d willumsen
Foto: Morten Holtum

Dorrit Willumsen

mag.art. Abigail Josephsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2012. Senest opdateret af cand.mag. Anna Møller, Bureauet, november 2019.
Top image group
d willumsen
Foto: Morten Holtum
Main image
Willumsen, Dorrit
Foto: Erik Refner / Scanpix

Indledning

Dorrit Willumsens prisbelønnede forfatterskab består af mere end 20 romaner, digt- og novellesamlinger, skuespil og erindringer. Hun brød for alvor igennem hos læserne med den historiske roman ”Marie” om Marie Tussaud. Omdrejningspunktet i Dorrit Willumsens værker er nutidsmenneskets længsel efter lykke og kærlighed, men det er barske skæbner og konflikter i intimsfæren, hun skildrer – uden lykkelig udgang. Det ser vi blandt andet i titelnovellen fra debuten ”Knagen” (1965), hvor ægteskabet er forkrampet af fremmedhed helt ud i det absurde. Men trods fremmedhed har mennesker alligevel brug for hinanden i Dorrit Willumsens bøger. 

 

46835417

Blå bog

Født: 31. august 1940 på Nørrebro i København.

Uddannelse: Klassisk-sproglig studentereksamen, 1960.

Debut: Knagen. Gyldendal, 1965.

Litteraturpriser: Herman Bangs Mindelegat, 1973. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 1980. Det Danske Akademis Store Pris, 1981. Kritiker-prisen, 1983. De Gyldne laurbær, 1984. H. C. Andersen legatet, 1987. LO's kulturpris, 1991. Søren Gyldendal-prisen, 1995. Dansk Litteraturpris for Kvinder, 1966. Nordisk Råds litteraturpris, 1997. Holbergmedaljen, 2015.

Seneste udgivelse: Løg trækker tårer. Gyldendal, 2019. Roman.

Inspiration: Herman Bang, Marcel Proust, Kaj Munk, Marguerite Duras og Federico García Lorca.

 

 

 

dorrit 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Når jeg går i biografen, ser jeg film, der hedder En fri Kvinde eller En kvindes frihed. Men hvor er den shampoo, der hedder Frihed og får mit liv til at skinne? Hvornår finder jeg en lykkelig slutning? Løsningen på alle problemer for både mine personer og mig selv?”
”Pligten til lykke”, s. 122.

Dorrit Willumsen er født i 1940 og voksede op i en lejlighed på Nørrebro med sin mor, sin søster og sine bedsteforældre. Det var trange men trygge kår, selvom hendes mor var en del fraværende. Sin far vidste Dorrit Willumsen ikke meget om. Henne i skolen fortalte hun, at han var viktualiehandler, for det var et ord, hun lige havde lært. Først som voksen fandt hun ud af, at han var operasanger. Til gengæld var morfaderen som en far for hende. Hun elskede de fantastiske beretninger fra hans tid som sømand, og han var hendes første og måske største læremester i fortællekunsten. Allerede som lille vidste hun, at hun ville være forfatter. ”Jeg har altid syntes, ord har magi. Jeg kunne ligefrem besvime af dem. Ord som ‘byldemor’ og ‘ligtorn’ var meget uhyggelige ord. Og da min mor en dag i teateret sagde til mig: “Dorrit, der er sprunget et blodkar i dit øje.” Ja, så så jeg for mig det store skyllekar nede i vaskekælderen helt fuld af blod. Og alt det skulle ud af mit øje,” fortæller Dorrit Willumsen (Lonnie Krause: Dorrit Willumsen. Ordtilallesider.dk).

Da hun kom i gymnasiet, begyndte hun at sende historier ind til Hjemmet, Familie Journal og Det Kongelige Teater og fik det hele retur. Men da hun sendte nogle noveller til Gyldendal, stod der i afslagsbrevet, at hun skulle blive ved med at skrive. Så da hun blev student i 1960, tog hun deltidsarbejde blandt andet på et kontor og skrev om aftenen. Sådan ville hun leve resten af sit liv, lige indtil hun hun forelskede i forfatteren Jess Ørnsbo. De blev gift i 1963, og i 1970 fik de sønnen Tore. Ægteskabet var den første store forhindring for hendes forfatterskab, for i 1960’erne forventedes det, at en kvinde frem for alt – og trods forfatterdrømme – tog sig af børnene og de huslige pligter i hjemmet. ”Man regnede med, at jeg kunne skrive, hvis der ikke var andet, der var vigtigere. Det har jeg fået at vide tit,” fortæller hun (Louise Kidde Sauntved: Kampen for at være alene. Berlingske, 2011-04-17).

Alligevel lykkedes det hende at debutere med novellesamlingen ”Knagen” i 1965, og hun har siden skrevet mere end 20 værker. Hendes bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget en lang række priser. Blandt andet modtog hun i 1981 som den første kvinde nogensinde Det danske Akademis Litteraturpris, og fra 1980 har hun modtaget den livsvarige kunstnerydelse fra Statens Kunstfond. Indtil 2019, hvor Jess Ørnsbo døde, boede de sammen i Viby Sjælland. Dorrit Willumsen foretrækker stadig at skrive på maskine eller i hånden. ”Jeg kan godt lide at have ordene i hånden,” fortæller hun (Louise Kidde Sauntved: Kampen for at være alene. Berlingske, 2011-04-17). Først til sidst skriver hun manuskripterne ind på computer.

