholm spiller i, The Liquid, at det citerede interview blev bragt i avisen.

Nicolaj Stochholm bor i dag på Nørrebro, og i 2018 udkom hans 11. bog ”Udenfor pesthospitalet”.

Biografi

”Vinden starter, vinden tvinger/ skovene uden at knytte bånd/ vinden tvinger sin stemme/ ud på verden/ vinden tvinger alle skibe bort.// Dødelige tavse skov/ som spejler sig i jorden og drømmer sig/ og ikke mere end andethed, en andethed/ naturen er et ord.// Alle blade vendt og befriet/ som et luminøst strøg af mennesker/ der rytmisk lever og dør.”

”Biografi”, s. 60.

”Biografi” fra 1991 er Nicolaj Stochholms debutbog. Den udkom otte år efter, at han første gang havde tekster med i tidsskriftet Hvedekorn, der lige som bogen udkom på forlaget Borgen. Der er tale om korte, navngivne digte, der bevæger sig rundt i landskaberne og rundt i erindringerne.

Digtenes inventar er ret klassisk digt-agtigt, der er tale om vind, hav, strand, skyer, måne, mørke, nat, døre, spejle, porte. Som sagt, landskaber og sindet. Det er digte, der ligner; de handler om naturen, men det er også svært at undslippe en fornemmelse af, at det er digte, der handler om digte. Altså at landskaberne i digtene på en romantisk facon er til, for at jeget i digtene kan erkende noget. Ikke nødvendigvis erkende noget om sig selv, men vise en erkendelsesproces frem.

52582490

Allerede bogens første digt kan i sin helhed lyde sådan her: ”Vinden trykker alle blade/ vinden er tung og skyldig/ som en appelsinvædet økse” (s. 5). Bevægelsen i dette korte digt er hurtig, næsten utålmodig efter at nå frem til sit flotte og tvetydige centralbillede, appelsinvædet økse. Vinden er næsten en anledning til at nå frem til det, Stochholm i det hele taget er god til i sine digte, det sære og tvetydige billede. Hvad er en appelsinvædet økse? En økse man lige har brugt til at skære en appelsin med? Hvorfor er det spændende? Fordi det er mærkeligt, og det påkalder sig en opmærksomhed, der kan gøre en lidt rundtosset. Samtidig er det et billede, der også underligt nok bliver brugt til at sige noget om, hvordan vinden opfører sig.

Men der snyder digtet lidt, vinden er ikke som en appelsinvædet økse, vinden i det her digt er til for at komme frem til den appelsinvædede økse. Ligesom det er tilfældet med havet og stranden og alt det andet af naturens inventar. Det er i Stochholms digte til for, at der kan være en langsom tilblivelse af jeget, for hvem sprængtheden hele tiden truer, som øksen, med igen at findele jeget i små stykker.

Bogen slutter med at indrømme at ”naturen er et ord” (s. 60), og med at pege udad mod andre mennesker med et måske distanceret håb: ”som et luminøst strøg af mennesker/ der rytmisk lever og dør.” (s. 60).