Kathrine Nedrejord

Kahtrine Nedrejord er født i 1987 i Kjøllefjord, Finnmark. Nationalt hører det til Norge, men betegnes også som Sápmi, det man før i tiden i Danmark kaldte Lapland, det tværnationale geografiske område, som er beboet af det oprindelige folk samerne. Sápmi strækker sig gennem Norge, Sverige, Finland og Rusland. Af de omtrent 100.000 samer, man anslår der findes i dag, bor 40.000 af dem inden for Norges grænser. Nedrejord taler ikke samisk, selvom det burde være hendes modersmål, som hun fortæller. Med hendes egne ord skyldes det først og fremmest den sprogpolitik, der blev ført, dengang hendes bedsteforældres generation mødte det norske skolesystem. De talte kun samisk og forstod intet af det norske, og den brutale latterliggørelse, de dengang mødte, ville de ikke udsætte deres børn for. Derfor lærte Nedrejords forældres generation at tale norsk, først og fremmest, og det samme gjorde sig gældende for hendes egen generation, og sådan gik et sprog næsten tabt.

I dag har Nedrejord et ambivalent forhold til Norge. ”Det er lettere at elske på afstand,” siger hun i et interview. (Johan Varning Bendtsen: Prisvindende forfatter: Det er lettere at elske Norge på afstand. Kristeligt Dagblad, 2026-01-31).

Kathrine Nedrejord flyttede fra Finnmark til først Alta for at gå på universitetet og siden til Paris, hvor hun læste en master i dramatik. Mange af hendes bøger gentager denne figur, hvor en norsk/samisk kvinde er flyttet til Paris, eller skal tilbage til Norge/Sápmi for at besøge familien.

Hun har skrevet hele sit liv og har studeret litteraturvidenskab i Norge og teaterstudier på Sorbonne i Paris. Hendes debutroman udkom i 2010, og hun har skrevet 10 bøger, deriblandt både ungdoms- og voksenromaner. Hun har været nomineret til Nordisk Råds litteraturpris for både ”Forbryder og straf” (2022) og ”Sameproblemet” (2024). For sidstnævnte blev hun også tildelt PO Enquists Pris.
Sin debut som dramatiker fik hun på Dramatikkfestival i 2009, og siden har hun skrevet otte teaterstykker. Hendes stykke ”Brennt jord” fra 2016 blev tildelt Ibsenprisen. Fra 2018-20 var hun husdramatiker på Nationaltheatret i Oslo.

I 2024 udkom ”Sameproblemet” (”Sameproblemet”, 2025), der er Kathrine Nedrejords sjette roman til voksne. Hun benytter sig igen af en hovedperson, der er flyttet til Paris og rejser tilbage til Norge. Denne gang hedder hovedpersonen Márjá, og hun er nybagt mor. Da hun får besked om, at hendes áhkku, hendes mormor, er død, rejser hun fra sit lille barn tilbage til Márkannjárga i Sápmi for at deltage i begravelsen. Det er kun nogle få dage, men det sætter gang i en tidsrejse, der minder hende om hele hendes barndom og opvækst, og alle de ting hun har hørt fra sin áhkku om at vokse op. Det bliver et rasende ridt tilbage i generationerne, hvor alt hvad Márjá rører ved, dufter eller ser, kan aktivere hendes erindringer og føre hende tilbage i tiden.

142483173

Márjá er freelancejournalist og aspirerende forfatter. Kort inden hendes áhkkus død havde hun opsøgt en forlægger, som gerne ville læse det manuskript, hun havde skrevet. Men lige inden hun tager afsted, får Márjá et forundret afslag. Forlæggeren havde forventet, at det ville handle om at være samisk, når det nu er den, hun er. Følelsen af ikke at leve op til en bestemt måde at være same på, er, sammen med tabet af mormoren og det at være nybagt mor, den perfekte cocktail til at sætte gang i et identitetsoptrævlende arbejde for hende.

Nedrejord får udstillet skammen, og hvordan den rykker rundt i alle lagene, de personlige og psykologiske, og også de politiske og strukturelle. Fornorskningspolitikken, der fik samerne til at skamme sig over deres ophav. Den nedarvede skam over at være same, som binder dobbelt, fordi man heller ikke er en ”rigtig” same, hvis man ikke taler sproget. Noget, mange ikke gør, fordi de aldrig har haft det i skolen.

Den slags hænger fast i alt. F.eks. bliver det, der skulle have været et lykkeligt minde for Márjá om hendes første forelskelse iblandet sorgfuldt raseri, idet forelskelsens objekt, Even, giver udtryk for nogle mildest talt racistiske holdninger til ”fjeldfinner”. 

Nedrejord skriver med erindringens nærhed om alle disse scener, små og store, der i løbet af et liv akkumulerer sig i kroppen og sindet. Det er en præcis og nødvendig kortlægning af en moderne sames eksistens.

