Jussi Adler-Olsen

Artikel type
voksne
cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2011. Opdateret af Ph.d. Søren Langager Høgh. 2015.
Main image
Adler-Olsen, Jussi
Foto: Kennet Islandi Havgaard

Indledning

Krimien er blevet den foretrukne pensionskasse, når kulturlivets næsehorn har sikret karrieren, betalt huset ud og ungerne er fløjet fra reden. I stedet for at spare op til en Harley Davidson, placerer de overskuddet af tid og kræfter i den gamle forfatterdrøm og leverer fantastisk drabelige fortællinger om uhyggeligt forbryderiske forbrydere og lige så heltemodige antihelte. Der er sjældent tale om den store litteratur, men det er underholdende og henvender sig til et stort publikum. I flokken af grånende journalister, musikere, filmfolk og forlæggere, som giver deres bud på genren, hører Jussi Adler-Olsen til blandt de mest populære og folkelige, og med romanerne om afdeling Q og efterforskeren Carl Mørck har han sikret sig en succes af de sjældne.

53203876

 

Blå bog

Født: 2. august 1950 i København. Fulde navn Carl Valdemar Jussi Adler-Olsen.

Uddannelse: 1970-78: Studier i medicin, eksamener i samfundsfag og exam.art. i filmvidenskab.

Priser: Harald Mogensen-prisen 2009, Læsernes Bogpris 2010, Glasnøglen 2010.

Debut: Alfabethuset. Politikens Forlag, 1997. Krimi.

Seneste udgivelse: Nilsson, Jonas Langvad: Jussi : en biografi. Politiken, 2017. (99.4).

Inspiration: Groucho Marx.

 

 

 

 

 

Jussi

Baggrund

“Sladderbladene elskede demokraternes næstformand Merete Lynggaard for alt, hvad hun stod for. For hendes skarpe replikker på Folketingets talerstol og hendes mangel på respekt for statsministeren og hans nikkedukker. For hendes kvindelige attributter, drilske øjne og forførende smilehul. De elskede hende for hendes ungdom og succes, men over alt elskede de hende for den næring, hun gav til spekulationerne om, hvorfor en så begavet og smuk kvinde endnu aldrig havde vist sig offentligt med en mand. Merete Lynggaard solgte helvedes mange blade. Lesbisk eller ej, hun var virkeligt godt stof. Alt det vidste Merete alt for godt.”
“Kvinden i buret”, s. 12.

Det er mænd af mange talenter, de gode krimiforfattere. Christian Mørk har ud over at levere supersælgende spændingsromaner produceret film på Hollywood-niveau, DR-chefen Morten Hesseldahl var topforlægger og tegneserieekspert, inden han gav sit bud på genren, norske Jo Nesbø var popstjerne. Og sådan kunne man sikkert blive ved. De er supersuccesfulde, og så sætter de lige trumf på med også at skrive nogle bestsellere i den genre, som er allermest populær. Det er enestående flot. Allermest må man nok misunde Jussi Adler-Olsen. Han kan alt det Christian Mørk og Morten Hesseldahl og Jo Nesbø kan og så en hel del til. Han er superguitarist og ekspert i tegneserier og mangeårig forlægger og har studeret både medicin og samfundsfag og film. Og i et land, hvor det er en nationalsport at knalde gipsplader op og spare på energien, har han også en erfaring med at restaurere gamle huse og virker på bestyrelsesniveau i et par mindre, alternative energi- og teknologivirksomheder.

Når man ser ned over hans cv, afslører det en mangefacetteret karriere. I sin tidlige ungdom er han guitarist i tre forskellige bands og virker samtidig som lægevidenskabelig medarbejder på Nordisk Konversationsleksikon. Efter studentereksamen fra Rødovre Gymnasium i 1970 er han i løbet af de næste ti år både filmimportør, trykkeriarbejder på Gutenberghus, manuskriptforfatter for Disney, antikvarboghandler og meget meget mere, mens han studerer tre forskellige fag på universitetet.

