Lone Elmstedt Bild
Foto: Privatfoto

Lone Elmstedt Bild

cand.mag. Maria Roslev, Bureauet, marts 2020.
Top image group
Lone Elmstedt Bild
Foto: Privatfoto

Lone Elmstedt Bilds bøger til børn og unge er fulde af undren og spørgsmål, der ikke sådan lige kan besvares. Med et filosofisk greb, et enkelt sprog og en poetisk tone skriver hun historier, der giver stof til eftertanke. Tematisk kredser hendes bøger om ensomhed, savn, ophav, familie og venskab, og hun høster ros for sine præcise og smukke skildringer af barnets og teenagerens eksistentielle refleksioner og kriser. Hun debuterede i 2017 med billedbogen ”Elis verdensrum” og har efterfølgende skrevet to ungdomsbøger.

47182425

Blå bog

Født: 30. januar 1978 i Glostrup.

Uddannelse: Cand.mag. i moderne kultur fra Københavns Universitet. Forfatterskolen for Børnelitteratur, 2004-2006.

Debut: Elis verdensrum. Høst & Søn, 2017.

Litteraturpriser: Præmieret af Statens Kunstfond i 2019 for ”Hollys Hav”.

Seneste udgivelse: Hollys Hav. Høst & Søn, 2019.

Inspiration: Astrid Lindgren, H.C. Andersen, Inger Christensen, Juliana Spahr og mange flere.

Artikel type
boern

Baggrund

” – Bøger skaber en ramme. Et udgangspunkt. Men de er ikke fastlagte på forhånd. For eksempel handlingen. Selvfølgelig er der en rød tråd, men der er også meget, der kan ændre sig. Og der kan ske ting, som kan forskyde alt, uden at man helt kan sige, hvad det er.”
”Hvis bare det var en drøm”, s. 79.

Lone Elmstedt Bild er født på Glostrup hospital i 1978 og er vokset op i Albertslund i et boligområde, der hedder Galgebakken. Her boede hun med begge sine forældre, indtil de blev skilt, da hun var fem år, og efterfølgende kun med sin mor. Hendes far flyttede til et andet sted i Albertslund, der hedder Hyldespjældet, så det var nemt at besøge ham hver anden weekend.

Hendes mor arbejdede på et bibliotek og havde tit bøger med hjem, så der var altid noget nyt at kaste sig over, og farens gamle skrivemaskine flyttede tidligt ind på Lone Elmstedt Bilds værelse. På den skrev hun sine første digte og små historier, da hun lige havde lært at skrive, og det fortsatte hun med. I gymnasiet skrev hun også mange fiktive tekster, for som hun siger: ”Jeg tror faktisk ikke jeg skrev en eneste dansk stil i gymnasiet, der ikke var fiktion. (Maria Roslev: Interview med Lone Elmstedt Bild. Forfatterweb, februar 2020).

Efter gymnasiet gik Lone Elmstedt Bild på Krogerup Højskoles skrivelinje, og fra 2004 til 2006 gik hun på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Tiden på forfatterskolen har haft stor betydning for hende, og uddannelsen har både været med til at give hendes tekster form samt fastholdt hendes lyst til at skrive. Det har imidlertid taget hende lang tid at opbygge nok mod til at sende noget til et forlag, også selv om hun, som hun siger: ”... elsker at skrive og altid har gjort det. At skrive og læse er for mig en måde at forstå og undersøge verden på, og så giver det mig en oplevelse af at udvide virkeligheden og give plads til noget andet og nogle gange sjovt eller magisk.” (Maria Roslev: Interview med Lone Elmstedt Bild. Forfatterweb, februar 2020).

Det magiske og drømmende fik andre for første gang lov til at opleve i billedbogen ”Elis verdensrum”, som hun debuterede med i 2017. Hendes poetiske og filosofiske tekst er illustreret af Otto Dickmeiss. I 2018 skrev hun sin første ungdomsroman Hvis bare det var en drøm, og i 2019 skrev hun nummer to, ”Hollys Hav”, der samme år blev præmieret af Statens Kunstfond som en af årets ti bedste bøger. Udover sin litterære uddannelse er Lone Elmstedt Bild også uddannet cand.mag. i moderne kultur.

Lone Elmstedt Bild bor i dag i Humlebæk sammen med sin mand og tre børn.

Elis verdensrum

”Han ved, at han vil tabe alle sine tænder, og at der kommer nye, ligesom der kommer nyt hår, hver gang han bliver klippet. Det kommer et sted indefra. Der er meget mere af Eli derinde, og der vil blive mere og mere af ham, jo længere tid, der går. Nu bliver han aldrig seks år mere, men syv år og otte år og ni år.”

”Elis verdensrum”, s. 11.

”Elis verdensrum” fra 2017 er Lone Elmstedt Bilds første bog. Det er en billedbog om drengen Eli, der savner sin far og brændende ønsker sig, at faren kommer hjem til hans seksårs-fødselsdag. Faren er sømand, og i Elis verden ”en knappenål midt i det store blå hav” (s. 2) på hans globus. Tænk, hvis man bare kunne flytte knappenålen for at få ham hjem, eller kunne standse tiden ved at stoppe globussen, så han kunne nå hjem i tide.

Men tiden går, uanset hvad man gør, og Eli synes, det er mærkeligt, at den både kan føles som en evighed og som et splitsekund, alt efter hvad man foretager sig. Elis far når ikke hjem til fødselsdagen, men han sender et postkort, der er formet som en sommerfugl, og Eli drømmer om de ”hundrede skæggede kys” (s. 19), som han ville få af sin far, hvis han havde vinger som sommerfuglen og kunne flyve ned til ham.

53360009

Bilds fortælling er enkel, mens bogen tematisk er både dybsindig, filosofisk og eksistentiel. Spørgsmål omkring tiden sættes i spil med et barns fantasifulde undren, og det får uvægerligt den lidt ældre læser til at tænke over livets store spørgsmål.

I Bilds tekst er sproget letforståeligt og kun få steder krydret med metaforer, der tydeligvis har inspireret bogens illustrator. Otto Dickmeiss’ magiske illustrationer passer perfekt til bogens filosofiske univers. Elis store hoved og øjne virker rørende, og de fantasifulde og sine steder næsten surrealistiske tegninger underbygger den undren, som billedbogen tematisk kredser om.

Bild kan med få ord beskrive et barns savn præcist, uden at det bliver hverken for dramatisk eller sentimentalt, og med ”Elis verdensrum” har hun skrevet en enkel og udramatisk tekst, der giver plads til at undre sig.