Peter-Clement Woetmann

Peter-Clement Woetmann er født i 1985 i København. På sin hjemmeside ”peter-clement.net” beskriver han sig selv som far, digter, dramatiker, redaktør, urbanist und so weiter. Man kan hertil tilføje, at han er uddannet på Forfatterskolen i 2006, at han har en Bachelor of Science i Landskabsarkitektur og Bydesign fra 2012, og at han er en del af redaktionen på forlaget Kronstork, der blandt andet udgiver ny dansk poesi.

Woetmann debuterede selv som digter som 20-årig, året inden han blev færdig på Forfatterskolen. Det gjorde han med digtsamlingen ”Heldigvis er skoven blevet væk” (2005) på det nu hedengangne forlag Borgen. Med debutsamlingen, der er fyldt med stemninger, erindringsglimt, kærlighed og humor, slog han sprogligt overlegent tonen an i et forfatterskab, der allerede er omfattende. Det tæller digtsamlinger, teaterprojekter, ikke mindst fra hans tid som husdramatiker på Aarhus Teater (fra 2015 til 2018), og øvrige tekster, også i mere eksperimenterende genrer, former og formater.

Siden debuten er forfatterskabet i tiltagende grad begyndt at beskæftige sig med aktuelle samfundsdebatter. Sammen med dramatikerne Christian Lollike og Solveig Gade og i samarbejde med medvirkende har han for eksempel skrevet skuespillene ”I Føling – En krigsballet” (2014) om Afghanistan-krigen og ”Uropa – En asylballet” (2016) om flygtningesituationen. Han har selv skrevet om Afghanistan-krigen i skuespillet ”Til mine brødre” (2016), som sammen med skuespillene ”Den sidste bølge” (2017) om rumrejse og ”Lav sol” (2018) om kunstig intelligens udkom på forlaget Arena i 2019. Han har også skrevet om flygtningesituationen i digtsamlingen ”Bag bakkerne, kysten. En klagesang” (2017), der udkom på Forlaget Kronstork. Senest har han skrevet om klimakrise og -sorg i teaterstykket ”Blå koral: tys tys dollar”, der blev opført i 2023, samme år udgivet på forlaget Arena, og som blev nomineret til Montanaprisen.

En anmeldelse af Peter-Clement Woetmanns debutdigtsamling fremhæver hans Laudrupske ordfinter, og det billede er rammende for hele forfatterskabet. Woetmann skriver nemlig så ubesværet godt, at man får fornemmelsen af, at han, hver gang han får bolden, kan drible fra midtercirklen og score.

Peter-Clement Woetmanns digtsamling ”Blå koral: tys tys dollar” blev opført på Teater Får302 i 2023, udkom samme år på forlaget Arena og blev nomineret til Montanas Litteraturpris. Digtsamlingen falder i tre dele: en monolog, en dialog og sange.

Monologen er kaldt ”Mørket” og er poetisk fødsel og erindringsglimt fra en mørk barndom. Digterjeget ligger ”på bunden af et hav./ Det er mørkt. … Havet ånder. Sådan føles det. Som om jeg ligger i et kæmpe åndedræt” (s. 7). Dérnede ligger et ”Liv?” (s. 8), til det fødes ”et sted i Hvidovre” (s. 9).

Derefter følger erindringsglimt, hvor digterjeget taler til et du: ”Kan du huske jeg klatrede i træerne i barndommens skove?” (s. 10), hvor digterjeget løber på en frossen sø i febervildelse og spørger: ”Kan du huske entrédøren af glas?/ At gemme sig i bøgehækken i parken for ikke at møde far?” (s. 11), og så nutiden, hvor digterjeget forestiller sig ”fremtiden, og det jeg ser, er et grufuldt mørkt hav” med krige ”om ressourcer” (s. 15) og ”Jeg hader dig for det./ Jeg hader samfundet fordi der er krig” (s. 16).

