Llambias, Pablo
Foto: Per Morten Abrahamsen / Gyldendal

Pablo Llambias

cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af stud.mag. Maria Høher-Larsen, 2014. Senest opdateret af Katrine Lehmann Sivertsen, Bureauet, maj 2019.
Top image group
Llambias, Pablo
Foto: Per Morten Abrahamsen / Gyldendal
Main image
Llambias, Pablo
Foto: Jens Astrup

Indledning

Pablo Llambías er en stadig fornyer af sit forfatterskab. For hver udgivelse føjer han en ny genre, stil eller tema til det samlede værk, der både rummer noveller, sci-fi, kærlighedsromaner, digte og litterære remakes.

Ved at forene samfundsengagement med litterært eksperiment undersøger Pablo Llambías i sine bøger forholdet mellem fortælling og realitet, konstruktion og autentisk materiale.

Autofiktion

 

46216938

Blå bog

Født: 8. februar 1964 i Svenstrup ved Aalborg.

Uddannelse: Cand.phil. fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, 1997.

Debut: Hun har en altan. Gyldendal, 1996.

Litteraturpriser: SFC-prisen, 2002. Otto Gelsted-prisen, 2008. Kritikerprisen, 2019.

Seneste udgivelse: Zombierådhus. Gyldendal, 2019. Roman.

Inspiration: Suzanne Brøgger.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det er mærkeligt, at vi er født ind i denne krop, og hvad er grunden til det? Når dette er sagt, har jeg måske været så heldig at have forklaret dig noget om, hvad det er, du læser, når du begynder at spekulere på, hvis synspunkt der i det skrevne egentlig er tale om.”

”Trojaner”, s. 44.

Pablo Henrik Llambías blev født i 1964 i Svenstrup ved Aalborg og voksede op i Aalborg-forstaden Gug som søn af to pianister, Tove Lønskov og Rudolfo Llambías. Sit spanskklingende efternavn har han således fra sin far, som er argentiner. Pablo Llambías blev matematisk-fysik student fra Aalborg Statsgymnasium og gik derefter i sine forældres musikalske fodspor, da han startede på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus på instrumentet trombone. Han studerede herefter filmvidenskab på Københavns Universitet, inden han startede på Det Kgl. Danske Kunstakademi.

Llambías har stiftet bekendtskab med mange kunstneriske genrer, og det har præget hans karriere både før og efter hans debut som skønlitterær forfatter i 1996. Gennem årene har han instrueret film, produceret kunst- og dokumentarvideoer og udstillet som billedkunstner. Den brogede, kunstneriske baggrund har sat tydelige spor i Llambías’ forfatterskab, hvor overraskelsen og fornyelsen er mere reglen end undtagelsen.

Et eksempel er bogen ”Rådhus” fra 1997, der ikke bærer nogen genrebetegnelse, hvor Llambías har indsat fotos af samtlige danske rådhuse. Et andet er udgivelsen ”Kærlighed til fædrelandet var drivkraften” fra 2001, som er en kollektivtekst skrevet sammen med forfatterne Jeppe Brixvold, Lars Frost og Lars Skinnebach. Samme år udgav Llambías også bogen ”Turistattraktioner” – en samling kritiske essays om turisme, der oprindeligt har været trykt i dagbladet Information. Også i sine skønlitterære udgivelser blander Llambías genrer, og værkerne skjuler aldrig deres karakter af konstruktion og proces.

Llambías har undervist på Forfatterskolen og på højskolerne Testrup og Krogerup. I 2007 var Llambías fast tilknyttet Syddansk Universitet som underviser. Fra 2009 til 2015 var han rektor for Forfatterskolen.

Rådhus

”Der er to lag, havde jeg sagt. Dét, som vi kunne kalde en genfortælling af verden (jeg viste med hænderne, at det lå et stykke oppe over det bord, jeg sad ved), og så et superkomplekst lag af taktilitet, specificitet, i praksis uendelig detaljerigdom – ”rod”. (Jeg viste med hænderne at det lå på bordets overflade).”
”Rådhus”, s. 88.

Pablo Henrik Llambías debuterede i 1996 med novellesamlingen ”Hun har en altan”, og allerede året efter udgav han bogen ”Rådhus”. I ”Rådhus” har fortælleren sat sig for at undersøge, hvorfor der står en skulptur foran alle danske rådhuse. Hvilke kommunale beslutningsprocesser har ført til opsætningen af dem? Bogens sytten kapitler består af beretninger, interviewsekvenser, drømme, tanker og citater, og bagerst er der indsat 275 sort-hvide fotos af danske rådhuse i omvendt årstalskronologi.

22009281

Bogen er på én gang sociologisk rapport, essay, skønlitteratur, poetik, drejebog og arkitekturanalyse, og den fragmenterede form synes at afspejle den kompleksitet, der kendetegner en moderne virkelighed. Bogen bekender sig til en sammensat og blafrende virkelighedsopfattelse, hvilket har fået flere anmeldere til at udråbe Llambías til postmodernist – om end en alvorlig en af slagsen.

Nok opleves virkeligheden som fiktion, og fiktionen som virkelig, men virkeligheden er også alt det, som falder uden for vores sprog og begreber. I sin bog bruger forfatteren både fiktivt og autentisk materiale til at demonstrere denne indsigt. Blandingen af fiktion og virkelighed gør teksterne tvetydige, men heri synes teksterne blot at ligne tilværelsen, som ifølge fortælleren heller ikke bygger på fasttømrede sandheder, men snarere er en størrelse, som hele tiden må genfortælles og opfindes på ny.