Knagen

”Mest ubekvemt var det med sofaen. Hun flyttede sig ikke, når han kom for at sidde der. Snarere tværtimod. Hun rykkede nærmere og begyndte at vegetere op og ned ad ham, krable ham i nakken og forsøge at mase hans ene skulder skæv ved at lægge sit hoved op på den tungt som en kanonkugle.”
”Tingene” fra ”Knagen”, side 53.

Da Dorrit Willumsen gik i gymnasiet, satte hun sig for at skrive en roman i en sommerferie. For det kunne ikke tage mere end 14 dage, tænkte hun. Det blev dog kun til en enkelt novelle, og den kom med i ”Knagen” (1965), der blev Dorrit Willumsens debut.

”Knagen” består af 11 noveller, der er skrevet i en realistisk stil med groteske og surrealistiske træk. Alle novellerne foregår i nutiden – det vil sige i 1960’erne – og kredser omkring det nære miljø i hjemmet set med et voksent blik. Den eneste undtagelse er den første novelle, ”Lukket land”, der finder sted nogle årtier før og er fortalt som et tilbageblik med et barns synsvinkel.

Hovedtemaet i novellerne er mænds og kvinders fremmedhed over for hinanden, der gør kærligheden til et underligt kunstigt og distanceret samspil. Samtidig medfører fremmedheden, at kvinderne fastholdes i en offerposition i det mandsdominerede hjem.

I samlingens anden novelle ”Tingene” møder en mand en kærlighedshungrende kvinde, som han modvilligt lader komme med hjem. Her installerer hun sig. Hun fylder op i lejligheden, og han er hele tiden bekymret for, hvad hun foretager sig, når han ikke holder øje med hende. Hun er et kaoselement i hans velordnede univers. Især forstyrrer det ham, at hun piller ved hans udstilling af 53 askebægre. Og værre bliver det, da hun også begynder at få børn. Han finder først ro, da han flygter ind i et indre, surrealistisk univers – langt væk fra hende.

Lige så tragikomisk foruroligende udfolder et parforhold sig i titelnovellen ”Knagen”, der på samme vis er fortalt fra mandens vinkel. Kvinden, som denne mand bor sammen med, omtales konsekvent som ”den”. Skabningen har endda en ”snude”. Gennem nøglehullet følger manden undrende skabningens handlinger og forsøger forgæves at finde en mening med dem. Han betragter, hvordan den sidder med skuldrene i knagestilling, mens den strikker uden entusiasme og vasker op med samme mangel på engagement. Først i novellens allersidste linjer bliver skabningen en ”hun”. Det sker, da hun forlader hjemmet, og hendes skuldre med det samme synker ned i et naturligt leje. Men denne forandring er kun kortvarig. Allerede næste dag er alt ved det gamle igen. For kvinden er kærlighedsforholdet med andre ord et fængsel, fordi manden ikke betragter hende som et ligeværdigt menneske, og kvinden lader ham resigneret gøre det.

 

Manden som påskud

”Han ville have gjort dem lykkelige. Han har virkelig prøvet. Han har altid klaret sine forpligtelser. Terminer. Afdrag. Frisørregninger. Alimentationsbidrag. Grammofonplader. Men han deltog ikke nok i Lones udvikling de første år, siger Lisa. Ti år efter er hun sig krænkelser og forurettelser bevidst. Og han husker alt anderledes.”
”Manden som påskud”, side 77.

I 1981 modtog Dorrit Willumsen som den første kvinde nogensinde Det Danske Akademis litteraturpris for ”Manden som påskud”, der udkom i 1980. Den egentlige hovedperson i denne tragiske roman er en charmerende, unavngiven mand, der arbejder i et møbelfirma. Han har en ekskone, Sonja, en nuværende kone, Lisa, en elskerinde, Marianne, og to døtre, Monica og Lone, fra henholdsvis det første og det andet ægteskab.

Det er Lisa, Marianne og Monica, der skiftevis fortæller historien i bogens 13 kapitler, med undtagelse af det tiende kapitel, hvor manden selv kommer til orde. Kvindernes beretninger, som er fortalt i tredje person, kredser omkring deres forhold til den unavngivne mand. Fælles for dem er, at de har eller har haft et håb om, at han skulle gøre dem lykkelige. Men for Lisa og Marianne har det været et forgæves håb. Ved historiens begyndelse siger Lisa til ham, at hun vil skilles, fordi hun aldrig har været lykkelig sammen med ham, og selvom de har været gift i 13 år, så er hun bange for ham. Men hun gør ikke alvor af sine ord, fordi hun som hjemmegående hustru lever trygt af hans penge. Marianne ejer en blomsterbutik og lever et selvstændigt liv men er alligevel blevet afhængig af sin elskers beskyttelse. Hun tør ikke gå ud med andre mænd, eller tage ud at spise eller rejse alene, også selvom forholdet til hendes elsker hverken er særligt romantisk eller lykkeligt. Da hun endelig skriver et brev til ham om, at hun vil afslutte forholdet, giver hun ham det ikke.

