portræt af Kristin Vego
Foto: Erika Hebbert / Turbine

Kristin Vego

cand.mag. Maria Roslev. December, 2022. Blå bog og bibliografi opdateret august 2024.
Top image group
portræt af Kristin Vego
Foto: Erika Hebbert / Turbine

Den dansk-norske forfatter Kristin Vego debuterede med novellesamlingen ”Se en sidste gang på alt smukt” i Danmark i 2022 og modtog samme år Bogforums debutantpris. Novellerne havde allerede året inden høstet ros i Norge og modtaget Tarjei Vesaas' debutantpris 2021. Norsk Gyldendal var nemlig det forlag, der først antog Kristin Vegos danske manuskript, som forfatteren efterfølgende selv oversatte til norsk. Både i Norge og Danmark roses novellerne for deres sanselige naturbeskrivelser, poetiske sprog og stilfærdige afdækning af unge kvinder i overgangsfaser.

138710963

 

 

Blå bog

Født: 24. maj 1991 i Aarhus.

Uddannelse: Cand.mag. i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet, 2016.

Debut: Se en sidste gang på alt smukt. Turbine, 2022. Noveller.

Litteraturpriser: Tarjei Vesaas' debutantpris, 2021. Bogforums debutantpris, 2022.

Seneste udgivelse: Sent på dagen. Turbine, 2024. Roman.

 

 

 

 

Videoklip
Kristin Vego taler med sin norske redaktør Espen Dahl om ”Se en siste gang på alt vakkert”. Norsk Gyldendal, 2021.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Senere går jeg over markerne, væk fra huset og landevejen. Saffron er ikke med. Hannah sover på sofaen under et tæppe. Det var lyset der trak mig ud. Det ligger over jorderne, hvidt, som om det kommer nedefra. Det kan ikke være solen som allerede er på vej op. Over den lave horisont ligger et svagt violet skær og ulmer, jordkloden hælder stadig mod nat.”

”Se en sidste gang på alt smukt”, s. 25.

Kristin Vego er født i 1991 i Aarhus, hvor hun også er vokset op. Hun har gået på Skåde Skole og har taget 1.g. på Marselisborg Gymnasium, men skiftede derefter til et gymnasium i Wales. Inspirationen til at tage en international studentereksamen kom fra hendes noget ældre fætter, og de to år på United World College i Wales blev et intenst møde med unge fra hele verden. Vegos mor er norsk, og hendes far er dansk, så det flerkulturelle har helt fra begyndelsen haft en plads i forfatterens liv. Det har bøger og skrivning også. Hun har skrevet og læst, så længe hun kan huske. Barndomshjemmets bogreol rummede både Hamsun og Ibsen samt mange af de store danske klassikere, og adspurgt om, hvornår Vego vidste, at hun ville være forfatter, svarer hun: ”Det har jeg nok altid vidst. Det at skrive var en af mine yndlingsbeskæftigelser, da jeg var barn. Som teenager blev skrivningen svær. Pludselig var der meget mere på spil, især i forhold til mit eget selvbillede. Det var først, da jeg var i 20’erne, at jeg begyndte at tage det at skrive alvorligt og se det som andet end blot forsøg – en forandring, der var både brutal og forløsende.” (Leif Gjerstad: Bokdebutant: Kristin Vego. Leffeslab, 2021-08-23. Egen oversættelse).

Litteratur og skrift har også fyldt Vegos liv som voksen. Efter gymnasiet læste hun litteraturhistorie på Aarhus Universitet, og senere blev hun redaktør for det norske tidsskrift Vagant og litteraturkritiker ved Dagbladet Information. Hun skriver fortsat for Information, men har forladt jobbet som redaktør.

Selvom Vego er vokset op i Danmark, er hun helt fortrolig med det norske sprog, og det var derfor helt naturligt, at hun selv oversatte novellerne, da hendes første novellemanuskript skrevet på dansk blev antaget af Norsk Gyldendal i 2021. Men adspurgt om, om hun også skriver på norsk, siger hun: ”Nej, jeg skriver på dansk. Jeg må holde fast i det danske, så jeg ikke mister det. Det har min mor. Hun skriver hverken korrekt på dansk eller norsk efter 40 år i Danmark.” (Elisabeth Hagen Kvalem: Kristin Vego voks opp i Danmark, og med Vesaas i bokhylla: – Eg ser på meg sjølv som norsk forfattar. Vest-Telemark, 2022-08-28. Egen oversættelse).

I dag er Vego bosiddende i Oslo i Norge, hvor hun lever sammen med sin kæreste. 

Se en sidste gang på alt smukt

”Nu sner det tæt. Store, fyldige snefnug som man sjældent ser derhjemme. De falder roligt og lægger sig på brostenene og på scooterne som holder parkeret udenfor. Lydene dæmpes. Jeg skammer mig over de gange jeg har forsøgt at indynde mig hos en mand på andre kvinders bekostning.”


”Se en sidste gang på alt smukt”, s. 56.

Kristin Vegos novellesamling ”Se en sidste gang på alt smukt” fra 2022 består af ni noveller, der alle har en kvindelig hovedperson. Fortællingerne udspiller sig forskellige steder i Europa, men fælles for dem er, at hovedpersonerne er på vej fra ét sted, fra ét liv til noget andet, og alle står de over for noget nyt, et vendepunkt, der får betydning for deres liv. Marie er rejst ud på landet i Yorkshire til en gammel studiekammerat for at komme sig over en abort, Clara er rejst til Rom for måske at finde kærligheden, men Magnus, der har inviteret hende, bliver desværre forhindret, så hun ender alene i Rom.

I novellen ”Åbning” kører Anna en mørk aften rundt på landevejene i Wales med sin partner og leder efter et hotel, mens hun grubler over fremtiden. Skal de blive sammen, få et fælles barn eller er de på vej hver til sit? Anna har svært ved at gennemskue både sig selv og kæresten og føler sig utilstrækkelig og mindre værd. I novellen ”Akvarium” mødes den kvindelige hovedperson og kæresten med kvindens far på et badehotel, efter at verden er forandret og ingen længere tør se hinanden i øjnene, og i ”Juni” rejser hovedpersonen til Berlin efter bruddet med kæresten Sara for at komme sig over at have såret hende. Rejsen er med andre ord et gennemgående træk i alle novellerne.

134181451

Selvom fortællingerne ikke umiddelbart er forbundne, er de ni kvinders tilstand sammenlignelig. De er søgende, tvivlende og fulde af begær og længsel. De opsøger gamle venner, ekskærester og forældre og ser deres relationer og forhold i et nyt lys, mens de forsøger at finde ud af, hvad de skal stille op med livet og fremtiden. At vælge medfører tab, og den erkendelse løber som en melankolsk understrøm i hele novellesamlingen. Novellerne kredser derfor også om de samme temaer, nemlig: længsel, transformation, kærlighed, sorg og tab.

Der veksles mellem jegfortællinger og tredjepersonsfortællinger, men uanset stemme er tonen i både natur- og stemningsbeskrivelser den samme. Den er enkel, emmer af poetisk skønhed og fremtryller steder, som læseren kan mærke.

Kristin Vego fortæller om livets små øjeblikke, så de får universel betydning.

Undersøg læseoplevelsen på Læsekompas