I forbindelse med bogen iværksatte Pablo Llambías en fiktiv eller virtuel kommune, kaldet Fri kommune, som blev udstillet på et galleri i København og lagt ud på internettet. Kunstprojektet var et forsøg på at inddrage borgerne i simulerede kommunale beslutningsprocesser.

Trojaner

”Det øjeblik, kontinentet forvandles til land, til region, til landskab, til skov, til hus, dá slås dørene op i perfekt synkronicitet; i det øjeblik vi slår ned, åbnes en dør i huset, og vi flyver ind gennem stuen, op ad trappen, (…) ind i arbejdsværelset, ind i stuen, ind i soveværelset, hen til trojaneren, ind i trojaneren...”.
”Trojaner”, s. 87.

Romanen ”Trojaner” fra 2001 består af diffuse brudstykker uden en fast kronologi, da bogens forskellige fortællingselementer er lagt ud i flere spor og fortællerstemmer. Som udgangspunkt er romanen en slags actionthriller, der i bedste b-films stil tager afsæt i historien om en familie med to børn, som skal besøge farmor og farfar i deres ensomt beliggende hus i skoven. Da familien når frem til huset, finder de bedsteforældrene myrdede, og de tages selv som gidsler. Samtidig bliver familiens mindste barn alvorligt syg.

Det er imidlertid også en fortælling om en forfatter, der filosoferer over livet, og den historie han skriver på, samtidig med, at han gengiver brudstykker af familiehistorien og hverdagens trivialitet. I romanen spiller en lymfocyt – et hvidt blodlegeme inde i en krop – endvidere en rolle. Disse spor kombineres i Llambías’ bog med flere symbolske niveauer. Navnene i bogen, Sigyn, Tøk, Balder og Idun, udgør et mytologisk lag i romanen i deres eksplicitte henvisning til den nordiske mytologi. Drengen Balder, som bliver syg i romanen, har navn efter den gud i den nordiske mytologi, som blev gjort usårlig over for alt i naturen undtagen misteltenen, som ender med at være det, der forårsager hans tidlige død. Ved at inddrage disse elementer fra den nordiske mytologi synes Llambías at understrege, at det onde ikke kan indkredses og elimineres, selv om man forsøger at beskytte sig imod det. Titlen indeholder ligeledes adskillige symbolske referencer. En af dem er henvisningen til en computervirus, som implicit henviser til fortællingen om den trojanske hest i den græske mytologi.

23778475

Llambías fremhæver netop kompleksiteten af forestillinger og forskellige aspekter af virkeligheden, som en af de ting, han arbejder med: ”Der er jo et spænd mellem de åndelige forestillinger om, hvordan livet er, og så det, der foregår. Og som menneske befinder man sig nogenlunde lige midt imellem de to punkter. (...) Kompleksitet er sådan set budskabet i mine bøger. Den konstruktion, jeg talte om før, det sted mellem forestilling og virkelighed, dét kunne jeg godt tænke mig var tilstanden for alle mennesker. For det er en måde at tale på, visheden om denne ubærlighed.” (Synne Rifbjerg: Mine indre fileter, Weekendavisen, 2001-11-23).

Samtidigheden handler dog ikke kun om tilstedeværelsen af flere spor og stemmer i romanen. Den handler også om det at skabe en fortælling som forfatter. Det er en selvreference og tematik, som man finder i alle Llambías’ bøger. ”Realiteter er noget parallelt noget, og forfattergerningen – sådan tænker jeg det – består i at bringe disse paralleliteter sammen i skriften. At fortælle er at skabe en simulationsmaskine, en matrix for ophobning af viljesbestemt tilfældighed.” (Bo Kampmann Walther: Realiteternes tilfældighed. Kristeligt Dagblad 2001-11-15).

Et ukendt barn

”Så var det, jeg kunne finde på at være manuskriptskadestue, lappe sammen på de overfladiske skrammer, nødtørftigt, sende folk tilbage til fronten med en dødelig sygdom, der i mange tilfælde hed mangel på talent, en skade, som man ikke selv kunne gøre noget ved, men som kunne plage folk til deres dødsdag, jeg kendte det fra mig selv”.
”Et ukendt barn”, s. 9.

I romanen ”Et ukendt barn” fra 2005 finder man en blanding af genrer og flere forskellige virkelighedsdimensioner og fortællinger, som væves ind i hinanden. I bogen afsøger Llambías samtidig grænseområdet mellem fortæller-jeg og forfatter-jeg. Romanens rammefortælling er historien om en mand, der på flere områder ligner forfatteren Llambías. Rammefortællingens jeg-person er blandt andet lærer på en forfatterskole, har tidligere studeret filmvidenskab på universitetet og lavet dokumentarfilm.

Inde i rammefortællingen udfolder der sig andre historier: Romanens jeg-fortæller modtager et manuskript, der indeholder historien om en ung kvinde, der under Anden Verdenskrig forsøger at redde sin bror, der tjener som frivillig i et SS-kompagni, ud af det brændende Berlin. En anden historie i romanen tager udgangspunkt i jeg-figurens ansættelse på et plejehjem og hans møde med en gammel hjemmeværnsmand, der udgiver sig for at have kæmpet på tysk side under krigen. En tredje historie er skildringen af den dokumentarfilm om tyske østfrontveteraner, som jeg-fortælleren engang har lavet.

