Kathrine Assels

Kathrine Assels er født på Østerbro i København i 1972, men flyttede med sine forældre til Amager to år senere. De første skoleår tilbragte hun på Peder Lykke Skole på Amager, men da hendes mor fik job som jordemor på Faaborg sygehus i 1981, rykkede familien til Sydfyn. Her boede de i en lille landsby med omkring 700 indbyggere, og det var ifølge Assels lidt af et kulturchok.

Efter 9. klasse var hun på udveksling i New York i et år, hvorefter hun tog en sproglig studentereksamen på Faaborg Gymnasium. Som nybagt student arbejdede hun og rejste rundt i verden – blandt andet et år til Indonesien. Herefter vendte hun retur til København og læste Film- og Medievidenskab. Senere flyttede hun til Aarhus, hvor hun tog en masteruddannelse i Børne- og ungdomskultur.

Faren Sven Assels er forfatter, og hun blev tidligt fascineret af hans evne til at skabe universer og begyndte selv at tænke, at hun også havde en forfatter i maven. Som barn var hun optaget af, hvordan hun kunne skabe en historie og forme verden. I et interview på bloggen Ny Dansk Litteratur fortæller hun: ”Jeg kan huske, at det på et tidspunkt gik op for mig, at der var nogle af de børnebøger mine forældre læste for mig, hvor jeg var utilfreds med slutningerne. Men så tænkte jeg, at dem kunne jeg jo bare skrive om. Så jeg begyndte at skrive slutningerne om, og det var inden jeg rigtigt kunne skrive, så min far skrev det ned, mens jeg stod og dikterede. Så klippede jeg det ud, så det passede med en side, og så lagde jeg det om bag i bogen.”  (Ny Dansk Litteratur, 2013. www.dansklitteraturnu.blogspot.com, 2013-05-01).

Igennem hele sin skoletid skrev hun. Digte, historier og indlæg i skoleblade, og hun fik for alvor blod på tanden, da hun vandt en essaykonkurrence – med en præmiesum på 24.000 kr. Kathrine Assels debut’ var en roman for voksne med titlen ”Snydeæg” fra 2008. Da hun debuterede, arbejdede hun i kommunikationsafdelingen hos Jyske Bank i Silkeborg og skrev blandt andet til ungdomsbladet 12:17. Men hun havde lovet sig selv, at hvis det lykkedes at få udgivet en roman, så ville hun sige op, og det gjorde hun – for at følge sin drøm.

”Jeg kunne mærke den stærke følelse i mig, og mens jeg var på arbejde, så sad jeg og tænkte på at skrive mit eget i stedet for. Den stemme måtte jeg lytte til for at være rigtig glad,” siger Kathrine Assels i et interview (Sanne Helene Højbjerg: Kathrine fulgte sin store drøm og blev forfatter. Herning Folkeblad, 2019-10-25).

I dag bor Kathrine Assels i Gammel Rye med sine to drenge. Ved siden af forfattergerningen arbejder hun 15 timer om ugen på Museum Jorn i Silkeborg

Kathrine Assels’ billedbog ”Drengen der hele tiden tabte sit ansigt” fra 2011 handler om Anton, der på mange måder er en helt almindelig dreng. Han leger med riddere og piller næse ligesom andre raske drenge, men han har bare det problem, at han i tide og utide går og taber sit ansigt. Og det er ikke kun i metaforisk forstand, som vi andre kender det. Nej, midt i en spændende film eller en vigtig fodboldkamp begynder ansigtet pludselig at løsne sig og glider af som en maske.

29082634

Det er selvsagt ikke særlig rart for Anton, som går og bekymrer sig en masse om, hvornår ansigtet mon falder af næste gang – for det sker selvfølgelig ofte på de mest upassende tidspunkter. En dag bliver han så træt af det, at han ikke gider samle ansigtet op, da det falder af ved et busstoppested, og i lang tid går han rundt uden sit ansigt. Men efterhånden begynder han at savne alle de sansninger, et ansigt giver, og går i gang med at lede efter det.

Bogen, der er illustreret af Cato Thau-Jensen, tematiserer barnets usikkerhed og nervøsitet for at fejle med denne meget konkrete metafor. Hverken forældre, fodboldtræner eller kammerater er til den helt store hjælp og opbakning – tværtimod skælder de ud og driller, hvilket blot forstærker Antons usikkerhed. Men til sidst møder Anton en pige, som er i stand til at se personen bag masken, og hun bliver Antons katalysator til at finde sig selv.

Der er også krise på tapetet i billedbogen ”Da latterfabrikken lukkede” fra 2013, der er illustreret af Kamilla Slocinska. Bogen handler om Claus P, som har verdens gladeste forældre, fordi de arbejder på latterfabrikken og ikke kan lade være med at tage deres arbejde med hjem. Men da latterfabrikken lukker på grund af krisen, forandres forældrene, og det er ikke længere spor sjovt i familien.

”Da latterfabrikken lukkede” behandler et voksentema om økonomisk krise og arbejdsløshed og serverer det i børnehøjde – og med barnets vanlige gåpåmod bliver det Claus P, der løfter sine forældre ud af krisen. Han finder således to fabrikker, der klarer sig godt under de nye vilkår – kolbøttefabrikken og drømmefabrikken