I løbet af 80'erne redigerer han et stort tegneserieleksikon, er engageret i Fredsbevægelsen, skriver bøger om Groucho Marx og har en omfattende forlagsvirksomhed. Privat bliver han i 1989 gift med kæresten gennem nitten år og får en søn. Forlæggerkarrieren fortsætter på fuld drøn i halvfemserne, mens han skriver og slipper den første af sine romaner, “Alfabethuset” (1997), til almindelig begejstring blandt anmelderne. For dem, som har fulgt ham på nært hold fra barnsben, kommer den faglige og litterære succes næppe som nogen overraskelse. 

Jussi Adler-Olsen voksede op som den eneste dreng i en søskendeflok på fire i en familie, hvor faren ernærede sig som psykiater på skiftende statshospitaler. “Måske er den del af min opvækst det vigtigste i forhold til det, jeg laver i dag. Min baggrund betyder, at jeg godt kan forstå mange former for menneskelig opførsel og skæve individers reaktioner. Jeg har oplevet det i alle mulige afskygninger, og jeg har set dem, der havde været ude for voldelige overgreb og ikke hævnede sig eller ikke blev mærkelige og kolde, men vendte smerten indad. (…) Når man ser det, ved man godt, hvor det naturlige holder op, og hvor det syge begynder. Netop det mellemlag er godt at skrive om, og jeg kan godt lide at skrive om sindet på vej ind i sindssygen eller på vej væk fra den.” (Interview i Politiken, 2009-11-09).

Ved siden af denne indsigt opregner hans baggrundshistorie nogle begivenheder, som både antyder vilje og et godt hoved. Som trettenårig sad han i en uge i et raftetårn sammen med en kammerat. Året efter scorede han som den første i Brøndbyernes kommunale skolevæsen et trettental. Hvis der er lidt malurt i bægeret, skulle det lige være, at hans mange talenter og forlagsvirksomheden først gav ham tid til at skrive i en relativ sen alder, som 47-årig, og i år, seks romaner senere, runder han så de 60 år. Men det kendetegner mange af de samtidige krimiforfattere. Selv om drømmen om at skrive måske går tilbage til drengeårene, er der tilsyneladende ikke nogen af dem, der er typen, som kaster sig ud i forfattergerningen uden først at have en sikker økonomi og et udbetalt hus.

Det skulle kunne blive til mindst tyve bøger til, hvilket ikke er så lidt, når man betænker, at Jussi Adler-Olsens værker gerne ligger på den onde side af de sekshundrede sider. Men der er et andet fællestræk for de multitalentfulde krimiforfattere. Væk er den stramme og konsistente stil, som udsprang af de store krimiklassikkeres skarpe politiske og sociale kant. Til gengæld sprudler de af ligefrem fornøjelse over alle de ting, man kan med genren. Det er cinemascope og tegneserie og tabloidavis – stort i formatet, kulørt og sensationelt – man behøver blot at tænke på Jo Nesbøs “Panserhjerte” og Christian Mørks “Kejserens port”. En del af undersøgelsen foregår i arv og miljø, måske mere tydeligt hos Jussi Adler-Olsen end resten. Det er en humanistisk vinkel, som normalt henføres til venstrefløjen, et lån fra realismen og måske en interesse, som har sit udspring i Adler-Olsens egen barndom som søn af en psykiater. Men det er ikke det samme, som at det bliver politisk, realistisk eller for den sags skyld personligt. På ingen måde.

Forfatterskabet er internationalt i sit snit, og det meste fremstår som litterære greb. Det, som bøgerne formidler, er den sensationelle ondskab, forfatterskabets raison d'être, som det hedder blandt de frankofile, dets gameplay, som spilnørderne kalder det. Hver bog har helt uvirkeligt onde handlinger og personer i centrum. Det at karakteropbygningen nødvendigvis bliver ligeså sensationel og kulørt som forbrydelsen, vil det tiltale nogle og kaste andre af – men drøvtyggende og søvndyssende kan ingen beskylde det for at være.

