Hans Fallada

Rudolph Wilhelm Friedrich Ditzen, bedre kendt under forfatterpseudonymet Hans Fallada, blev født i Greifswald i 1893. Hans kun 53 år lange livsbane var nøjagtig lige så omskiftelig, dramatisk og intens som den tyske virkelighed, der omgav ham. En ulykke i 1909, hvor Fallada blev kørt ned af en hestevogn, og året efter, hvor han blev ramt af tyfus, blev afgørende begivenheder og starten på et livslangt problem med afhængighed af smertestillende medikamenter. I 1911 planlagde Fallada sammen med en ven en duel, egentlig et fælles selvmordsforsøg. Vennen omkom, og Fallada blev indlagt på psykiatrisk hospital.

På grund af alkohol- og morfinafhængighed var det forgæves, da Fallada søgte ind i den tyske hær i 1914. I stedet forsøgte han uden større held at blive stoffri og fungerede som administrator af forskellige landbrug i årene 1917 til 1919. Af flere omgange tilbragte Fallada også en række år i fængsel pga. underslæb i forbindelse med sine misbrugsproblemer. Denne erfaring behandler Fallada i bogen ”Har man én gang spist af en bliktallerken” (1934, på dansk 1981).

Fallada giftede sig i 1929 med Anna Issel, med hvem han fik fire børn. Han arbejdede som journalist og blev siden ansat på forlæggeren og vennen Ernst Rowohlts forlag i Berlin, mens han skrev på romanen ”Lille mand, hvad nu?”.

Med Hitlers magtovertagelse valgte Hans Fallada den indre emigration og blev i Tyskland trods sin uvilje mod den nazistiske ideologi. Han blev i 1933 kortvarigt anholdt af SA under anklage om undergravende virksomhed.

Efter en dramatisk skilsmisse, hvor en påvirket Fallada skød efter sin fraskilte kone, blev han igen sendt på en psykiatrisk anstalt, hvor han skrev historien ”Drankeren” om en destruktiv alkoholiker. Bogen blev udgivet posthumt i 1950. Desuden skrev han i al hemmelighed sine erindringer ”I mit fremmede land” om tiden under naziregimet.

I 1945 giftede Fallada sig med sin anden kone, den meget yngre Ursula Losch, der også delte Falladas alkohol- og morfinmisbrug. I en kort periode, da krigen sluttede, fungerede Fallada som borgmester i den lille by Feldberg nord for Berlin. De sidste to år af sit liv boede Fallada i Berlin, hvor han stærkt svækket færdiggjorde romanen ”Alene i Berlin”. Tre måneder senere, den 5. februar 1947, døde Hans Fallada af hjertesvigt.

Hans Falladas roman ”Kleiner Mann – was nun?” (”Lille mand, hvad nu?”, 2021) udkom i 1932, i første omgang som en avisføljeton, siden samlet som roman. Og selvom den først i 2016 udkom i sin uforkortede udgave, er den for længst blevet en klassiker oversat til 20 sprog.

Baggrunden for historien om Johannes Pinneberg og hans kone ’Lamseben’ er den globale økonomiske krise, der fulgte efter Wall Street-krakket i 1929. Romanens første del følger det unge par, der forsøger at etablere sig i en lille by nord for Berlin. Men det går hurtigt galt, og Pinneberg bliver fyret fra sin stilling, da hans arbejdsgiver ønsker at gifte sin datter bort til Pinneberg.

62034718

Redningen bliver tilsyneladende Pinnebergs mor, der kan tilbyde både et værelse og en stilling i Berlin. Alting viser sig snart mindre tillokkende, end det unge og naive par forestiller sig, og dog lykkes det faktisk Pinneberg at få en stilling som sælger i Mandels varehus. Men som så mange andre arenaer i denne roman, så er arbejdspladsen en ydmygelsernes platform. I takt med varehusets dalende salg, som følge af tidens krise, øges de kvoter, som Pinneberg og de andre sælgere hver dag forventes at sælge. Der er ingen egentlig solidaritet mellem de pressede sælgere, disse flipproletarer, der trods deres flipkraver og pæne tøj lever på randen af fattigdom. Derimod hersker en giftig konkurrence, hvor man gerne skubber den anden ned for selv at holde sig oven vande. Og Pinneberg er på vej ned.

