Caspar Eric

Med ”Crip” fra 2025 sætter Caspar Eric et punktum. Allerede inden digtsamlingen udkom, varslede han, at den ville blive hans sidste, og det gentager han i bogen: ”nu er det jeres tur”, står der både i samlingens sidste digt (s. 156) og på bagsiden.

”Crip” fortsætter, hvor ”Nye balancer” slap to år tidligere. Tematisk, men også helt konkret, da digte samler op på, hvad der er sket i jegets liv og i den politiske debat de to foregående år.

141223127

Det er digte om lovforslag, målrettet de raske, som behandles i Folketingssalen, mens de handicappedes vilkår forringes. Om at starte i fitnesscenter og frygte, at ens handicappede krop får en permanent og uoprettelig skade, om at arrangere en demonstration for at råbe politikerne op, og om at besøge T4 – sørgepladsen i Berlin for de mennesker med handicap, nazisterne dræbte – og føle sig forbundet og få en tåre i øjenkrogen: ”en lille tåre/ min og ikke min”, som der står på s. 123.

Digtene trækker på jegets personlige erfaringer og erfaringer fra venner og bekendte, hvis historier fra en hverdag med handicap også får plads i digtene. Et afsnit i digtsamlingen har overskriften Mødrenes afsnit. Her fortæller seks kvinder om det værste og det bedste ved at være mor til et barn med handicap.

Digtene i ”Crip” er opråb, og opråbene er underbygget med statistik og mediesager, der dokumenterer fejl og mangler på handicapområdet. Eksempelvis nævnes de såkaldte ’badekarssager’ – sager om fejl begået på bosteder, i forbindelse med at en borger med handicap har skullet i bad.

”Crip” består af 13 tematisk afgrænsede afsnit med overskrifter. Slangordet ’crip’ er forklaret på bogens forsideflap som: ”en person eller et fænomen, der kan siges af have et handicap, uden at handicappet i sig selv anses som en begrænsning.” Digtsamlingens titel spiller derudover på R.I.P. – forkortelsen for rest in peace. Caspar Eric underskriver selv det sidste digt med ordspillet: ”caspar rest in peace/ caspar rest in pieces” (s. 156). Disse to sidste linjer er trykt med Erics egen håndskrift. Det samme er teksten på bogens for- og bagside.

Digtene i ”Crip” er mundrette fortællinger sat op med hyppige linjebrud. Selvom digtene tematisk er mørke, er ironien ofte til stede, skudt ind i en enkelt linje hist og her.

Caspar Erics debutdigtsamling ”7/11” (2014) fortæller om en ung mands tanker og tidsfordriv i København, der tilsyneladende tilbyder ham det hele, men aldrig giver ham ro. I en slags logbog oplistes trivielle hverdagsbanaliteter i lange tankestrømme med hyppige linjebrud, som i en apatisk jagt på en identitet. Hele tiden opstiller jeg'et persontyper, som han kunne tænkes at vælge at være, som f.eks. at være ”sådan en person der går alene i biografen” (s. 59).

51224701

Personlighed fremstilles som en dragt, der kan til- og fravælges, iklædes og hænges væk. Jeg’et er også distanceret i forhold til sine følelser, hvis ikke helt afkoblet. Som når han vil ”slå en Iphone i jorden for at signalere irrationel vrede” (s. 30) eller skræmmes over øjeblikket, hvor han får udløsning, fordi han ”ikke vil være en person, der tænker på gobler mens han kommer” (s. 89). Jeg'et spaltes i et oprigtigt og påtaget jeg. Det påtagede jeg efterstræbes som et, omverdenen gerne ser en leve op til: Man skal have følelser, man er berettiget til eller forventes at have, og helst ikke selv tage stilling til, om de giver mening for en.

Gennemgående i digtsamlingen er en tvivlsom ironisk distance bygget op af absurde perspektiver, som når fortælleren ønsker, at der skal springe en atombombe udenfor, så han har en legitim undskyldning for at blive inde, men også af utallige kulturelle referencer til vestlig popkultur og digitale tekstformater, hashtags og filnavne. Ikke at det i sig selv er distancerende, men det anvendes i digtene på en måde, så de kraftfulde, ærlige og reelle erkendelser drukner i et overfladisk virvar. En pointe som ikke er irrelevant at drage, da det om noget kan være en tidstypisk konsekvens af det digitaliserede følelsesliv.

