Eske K. Mathiesen

Forfatteren Eske K(aufmann) Mathiesen levede fra 1944 til 2021, og han nåede at udgive 60 bøger med digte og små historier og 17 børnebøger. Han blev født i Sønderjylland, og den jyske muld fulgte ham hele forfatterskabet. Dérude var han fri, så fri ”at sjælen kan mærke sin vinge” (”Fuglevarsler”, s. 11).

Hvad der mere skete i Sønderjylland, skriver han om i den lille erindringsbog ”Syltetøj” (1979). Dér sidder lille Eske i mormors have med en ”drøm om at blive gartner. Men kun vag. For jeg skrev også vers, gartnervers, ganske vidst, om hvide frugttræer” (”Syltetøj”, s. 13). Og i mormors køkken læste han gamle aviser, almanakhistorier og Danmarkshistorien. Mathiesens økopolitiske sympati for naturens selvstændige, ofte oversete skabninger kom tidligt – ligesom den kulturhistoriske interesse.

Han blev ikke gartner, men botaniserede i sproget – og folkekulturerne. Han studerede nemlig folkemindevidenskab og blev forsker. Her forskede han blandt andet i haven og fuglene, han mødte gamle genrer og blev bekræftet i det registrerende sprogs poesi. Han fortæller til tidsskriftet Ildfisken, at han som forsker blev vant til at registrere og der fandt, at ”der i registreringen, i den nøgterne registrering af ting og arkivalier ligger en egen poesi” (Carsten René Nielsen: At se tingene, som de er. Ildfisken nr. 33, s. 26). Også derfra kommer Mathiesens ligefremme, folkelige tone, hvor det almindelige nøgternt registreres, før det bliver vendt en omgang i et tankevækkende, humoristisk, nogle gange gakket, tvist.

Mens han studerede, pressede poesien sig på, og han debuterede i lyriktidsskriftet Hvedekorn nr. 4 i 1969. Selvom vejen stod åben mod succes og berømmelse, gik han næsten udelukkende ad afsides stier. Han udkom hovedsageligt via idealistiske kanaler som kunstkataloger og miniforlag og i endnu mindre formater. Måske er det grunden til, at han af kendere bliver betragtet som én af Danmarks bedste digtere – og som en af Danmarks bedst bevarede hemmeligheder. Han holdt nemlig lige så stædigt fast i sin anti-etablerede udgivelsespraksis, som han holdt fast i sit skulderlange pagehår. Og apropos pagehår: Politisk lå han hele livet til venstre for midten, og han fortæller da også, at det ikke var uden grund, at han var ”anmelder på Land og Folk. Der havde jeg en dejlig tid” (Ingeborg Brügger: Sproget er hans legeplads. Information, 2002-07-18), og også derfra kom forfatterskabets spidning af magtfulde og sympatien for oversete eksistenser.  

Mathiesen var gift med Åse Rørdam, og sammen fik de tre børn. Udover at være kendt blandt kendere som en af Danmarks bedste, mest oversete, digtere, virker han i interviews som et undseeligt og sympatisk menneske med en underspillet humor – præcis som hans digte.

Eske K. Mathiesen fik debut på forlag med digtsamlingen ”Fra spætternes have”. Den har omslag af billedkunstneren Ursula Reuter Christiansen og udkom i 1976 på miniforlaget Swing. Samlingens første del er Mathiesens egne digte, og anden del er oversættelser – gendigtninger – af irske digte, folkepoesi fra Centralasien og fra persiske tyrker. Man mærker tidligt interessen for folkekulturen.

Fælles for Mathiesens egne digte er allerede fra debuten det registrerende sprog med et overraskende tvist, hans økopolitiske omsorg for naturen, men han spidder med ungdommelig idealisme de magtfulde mere direkte end i det senere forfatterskab.

51054997

Samlingens første digt har titlen ”Hyrde-digt”, og tager man titlen på ordet, er den forbundet med den oldgamle, mundtlige tradition hyrdedigt, hvor natur er idyllisk og erotisk, og det er da heller ikke helt forkert: ”Nu er hver blomst/ en trompet,/ hver urt en lur./ De kalder på geder og køer/ til aften-dansetur./ De kalder på geder/ og kid,/ de kalder på skyernes blå./ Det var det skønneste orgel af græs,/ jeg under løgkuplen så” (s. 33). Digtet rimer, og hver tredje linje indleder verset efter, men med drillende variationer. Køer bliver til kid og senere bliver det skønneste orgel til det reneste. Naturen besjæles så voldsomt, at det undervejs bliver det rene nonsens. Som når digteren med en sort kat gør en danse-hat. Senere i digtsamlingen finder man prosadigtet ”Hyrderne”, og dér er ”ingen idyl” (s. 41). Der er derimod en voldtægt og et gåsekranium – og hvem tænker på det, græs og blomster trænger igennem og får til at forsvinde, spørger digteren retorisk. Det tænker ingen på, så ”glem det da”, svarer digteren og undskylder, han mindede os om ”gåsens hoved” (s. 43). Gåsekraniet virker som den sande – også erotiske – natur, som der ikke er nogen, der tænker på, og som sproget ikke kan nå. Og da slet ikke romantikkens patos!

De magtgale derimod kan fint få én på skrinet. Det behøver man nemlig ikke symbolske billeder til. Som når der digtes om ”femten rige svin” (s. 61) og om gæs, der gør oprør. Der samtales også med billedkunsten og digtere, mens blanksorte biller går forbi, og fugle synger for fruen i skoven.