137189585

Efter monologen kommer dialogen, som passende er kaldt ”Der er et liv efter fødslen”, og hvor anledningen til samtalen mellem mor (nok monologens ”du” eller det ”dig”, digterjeget hader) og en datter (nok monologens digterjeg) er en vaskemaskine, som ingen af dem aner, hvordan man laver: ”Den virker ikke./ Nej./ Lortemaskine. Ingenting i den her by virker længere./ Det skal nok gå… Vi har jo hinanden./ Ja, mor, vi har hinanden. Og vores vaskemaskine virker ikke…. Kan du lave den?/ Mig? Ligner jeg en der kan fikse en vaskemaskine?” (s. 24). Derefter følger en dialog, hvor moren, som er terapeut, ikke hører efter, hvad datteren siger, og hvor samtalen om vaskemaskinen og en servicemand – en servicekvinde – bevæger sig fra morens forelskelse i den far, som svigtede dem, til samfundskriser og angst for at dø. Det gør den, til datteren går ud i regnen og beslutter sig for at forvandle sig.

Samlingen er en poetisk og absurd humoristisk spidning af samtidens ydre kriser og store tematikker. De møder ilandsproblemer, der opstår på grund af total mangel på viden om de ting, vi er afhængige af. Det er fortalt parallelt med almene tematikker som forholdet mellem mor-datter.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Blå koral: tys tys dollar"

Peter-Clement Woetmanns digtsamling ”Mit indre Pompeii” udkom i 2010 på forlaget Kronstork. Samlingen begynder håbefuldt med et digterjeg, der er på vej: ”En dyb blå har fundet bund i mit øje. (jeg rør, jeg rør)./ Flere dage har jeg vandret omkring./ Hilst på flere end ellers/ Det føles som om/ Jeg er på vej” (s. 7). Derefter følger nogle sider, hvor et ”du” træder frem og varsler den tvivl, som fylder resten af samlingen: ”du finder tomheden over os/ og over tomheden stjerner/ vi aldrig kan nå/ du finder min hånd i din hånd/ og du griner som om jorden var alt” (s. 9). Og lige efter en blank side 10 følger så tvivlen: ”Men så er der den stille tvivl. At man ikke VIL spille med i det spil” (s. 11).

28429533

Herfra er digtsamlingen en eksperimenterende genrehybrid, hvor digte står sammen med små poetikker om, hvad kunst og poesi er eller kan være, korte indskydelser og tekst, der er streget over. Nogle steder er den derfor en ”ulidelig knevren der har nok i sig selv … Og med store smil vil jeg trække de skønne kunstarter ned til vandet og falde i ét med den latter” (s. 47); andre steder er samlingen den højstemt- og skønhed, teksten lige har taget afstand fra: ”Solmoden: Vinden. Feberblankt urfolk blandt/ mælkehvide hjerner. Vinden kroner det naturlige/ magtforhold mellem mægtige birke” (s. 58). Andre steder igen er samlingen i tvivl om, om det overhovedet er dét, der står, den vil sige: ”Problemet er at den kritik man retter mod den såkaldte privilegerede position i langt de fleste tilfælde får en form der netop afviser enhver form for kommunikation og derfor ender med at” (s. 56).

Den komplicerede, sammensatte form kan være vanskelig at følge, og det er måske også pointen. Ligesom den antikke, romerske by Pompeii, der i 79 e.Kr. blev begravet i aske fra vulkanen Vesuv, og hvor man siden har udgravet afstøbninger af det, der var til stede, da katastrofen skete, synes ”Mit indre Pompeii” at være en udgravning af nutidsmenneskets indre, der er dækket af sod. Nogle steder graves hele afstøbninger fri, andre steder mangler noget, men man kan hele tiden lige præcis ane, at der trods alt er en skønhed bag galskaben.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Mit indre Pompeii"

Peter-Clement Woetmanns digtsamling ”Bag bakkerne, kysten. En klagesang” udkom i 2017 på forlaget Kronstork. Der står bagerst i samlingen, at det ”første udkast til dette digt blev skrevet til en performance på det Kgl. Teater 18. september 2016” (s. 34), og samlingen er netop ét digt, ét langdigt eller én klagesang over små 34 sider. Hver linje indledes med ”min krop er” eller ”min krop er ikke”, hvilket giver samlingen et næsten messende udtryk. Her er kroppen forbundet med landskabet, og bag bakkerne ligger kysten, og det hav, som kroppen ikke er.