Gennem de springende tankestrømme hos et menneske, der kæmper med selv de mindste detaljer i forsøget på at skabe et passende billede af sig selv, ligger selvhadet hele tiden potent i små indskydelser. I det sidste digt springer det ud, og man forstår, at selvoptagetheden og selvhadet hænger sammen. Her billedliggør fortælleren resterne af sit eget lig i byens grus, men konstaterer opgivende: ”Hvis nogen kunne synes jeg var værd/ at pløkke en kugle igennem” (s. 103).

I digtsamlingen ”Avatar” fra 2017 kredser Caspar Eric om depression. Værket består af otte digtsuiter, otte kapitler, om man vil, med hver 10 digte i. Hver digtsuite er inspireret af tekster eller kunstværker, der kan relateres til et selvmord. Inspirationskilderne er angivet i indholdsfortegnelsen. Det er blandt andet rapperen Capital STEEZ’ sidste album, og traileren til Joachim Triers film ”Oslo, 31. august”.

52845335

I ”Avatar” flyder refleksioner og iagttagelser fra inspirationskilderne sammen med refleksioner fra et digterjeg, der føler sig set af at dykke ned i ord, musik og fortællinger om andre, der har været et mørkt sted. Her er det de første linjer i åbningsdigtet: ”En lørdag i august/ hvor jeg er fuldstændig knust/ kan de fleste af mine venner/ virke mere fremmede/ end visse personer fra popkulturen/ der har taget livet af sig/ men som taler til mig/ fra en tabt fremtid”.

Digtene kan læses både med og uden det store kendskab til inspirationsmaterialet. Fælles for dem er, at de portrætterer et ulykkeligt jeg, som ønsker noget ændret fundamentalt. I det depressive bor også en konstruktiv vrede: ”FIKS SAMFUNDET PLEASE/ det er ikke bare en fejl/ når nogen dør af depression”, som der står i sidste digtsuite.

Der er flere referencer til Erics to første udgivelser undervejs i teksterne, og også i måden værket er struktureret på: I stedet for fortløbende sidetal tælles der i ”Avatar” op til side 11 i hver digtsuite. Overskriften står således på s. 1/11, og suiten slutter på s. 11/11.

En avatar er en figur, der repræsenterer en person online, og netop det digitale som en del af vores liv og efterliv har en central plads i ”Avatar”. Kroppen beskrives som en organisme, der kan programmeres for at passe ind, f.eks. når jeg’et i første digtsuite får nye piller: ”der opgraderede mine mentale ID-kort/ men også gjorde mig mere søvnig/ og ukontrolleret euforisk”. Men avataren lever længst. Sådan en møder vi på bogens bagside. Her er ingen egentlig bagsidetekst. Blot et billede af Capital STEEZ’ sidste tweet: ”The end.”

I Caspar Erics fjerde udgivelse, ”Alt hvad du ejer” (2018), bliver formen på langdigtet mere flydende og romanlignende end i hans tidligere værker. På vers taler en alvidende fortæller til et ”du”, som måske er synonymt med forfatteren selv. Hvis dette er tilfældet, bliver Caspar Eric dermed både forfatter, fortæller og modtager af digtet, hvorfor det fremstår som en tankestrøm af distancerede selvrefleksioner, hvor en ung mands følelser og erfaringer vendes både med ham og imod ham.

54390157

Centralt er tabet af et barn, der i løbet af sine elleve ugers udvikling får udødelige følelser til at spire i den vordende far. Men embryoet bliver aldrig til et barn, og alt det, ”du” kunne have været, synes tabt. Tabet splitter parret ad, og tilbage står hovedpersonen og kæmper i overgangen til et voksenliv, der ikke længere vil kendes ved ham, famlende mellem individ og fællesskab i et forsøg på at finde mening. Han rækker ud til sine nærmeste relationer, som indimellem giver ham følelsen af at høre til, men igen og igen afslører, at deres egne liv og problematikker afskærer dem fra at se hans lidelse. 