Og hun takkede guderne

Godheden er ikke mindre sensationel hos Jussi Adler-Olsen end ondskaben, og dens nærmeste allierede er den moderne, selvstændige kvinde. Det ligger fast fra og med forfatterskabets anden roman “Og hun takkede guderne” fra 2003. Den unge, ambitiøse Nicky Landsaat er opvokset og bosat i Amsterdams slum med sine forældre. Hendes far er alkoholiker og har forgrebet sig på hendes to yngre søstre, siden de var små. Nu er søstrene narkoludere og trækker nede på gaden. Broren er psykopat og voldsmand. Den eneste gode er moren, men hun bliver tævet ihjel af faren, og så er Nicky alene i verden uden andet end sit gode hoved og sin stærke vilje. Hun er ansat hos den kyniske forretningsmand Peter de Boer, men også det er ved at gå i vasken, fordi hun gør tingene på sin egen måde, og fordi hendes dickenske ravnefamilie, af lutter misundelse over hendes evner, gør alt for at spænde ben for hende.

28536771

Heldigvis er overklassen ligeså rådden som underklassen, og når det kommer til incestuøse forhold og mord og mishandling holder hendes chef Peter de Boer sig ikke tilbage. Han har myrdet sin far – tror han i hvert fald – haft sex med sin stedmor og vist drevet sin kone til selvmord. Nu er stedmoren decimeret af sklerose og bundet til sengen i hans rigmandsvilla, hvorfra hun forpester hans tilværelse. En fætter truer med at afsløre ham som morder, der er paladsrevolution i hans firma, og han har er blevet påtvunget en opgave af nogle ualmindeligt psykopatiske mordertyper. Han er noget så usandsynligt som en firmaknuser, en som har slået sig op på at smadre gode og idealistiske firmaer med lumpne trick, så deres onde konkurrenter kan få markedet for sig selv. Han er sympatisk alligevel, fordi det ikke er hans egen skyld, men samfundets eller rettere det miljø, han er opvokset i. Peter og Nicky finder hinanden. Han afstår fra at smide hende ud af firmaet. Hun redder ham og firmaet. Og i øvrigt blomstrer kærligheden mellem de to traumatiserede superintelligenser.

En af de mere loyale og klartskuende læsninger i forfatterskabet falder i en anmeldelse af Politikens Bo Tao Michaëlis: “Den er hensynsløs ærlig i sin kulørthed, den er euforisk 'romanagtig' som en hæsblæsende roterende krimiroman med rod i faktiske forhold. Men netop med en klar bevidsthed om at være en rigtig roman, en melodramatisk og magisk tekst, der både minder om datidens føljetoner skrevet af en Eugene Sue og en Victor Hugo og om nutidens moderne thrillers skrevet af en Julian Rathbone og en Frederick Forsyth. Her er vitterlig ingen smalle steder og her sker vitterlig alt med hensyn til action og intrige, fart og tempo.

Adler-Olsen er især god til at skildre Hitchcockagtige situationer, hvor nogen forfølger andre og en overraskelse uventet venter for enden af jagten. Desværre er han stadigvæk usikker med sit metaforiske sprog, som nu og da kysser både det absurde og det floskuløse. (Måske lyder sligt bedre på hollandsk?) Og de romantiske stemninger mod slutningen stener det spændende plot til sukkersød sirup, til klumper af karamel, som forårsager en unødvendig sukkersyge for plottets hårdkogte håndtering. Men voila – det er alt i alt flot klaret at holde tungen lige i munden med hensyn til labyrintiske drejninger i en speget historie all the way igennem 604 sider. Så lad os ende ud på den forudsigelige anmelderkliché – dette er af international bestsellerformat. Så er man sålunde advaret og anbefalet.”(Politiken, 2006-04-26).