På første linje møder man det gennem digtsamlingen tilbagevendende credo: ”Min krop er blå øjne hvid hud/ Min krop er korngule marker og den milde vind/ i træerne i en lysning i skoven/ Min krop er bakkerne og bag bakkerne/ kysten” (s. 5). Kroppen virker som den nationalromantiske ide om et skønt dansk landskab, der bugter sig i bakkedal – præcis som man kender det fra nationalsangen.

52995205

Kroppen er ikke havet, som ligger lige bag bakkerne: ”Min krop er ikke bølgerne/ min krop er ikke/ bølgernes krop” (s. 6). Den er ”ikke de store garn bådene slæber/ efter sig, ikke fiskerens krop … ikke containerskibets krop langt, ude i horisonten” (s. 8) og ”ikke redningsvesten, orange i det, lyst varme sand” (s. 12). Man fornemmer noget urovækkende, som der skrues op for: ”Min krop er ikke nomadens krop … den fattiges krop … krigenes krop” (s. 13). Den er ikke de kroppe, som risikerer liv og lemmer ved at flygte over havet: ”Min krop er ikke krop skyllet i land ved/ Grækenlands kyst” (s. 16) eller ved ”Spaniens kyst” (s. 16). Den er ”ikke 50 døde 4. marts … 300 døde i stormfuldt/ farvande i begyndelsen af februar … 54 kroppe døde af tørst i en/ båd på vej til Italien” (s. 24).

Mod slutningen bliver der sat navn på nogle af de mange kroppe, som digtkroppen altså ikke er: ”Min krop er ikke Kidane, ikke hende der så sin/ mor og sin 11-årige søster dø i sorte bølger … ikke Alain Hatungimana. Min krop/ er ikke den krop der begik selvmord i frygt for at/ blive udvist med sine to børn … Min krop er ikke Samia Yusuf Omars krop” (s. 31). De kroppe, digtkroppen ikke er, træder frem som mennesker med navn, mens digtkroppen står passivt tilbage med blå øjne og hvid hud og minder ikke så lidt om den danske befolkning, der stemte for lukkede grænser.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Bag bakkerne, kysten. En klagesang"

Peter-Clement Woetmann fortæller om ”Blå koral: tys tys dollar”, at det var ”meningen, det skulle være håbefuldt denne gang. Det blev det så ikke.” (Johann Sten Nielsen: For Peter-Clement Woetmann handler det om at finde et sprog for det ubærlige. Information, 2024-03-01).

Og siden digtdebuten ”Heldigvis er skoven blevet væk” er det da heller ikke det håbefulde, der har fyldt i forfatterskabet. Sådan er det nok, fordi vi lever i en verden, hvor ydre kriser og store tematikker står i kø, og hvor ikke mindst poesien, udover at være en hel masse mere, er blevet politisk. Den tendens er Woetmann en del af.

Han fortæller, at siden han i 2001 var 16 år, og 11. september skete, er alt blevet mere og mere sindssygt: ”Så bliver der bombet i Libyen, og man tænker, nu kan det ikke blive værre. Så er der covid, og man tænker, nu kan det ikke blive værre. Så går Rusland ind i Ukraine. Nu kan det ikke blive værre. Så er der den ubærlige Israel-Palæstina-konflikt … Den følelse tror jeg er vigtig, man siger højt. Jeg tror simpelthen, vi er mange, der har den følelse.” (Johann Sten Nielsen: For Peter-Clement Woetmann handler det om at finde et sprog for det ubærlige. Information, 2024-03-01).