Det tunge sind behandler ikke kun følelser om den lille verden, men lader også indimellem tankerne vandre i verdens konflikter og blandt menneskeskæbner i Yemen, Syrien, Grækenland og blandt andre folk, der gennem historien har måttet lide for et politisk spil, de ikke havde indflydelse på. Det er, som om disse pointer fremføres med en apati og en distance, der kendetegner et sind, der grundet sin egen smerte ikke rigtig kan føle andres, men må nøjes med at konstatere den.

Fortælleren får en afslørende funktion, i og med at denne taler både om og til sig selv, hvilket giver teksten en særlig skrøbelighed. Som når fortælleren beskriver, hvordan han forventer ros efter at være blevet den, der står for madlavningen ”fordi nogen åbenbart har lært dig/ at du måske har fortjent et blowjob” (s. 250), eller afslører sig selv i en racisme, som han tydeligvis ikke er stolt af (s. 99). Dette gør ”Alt hvad du ejer” til et ærligt vidnesbyrd fra en ung mand i sorg, stadig fortalt med Caspar Erics genkendelige popkulturelle referencer som billeder at forankre følelserne i.

Caspar Erics digtsamling ”Jeg vil ikke tilbage” med undertitlen” Digte fra dage med COVID-19” udkom i 2020 og er en række daglige optegnelser i digtform.

11. marts 2020 lukker Danmark ned for at begrænse smitten med coronavirus. Fra den dag og 80 dage frem reflekterer et jeg over livet i lockdown i et boligkompleks et sted i København. Det er digte om glæden ved at have altan og en søster boende i opgangen. Om frygten for at få smitten med hjem fra kærestens kollektiv. Om farfaren, der døde lige inden pandemien, og hvis begravelse familien har valgt at udskyde, fordi en nær slægtning ikke kan komme hjem fra USA. Om at flygte ud i badekarret for at få lidt privatliv, om at have tømmermænd efter en drukaften på FaceTime, og om alt det, der også fylder i bevidstheden: Yahya Hassans død, mordet på George Floyd og klimakrisen, der for en stund overskygges af sundhedskrisen.

48979572

Hver tekst er et øjebliksbillede og en kommentar til en ganske særlig fase i pandemien, hvor alt var nyt og uvant, og alligevel var det også endnu et forår, som så mange andre før i tiden. Her illustreret på s. 50 i digtet fra dag 21: ”vi er begyndt at slås/ om de små pauser,/ gåtursundskyldningerne/ væk fra skærmene:/ Overalt på bygningerne/ stod vinduerne åbne,/ en tilfældig skulptur/ til ære for ingen.”

Fra dag 7 og frem er dagens indlæggelsestal fra Statens Seruminstitut noteret med kursiv i højre hjørne ved tekstens begyndelse. Digtene strækker sig ofte over flere sider. Det er længere handlingsforløb med mange linjebrud. Det er episk fortællende tekster i digtform. Nogle dage er der mindre at sige. Som på dag 26: ”Orker ikke.” (s. 62). Bogens titel er fra dag 17: ”En ven på FaceTime siger:/ Jeg vil ikke tilbage,/ jeg vil ikke tilbage/ til det der var før.” (s. 45).

De i alt 80 tekster kan læses som en kommentar til Jules Vernes sci-fi-roman ”Jorden rundt i 80 dage”. De 80 digte i Erics bog er ikke sci-fi, men de er beskrivelser fra en tid, hvor det føltes, som om fremtiden var landet fra den ene dag til den anden og med eet tvang alle til at tænke og gøre det meste anderledes.

Caspar Erics digtsamling ”Vi kan gøre meget” udkom i 2021. Den har undertitlen ”Digte fra vinter til forår” og følger op på ”Jeg vil ikke tilbage”. Ligesom i udgivelsen fra 2020 er rammen corona-pandemien, og det er det samme digter-jeg og hans venner og familie, vi følger i digtene med et tydeligt fremadskridende tidsforløb. I ”Vi kan gøre meget” er stemningen ikke længere præget af chok. En slags ny normal hverdag har indfundet sig, og derfor handler digtene også om meget andet end corona, selvom der stadig er tydelige spor af en dagligdag med restriktioner, møder på skærm m.m. i de fleste af teksterne.