26002044

Det hele sættes sammen med faktuelle afsnit om Churchills liv og politiske dispositioner samt detaljerede skildringer af vigtige slag og bombardementer under Anden Verdenskrig. Det ender med en surrealistisk slutning, hvor et af de såkaldte ukendte børn, der døde i danske flygtningelejre lige efter krigen, vækkes til live.

”Et ukendt barn” tematiserer forholdet mellem virkelighed og konstruktion, mellem selvreference, selviscenesættelse og udsigelsesposition. Den blander genrer og sammenkobler fiktion og fakta. Men det er også en roman om det tyvende århundredes ideologiske kampe og vores historiske arv. Især vores omgang med historien er en central tematik i romanen. I Llambías’ bog skildres Anden Verdenskrig fra tyskernes side samtidig med, at fortællingen om østfrontveteranerne tematiserer det tyske opgør med fortidens synder men også den enkelte soldats forsøg på at retfærdiggøre sin rolle i krigen. Med sin fremhævelse af den kritisable danske behandling af de tyske krigsfanger lige efter krigen stiller Llambías skarpt på den gængse danske selvforståelse af Danmarks rolle under Anden Verdenskrig – og de tabuiserede lig i lasten, som findes i den danske omgang med historien.

De elskendes bjerg

”Hvad end der skete, så skulle de ikke få os. Vores kærlighed var ulovlig, men vi ville ikke give op. Dette var ikke middelalder, hvad end de sagde. To menneskers kærlighed kunne ikke forbydes. Ikke i dag. Vi ville aldrig vende tilbage til de tider, hvor to elskende ikke kunne få hinanden.”
”De elskendes bjerg”, s. 212.

Forholdet mellem forestilling og virkelighed, og de konstruktioner det afstedkommer, er også til stede i Llambías’ roman ”De elskendes bjerg” (2006), hvor afsløringen af en velbevaret hemmelighed åbner for en oprulning af mange andre familiefortielser. Den unge kvinde Luisa opdager på sin mors dødsleje, at den mand, hun altid har troet var hendes far, i virkeligheden ikke er det. Luisa er derimod resultatet af et lidenskabeligt kærlighedsforhold, hendes mor har haft til en spansk tjener under en charterferie på Solkysten. Det er i hvert fald moderens fortælling. Det viser sig hurtigt i romanen, at der er mange udlægninger af den historie.

26485703

Llambías lader i bogen de enkelte personer give hver deres version af de samme begivenheder, da synsvinklen skifter fra kapitel til kapitel. Historien skifter i romanens løb i takt med, at de forskellige personer kommer til orde med deres opfattelse af sagen. Et af omdrejningspunkterne i romanen er denne dekonstruktion. Alle figurerne konstruerer en fortælling om sig selv, deres liv og det fælles hændelsesforløb, som viser sig som netop konstruktioner, når læseren præsenteres for de modstridende historier:

Det er jo fordi moderen bygger en forestilling om sig selv op, at hun ikke kan slippe løgnen. Hun kan ikke komme overens med den, hun er. Hun går ganske vist i graven med en løgn, men samtidig bevarer hun den forestilling om sig selv som helt anderledes end den person, hun har mulighed for at udfolde i sit danske hverdagsægteskab (...) ønskedrømme kan være stærke”. (Karen Syberg: Jeg vil give mennesket håb. Information, 2006-11-04).

Moderens fortælling viser sig at indeholder elementer, som ikke synes at stemme overens med det faktiske hændelsesforløb. Men det er den version, som er sand for hende. En pointe i bogen er netop, at vi alle ser verden og tilværelsen ud fra vores egen optik og konstruerer en fortælling, som er til at bære.

Tematisk handler romanen også om kærlighed og håb. Med inspiration fra tv-programmer som ”Sporløs” lader Llambías romanens hovedperson tage til Spanien for at finde sin biologiske far. Hun forelsker sig her i den illegale flygtning Amir. Skildringen af deres kærlighedshistorie indeholder en markant samtidskritik af angsten for det fremmede og en streng indvandringspolitik, hvor kærligheden pludselig risikerer at blive landsforvist, som det hedder i romanen. Samtidig lader Llambías historien slutte med en ren Happy Ending, som fremhæver kærlighedens evne til at bryde alle konstruktionerne.

”De elskendes bjerg” var også et forsøg fra Llambías’ side på at skrive en bestseller, hvorfor romanen på mange områder mimer den populære genre. Det gør den blandt andet ved de korte kapitler, der afsluttes med cliff hangers og ved at have et fremadskridende plot med en lykkelig slutning, hvilket ellers er en sjældenhed i Llambías' forfatterskab.

...rasende...

”...Pepe...du har ikke så meget som set andet end et postkort...du har ikke set noget, noget som helst andet, der ikke er et postkort...det ved du godt, Pepe...postkort...dine postkortløg, dit postkortkøkken, din postkortkæreste, dine postkortbørn...”
”…rasende…”, s. 8.

Pablo Llambías udgav i 2008 igen en bog, der tilsyneladende var ganske anderledes end de foregående. Udgangspunktet i romanen ”...rasende...” er en pubertetspiges rasende tankestrøm. Bogen er ikke kun en ungdomsroman men også et filosofisk værk, der blandt andet viderefører et af omdrejningspunkterne i forfatterskabet: nemlig forholdet mellem levet liv og litteratur.  