Det gør han i og med sit forfatterskab; siger den følelse højt. I digte, skuespil og andre mere eksperimenterende genrer, former og formater har han skrevet om krigen i Afghanistan, flygtninge-, klimakrise og -sorg, om rumrejser og kunstig intelligens. Det har han, forklarer han, i et forsøg på ”at finde et sprog for det ubærlige. Fra ødelagte familierelationer og mennesker, der ikke kan nå hinanden, til global krig og klimakrise. Ikke som en relativisering af smerten, men som en måde at nærme sig den fra en anden vinkel. En måde at rumme den og sætte sig selv fri i skriveprocessen.” (Johann Sten Nielsen: For Peter-Clement Woetmann handler det om at finde et sprog for det ubærlige. Information, 2024-03-01).

Selvfølgelig er der ikke megen trøst og håb i det ubærlige, men i og med sprogets poesi opstår glimt af livets og verdens skønhed – og af en underspillet humor, som kan sætte én fri.

Sammen med forfatter og instruktør Christian Lollike m.fl. har Peter-Clement Woetmann, udover de allerede nævnte skuespil, skrevet ”68 – Et øjeblik var en anden verden mulig” (2018) og bidraget med tekstfragmenter til ”Familien der kunne tale om alt” (2016). Ligesom Woetmann bruger Lollike sit forfatterskab som talerør for samfundskritik, men Lollike gør det på en mere direkte, absurd humoristisk og meget ofte provokerende måde, blandt ved at tage tabubelagte emner med ind på scenen. Det så man f.eks. i skuespillet om en gruppevoldtægt, ”Dom over skrig” (2004), der skabte så massiv politisk debat, at Dansk Folkeparti bad den daværende kulturminister forklare, hvorfor den slags skulle modtage økonomisk støtte. Man så det også i skuespillene ”Service Selvmord” (2006), som tog selvmordet som mulighed under behandling, ”Kødkarussellen” (2009), der handlede om prostitution, og senest i ”Skolekomedien” (2023), som udstillede vores allesammens folkeskole og derfor også os selv.

Ligesom i Woetmanns forfatterskab har Afghanistan-krigen sat aftryk i den danske kultur og derfor også i andre forfatterskaber. Her kan nævnes skuespillet ”My Deer Hunter” fra 2020, der er skrevet af Tue Biering, og romaner som Lars Husums ”Jeg er en hær” fra 2010, ”Michael” fra 2014 af Dy Plambeck og ”Den første sten” fra 2015 af Carsten Jensen. Det er især romangenren, der har taget krigen under behandling, og de nævnte værker er derfor kun tematisk beslægtede med Woetmanns forfatterskab, der både på scenen og i selvstændige udgivelser er båret af poesiens udtryk.

Inden for poesien kan fremhæves forfatterskaber, som beskæftiger sig med flygtningekrisen, f.eks. Victor Boy Lindholms ”Hyklertrilogien” (2020), samt klimakrise og -sorg i for eksempel Lars Skinnebachs forfatterskab fra ”Øvelser og rituelle tekster” (2011) til ”Patriarken falder” (2022), i Theis Ørntofts ”Digte 2014” (2014), i Nanna Storr-Hansens ”Mimosa” (2018) og ”Bøgetid” (2022).

Derudover trækker Peter-Clement Woetmann på en lang tradition. Man møder for eksempel klagesangen, elegien, der er en form for lyrisk digtning i den græske og romerske litteratur, og i ”Blå koral: tys tys dollar” finder man en slet skjult reference til Samuel Becketts berømte, absurde skuespil ”Mens vi venter på Godot” (1952), men hvor det altså ikke er Godot, de venter på, men tværtimod en servicemand – nej, servicekvinde.