Abdulrazak Gurnah

På Nobelprisens officielle hjemmeside finder man et lille, skønt interview med Abdulrazak Gurnah fra februar 2022. Han sidder i skjorte og slips, arabisk af udseende, det hvide hår afslører, han er mere end halvfjerds, og han er reserveret på den der britiske måde, man let forveksler med arrogance. Det gode er, at spørgsmål som, ”hvad kan du lide at lave, når du ikke skriver”, får ham til at smile med øjnene, så man ser den gudsbenådede historiefortæller, han er – når han skriver. Han fortæller også om, hvordan hans opvækst har påvirket hans forfatterskab, og han svarer ikke overraskende, at den har påvirket ham meget, rigtig meget.

Gurnah er født den 20. december 1948 på øen Zanzibar, der ligger 35 km. øst for Tanzania i Det Indiske Ocean. Zanzibar var dengang et selvstændigt sultanat under britisk protektorat. Det vil sige, briterne bestemte meget over nogen, de havde få forpligtelser overfor. Før briterne kom, havde området været under arabisk dominans i flere hundrede år og økonomien blomstret pga. elfenben og slavehandel. Mod slutningen af 1800-tallet blev slavehandel forbudt efter europæisk pres, og briterne tog kontrol over øen.

Sådan lå landet endnu, da Gurnah blev født ind i en muslimsk familie, der tilhørte Zanzibars arabiske elite. Han var derfor udsat, da han som 18-årig i 1964 blev vidne til øens blodige revolution. Briterne trak sig ud af Zanzibar, og kun ét år efter blev uafhængighedens eufori afløst af borgerkrigslignende tilstande. Landets sorte befolkning – mange var efterkommere af slavegjorte afrikanere – gjorde oprør mod den arabiske elite, og de væltede sultanen. Gurnah fortæller, at tiden efter revolutionen var præget af så megen statsterror og vold, at han ikke så en fremtid dér, og han flygtede derfor til Storbritannien, hvor han har boet siden.

Der har han gjort akademisk karriere – han er pensioneret professor emeritus i engelsk og postkolonial litteratur – og han har skrevet de 10 romaner, han modtog Nobelprisen for i 2021: ”for kompromisløst og med stor medfølelse at have belyst kolonialismens følger og flygtninges skæbne i kløften mellem kulturer og kontinenter” (Nobel Prize 2021, www.nobelprize.org, egen oversættelse). Han skriver på eksilsproget engelsk, og fra den semibiografiske romandebut ”Memory of Departure” (1987) til den seneste ”Afterlife” (2021) har han skrevet om mennesker, der mister deres plads i verden, ligesom han selv mistede den, da han flygtede fra Zanzibar og blev én fremmed blandt mange i Storbritannien.

Abdulrazak Gurnahs fjerde roman ”Paradise” fra 1994 (”Paradis”, 2021) er en historisk roman med mytisk tilsnit. Den falder i syv dele og foregår i begyndelsen af det 20. århundrede, mens europæerne koloniserer Afrika. Der står, at de overalt så, ”at europæerne havde været der før dem og havde stationeret soldater og embedsmænd, som gjorde det klart for folk, at de var kommet for at redde dem fra deres fjender, som kun ønskede at gøre dem til slaver” (s. 85). Der står et andet sted: ”Disse europæere er meget målrettede, og mens de kæmper om jordens rigdomme, knuser de os alle” (s. 102). Europæerne er ”slanger i forklædning” (s. 87), og de ender da også med at skide i paradis.

61576703

Romanen er fortalt af en alvidende fortæller. Han fortæller nøgternt om hovedpersonen Yusuf, der som 12-årig sendes til den afrikanske østkyst for at arbejde som gældsslave for den velstående købmand ”Onkel” Aziz, fordi hans far skylder ham penge. Yusuf bliver sat til at arbejde i købmandens butik, og der møder han Khalil, der taler fanden et øre af. Lidt fra butikken ligger købmandens have, som Yusuf drages af. Den lokker ham ind i et farligt trekantsdrama, der involverer købmandens to koner, hvoraf den ene er Khalils ”søster”. Det er grunden til, købmanden tager ham med på en af de risikable handelskaravaner ind i landet. Handelskaravanerne var engang store som landsbyer, men efter europæernes ankomst er de en skygge af fordums storhed, og de handler især med ulovlige varer. Flere år senere kommer Yusuf tilbage til købmandsbutikken efter turens strabadser, nu som en voksen mand, der har lært at læse Koranen. Den har ikke lært ham at holde sig fra købmandens koner, især den ene – æblet i paradis. Det ender skidt, og Yusuf lærer, han er en ”lorteæder” (s. 284). Han er klar til at spise europæernes efterladenskaber, og derfor løber han mod slutningen efter de tyske kolonitropper for at slutte sig til dem.

Romanens stil er historisk, realistisk, men med et mytisk lag. Hovedpersonen er nemlig skrevet med inspiration i profeten Josef fra fortællingen om ”Josef og hans brødre” i Koranen og Bibelen. Derfor er han en drømmer med profetiske evner, og hans smukke udseende er hans redning og forbandelse. Forskellen er dog til at tage og føle på. Yusuf er alene i verden, og faderen, der sendte ham i gældsfængsel, er død.