Hovedpersonen i romanen er teenagepigen Patricia, hvis tanker gengives i indre monolog kun afbrudt af enkelte brudstykker af dialoger. Patricia er rasende, energisk rasende og fuld af klaustrofobi, foragt og frustration over den postkortvirkelighed, som de voksne lever i. En virkelighed fuld af ligegyldigheder, snærende bånd og manglende lidenskab. På denne vis er Llambías’ bog en ungdomsroman, der skildrer den unges opgør med de voksnes virkelighed, der opleves som falsk og overfladisk.

27215157

Romanen indeholder også andre niveauer, for det viser sig, at ikke kun Patricia men også resten af hendes familie er spøgelser, der kan gå gennem lukkede døre. ”Vi ser i bogen, hvordan livet mister sin betydning, hvis det ikke er ledsaget af krop og handling. Faderen i bogen, Pepe, mener, at åndelig værdi er en livskvalitet i sig selv. Patricia mener og fornemmer derimod at alt, hvad de voksne gør og siger, er ligegyldigt, fordi de ikke har nogen krop. Det er vigtigt at forstå, at teksten ikke er en metafor. Hun har i bogstavelig forstand ret; de har ingen krop”. (Sara Mellson: Spøgelser, raseri og Platon. Politiken, 2008-05-03).  

Hvad nu, hvis vi alle rent faktisk er spøgelser, men vi bare ikke har opdaget det endnu, eller det er blevet usynligt for os? Og hvordan kan vi vide, at det, vi oplever som virkelighed, faktisk eksisterer? Det er nogle af de filosofiske spørgsmål, som er centrale i Llambías’ spøgelseshistorie. I sit forfatterskab sætter Llambías igen og igen spørgsmålstegn ved de ting, vi betragter som næsten naturgivent – som at der for eksempel står en skulptur foran alle rådhuse. I denne roman bredes tematikken ud: ”Han (Llambías) spørger til og undersøger de strukturer, som vi tænker i, og som dybest set også begrænser vores måde at tænke på. Fordi vi ikke kan eller tør sætte os ud over dem”. (Mai Misfeldt: Et rasende spøgelse. Berlingske Tidende, 2008-04-25).

Kærlighedens veje og vildveje

”Vi lever på klods, på forventet efterbevilling, fordi vi er suckers efter en lykkelig, ægte fremtid, hvor vi når hinanden til evig tid i et frit, uundertrykkende og respektfuldt flow.”
”Kærlighedens veje og vildveje”, s. 21.

Pablo Llambías udgav i 2009 en slags genskrivning eller remake af Suzanne Brøggers essaysamling fra 1975 om køn, klasse og kærlighed, nemlig ”Kærlighedens veje og vildveje”. Pablo Llambías’ bog skrives hen over forlægget, idet både komposition, titler og typografi er det samme som i Brøggers bog. Det kombineres dog med fragmenter af ny tekst. Forsiden minder også om den oprindelige udgivelse, hvis man ser bort fra kønnet. Llambías pryder forsiden som en anden dragqueen iført samme hatteslør og pelskrave, som Brøgger var iklædt på den originale forside.

27969801

Netop ændringen af kønnet er et centralt omdrejningspunkt i samlingen. I teksten udskiftes ordene hun/han og kvinde/mand med hinandens modsætninger. Dette greb i bogen betyder blandt andet, at der bliver sat spørgsmålstegn ved, om en situation ændres, når der er tale om en mand i stedet for en kvinde. Der rykkes også ved vores traditionelle forestillinger om køn og identitet. Som det hedder hos Politikens anmelder, Marie Tetzlaff: ”I hvert fald er jegets kendetegn ikke statiske, og i de erotiske situationer er det decideret forvirrende og/ eller pirrende. Mere banalt: Er det en (rigtig) mand, en lesbisk kvinde eller hvad, der taler? Og hvorfor er det vigtigt?” (Marie Tetzlaff: ”Mænd er ikke, hvad de har været”. Politiken 2009-10-31). Udskiftningen af kønnet i en tekst, som ellers til forveksling ligner originalen, giver ligeledes en fornemmelse af, at der findes nogle konstante ting, når det drejer sig om kærligheden og begæret uanset hvilket køn og hvilken tid, der er tale om.

Der er imidlertid også store forskelle på originalens skildring af forholdet mellem mand og kvinde og Llambías’ udgave af ”Kærlighedens veje og vildveje”. Mens Suzanne Brøggers bog er forankret i datidens fokus på ligestilling og kulturelle normer vedrørende kønnet, ser man hos Llambías et andet melankolsk fokus på det, der truer med at ødelægge kærligheden, som blandt andet de dybt forankrede magtspil, der udspiller sig på trods af ligestillingen.

Hvor Brøggers tekst griber fat i det mere politiske og overordnede, omhandler Llambías’ bog det mere personlige og smertefulde i kærlighedsforholdet samtidig med, at den peger på tekst og betydning, som noget, vi skaber. Llambías blev nomineret til Montanas Litteraturpris 2009 for ”Kærlighedens veje og vildveje”.

Ud over havet

”Vi klapper autocamperen alle sammen. Vi skubber den ud i vandet. Den ruller selv ud, indtil den er forsvundet fra havets overflade (…) Vi er begyndt at gå hver sin vej. Du går den ene vej langs vandkanten. Jeg går den anden vej langs vandkanten. Børnene svæver ud over vandet og kigger”.
”Ud over havet”, s. 99.

