Linea Maja Ernst

Linea Maja Ernst kom til verden i det nordjyske den 17. juni 1988 og er vokset op i den lille landsby Astrup i Himmerland. Der nåede at komme en fuldblodslillebror til verden, inden forældrene blev skilt, da Linea Maja Ernst gik i børnehaveklassen på Astrup skole. Siden kom der en halvsøster og tre stedsøstre til.

Hun beskriver sig selv som et anderledes, følsomt barn, der elskede at gå i skoven og lede efter alfer, elvere og hekse: ”Jeg tror, det er en kombination af at være et meget barnligt og meget modent barn på samme tid. Jeg sad også bare og tegnede havfruer i børnehaven og syntes, at det var voldsomt at lege med de andre børn. Eller også blev jeg distraheret, og så endte jeg med at sidde og læse i en bog og ikke lægge mærke til, at mine venner var gået. Fordi jeg bare blev suget ind i de her andre verdener.” (Line Foldager Villemann: Linea Maja Ernst: det fortryllende, vemodige og længselsfulde. Lixen.dk, 2020-11-29).

I modsætning til mange af sine klassekammerater elskede Linea Maja Ernst at gå i skole, og hun gik direkte fra folkeskolen til gymnasiet i Hobro og derfra til Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Med egne ord kunne hun slet ikke holde tanken ud om et sabbatår, og hun afleverede sit speciale på Litteraturvidenskab i 2014 efter tyve års uafbrudt skolegang.

Under sine litteraturstudier havde hun et valgfag i ’praktisk anmelderi’ og faldt pladask for disciplinen, hvilket lettede overgangen fra elfenbenstårnet til arbejdslivet. I et mailinterview med Forfatterweb fortæller hun: ”Det var meget nervepirrende at skulle ud i en form for virkelig verden. Men heldigvis var jeg begyndt at anmelde bøger, først på Information, senere Weekendavisen, og det er efterhånden blevet til en sammensat fuldtidspraksis af alle mulige slags pseudojournalistiske tekster om kultur, mennesker, privatliv og moderne forestillinger om det gode liv.” (Karina Søby Gulmann: Mailinterview med Linea Maja Ernst, juni 2024).

Sideløbende med litteraturstudierne og kulturjournalistikken har Linea Maja Ernst båret rundt på en anden drøm. Faktisk har hun altid drømt om at skrive en roman, fortæller hun, og i et par år har hun arbejdet på det, der i 2024 blev til debutromanen ”Kun til navlen”.

Privat bor Linea Maja Ernst på Vesterbro i København med sin kone og datter.

I Linea Maja Ernsts debutroman ”Kun til navlen” fra 2024 mødes syv venner i et sommerhus en solbeskinnet midsommer i Himmerland. For 12 år siden startede de fem af vennerne på Litteraturvidenskab i København, men i mellemtiden har de fleste af dem overgivet sig til temmelig traditionelle (læs: småborgerlige) liv med faste (kedelige) jobs, kærester og for en enkelts vedkommende også børn. Alle er lykkelige for at mødes. Men alt er langt fra den idyl, overdådige middage og dragende natur, der umiddelbart præger selskabet. Da værten Karen afslører, at hun og Esben skal giftes, vækker det en masse følelser, og snart handler middagsdiskussionerne om fri kærlighed versus tosomhed, og alle begynder at reflektere over, hvad et godt (kærligheds)liv er.

138197328

Romanen tematiserer kærlighed, venskab, tosomhed, længsler, jalousi, sex, og hvad der egentlig er det gode (voksen)liv. Det centrale motiv i romanen er overgangen fra ungdomslivet og studietiden til voksenlivet, som romanens mest centrale karakter, Sylvia, finder er alt for snævert og småborgerligt – ikke mindst samlivsformerne opponerer hun imod.

Romanen vipper på en knivsæg mellem knivskarp satire og seriøst portræt af millennialgenerationen, hvor selviscenesættelsen er i højsædet, og enhver handling bliver gennemanalyseret. Det hele er så prætentiøst, og de syv venner forsøger konstant at overgå hinanden både verbalt og i handlinger, som når morgenbordet danner rammen om den vildeste omgang bagedysten.

Romanen benytter sig af en alvidende fortællerstemme, der ser det hele udefra og lidt på afstand, og som gengiver sommerhusturen med en ironisk, analyserende distance, som ofte medvirker til at understrege værkets satiriske karakter. Dertil kommer, at fortællerstemmen flittigt gengiver dialoger og bevæger sig ind og ud af de forskellige karakterer og serverer deres indre monologer for læserne, så vi kommer ind i deres tankerum og tæt på deres følelsesliv og forhold til hinanden. Samtidig dvæler fortællerstemmen ofte ved poetiske sansninger (se citat), besjælinger, indlevende karakteristikker og analyser – og bliver et spejl på de prætentiøse, poetiske litterater og kammerater.