Datteren Monica fra det første ægteskab har tilbragt en del af sin opvækst på et børnehjem, fordi hverken hendes mor eller hendes far ønskede at tage sig af hende. Da moderen Sonja finder en ny mand, flytter Monica hjem til dem, men er ulykkelig, nervøs og overvægtig og hungrer efter sin fars kærlighed. Den mærker hun glimtvis ved et kort møde, og hun anstrenger sig efterfølgende med slankekure og skønhedsbehandlinger, for at han skal blive stolt af hende. Hun får sig endda et arbejde på en skønhedsklinik, hvor hun hjælper andre kvinder med at slippe af med rynker og overvægt for at gøre sig fortjent til mænds kærlighed. Den mandlige hovedperson kan ikke forstå, hvorfor han ikke magter at gøre kvinderne lykkelige. Han føler, at han gør, hvad han kan, da han altid har levet op til sine økonomiske forpligtelser, men han forstår med al tydelighed kvinderne og deres behov lige så lidt, som de forstår ham. Hovedtemaet formulerer Marianne meget klart: ”Hver gang hun tænker over sig selv er det i forhold til ham. Måske er det forskellen” (side 67). Kvinderne vender nemlig al deres opmærksomhed hen på manden og bruger ham som påskud for ikke selv at tage ansvar for livet og lykken.

 

Marie

”Alt er nu pakket. Og rejsen til Edinburgh vil bringe mig endnu flere mil væk fra mine kære. Lille Francois. Min mor. Min mand. Jeg må være en dårlig mor. Kun en unaturlig kvinde ville forlade et toårigt barn. (…) Men hver gang jeg nu ser et af disse rørende, tandløse smil eller et par små støvler, er der en længsel i hele min krop.”
”Marie”, side 201.

Dorrit Willumsen fik sit læsergennembrud med den historiske romanbiografi ”Marie” (1983) og blev belønnet med Boghandlernes Gyldne Laurbær. ”Marie”, der er en roman mere end en egentlig biografi, handler om virkelighedens Madame Tussaud (1761-1850) – kendt for voksmuseet Madame Tussaud’s i London. Bogen følger hendes opvækst i Frankrig til hendes død i England. Det var en tid præget af enorme politiske omvæltninger, især af Den Franske Revolution og Napoleonskrigene. Marie Tussaud hed før sit ægteskab Marie Grosholtz, og som ung kom hun i lære hos sin morbror Curtius, der ejede et fornemt vokskabinet i Paris. Hun blev så dygtig, at hun fik til opgave at lave voksskulpturer af de adelige og kongelige på Versailles, blandt andre Marie Antoinette, og de blev hendes nære omgangskreds. Dette varede dog kun frem til revolutionen i 1789. Her brød Maries trygge hverdag sammen, og mange af hendes venner blev guillotineret. Alene eller sammen med sin ven, kunstmaleren David, gik hun rundt i revolutionens Paris og lavede gipsaftryk af både de levende og døde, endda af afhuggede hoveder. Hun blev ven med den smukke Josephine, der giftede sig med Napoleon, og både dem og andre kendte personligheder fra perioden som Voltaire og Robespierre forevigede Marie som voksskulpturer.

06333893

Hun levede og åndede for voksgalleriet, men da hun blev 34 år, mødte hun Francois Tussaud, som hun giftede sig med og fik sit berømte efternavn. Francois var i modsætning til Marie mest optaget af at skabe et hjem ude i provinsen, og han havde ikke begreb skabt om hverken penge eller om Maries forretninger, og begge dele holdt hende vågen om natten. Da Marie havde født en søn, forsøgte hun forgæves at overtale Francois til at bruge prævention i form af fåretarme, for selvom hun elskede sit barn, så ville endnu ét bremse hendes forretninger helt. Nogle år senere fødte hun endnu en søn, og hjemmet krævede nu al hendes tid. Men gælden i huset og galleriet voksede, og det måtte Marie ændre på. Hun besluttede sig derfor for at drage på turné i England med sin og Curtius’ voksudstilling. Hun tog sin ældste søn Joseph med sig og efterlod den yngste søn sammen med sin mand og sin mor i Frankrig. I England og Skotland fik hun hurtigt succes, og det endte med, at hun kunne åbne en permanent udstilling i London. Hun vandt al den berømmelse og rigdom, som hun havde drømt om, men hun vendte aldrig hjem til Frankrig igen og måtte med sorg erkende de konsekvenser, hendes valg havde indebåret.

”Marie” er en handlingsmættet roman, men første- og tredjepersonsfortælleren følger også det indre drama i Maries tanker og følelsesliv. Det centrale tema er nemlig ikke så meget de historiske fakta som en kvindes kamp for at forfølge sine egne drømme og at skabe sig en karriere uden for hjemmet med alle de enorme konsekvenser, som dette indebar: For nok opnåede Marie Tussaud alt, hvad hun ville, men hun måtte til gengæld give afkald på sin elskede søn, sin mor og sit fædreland.

Bang

”De ved, han vil være charmerende, sprudlende, elegant. (…) Og han optræder som forventet, indtil han mærker den første mathed, en træthed, der ligesom får rummet til at vibrere om ham og alle de smilende ansigter til at flyde ud, som om han ser dem gennem vand.”
”Bang”, side 193.

Dorrit Willumsen modtog Nordisk Råds Litteraturpris for romanbiografien ”Bang” fra 1996. Her skildrer hun den impressionistiske digter Herman Bang (1857-1912), der især er kendt for hovedværkerne ”Stuk”, ”Tine” og ”Ved Vejen”. ”Bang” handler om Herman Bangs liv fra hans opvækst i præstegården på Als frem til hans død under en oplæsningsturné i USA. Herman Bangs liv var præget af meget modgang, og han flakkede omkring i Europa uden nogensinde at falde endeligt til ro. I bogens erindringsglimt følger vi det tragiske tab af hans forældre, hans kamp for at blive både forfatter og skuespiller, hans bundløse gæld og den sædelighedsskandale, som hans første værk ”Håbløse slægter” (1880) vakte. En anden kamp, der prægede Herman Bangs liv, var, at han var homoseksuel, hvilket på daværende tidspunkt var kriminelt. Han mødtes derfor hemmeligt med sine elskere og brændte de breve, han modtog fra dem, så han ikke blev afsløret. Da der i 1906 kørte en større sædelighedssag i København, hvor alle, der var mistænkt for at have forbindelse til det homoseksuelle miljø, blev afhørt, flygtede han til Berlin. Men heksejagten mod ham fortsatte, blandt andet gennem forfatterkollegaen Johannes V. Jensen.