Det handler også - blandt andet - om kærlighed i Pablo Llambías’ digtsamling fra 2010, ”Ud over havet”. Hver anden side i bogen er blanke, mens højresiderne indeholder enkelte ord eller korte tekststykker.

De korte tekstfragmenter kredser om en strand og omhandler et han og et hun, som siges begge at være forfattere og have tre børn tilsammen. Det hedder endvidere: ”Vi er en fantastisk familie. Det lykkes, dét som vi sætter os for. Vi lever i al evighed. Vi lever i al evighed sammen. Når vi siger farvel, vinker vi farvel fra et sted, langt ude over havet. Det er den måde, vi vinker farvel på. På den smukkest tænkelige måde”. Bogen igennem er det at vinke farvel og se ting forsvinde ud over havet et gennemgående motiv, og selv fra begyndelsen af bogen synes der at lure et uafværgeligt brud, da der allerede her vinkes farvel. Selv i den drømmende lykkeverden, som skildres i samlingens første del, fornemmes således et kollaps og en afsked.

28458703

Bogen befinder sig et sted mellem lyrik og prosa med sine opremsende, gentagende sætninger, som til sammen skaber en form for fortælling, der blandt andet handler om et parforhold, der forliser. En af bogens tematikker er angsten for tab og det at forliges med et ufrivilligt farvel. Et andet kendetegn ved samlingen er, at der bogen igennem veksles mellem en form for udfoldet, fremadskridende realisme og surreelle syner – som når skildpaddeunger får sprøjtet personlige egenskaber ind i kroppen: ”Vi sidder på stranden om natten og injicerer personlighed. Vi børster sandet bort og stikker hænderne ned til skildpadderne. Vi løfter skildpaddeungerne op og stikker kanylen ind i bagdelen på dem. Vi sprøjter egenskaber ind: vrede, nid, uforsonlighed, ærgerrighed, grådighed, grænseløshed, had, sorg, mistro, mistillid, rethaveriskhed”.

Når man bladrer gennem bogens blanke sider og minimalisme i tekstdelen, fremstår den desuden næsten ligeså meget om en slags kunstnerisk installation som en digtsamling.

 

Monte Lema

”Jeg har i mange år jagtet det ube-
hjælpsomme, det uvirtuose, det
klodsede, det for-meget. Alle mine
bøger indeholder afsnit, som jeg
bevidst har gjort ’forkerte’, for ’sentimen-
tale, for ’grimme’. Det uspiselige. (…)
Nu disse ’sonetter’”.
”Monte Lema”, s. 60.

At Pablo Llambías er en forfatter med hang til kunstnerisk og genreoverskridende litteratur kommer også til udtryk i hans udgivelse fra 2011, ”Monte Lema”, som er den første af tre sonetbøger. Denne gang er der tale om en musikledsaget digtsamling, hvis tekster er en slags dagbogsoptegnelser sat op som sonetter. ”Privat rod i sonettens sirlige form”, som en anmelder har betegnet det.

Samlingen indeholder omkring 400 sonetter, der, som den klassiske sonetform tilskriver, hver består af 14 vers med 10-11 stavelser i hvert vers. Der er dog begrænset metrik og kun få rim og metaforer i Llambías’ sonetter men masser af rytme og enjambement – det vil sige ord eller sætninger, der deles over af verseskift.

Bogen består af tre dele: ”Poetik”, ”Angst” og ”L”. Mens den første del er læsninger af og refleksioner over litteratur og tekst, omhandler samlingens anden og tredje del henholdsvis fortællerens behandling for sin angstdiagnose og hans kæresterier med sygeplejersken L.

28984251

De tematiske omdrejningspunkter i bogen er således kunsten, angsten og kærligheden. Bogen er en nutidig skildring af en mands liv som far, forfatter, kæreste og lærer med tydelige referencer til Llambías’ eget liv.

Selve teksten undersøger, om der overhovedet er tale om en litterær tekst, hvilket Llambías også selv fremhæver som en væsentlig pointe: ”Jeg vil gerne lave en bog, der er på kanten af, hvad litteratur overhovedet er. Noget der diskuterer, hvad litteratur er (…) Jeg vil gerne behandle mig selv på flere planer. Som skrivende, som menneske. Mig selv som…tilfælde”. (Trisse Gejl: Et forsøg på at komme tæt på ærligheden. Information, 2011-10-14). Llambías understreger, at han har tilstræbt en stor grad af ærlighed i teksten, hvilket dog også er en illusion, der er fremstillet, i og med at der er tale om tekst.

Llambías har allieret sig med jazz- og electronicamusikerne Thor Madsen og Anders Hentze i det musikalske kollektiv Wazzabi i forbindelse med ”Monte Lema”. De tre har optrådt sammen de seneste 10 år med deres blanding af ord og musik. I ”Monte Lema” er 26 af bogens tekster udvalgt til en medfølgende cd, hvor Llambías og duoen medvirker.

 

Hundstein

”Jeg har været til fysioterapeut.

Jeg får laserlysbehandlinger for

disse sonetter. De har sat sig i

armen, højre arm, som følge af de mange



stavelser, jeg har talt. Jeg synes ikke, det

virker alt for godt, men der er fremgang.

Jeg har spurgt, hvordan det virker. Det kunne

fysioterapeuten ikke huske.”
”Hundstein”, s. 326.