I romanens slutning er parret Pinneberg gennemtygget og spyttet ud af storbyen og bor nu ulovligt i et kolonihavehus i Berlins randområde. Pinneberg er arbejdsløs, og nu er det Lamseben, der med småreparationer af tøj giver den lille familie en minimal indkomst. Til slut oplever Pinneberg den endelige ydmygelse, da han gennes væk fra et butiksvindue af en betjent, som det rakkerpak han nu er blevet. Ydmygelsen og modløsheden er total, og selvmordet ligger som en mulig dyster horisont, men samtidig slås kærligheden an som en afsluttende og livgivende tone - trods alt. Det er med en fortællermæssig vekslen mellem det alvidende, panoramiske og den personnære skildring, at romanen kaster sit både realistiske og indignerede lys på sine figurer.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Lille mand, hvad nu?"

Romanen ”Der Alpdruck” (”Mareridt i Berlin”, 2017) blev skrevet i 1945/46 og udgivet efter Falladas død i 1947. Den giver et råt billede af det ruinlandskab, som krigen havde forvandlet Berlin til ved krigens afslutning, men er også en rystende skildring af den tyske befolknings mentale landskab, der var splintret i ruiner.

Med en saglig, usentimental stil og klare selvbiografiske træk fremstår romanen lige så meget som en egentlig historisk beretning som en roman. Læseren ser de magre og udmattede skikkelser for sig, fornemmer kulden, smerten og håbløsheden.

53462367

Romanens første del ”Faldet” følger Dr. Doll, en tidligere kendt forfatter. Han lever tilbagetrukket i en lille by i Berlins opland med Alma, sin kone nummer to. Vi er i april 1945. Afslutningen på krigen og russernes ankomst står for døren. Den alt andet end populære Dr. Doll bliver ved tilfældighedernes spil udpeget af russerne til byens borgmester. Et virke, han tager på sig mere af pligt end af lyst. Her kommer han i berøring med tidligere nazister og andre medløbere, der har profiteret på den elendighed, som krigen har betydet for så mange. Det er et nådesløst portræt af ”den uforskammede og frastødende egoisme hos en mand, der tåler at se andre lide, når blot han selv går fri.”, som det formuleres (s. 83-84).

For at komme væk fra den råddenskab, som gemmer sig alle vegne, rejser Dr. Doll og konen til Berlin i håbet om en ny start. Men som titlen antyder, er den sønderbombede hovedstad ikke et sted for håb og længsler, i stedet træder ægteparret ind i en mareridtsagtig tilstand. Parrets lejlighed er halvt udbombet og beboet af andre. De prøver forgæves at få behandlet den blodforgiftning, som Alma har fået. I stedet synker de begge ned i en døs af ligegyldighed og selvforglemmelse og bruger de sidste midler på morfin og sovemidler. Indlæggelse og afgiftningsbehandlinger følger, hvor begge igen kommer til hægterne.

I romanens anden del ”Helbredelsen” får ægteparret hjælp, da Dr. Doll introduceres til forfatterkollegaen Granzow, der har store forventninger til Dr. Dolls fortsatte forfattervirke. Her er de biografiske træk tydelige, da Granzow kun kan læses som den samtidige forfatter Johannes R. Becher. Desuden optræder også en lægefigur, der er kalkeret over digteren Gottfried Benn.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Mareridt i Berlin"

”In meinem fremden Land - Gefängnistagebuch 1944” (”I mit fremmede land – fængselsdagbog 1944”, 2013) skrev Hans Fallada over en 14 dages periode fra september til oktober i 1944, mens han sad fængslet. Uden for fængselsmurene nærmede krigen sig sin afgørende fase, og nederlaget syntes uundgåeligt. Fallada valgte i al hemmelighed at nedfælde sine erindringer og råt for usødet give udtryk for sin holdning til nazismen og de trængselsfulde år, han havde oplevet siden magtovertagelsen i 1933. Det var med andre ord sprængfarligt stof, han skrev, og blev det opdaget, kunne det i sidste instans koste ham og nære bekendte livet. Derfor skrev Fallada det hele ned på de sparsomme ark papir, han havde til sin rådighed, med en mikrografi, som udnyttede alle mellemrum og blev skrevet i modsatte retninger og med brug af mange forkortelser. En skrift så krypteret, at den kun kan tydes med lup. En dag i oktober blev han tildelt én dags udgang, hvor det lykkedes ham at smugle sit manuskript ud af fængslet.