22586610

Ved siden af sit forfatterskab arbejdede Herman Bang som journalist og korrespondent. Dette gav ham mulighed for at lappe på sin voksende gæld, men det resulterede også i, at han blev smidt ud af Tyskland med et døgns varsel, da han i en artikel havde udtalt sig negativt om kejseren. I ”Bang” beskriver forfatteren Herman Bang som et ensomt men særdeles gavmildt menneske, der elskede at klæde sig pænt på og at stille sig op på en scene for at optræde og underholde. Den alvidende fortæller skildrer Herman Bangs liv både udefra og indefra, men lige som det er tilfældet med ”Marie”, er ”Bang” mere en roman end en egentlig biografi. Selvom bogen bygger på grundig research, og Dorrit Willumsen har flettet dokumentariske citater fra breve, artikler og anmeldelser ind i prosateksten, så er en større del af den forfatterens frie fortolkning af Herman Bangs tanker og følelser. Hovedtemaet i romanbiografien er den helt enestående forløsning, som kunsten rummer: Kun når Herman Bang skrev og optrådte, kunne han jage ensomheden og sorgerne på flugt, og han følte sig set, hørt og elsket. Dette tema kommer Dorrit Willumsen også ind på i sine erindringer ”Pligten til lykke”.

Den dag jeg blev Honey Hotwing

”Alt ville være lettere, hvis jeg var en anden. Hvis jeg for eksempel var Honey Hotwing. Hun står i lyset og synger. Hun synger for kronede hoveder og for præsidenter og i store sale med tusindvis af mennesker. Hendes kalender er helt overtegnet.”
”Den dag jeg blev Honey Hotwing”, side 193.

I novellesamlingen ”Den dag jeg blev Honey Hotwing” (2005) tegner Dorrit Willumsen ni portrætter af nutidskvinder i det nye årtusinde, der længes efter at ændre deres liv. De tager alle hjælpemidler i brug fra krystaller, skønhedsbehandlinger og powershopping til alkohol og rejser for at slippe væk fra den monotone og ensomme hverdag.

I åbningsnovellen ”Intelligente Fødder” rejser den unge Simone alene til New York uden arbejdstilladelse for at få sig et mere eventyrligt liv. Men stik imod alle forventninger henfalder hun til mismod og ensomhed i byernes by. For en kort bemærkning kommer hendes ungdommelige tante fra Nakskov på visit, men efter en glad aften i byen udånder tanten i Simones lejlighed. Ensomheden er også hovedtemaet i novellen ”Proppen”, hvor det smukkeste brev, som hovedpersonen Lene får til sin fødselsdag, er fra et postordrefirma, hvor hun engang har købt et grydesæt og seks par maxitrusser.

25946200

I titelnovellen ”Den dag jeg blev Honey Hotwing” er den 21-årige servitrice Janne eller Hanne (hun kan ikke huske sit eget navn) blevet overset gennem hele sit liv, og hun drømmer derfor om at blive den enestående, tilbedte, berømte sangerinde Honey Hotwing. Hun får dækket sit korte leverpostejsfarvede hår med lange, rødbrune extentions og ifører sig kraftig makeup og rockstjernetøj som en Barbie-dukke. Hverken hendes kæreste eller hendes naboer bryder sig om at høre hende synge, men hun vender dem hellere ryggen end at give afkald på sin drøm. Da hun i et drømmeagtigt scenarie bliver sat i fængsel, får hun uventet succes med sin sang blandt de indsatte. De forstår hende, og hun er omsider blevet Honey Hotwing. Sproget i novellerne er trods det tragiske indhold let, humoristisk og klart, og tempoet er højt.

Fælles for de ni kvindelige hovedpersoner er, at de ikke resignerer men handler på deres længsel. Det gør dem ikke lykkeligere, for deres stræben efter lykken har konsekvenser. En af kvinderne ender for eksempel med at begå selvmord. Fortællesynsvinklen er begrænset til hovedpersonernes eget blik, og deres historie bliver derfor fortalt i sympati med dem – uanset hvor absurde, deres handlinger kan forekomme, og hvor naivt materialistiske deres drømme end er. Selvom der er 40 år imellem Dorrit Willumsens debut ”Knagen” (1965) og ”Den dag jeg blev Honey Hotwing”, så mener Dorrit Willumsen ikke selv, at mennesker har ændret sig så meget: ”Jeg tror ikke, at nutiden er specielt mere overfladisk end dengang. Man er bare så ivrig for at trænge igennem, at man er villig til at bruge alle midler. Men behovet for at være perfekt har ikke ændret sig grundlæggende. Da jeg var ung var det blot andre ting, man ville opnå – en flot kjole eller en permanent,” siger hun. (Michael Jannerup Andersen: Der er en flig af mig i dem… de har alle sammen en længsel, de forfølger. Berlingske Tidende, 2005-11-19).

 

Det søde med det sure

”Tirsdag er ugens yndigste dag, når jeg løber over til kiosken og henter Hjemmet og Familie Journalen hos kioskmanden, der står bag sin disk med bølget hår og hud så fin som en kvindes. (…) Bladene ruller han sammen til et rør, der er så tungt af drama og farver, at jeg somme tider glemmer at se mig for.”
”Det søde med det sure”, side 133.