Pablo Llambías’ ”Hundstein” fra 2013 er en fortsættelse af ”Monte Lema”. Sammen med ”Sex Rouge” (2013) danner de tre bøger en sammenhængende trilogi. ”Hundstein” består ligesom ”Monte Lema” af sonetter, der hver især består af 14 vers med 10-11 stavelser. Men hvor ”Monte Lema” tydeligt var opdelt i tre dele (Poetik, Angst og L), fremstår ”Hundstein” mudret, opløst og vilkårlig i sin struktur, hvilket på sin vis matcher fortællerjeg’ets psykiske tilstand.

”Hundstein” handler ligesom sin forgænger overordnet set om angst, kærlighed og kunst – om en mand i midtvejskrise, om hans problematiske forhold til en 20 år yngre kvinde og overforbrug af angstdæmpende medicin.

Sonetterne kredser desuden om skabelsen og udgivelsen af ”Monte Lema” – lige fra jeg’ets overvejelser omkring den kunstneriske kvalitet af sonetterne, de etiske hensyn i forhold til at involvere venner, elskere og bekendte i bøgerne og til mere praktiske overvejelser omkring, hvor receptionen for den nye udgivelse skal holdes. ”Hundstein” er dermed ikke kun afgrænset til sig selv, men indgår også i en dialog med sin forgænger.

29791104

Sammensmeltningen mellem krop og kunst, selvbiografi og litterært udtryk er et centralt omdrejningspunkt i ”Hundstein”. Den digtendes anstrengelser manifesterer sig rent kropsligt, idet fortællerjeg'et får kroniske smerter i arm og skulder af at tælle stavelserne i hver sonet.

Ligesom i ”Monte Lema” er jeg'et iklædt Pablo Llambías' biografi, og læseren kan ikke være sikker på, om jeg'ets hudløse ærlighed faktisk også er sandheden. Måske er det blot én ud af mange sandheder om mennesket, forfatterskolerektoren og kunstneren Pablo Llambías?

”Hundstein” fremstår derfor ikke som et værk, der holder sig inden for egne rammer og fremfører et specifikt budskab. Dets kvalitet som kunstnerisk udsagn findes nærmere i forholdet mellem fortæller og læser og i den nærhed og fortrolighed, som opstår mellem dem.

Sex Rouge

”I den traditionelle selvbio-

grafi opfattes subjektet som u-

deleligt, muligt at samle, konsi-



stent. I min selvbiografi er subjektet

delt, umuligt at samle, inkonsi

stent. Det er ikke muligt at fortælle en

sammenhængende historie om subjektet.

Det er som lys. Det lader sig kun aflæse

partielt. Det lader sig ikke eje.”
”Sex Rouge”, s. 194.

Pablo Llambías' ”Sex Rouge” fra 2013 er sidste bog i den sonettrilogi, der startede med ”Monte Lema” i 2011 og efterfulgtes af ”Hundstein” i 2013. Hvor ”Hundstein” fokuserer på forberedelserne til udgivelsen af ”Monte Lema”, handler ”Sex Rouge” i høj grad om modtagelsen af værket.

I ”Sex Rouge” vender Llambías tilbage til at opdele værket i tre dele, han vender tilbage til en mere struktureret udsigelse, ligesom han også langsomt får det psykisk bedre. Allerede i begyndelsen bliver læseren oplyst om, at fortællerjeg’et skal i gang med at trappe ud af sin angstdæmpende medicin – forandringens vinde blæser for engang skyld i sonetterne, og digtsamlingen ender med, at jeg'et finder sig til rette i et lykkeligt kærlighedsforhold.

Ligesom i de to tidligere bøger er det selvbiografiske tema tilstede i ”Sex Rouge”, men noget af den personlige selvudlevering er erstattet af refleksioner om alt fra den globale økonomiske krise til kunst og autenticitet. Gentagne gange vender jeg'et tilbage til refleksioner om selvbiografien og ærlighed. Ærlighed i tekst kan ikke eksistere, står der i én af sonetterne. Ærlighed er en oplevelse, som læseren forestiller sig. Selvfortællingen er altid en konstruktion.

50789934

I sonetten ”Hvis jeg havde skrevet en ”selvbiografi”” gør jeg'et op med selvbiografiens genrekonventioner. Traditionelt er selvbiografien en fortælling, hvor hovedpersonen ser tilbage på sit liv som en sammenhængende og meningsfuld række af begivenheder. Pablo Llambías både mimer og gør op med denne forståelse af selvbiografien. På den ene side er de tre sonetsamlinger en fremstilling af en mand, der går igennem en personlig krise, men når et lykkeligt slutpunkt. På den anden side klinger den lykkelige slutning netop hult, fordi fortællerjeg'ets sporadiske tankestrøm i sonetterne skaber et billede af en mand, der ikke ejer en bestemt fortælling om sig selv.

 

Zombierådhus

”Hun tegner vektorregning ind i et computerspil. Den taler. Den agerer. Natalia forestiller sig liggende i sin seng om natten, hvad den foretager sig næste dag. Den hjælper hende med driften. Den hjælper hende med rådhuset. Vektorregning er en lille rådhusmaskot. Natalia fortæller aldrig nogen om den maskot.”

”Zombierådhus”, s. 102-103.