Foreløbig har Linea Maja Ernst udgivet en roman, som genremæssigt placerer sig inden for generationsromanen, den poetiske samtidsroman og den romantiske komedie.

Dertil har Linea Maja Ernest et utal af artikler på samvittigheden som fast skribent på Weekendavisen, hvor hun skriver om litteratur, teater, fin- og popkultur, mennesker samt egne følelser.

Debutromanen ”Kun til navlen” ligger naturligt i forlængelse af Linea Maja Ernsts journalistgerning, hvor hun ofte og gerne skriver med følelserne udenpå tøjet. På Weekendavisen har hun da også lavet en podcast dedikeret til at undersøge, hvad der sker, når man læser litteratur og lader sig være i ”Følelsernes vold”, som podcasten hedder. Her sætter hun fokus på, hvad der sker, når hun åbner op for mødet mellem kunsten, vreden, forvirringen, ensomheden, længslen og alle de andre besværlige følelser.

”Kun til navlen” handler i høj grad også om at være i sine følelsers vold. Romanen har en indgående sanselighed over sig. Den er fuld af sanselige beskrivelser af naturen, og flere af karaktererne skrives frem med al deres krop og kød, liderlighed og længsler. Ikke mindst Sylvia og transmanden Kvæde. Sylvia har svært ved at dedikere sig helt og aldeles til sin kæreste Charlie. Ikke fordi hun ikke elsker hende, men fordi hun føler, livet bør kunne rumme mere. Og egentlig har hun også følelser for sin ven Esben. Tvivlen nager, mens begæret svulmer i Sylvia, og på samme måde bølger det frem og tilbage i flere af værkets andre karakterer. Men der er også Karen og Gry, som på den anden side hviler meget mere i deres ståsted i livet. Et centralt tema i romanen er seksualitet i bred forstand, og den kan oplagt læses som en queer-roman, der sætter seksualiteten og kønsperspektivet frit.

Romanen tematiserer endvidere overgangen fra ungdoms- og studielivet til voksenlivet, og hvordan man kan leve i overensstemmelse med såvel sig selv og sine følelser som omverdenens krav og forventninger.

På bagsiden af ”Kun til navlen” hedder det, at den er en moderne skærsommernatsdrøm, og slægtskabet med Shakespeares ”A Midsummer Night’s Dream” (1594-96) er da også tydelig. I begge værker er et bryllup et centralt omdrejningspunkt, og lidenskabelige forviklinger opstår. Begge værker har endvidere skoven som ramme, men imens Shakespeares komedie er fuld af manipulerende feer, spiller de magiske væsner en mere perifer rolle hos Linea Maja Ernst i form af Grys forskning i oprindelige myter og skandinavisk folketro.

Der er et vist slægtskab mellem Christina Hesselholdts forfatterskab og Linea Maja Ernsts debutroman. Det lidenskabelige og erotiske, længslen og tvivlen er også et omdrejningspunkt i Hesselholdts ”Du, mit du” (2003), og begge er inspireret af Virginia Woolfs alvidende fortællerstemme – de poetiske sansninger, indre monologer og stream of consciousness. Hos Hesselholdt kommer det Woolfske især til udtryk i serien om Camilla og vennerne, der bl.a. tæller romanerne ”Camilla and the horse” (2008) og ”Camilla – og resten af selskabet” (2010).

En vis inspiration henter Linea Maja Ernst også hos Sylvia Plath, og når hovedkarakteren i ”Kun til navlen” hedder Sylvia, er det utvivlsomt en cadeau til den amerikanske poet. I det hele taget bugner ”Kun til navlen” af litterære henvisninger, så læserne bliver lukket ind i forfatterens litterære bagkatalog.

Sally Rooney er en anden oplagt forfatter at sammenligne med. Begge har de overgangen fra ungdom- og studietid til voksenliv centralt i deres værker, og både tvivlen, fortvivlelsen, længslerne, lidenskaberne og venskaberne bliver skrevet tindrende frem hos begge forfattere.

Det er endvidere oplagt at læse Linea Maja Ernst i sammenhæng med andre værker, der tematiserer queerseksualitet såsom Oscar Wildes ”Billedet af Dorian Gray” (1891), E. Annie Proulx’ ”Brokeback Mountain” (1997), Thomas Korsgaards ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” (2017), Leonora Christina Skovs ”Den der lever stille” (2017) og Inger Christine Løwes ”Cherry” (2020).