50686043

I anekdotisk form fylder de smertefyldte erindringer siderne, men de er skrevet med en humoristisk distance, der understreger forfatterens afsky over for den nazistiske virkelighed, der voksede op omkring ham. På levende vis udfoldes historierne om venner og fjender, om kampe og konflikter, og om den nederdrægtighed og uanstændighed, som nazismens dominans afstedkom.

Vi hører, hvordan Fallada kommer i hænderne på brunskjorterne fra SA og fængsles i 11 dage mistænkt for konspirationer mod Hitler. I virkeligheden handler det om det ældre ægtepar, der er husværter i det hus, som familien Fallada har lejet sig ind i. De angiver forfatteren i et forsøg på at forbedre deres egen situation og presse penge ud af den relativt velstående forfatter. Undervejs skildres også en række markante kulturpersonligheder og deres skæbner i Hitlers nazityskland. Det gælder bl.a. forlæggerne Ernst Rohwohlt og Peter Suhrkamp, og desuden skuespilleren Emil Jannings.

Men især er det anekdoterne fra hverdagslivet i de to mindre byer, hvor Fallada og familien boede, der står centralt. Her er mange meget lidt flatterende skildringer af magtliderlige partimedlemmer, de små fisk, embedsmænd og lokale borgmestre, der på opportunistisk vis og med partiet i ryggen hæver sig over al ret og rimelighed.

Sin sidste store roman, ”Jeder stirbt für sich allein” (”Alene i Berlin”, 2012), skrev Hans Fallada i en nedbrudt fysisk tilstand i 1947 med en intens tilblivelsesproces på kun fire uger. Fallada døde tre måneder efter romanens udgivelse.

Romanen er delt op i fire dele og handler om det modstandsarbejde, som det berlinske arbejderægtepar Anna og Otto Quangel kastede sig ud i i årene 1940 til 1942. Romanen er således baseret på historiske begivenheder. Den første del kredser om ægteparret, der modtager nyheden om, at deres søn er omkommet ved fronten. De begynder herefter deres kamp ved at skrive kritiske budskaber og opråb på postkort, som de lægger i trappeopgange rundt om i Berlin. Men også beboerne i deres egen opgang fylder i denne del. På den måde skaber Fallada en miniature af den almindelige tyske befolkning og af den angstkultur, der på forskellig vis omfatter alle romanens figurer.

50730158

Anden del følger Gestapos efterforskning af den postkortskrivende forbryder. Her er kriminalassistent Escherich den centrale figur. Escherich er en dygtig efterforsker, men må i første omgang se langt efter at fange det snu ægtepar, hvorfor Escherich presses kraftigt af sin ubehagelige overordnede i Gestapo. Derfor vælger Escherich i sidste ende at ofre den lille fisk Enno Kluge for at redde sig selv ud af vanskelighederne. Det bliver samtidig starten på Escherichs indre fortabelse. I tredje del går det efter to års indædt modstandskamp galt for ægteparret Quangel. Escherich kan endelig møde den mystiske forbryder. Men mødet med Otto Quangel bliver også dråben, der får bægeret til at løbe over for Escherich, der ikke kan leve med sit eksistentielle hykleri og ender med at skyde sig en kugle for panden.

Fjerde del skildrer den pinefulde og fornedrende sidste tid, som ægteparret gennemlever i Gestapos varetægt og den skueproces ved den såkaldte Folkedomstol, som dømmer ægteparret til døden ved halshugning.