61564942

Det er sidst i 2021, og jeget er flyttet sammen med sin kæreste. Sammen prøver de at finde sig til rette i deres nye fælles lejlighed. Der er nye rutiner og nye hensyn at tage. ”Vi forhandler om drømmene”, som der står på s. 14. Der er digte om nytårsaften, om stormløbet på kongressen i USA, og om byggeriet på Lærkesletten på Amager Fælled, som en folkebevægelse i 2021 demonstrerede imod. Der er digte om fester med vennerne, møder i andelsforeningen og om at vente – på at håndværkerne uden for lejligheden bliver færdige, på en pakke fra Post Nord og på det næste vaccinestik.

Og så bliver det forår, og verden begynder stille og roligt at ligne sig selv igen. Jeget tager til den første fodboldkamp på stadion i mange måneder, og vi slipper ham og venneflokken på en københavnsk strand, hvor de møder en gruppe udklædte unge, der holder fest for alle dem, der allerede har været smittet: ”så begynder de at gå i cirkler/ rundt om lydvognen mens de synger:/ Vi kan gøre meget/ Vi kan gøre meget/ vi kan gøre meget / vi kan gøre meget/ her i vandets tid.” (s. 183).

Digtene i ”Vi kan gøre meget” falder i 12 digtsuiter, der opdeler bogen i kapitler, hvor digtene i hver suite er forbundet enten tematisk eller i et afgrænset tidsforløb. Suiterne har overskrifter som f.eks. ”Cowboyskam” (om udfordringen ved at måtte ryge på altanen, fordi ens kæreste har røgallergi), ”We are legion” (om en fest med vennerne) og ”Vi kan gøre meget” (den afsluttende suite med de unge på stranden).

Med ”Nye balancer” fra 2023 fornemmer man, at Caspar Eric har skrevet en digtsamling, han længe har taget tilløb til. Den velkendte ironi har fået selskab af vrede, og vreden er begrundet, for erfaringerne i digtene er Erics egne. Værket har undertitlen ”handicapdigte”, og digtene handler om at leve med cerebral parese – et handicap som Eric tidligere har skrevet om i ”Nike”, og som med ”Nye balancer” har fået sit første eget værk i Erics forfatterskab.

135391751

I ”Nye balancer” udviskes grænsen mellem forfatteren Caspar Eric og digterjeget – måske – endnu mere end i de tidligere værker. ”Jeg er tre år/ og min mor synes/ at jeg går lidt mærkeligt.” Sådan begynder digtet ”Min mor på hospitalet” (s. 16), hvori Eric beskriver det hospitalsbesøg, hvor en gruppe læger umiddelbart inden en operation observerer, hvordan barnet (digter-jeget og Eric) går: ”Så siger læge #3: Nåh/ ham der han er jo/ bare spastiker/ se hvordan han/ holder armen/ ind til kroppen.” (s. 17).

Digtene i ”Nye balancer” tager udgangspunkt i episoder og samtaler fra Erics opvækst og voksne liv. De beskriver rutinemæssige opgaver, der udføres hver dag, og som ingen ser: ”Holde fast i håndvasken/ efter at jeg har børstet tænder/ løfte højre ben/ op på tå/ hundrede gange/ og bide i læben/ sige til mig selv/ at det nok skal gå.” (s. 58). De beskriver omverdenens øjne på den handicappede: ”Mændene i stadionområdet tjekker hinanden ud./ De kigger på mit ben/ leder efter en sportsskade.” (s. 34). De er fulde af lige dele vrede og ironi (f.eks. i ”Det vrede digt, haha”) og faktuelle referencer til artikler og FNs konvention om rettigheder for personer med handicap.

Samlet set udgør digtene en mosaik af nedslag i og tanker fra et liv med cerebral parese. Vreden over at handicapområdet nedprioriteres af politikerne, ydmygelsen i at blive smidt op i et pissoir af sine venner efter svømmetræning, frygten for, at en kæreste ikke vil blive ved med at være der, og tanken: om nogen overhovedet vil kunne elske en.

Teksterne falder i fire dele: ”Faldet”, ”Lige at gå”, ”De siddende” og ”Crawl”. Formen veksler mellem digte med mange linjebrud og mere tætskrevne sider, f.eks. ”Forsøg på et brev”, en reflekterende tekst i brevform rettet til: ”jer med de spændte muskler” (s. 19).