I 2019 vender Pablo Llambías tilbage til de danske rådhuse med romanen ”Zombierådhus”, som i en anmeldelse betegnes som ”fantasiens triumf over velfærdsstatens fortvivlende almindelighed”.

Bogen består af korte prosastykker på typisk 2-3 sider, som alle tager afsæt i et af de 98 danske rådhuse. Det første kapitel hedder således Vejen Rådhus, mens det sidste hedder Hjørring Rådhus. Bagerst i romanen ses fotos af alle rådhusene i alfabetisk rækkefølge, som Google Street View har set dem, samt et sidste billede med udflydende konturer med titlen Googlemanden. En af rammerne om beretningen er netop denne Googlemand, som kører rundt i sin bil med kamarasonde på taget: ”I toppen af stativet sidder en blå kugle. Det er et kamera. Bilen er en kamerabil fra Google Street View. Det er den, der har taget billederne.” (s. 12).

46216938

Udgangspunktet er måske nok de danske rådhuse som inkarnerede billeder af det trygge velfærdssamfund – men det kedelige holder hurtigt op i Llambías’ tragiske men også morsomme samfundsportræt. Bogen er præget af undergangsstemning og befolket af alverdens væsener, som blandt andet figuren Mennesket med en forfatter i maven og skulpturen med navnet Et dårligt menneske.

Til et oplæsningsarrangement optræder andre af bogens gennemgående væsener: ”John-den-lille hund, vektorregning, hval, dådyr og et væsen, der bare går under navnet egernet, er blandt arrangørerne af aftenen.” (s. 87). John-den-lille-hund ender i øvrigt med at blive klynget op i en lygtepæl senere i romanen, som også indeholder alt fra en zombieevent, et massagekursus, der udvikler sig til gruppesex, drager, en talende ballon og den nordiske mytologis Ragnarok.

De faktuelle beskrivelser af de danske byers rådhuse sættes med andre ord sammen med finurlige og legende scenerier og parodier, og midt i sine digressioner og humoristiske indslag er bogen også hele tiden præget af noget spøgelsesagtigt og en balancegang på afgrundens rand. Måske er der faktisk tale om rådhuse, som har mistet deres sjæl, som titlen indikerer.

Genrer og tematikker

Stilistisk er fornyelse og eksperiment centralt i Pablo Llambías’ forfatterskab, og hver ny udgivelse er kendetegnet ved nye strategier og nye fortælletekniske greb.

Tematisk er der mange gennemgående pointer på tværs af bøgerne. En af dem er en blafrende, sammensat virkelighedsopfattelse. Der findes mange spor og fortællinger i hver historie, som tilsammen danner det enkelte værk. I sin fremhævelse af kompleksiteten blander Llambías også forskellige genrer, lader faktuelle oplysninger indgå i fiktionen og refererer eksplicit til værkets konstruktion ved blandt andet at benytte sig af selvbiografisk materiale.

Dekonstruktion er ligeledes et vigtigt begreb i forfatterskabet, der på forskellig vis behandler det spænd mellem en forestilling om livet og det, livet egentligt indeholder, som er et til tider smertefuldt menneskeligt grundvilkår.

Det banale og trivielle er en del af livet, ligesom filosofiske spørgsmål, konstruktioner og fortællinger om livet og tilværelsen er det. Hos Llambías kombineres disse pointer om kompleksitet og konstruktion imidlertid med et samfundsengagement og en samfundskritik, der blandt andet kommer til udtryk i en tematisering af vores omgang med historien. Til manges overraskelse fremhæver Llambías i bogen ”De elskendes bjerg” også den store kærlighed. Som han selv siger det om slutningen af romanen: ”En påstand om, at kærligheden findes – lidt ligesom klokkerne i slutningen af Lars von Triers ”Breaking the Waves”. Den, tror jeg, har inspireret mig”. (Karen Syberg: Jeg vil give mennesket håb. Information, 2006-11-04).

I trilogien med ”Monte Lema”, ”Hundstein” og ”Sex Rouge” fra 2011-2013 benytter Pablo Llambías sonetten i det formmæssige udtryk. Selvom teksterne er sat på vers, er det langt fra lyrik, som man kender det fra klassiske sonetter. Sproget er renset for metaforer og andre sproglige billeder, det er så prosaisk og ligefrem, som det overhovedet kan blive. Grimheden synes at være bevidst tilstræbt.

Det centrallyriske jeg i et digt er et jeg, der sanser, fortolker og erkender verden omkring sig. Pablo Llambías' sonetter derimod skaber et billede af et jeg, som har svært ved at lægge sig fast på en bestemt fremstilling af sig selv og sine omgivelser.

Desuden er sonetterne heller ikke afgrænsede til deres egen udsigelse. Meningen fremstår i relationen mellem dem og i dialogen med andre tekster, som for eksempel når fortællerjeg'et i ”Sex Rouge” reflekterer over kritikeren Lilian Munk Rösings læsning af ”Monte Lema”.

Beslægtede forfatterskaber

At 1960’erne og 1970’ernes avantgarde fortsat lever, er forfatteren, film- og videokunstneren Pablo Llambías et stærkt vidnesbyrd om. Ligesom mange i de to årtier blander han genrer og kunstarter, og hans værker skjuler aldrig deres karakter af konstruktion og kunstnerisk proces. Som sine forgængere synes Llambías at mene, at det hele skal med, og at det hele faktisk kan komme med. Det indebærer også, at han i sine værker leger med selvbiografisk stof og lader grænsen mellem fiktion og virkelighed være flydende. En anden nyere dansk forfatter, som også benytter sig af forskellige avantgardestrategier, er Claus Beck Nielsen, som Llambías på dette punkt kan sammenlignes med.

