Mirian Due

Mirian Due blev født 9. september 1982 i Ølgod, Sydvestjylland, og hun voksede op med sine to brødre på forældrenes gård. Faren var uddannet landmand og havde overtaget gården fra sin egen far, og Mirian Dues mor stod for at holde huset. Begge var de en del af et luthersk missionshus og kirke i lokalområdet, og moren var korleder der. Miljøet omkring det vestjyske missionshus har Mirian Due beskrevet som ”(…) konservativt, inderligt og bogstavtro” (Lise Kabell Søgaard: Bogaktuel forfatter: Jomfru Maria-figuren er til stor inspiration. Kristeligt Dagblad, 2020-12-23), og selvom forfatteren stadig er troende, har hun siden teenageårene bevæget sig i en mere frisindet retning.
Mirian Due gik på kostgymnasium i Ringkøbing, hvor hun mødte flere af de musikere, hun sidenhen har arbejdet sammen med, og fra 2003 til 2010 gik hun på universitetet først i Aarhus og derefter i København, hvor hun læste dansk sprog og litteratur, og ved siden af skrev hun journalistisk for bl.a. Kristeligt Dagblad.

Efter universitetsstudierne var Mirian Due på skrivekursus på Testrup Højskole, hvor hun havde Mette Moestrup som underviser, og samme forfatter underviste hende senere – sammen med Helena Eriksson – på det internationale Göteborg-skrivekursus Litterär Gestaltning i 2012. Året efter begyndte hun på Forfatterskolen i København. Mirian Due debuterede med fire trykte prosadigte i tidsskriftet ”Hvedekorn” i 2003 og har siden udgivet digte i forskellige danske og nordiske tidsskrifter og aviser – deriblandt ”Victor B. Andersens Maskinfabrik”, ”Sorg og samfund”, ”Poppel”, det litterære nyhedsbrev ”Hvermandag” og nyhedsbrevet ”Jordbo”. I 2017 udgav hun digthæftet ”Telter i randen af et mørkt øje, sover i knitrende sengetøj” på norske AFV Press, og undervejs har hun bidraget med salmer til Kirkesangbogen. Privat bor Mirian Due sammen med forfatter August Bovin Boberg på Sydfyn efter en årrække i København, og de har to børn.

Efter debuten ”Telter i randen af et mørkt øje, sover i knitrende sengetøj” (2017) udgav Mirian Due i 2020 digtsamlingen ”Vågent”, der består af titelløse og nummererede digte, der alle bruger lille begyndelsesbogstav. Samlingen er inddelt i fire titelløse dele, hver med 11 digte i sig, fraset sidste del, der rummer 12 digte.

Mange af digtene er blevet til på Fanø, hvor Mirian Due i flere måneder boede i legatboligen Digterhjemmet i Sønderho. Den flade vestjyske natur ud mod Vesterhavet fylder da også i digtsamlingens tekster: ”jeg går med barnevognen ud til havet/ ser sandbankernes hvide buer løfte sig/ over havoverfladen/ dele af mig/ jeg ikke længere skal bruge/ giver jeg til vinden” (s. 11). Jeget indgår som en del af naturen, hvor dele af hende – som et hår, der løsner sig – gives til vinden, og gennem de fleste digte er jeget alene, og i dette digt ensom, og hun befinder sig i observation af den omverden og den natur, der omgiver hende.

38611828

Digtsamlingens andet store tema er moderskab og alt, hvad dertil hører af graviditet, menstruationens tilbagevenden efter fødslen og natteamning. Som her, hvor jeget vågner op med følelsesløs arm: ”huden på underarmen og to fingre er følelsesløse/ armen har været forlagt i nattens ammestillinger/ det kaldet lover’s arm/ følelsesløsheden bliver til en summen/ på englevis skride over gulvet/ i det lys dagen glemte på nattehimlen/ og som holder nætterne halvt vågne/ som søvnmanglens væskende øjne næsten græder” (s. 27). Også i dette digt er sproget ligetil med stedvist billedsprog som sammenligningen af en summen i armen med engleskridt hen over gulvet og beskrivelsen af en lys sommernat, der har lys glemt fra dagen. Den gravides krop er udgangspunktet for mange digte, der også handler om bl.a. mavemuskler, der har delt sig under graviditeten og er svære at få samlet igen, efter barnet er født.

Mirian Due bruger flere kristne metaforer såsom en valmue – der traditionelt set symboliserer natten og søvnen, og i kristen metaforik forbindes med Jesu blod og død via sin røde farve – og ankeret, der i Biblen bruges som metafor for håb.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Vågent"