Foruden at rumme krimiens umiddelbare spænding leverer romanen et uhyggeligt billede af et samfund, hvor menneskeligheden kun står tilbage som enlige tuer i et hav af ideologisk afstumpethed og brutalitet. Midt i det værdimæssigt forarmede og degenererede samfund, hvor man gør alt for ikke selv at komme i fedtefadet, bliver arbejderparrets modstand en gribende og grum historie om anstændighed og mod.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Alene i Berlin"

Hans Falladas værker forbindes i en tysk sammenhæng med betegnelsen ”Neue Sachlichkeit” (ny saglighed). Betegnelsen svarer til den danske socialrealisme og er med andre ord en bred betegnelse, der dækker en stil, der i kølvandet på ekspressionismens mere utopiske ambitioner ønsker at komme ned på jorden og tale den virkelige verdens sag med en detaljeret og realistisk udtryksform. Det handler om at indfange den moderne hverdag og almindelige menneskers liv. Denne realistiske ambition præger i den grad Hans Falladas samlede værk. Og det bliver særligt tydeligt, når man også bemærker, i hvor høj grad Falladas eget liv er flettet sammen med hans litterære værker. Foruden de store socialrealistiske romaner har Hans Fallada også skrevet en række børnebøger, noveller og eventyr.

Det helt markante tematiske omdrejningspunkt for Falladas liv og værk blev dog Weimar-republikkens sammenbrud og de 12 års nazistiske herredømme i Det Tredje Rige. Overalt i hans bøger spores indignationen, og der skrives ofte også med en sarkastisk ironi om nazismens ’fortjenester’ og ’fortræffeligheder’. På den måde får magtesløsheden og mismodet en modvægt og fortællingerne en livgivende kritisk brod.

På den måde er forfatterskabet tæt forbundet med sin samtid og forfatterens egen person som en eminent katalysator af det samfundsmæssige og menneskelige sammenbrud, der kendetegner Tyskland i 1930’erne og 1940’erne. Som Fallada konstaterer det i sin fængselsdagbog fra 1944: ”Jeg har levet et liv som alle andre, i den store masse, almindelige menneskers liv. Og for så vidt vi ikke var partimedlemmer, bestod vores liv i Det Tredje Rige nu engang af trakasserier, af lutter små kampe, der skulle udkæmpes, for at vi kunne opretholde livet.” (”I mit fremmede land”, s. 245). Og netop ved sin insisteren på det almindelige, nære og personlige i denne så ualmindelige periode hæver forfatterskabet sig op over sin egen tid med sin uafrystelige måde at sætte et menneskeligt ansigt på konsekvenserne ved udgrænsningens uretfærdighed og undertrykkelsens uhyrligheder.

Hans Fallada fik sit store gennembrud med romanen ”Lille mand – hvad nu?”. Dens portræt af den lille mands frugtesløse forhåbninger og anstrengelser i 1930’ernes kriseår er blevet til en klassiker. I en tysk sammenhæng er det oplagt at nævne forfatteren Erich Kästner, der ligesom Fallada blev boende i Tyskland efter magtovertagelsen i 1933, hvor nazisterne gjorde hans bøger forbudte. Kästners berlinerroman ”Fabian” fra 1931 skildrer i stil med Fallada en ung mands svære vej gennem en inflationens og arbejdsløshedens storby. En anden berlinerroman i perioden, der kredser om individets konfrontation med storbyen, er Alfred Döblins ”Berlin Alexanderplatz” fra 1929. Men også for en række danske forfattere udgør Falladas roman om den lille mand en tydelig inspiration. Det gælder for Mogens Klitgaards ”Der sidder en mand i en sporvogn” (1937), for H.C. Branners roman ”Legetøj” (1936) og ikke mindst for Kjell Abels skuespil ”Melodien, der blev væk” (1935).

Men også romanen ”Når man én gang har spist af en bliktallerken” har måske med dens måde at beskrive fængselslivet som den endelige tryghed givet inspiration til Hans Scherfigs roman ”Den forsvundne fuldmægtig” (1938).

Forfatterskabet udgør således en klar inspiration for en række af Falladas samtidige forfattere. Men forfatterskabet har også i de senere år oplevet en fornyet interesse. Det er blandt andet tydeligt at se med de relativt mange nyere oversættelser af Falladas værker – til dansk, men også til andre sprog. Det skyldes måske også en generel interesse i vores tid for den politisk og kulturelt buldrende tyske Weimar-periode. Et markant eksempel på denne interesse er tv-serien ”Babylon Berlin” (2017), der er den hidtil dyreste europæiske tv-produktion.