Forfatterskabet er originalt i sit forsøg på at tænke forholdet mellem kunst og det sociale på en ny måde. På dette punkt minder Llambías måske mest om andre billed- og konceptkunstnere. I sin brug af faktuelle oplysninger og skildringer, der er præget af minutiøse detaljer, kan han sammenlignes med den danske forfatter Peter Adolphsen. Der kan også siges at være et slægtskab med en forfatter som Naja Marie Aidt, hvis digt- og collagebog ”Balladen om Bianca” opstod som et samarbejde mellem forfatteren og fotografen Kim Lykke, og som afstedkom en udstilling på Galleri Asbæk i forbindelse med udgivelsen af bogen. Llambías kan også placeres i forhold til andre danske 90’er-forfattere, der benytter sig af et realistisk formsprog til at spille med og mod virkeligheden – som eksempelvis Simon Fruelund.

Bogen ”Ud over havet” og dens skildring af et parforhold, der går i stykker, har også fået flere anmeldere til at sammenligne den med anden, nyere dansk litteratur, som fremstiller privatliv i litterær form, herunder skildringer af skilsmisser – som Lone Hørslevs ”Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” og Helle Helles ”Ned til hundene”.

Bibliografi

Noveller

Llambias, Pablo Henrik:
Hun har en altan. 1996. Noveller.
Llambies, Pablo: Zombierådhus. Gyldendal, 2019. Fremtidsfortællinger.

Romaner

Llambias, Pablo Henrik:
Den dag vi blev frie. 1998. Roman.
Llambias, Pablo Henrik:
A.P.O.L.L.O.N.. 2000. Roman.
Llambias, Pablo Henrik:
Trojaner. 2001. Roman.
Llambias, Pablo Henrik:
Et ukendt barn. 2005. Roman.
Llambias, Pablo Henrik:
De elskendes bjerg. 2006. Roman.
Llambias, Pablo Henrik:
...rasende... 2008. Roman.
Llambias, Pablo Henrik: Natteskær. Gyldendal, 2017. Roman.

Essays

Llambias, Pablo Henrik:
Kærlighedens veje & vildveje. 2009. Essaysamling.

Lyrik

Llambias, Pablo Henrik:
Ud over havet. Gyldendal, 2010. Digte.
Llambías, Pablo Henrik:
Monte Lema. Gyldendal, 2011.
Llambías, Pablo Henrik:
Hundstein. Gyldendal, 2013.
Llambías, Pablo Henrik:
Sex Rouge. Gyldendal, 2013.

Kortprosa

Llambias, Pablo Henrik:
Anden. 2001.

Andet af Pablo Henrik Llambias

Llambias, Pablo Henrik:
Rådhus. 1997.
Llambias, Pablo Henrik:
Turistattraktion. 2001. Artikler.
Llambias, Pablo Henrik:
Kærligheden til fædrelandet var drivkraften. 2001. Kollektivtekst i samarbejde med Jeppe Brixvold og Lars Skinnebach.
Llambias, Pablo Henrik:
Suzanne Brøgger: Fri os fra kærligheden (1973) og Kærlighedens veje og vildveje (1975). 2007. I: Den blå port. 2007, nr. 75, side 16.25.
Llambias, Pablo Henrik:
Skrivning for begyndere : om skønlitterær skrivekunst for begyndere - en personlig refleksion. Gyldendal, 2015.

Om Pablo Llambias

Artikler

Sabinsky, Sonja:
Vi pynter os til graven. Dagbladenes Bureau, 2006-12-06.
Andersen, Carsten:
Pablo Henrik Llambias. Frækkere end politiet tillader. I Forfattere i forhør. Politikens Forlag, 2006.
Hermansson, Gunilla:
Mellem det korte og det lange. Undersøgelser af dansk 90'er-prosa, Solvej Balle, Helle Helle, Pablo Henrik Llambias. Forlaget Spring. 2000.
Bukdahl, Lars:
En tåre, der ikke spøger. Weekendavisen, 2008-04-18.
Bredsdorff, Thomas:
Pokkers stilren bog er tømt for ord. Politiken, 2010-10-17.
Bukdahl, Lars:
Rektor på sengekanten. Weekendavisen, 2011-10-14.
Munk Rösing, Lilian:
Sonetter til tiden. Information, 2011-10-14.

Link

Forfatterens egen hjemmeside.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Pablo Llambias

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Gejl, Trisse:
Et forsøg på at komme tæt på ærligheden. Information, 2011-10-14.
Tetzlaff, Marie:
Mænd er ikke, hvad de har været. Politiken, 2009-10-31.
Mellson, Sara:
Spøgelser, raseri og Platon. Politiken, 2008-05-03.
Misfeldt, Mai:
Et rasende spøgelse. Berlingske Tidende, 2008-04-25.
Syberg, Karen:
Jeg vil give mennesket håb. Information, 2006-11-04.
Rifbjerg, Synne:
Mine indre fileter. Weekendavisen, 2001-11-23.
Walther, Bo Kampmann:
Realiteternes tilfældighed. Kristeligt Dagblad, 2001-11-15.
Andersen Nexø, Tue:
Ramt af ingenting. Information, 2013-11-08.