Maren Uthaug

Maren Uthaug blev født i 1972 i nordnorske Kautokeino i Finnmark i det nordligste Norge, hvor hun boede den første del af sit liv med sin norske mor og samiske far. I 1980 måtte hun se de norske fjelde skiftet ud med danske villaveje, da hun flyttede med sin mor og hendes danske kæreste til Haderslev i Sønderjylland. Maren Uthaug havde svært ved det danske sprog, og den sønderjyske kultur var fremmedartet og vanskelig for hende at føle sig hjemme i. Derudover var hun genert, og hun oplevede længe at være anderledes i det lille danske provinssamfund. Følelsen af at være anderledes er senere blevet et helt centralt tema for hendes forfatterskab.

Efter studentereksamen tog Maren Uthaug til Aarhus for at studere teologi, hvilket hun imidlertid droppede igen, da hun i 1997 vandt en talentkonkurrence ved et reklamebureau og flyttede til København for at studere på Den Danske Reklameskole. I årene efter at hun havde færdiggjort sin uddannelse, arbejdede hun i reklamebranchen, men i 2001 valgte hun at blive freelancer og skrev bl.a. klummer i Jyllands-Posten og magasinet “Vi forældre”. I 2009 oprettede Maren Uthaug bloggen Marensblog.dk, hvor hun gennem tegning, tekst og billeder siden har delt ud af sin hverdag med sin kæreste Allan og deres døtre Kamille, Mynte og Anemone. På opfordring fra sine bloglæsere meldte Maren Uthaug sig i 2013 til Politikens tegneseriekonkurrence, som hun vandt med striben “Ting jeg gjorde”. Siden da har hendes tegneseriestribe dagligt været at finde i Politikens kultursektion.

I 2012 udkom Maren Uthaugs første bog, en selvudgivet graphic novel med titlen “Ellers går det godt”. I 2013 debuterede hun som romanforfatter med romanen “Og sådan blev det”. Siden har hun udgivet endnu en graphic novel, “Den lyse side” (2014), og romanerne “Hvor der er fugle” (2018) og “En lykkelig slutning (2019). “Hvor der er fugle” blev Maren Uthaugs helt store gennembrud, og for romanen modtog hun DR Romanprisen i 2018. I 2022 udkom hendes seneste roman, “11%”.

Maren Uthaug debuterede i 2012 med selvudgivelsen “Ellers går det godt”, der er en videreudvikling af hendes populære indlæg på bloggen Marensblog.dk. Som en grafisk novelle, gennem et forløb af enkeltstående situationer, skildres livet i sin hverdagslige udgave med en umulig mand og umulige børn, der viser sig at være umulige ikke at elske, når man selv er mindst lige så umulig.

Fortællingen er tydeligt selvbiografisk funderet. Således er fortælleren og hovedkarakteren Maren – på samme vis som forfatteren Maren –¬¬ oprindeligt fra Lapland, flyttet til Sønderjylland, mor til tre og gift med “Smukke Allan” (s. 108). Ligesom forfatteren har fortællingens Maren som barn lidt under følelsen af ikke at høre til. En følelse forstærket af hendes samisk rullende “r”, der i danske omgivelser gør det nødvendigt at bede om ost, selvom man meget hellere vil have rullepølse, men heller ikke har lyst til at skille sig alt for meget ud.

Den voksne Maren/“neurosa” (s. 97) forsøger midt i tangotimer, kæresteweekender og frygten for fremtiden at finde meningen med det hele – eller i hvert fald selv at give mening. Det meste af tiden. Men det er svært, når fremmede får én til at ville gemme sig, selvom man godt ved, man er for gammel til den slags, og derfor bare hilser med et “pik” (s. 44) – et resultat af den “kappe af sarkasme” (s. 38), der må agere verbalt gemmested.

Den sort-hvide tegnestil er enkel, og ligeledes er skrivestilen. Sætningskompleksiteten varierer fra enkeltstående ord til lange talestrømme eksempelvis om, hvorvidt Tom Dooley egentlig har levet rigtigt og om, hvorfor hun ikke tidligere har været sådan én, der interesserer sig for fugle. Flere steder står Uthaugs tegninger selv og taler deres eget ærlige og humoristiske sprog uden brug af ord.

På trods af Uthaugs selvbiografiske vinkling af fortællingen er det umuligt for læseren ikke at projicere forfatterens selvironiske hverdagsbilleder over på eget liv, og tonens til tider tykke sarkasme udfordrer læserens egen grad af (selvironisk) selvindsigt.