Første del af Dorrit Willumsens selvbiografi udkom i 2009 med navnet ”Det søde med det sure”. Den består af kronologiske erindringsglimt fra hendes tidligste leveår på Nørrebro og frem til hun er i 20’erne, hvor hun har vekslende småjobs, skriver noveller og digte og går på stævnemøder med sin kommende mand, Jess Ørnsbo. De første 12 år af sit liv bor Dorrit Willumsen sammen med sin mormor og morfar, og selvom de to ønsker hinanden hængt under loftsbjælkerne, så er det et trygt og velstillet hjem med mange besøgende og en gasovn, der er så stor, at der kan ligge 137 æbleskiver i den. Som helt lille kender Dorrit Willumsen kun sin mor fra et fotografi. Moderen bor sammen med Dorrit Willumsens far i en lejlighed på Vesterbro, og da de bliver skilt, flytter moderen ind hos Dorrit og bedsteforældrene og forøger snart familien med endnu en datter; Jetje. Det er og bliver dog bedsteforældrene, der påtager sig forældrerollen. Især morfaderen har en enestående plads i hendes liv. Han er gammel sømand og har tatoveringer på armene af frække, halvnøgne damer – og så fortæller han eventyrlige historier og tager den lille Dorrit med på udflugter.

27990754

Dorrit Willumsen beskriver sig selv som et umuligt barn, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Hun har det bedst, når hun er alene, og hun vil hellere iagttage verden og mennesker i fred end at lege med sine jævnaldrende. Hun elsker at slikke isblomster af vinduerne og tirsdage, hvor Hjemmet og Familie Journalen ankommer til kiosken. Da mormoderen dør, og moderen finder en ny mand, flytter hele familien sammen med morfaderen ind i den forladte lejlighed på Vesterbro. For evigt er barndomsparadiset på Nørrebro tabt. Den nye stedfar Karl behandler mildest talt ikke Dorrit og hendes søster godt, blandt andet siger han en dag til Dorrit, at hun ligner en gammel so, der står og gynger i sit eget fedt. I pubertetstiden får Dorrit nemlig stofskifteproblemer, der gør hende overvægtig og afhængig af piller. I gymnasietiden bliver hendes evner for at skrive opdaget, hvilket giver hende en smule selvtillid, og hun digter noveller til ugebladene, som dog bliver returneret. Men hun er fast besluttet på, at hun vil skrive, og at hun aldrig vil gifte sig. Men i slutningen af erindringsværket forelsker hun sig så.

”Det søde med det sure” er fortalt i jeg-person i en nøgtern, barsk og poetisk tone med en melankoli, der er karakteristisk for Dorrit Willumsen. De centrale temaer er et lille barns forundrede opdagelse af verden og ikke mindst drømmen om at blive forfatter. Særligt interessant er også hendes beskrivelser af, hvordan livet så ud i København i midten af århundredet, hvor der var lokum i gården, og hvor hele familien fik bad en gang om ugen – i det samme vand i badekarret.

 

Pligten til lykke

”Hun siger, hun vil arbejde. Men hun er næsten altid hjemme og behøver sikkert ikke engang at stå op til en bestemt tid. Det arbejde, det er noget, hun selv finder på. Og det er ikke nødvendigt. Det er noget, hun bare kan lave, når der ikke er andet, der er vigtigere. Men tilfreds, det er hun åbenbart ikke. Hun må være en meget utaknemmelig kvinde. Hun, der har alt.”
”Pligten til lykke”, side 103.

Andet og sidste bind i Dorrit Willumsens erindringer udkom i 2011 med titlen ”Pligten til lykke”. Den fortsætter, hvor ”Det søde med det sure” slap, nemlig i 1962, da Dorrit Willumsen har mødt Jess Ørnsbo, og man følger deres ægteskab, familieliv og forfatterkarriere helt frem til i dag.

De to bliver gift i 1963 og flytter sammen ind i en lille lejlighed på Vesterbro, hvor møblerne står i lag, og hvor Jess Ørnsbo maler den ene af væggene sort. Dorrit Willumsen kæmper for at finde en balance mellem at passe hjemmet, som det forventes af en hustru, at traktere de mange gæster, der kommer på besøg, at tage sig af sin elskede, aldrende morfar og samtidig at stjæle sig til tid alene med sin skrivemaskine Olympia.

Da morfaderen dør, flytter parret til et stort, arkitekttegnet hus i Viby Sjælland, hvor der er gærende vin i kælderen til de mange gæster og plads til grand danoisen Tøs, den japanske mynde Naru, akvariefisk og svigermoderen, der konsekvent kalder Dorrit for Dorthe og kritiserer hende for hendes elendige husholdning. I modsætning til Jess Ørnsbo, der trives bedst med mange mennesker omkring sig, så har Dorrit Willumsen brug for ensomhed og stilhed til sin skriveproces, og hun flygter derfor så ofte hun kan ind til en skrivelejlighed i København eller ud på rejser alene. Hun får sønnen Tore, men da hun bliver gravid igen, vælger hun abort.

28728387

Ægteskabet er præget af konflikter og jalousi, især efter at de begge to bryder igennem som forfattere. I dagevis kan Jess Ørnsbo forsvinde efter et skænderi med en flaske gin under armen, og da Dorrit Willumsen modtager de store priser fra Det Danske Akademi og Nordisk Råd, forstår han ikke, at hun tager imod dem, og han møder ikke op til prisuddelingen.

Det centrale tema i erindringsbiografien er Dorrit Willumsens kamp for et frirum til at skrive ved siden af sine pligter som hustru og mor. Hun tror nemlig fortsat på kernefamilien og bliver aldrig en del af den etablerede kvindebevægelse. Da hendes veninde Ulla Dahlerup sammen med nogle andre kvinder bliver båret ud af en bus under stor mediebevågenhed, fordi de nægter at betale fuld pris, så længe der ikke er ligeløn, står Dorrit Willumsen hjemme i køkkenet og laver culottesteg til sin familie og svigermor. Hendes kamp og udviklingshistorie som kvinde og forfatter, der er bogens centrale temaer, er bygget op af enkeltstående erindringsglimt, der lige som i ”Det søde med det sure” er fortalt i et let og nøgternt sprog præget af skæve vinkler og humor.

 

Nær og fjern

”I medicinskabet finder hun en lille plasticæske inddelt i fire rum med piller, og da hun sluger dem, synes hun, hun hører moderens stemme. ”For hjertet, for søvnen, for lykke, for afføring”.”
”Nær og fjern”, s. 85.

Længsel er hovedtemaet i Dorrit Willumsens roman ”Nær og fjern” fra 2015: Længslen efter lykke, efter nærhed, efter en mening med det hele. Den længsel præger alle de seks hovedpersoner i romanen – Lou og Michael, Bjarne og Jeanette, Mitzi og Hanne – som vi følger igennem cirka 50 år, fra 1960’erne og op til nutiden.

Som ung sælger Lou (Louise) støvsugere, mens hun drømmer om at blive berømt danser eller sanger. Men så møder hun blikkenslagerlærlingen Michael, bliver gravid og gift. Michael tjener snart mange penge på ejendomsspekulation, og parret kommer til at leve i luksus med et vildt forbrug, masser af alkohol, store fester og fri sex. Men de mærker aldrig den store nærhed eller lykke med hinanden.

Bjarne, der lider af DAMP og ernærer sig ved lidt af hvert fra fitnessinstruktør til hjemmerøver, får et forhold til Lous skrædder Jeanette, der brænder for sit job. Men de to lever også helt forbi hinanden. Bjarne har en kortvarig, kikset affære med Lou i fitnesscentret, og Jeanette tiltrækkes af Mitzi, der er romanens skøreste drømmer: Hun ringer blandt andet til en mellemøstlig prins for at bede om et tilskud til sin præsidentkampagne i USA.

51989309

Dorrit Willumsen fortæller om romanens længselstema: ”I længslen ligger alle mulighederne. Det kan gå til den ene side eller den anden, og man kan handle efter den eller lade være. Længslen er benzinen til at komme videre i livet og videre endnu. Men der er forskellige måder at længes på. Nogen vender det til noget selvdestruktivt, mens andre vil være til og frelse verden. Men det er en lille menneskelig brist at længes efter noget eller nogen. Det kan gøre en endnu mere sårbar.” (Kim Kiri Lassen: Længslen er drivkraften. Jyllands-Posten, 2015-12-31).

I ”Nær og fjern” har længslen netop den dobbelthed: Den driver hovedpersonerne fremad, og samtidig svækkes de – fatalt. Fortælleren er alvidende men trænger aldrig dybt ind i hovedpersonerne. Sproget er let og levende, og scenerne er skiftevis smukke, humoristiske og grusomme, som blandt andet da Michael og Lou holder fest, og Michael slutter festen med at falde i søvn med hovedet i kattens madskål, mens Lou giver én af gæsterne et blowjob i haven.     

Løg trækker tårer

”Hun må have en god nats søvn. (…) Og så skal hun have et varmt bad, og hendes hår skal sættes af en frisør. (…) Og så vil hun gå lige ind og sætte sig i hans grønne sofa og sige: ”Jeg er Wendy”.”
”Løg trækker tårer”, s. 172.

”Løg trækker tårer” fra 2019 er en direkte forlængelse af temaerne i Dorrit Willumsens forfatterskab. På sin 74-års fødselsdag går en kvinde hjemmefra i vrede. Hendes mand har glemt hende, og hun føler sig fremmedgjort over for al den IT, der præger hendes hverdag. Ved et tilfælde flytter hun ind i en skunk i en lejlighed, der er ved at blive gjort i stand, og hoveddelen af romanen udspiller sig dermed i eller omkring det lille pulterkammer. Da lejlighedens nye ejer, revisoren Asger Petersen, flytter ind, forelsker hun sig voldsomt i ham uden nogensinde at møde ham. Når revisoren er ude af lejligheden, gør hun rent, spiser rester og gennemgår hans store garderobe, og når hun igen gemmer sig i skunken, nyder hun, at han spiller klassisk musik. Til sidst får han dog en kæreste, og så må Wendy forlade sin fængsels-oase.

46835417

Ligesom i ”Den dag jeg blev Honey Hotwing” har hovedpersonen i ”Løg trækker tårer” ikke kun ét navn. Hun vælger at hedde Wendy, men hun kunne ligeså godt hedde Vivi eller Winnie, som der står på s. 12. Som personerne i ”Nær og Fjern” drømmer Wendy om et andet liv, om noget mere. Hun drømmer om passion, om lækre ting, om lækker mad og om at kunne nyde igen i stedet for at være spærret inde i det ægteskab, hun er flygtet fra, og i den skunk, hvor hun nu er som fanget. Som i mange af Dorrit Willumsens bøger er der imidlertid ingen lykkelig slutning for enden af den lange indespærring. Der venter ingen Prince Charming på den anden side af den hermetisk lukkede pulterkammerdør, og kvinden Wendy søger en lykke, der er afhængig af stimulans udefra og fra andre mennesker. Med sig ind i skunken har hun en alt for stor ulvepels, og kun med den, og med en galant hjemløs, der forvises fra byen, opnår hun en form for menneskelig kontakt.

”Løg trækker tårer” er skrevet som en dans mellem det absurde, det surrealistiske og det barnlige. Wendys triste liv og vemodige griben efter lykke foregår som i en drøm, mens Wendy selv svæver et par centimeter over asfalten, når hun igen må ned i supermarkedet efter lydløse bananer, hun kan spise i fred i sin skunk.

Genrer og tematikker

Dorrit Willumsen optræder kun sjældent i offentligheden, for hun bryder sig ikke om rampelyset, fortæller hun i ”Pligten til lykke”. Men hendes bøger, der er skrevet i den modernistiske tradition, har igennem snart 50 år været en markant stemme i dansk litteratur, måske særligt for kvindelige læsere. For det er først og fremmest kvinder, hun skildrer.

I sine værker fra 1960’erne og 1970’erne, hvor kvindekampen er på sit højeste, skriver Dorrit Willumsen om kvindens længsel efter at leve et lykkeligt og helt, autentisk liv i det mandsdominerede samfund – og hjem. Kvindernes længsel går på at bryde ud af den psykiske isolation og ensomhed og at blive anerkendt af manden som hele, ligeværdige mennesker, som det for eksempel skildres i titelnovellen i debuten ”Knagen” (1965). Men kærlighedsforholdet er et absurd samspil, et fængsel, og parterne forbliver fremmede over for hinanden. Alligevel bryder ingen fri, for selvom fremmedheden umuliggør intime forhold, så gør det ikke længslen efter kærlighed mindre. Hos Dorrit Willumsen har mennesker nemlig brug for hinanden.

I de senere romaner fra 1980’erne og frem breder Dorrit Willumsen denne problematik ud til at gælde begge køn: Fremmedheden mellem mennesker er et grundlæggende livsvilkår for både mænd og kvinder, og de bliver begge ofre i kærlighedsspillet. Det ses blandt andet i ”Manden som påskud” (1980). Dorrit Willumsen giver ingen lette svar og heller ikke nogen slutninger, der minder om idyllen fra de ugebladsnoveller, hun elskede som barn. Men både i hendes egne erindringer ”Det søde med det sure” og ”Pligten til lykke” samt i romanbiografierne ”Marie” (1983) og ”Bang” (1996) rummer kunsten en mulighed for mennesket for at udtrykke sig og derigennem blive sig selv. Værkerne frem til 1980’erne kan karakteriseres som psykologisk realisme med fokus på det indre liv – på følelser og tanker – og på intimsfæren. Dorrit Willumsen drejer den realistiske stil hen mod det surrealistiske og absurde med et stærkt og sanseligt billedsprog. I 1980’erne begynder hun at rendyrke realismen, hvilket blandt andet ses i ”Suk Hjerte” (1986), som skildrer en københavnsk familie delvist selvbiografisk med fokus på en lille piges opvækst. På samme tid begynder også en ny linje i forfatterskabet: Den historiske roman. Det sker med læsergennembruddet ”Marie”, der foregår omkring den franske revolution, og denne linje fortsættes med ”Klædt i Purpur” (1990), ”Bang” og ”Bruden fra Gent” (2003).

 Historierne foregår i vidt forskellige historiske epoker fra antikken og op til 1900-tallet, men de bliver tidløse af Dorrit Willumsens modernistiske skrivestil og af hendes frit digtede indrepsykologiske portrætter. Dorrit Willumsens erindringer er udkommet i to bind med titlerne ”Det søde med det sure” (2009) og ”Pligten til lykke” (2011).

.

Beslægtede forfatterskaber

I de første ti år efter Dorrit Willumsens debut var dansk litteratur præget af kvindelige forfattere, der lige som Dorrit Willumsen massivt satte fokus på kvinder, kvinders følelses- og tankeverden og på de sociale og kønsmæssige problematikker, de stod midt i. Blandt dem var Vita Andersen, Dea Trier Mørch og Suzanne Brøgger, og de skrev – måske – fortrinsvist for et kvindeligt publikum. Dorrit Willumsens værker fra den tid kan dog ikke ensidigt ses som et indlæg i kønskampen. For hende handler det først og fremmest om at skildre det psykologisk indviklede spil mellem mænd og kvinder, og her er blikket mere modernistisk end kønspolitisk. Herved ligner hun sin samtidige kollega Kirsten Thorup. Feminist kan man dog godt kalde Dorrit Willumsen, og hun besidder en stærk arv fra den britiske forfatter og feminist Virginia Woolf. Det ses helt konkret i Dorrit Willumsens erindringsværk ”Pligten til Lykke”, hvor hun må sidde i køkkenet og skrive, samtidig med at hun passer hus og børn, og hun længes efter at få sit eget værelse, hvor hun kan få arbejdsro, præcis som Virginia Woolf gjorde det i ”Eget værelse” (1929). 

I det senere spor i forfatterskabet fra 1980’erne og frem bevæger Dorrit Willumsen sig ind på et felt, der fortsat præger dansk litteratur: Den historiske roman. Udover Dorrit Willumsen er blandt andre Hanne Reintoft, Maria Helleberg, Jette Kaarsbøl, Majken Bloch Skipper, Helle Stangerup, Mette Winge, Hanne Marie Svendsen og Anne Lise Marstrand-Jørgensen markante repræsentanter. De kvindelige forfatteres historiske romaner kan ses som en fortsættelse af 1970’ernes projekt: Et af formålene med dem er nemlig at skrive kvinderne ind i verdenshistorien, fordi den hidtil har været domineret af mænd. Ifølge Dorrit Willumsen selv er det dog den danske forfatter Herman Bang, der har inspireret hende mere end nogen andre. Da hun i sin tid læste ”Ved Vejen” blev hun nemlig så imponeret af hans evne til at beskrive mennesker som produkter af deres livsvilkår, at hun besluttede sig for at forsøge at gøre ham kunsten efter. (Mai-Britt Willadsen: Marie af Dorrit Willumsen. Litteratursiden.dk, oktober 2002).

 

Bibliografi

Noveller

Willumsen, Dorrit:
Knagen. Gyldendal, 1965.
Willumsen, Dorrit:
Modellen Coppelia. Gyldendal, 1973.
Willumsen, Dorrit:
Hvis det virkelig var en film. Gyldendal, 1978.
Willumsen, Dorrit:
Danske fortællinger. Vindrose, 1980.
Willumsen, Dorrit:
Glemslens forår. Vindrose, 1989.
Willumsen, Dorrit:
Den dag jeg blev Honey Hotwing. Gyldendal, 2005.

Romaner

Willumsen, Dorrit:
Stranden. Gyldendal, 1967.
Willumsen, Dorrit:
Da. Gyldendal, 1968.
Willumsen, Dorrit:
The, krydderi, acryl, salær, græshopper. Gyldendal, 1970.
Willumsen, Dorrit:
En værtindes smil. Gyldendal, 1974.
Willumsen, Dorrit:
Neonhaven. Gyldendal, 1976.
Willumsen, Dorrit:
Manden som påskud. Vindrose, 1980.
Willumsen, Dorrit:
Programmeret til kærlighed. Vindrose, 1982.
Willumsen, Dorrit:
Marie. Vindrose, 1983.
Willumsen, Dorrit:
Suk hjerte. vindrose, 1988.
Willumsen, Dorrit:
Klædt i purpur. Gyldendal, 1995.
Willumsen, Dorrit:
Bang. Gyldendal, 1997.
Willumsen, Dorrit:
De kattens feriedage. Gyldendal, 1997.
Willumsen, Dorrit:
Koras stemme. Gyldendal, 2000.
Willumsen, Dorrit:
Tøs: et hundeliv. Gyldendal, 2001.
Willumsen, Dorrit:
Bruden fra Gent. Gyldendal, 2003.
Willumsen, Dorrit:
Dage med slave. Gyldendal, 2008.
Willumsen, Dorrit:
Nær og fjern. Gyldendal, 2015.
Willumsen, Dorrit:
Bang : en roman om Herman Bang. Gyldendal, 2016.
Willumsen, Dorrit: Løg trækker tårer. Gyldendal, 2019.

Digte

Willumsen, Dorrit:
Kontakter. Gyldendal, 1976.
Willumsen, Dorrit:
Den usynlige skønhed. Vindrose, 1978.
Willumsen, Dorrit:
Umage par. 1983.
Willumsen, Dorrit:
Guldbryllup. Jorinde & Joringel, 2013. Forfattere: Dorrit Willumsen og Jess Ørnsbo.

Skuespil

Willumsen, Dorrit:
Caroline 1985.

Erindringer

Willumsen, Dorrit:
Det søde med det sure. Gyldendal, 2009.
Willumsen, Dorrit:
Pligten til lykke. Gyldendal, 2011.

Om forfatterskabet

Artikler

Kieler, Benedicte og Mortensen, Klaus P. (red):
Gads Danske Forfatterleksikon, Litteraturens Stemmer. Gads Forlag, 1999.
Nygaard, Else Marie:
Jeg har tvivlen. Interview: Dorrit Willumsen. Kristeligt Dagblad, 2004-08-26.
Jannerup Andersen, Michael:
Der er en flig af mig i dem ... de har alle sammen en længsel, de forfølgerInterview: Dorrit Willumsen. Berlingske Tidende, 2005-11-19.
Rösing, Lilian Munk:
Barndommens fryd og elendighed. Information, 2009-11-26.
Wiemer, Liselotte:
Vekselsang mellem svovlsyre og kildevand. Kristeligt Dagblad, 2011-04-14.
Bækgaard, Jakob:
Bruden fra Gent af Dorrit Willumsen. Litteratursiden.dk, 2011-09-20.
Allemano, Marina:
Prinsesse Sukkergodt med barberblad. - Læsninger i Dorrit Willumsens forfatterskab. Gyldendal, 2015.
Dorrit Willumsens mand døde for nylig, men hun har altid drømt om at leve alene. Politiken, 2019-09-12.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Dorrit Willumsen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Willadsen, Mai-Britt:
Litteratursiden.dk. Oktober 2002.
Kjølbye, Marie Louise:
Romaner skal have hemmeligheder. Interview: Dorrit Willumsen. Information, 2002-07-11.
Andersen, Michael Jannerup:
Der er en flig af mig i dem… de har alle sammen en længsel, de forfølger. Berlingske Tidende, 2005-11-19.
Krause, Lonnie:
Dorrit Willumsen. Ordtilallesider.dk. 2010.
Sauntved, Louise Kidde:
Kampen for at være alene. Berlingske, 2011-04-17.