I 2010 udkom romanen ”Transitt” (”Transit”, 2012), der er Kathrine Nedrejords debut. Den handler om en ung kvinde, der flytter tilbage til Oslo efter at have været bosat i Paris i nogle år. Den unavngivne jegfortæller får sig en lejlighed og et arbejde på en bar. Hun genetablerer den tætte kontakt til sin mor og søster. Ikke mindst for også sammen med dem at mindes sin far, som døde, da hun var 12.

29630275

Hun bliver hjemsøgt af minderne om den mand, hun forelskede sig i i Paris. Simon, som er gift og har et barn. Deres affære opstod på det advokatkontor, hvor de begge var ansat, hun som uerfaren sekretær og han som erfaren advokat. På en forretningsrejse lod de sig forføre af hinanden.

Romanen krydsklipper imellem Oslo og Paris, og skellet mellem den ensformige hverdag og den passionsfyldte affære bliver tyndere og tyndere. Indtil han en dag tropper op i Oslo. Han siger, at han er gået fra sin kone.

Nu kommer et mere akavet øjeblik i deres forhold. Pludselig er alting ikke længere på hans præmisser, og det er faktisk lidt irriterende, at han tropper op i baren, når hun er på arbejde. Han skal også møde hendes familie, og selvom han er meget charmerende, er det stadig med nerverne uden på tøjet alt sammen. Det var hendes rastløshed, der førte hende til Paris og i armene på ham, men hendes rastløshed går ikke væk af at være sammen med ham.

Da han rejser tilbage, er det med troen på, at hun følger efter. Men noget nager hende, en uro i maven. Da hun finder ud af, at hun er gravid, beslutter hun at beholde barnet, men undlader at fortælle ham det. Inden hun føder, får hun et brev om, at han har fundet tilbage med sin kone.

Nedrejord skriver den unge kvindes længsel og følsomhed frem med stor troværdighed og bemestrer subtile skift i tone. Hendes stil er bevægelig, og hun skifter sømløst mellem nutidsfortællingen og det erindrede.

”Forvandlinga” fra 2018 (”Forvandlingen”, 2019) er Kathrine Nedrejords fjerde roman. Som i flere andre af hendes romaner møder vi en hovedperson, der har mange fællestræk med forfatteren selv: en ung forfatter, her navngivet K., der er flyttet til Paris for at skrive.

47080177

”Forvandlingen” er også titlen på Franz Kafkas klassiker om Gregor Samsa, der en morgen vågner på sit kammer og opdager, at han er blevet forvandlet til en kæmpestor bille. K’s forvandling er af en anderledes realistisk, men ikke mindre uhyggelig art. En aften, da hun er på vej hjem, bliver hun overfaldet og voldtaget. Fra dette øjeblik er hun noget andet, hun er sprogliggjort som noget andet, overlever, offer. Hun skal igennem diverse ydmygende undersøgelser hos politiet og på hospitalet, først i Paris og siden i Oslo. Det indebærer både at blive afklædt, affotograferet og afhørt gentagne gange. På en måde bliver det til en gentagelse af overfaldet og voldtægten, fordi det også gør kroppen til et objekt. Det lavpraktiske bliver absurd, når det udpensles i al sin detaljerigdom og står i skarp kontrast til det løsrevne sind, der ikke kan få tingene til at hænge sammen. Selvom der på politistationen er fyldt med plakater, hvor der står, at man ikke skal skamme sig, er skammen stadig den følelse, hun tager med sig hjem.

”Forvandlingen” er en bog, der handler om skam. Om gradvist at forsøge at komme videre og vende tilbage til sine tætte relationer og hverdag igen, efter at noget så traumatisk er foregået. At nægte at lade sig definere af det, men så heller ikke kunne glemme eller komme videre, og den dobbelte skam over heller ikke at kunne være et perfekt offer.

Igen er Nedrejord dybt nede i sin vedvarende undersøgelse af den unge kvindes sind. Der har dog sneget sig nogle nye dimensioner ind i hendes register. Hun er simpelthen blevet mere rasende, mere vred. Hun har udvidet rammerne for sin fortælling, der nu i højere grad angår samfundets strukturer, og den sexisme der præger synet på kvinder, når de f.eks. får at vide, de ikke burde færdes alene på gaden om aftenen.

Udover de seks romaner, Kathrine Nedrejord har skrevet til voksne, har hun skrevet seks ungdomsromaner. Heriblandt ”Det Sara skjuler” fra 2019 (”Hvad Sara skjuler”, 2022). Det er den tredje i rækken af ungdomsbøger og den sjette af hendes bøger i alt.

Hendes ungdomsbøger tager fat i de samme temaer, som hendes bøger til voksne. Det gør sig også gældende for ”Hvad Sara skjuler”, der ligesom bl.a. ”Forbryder og straf” handler om voldtægt. Her møder vi de to unge piger Sara og Lajla. De går i gymnasiet, og når de ikke lige går til fodbold eller guitar, bruger de al deres tid sammen. Eller, det gjorde de i hvert fald, indtil Sara mødte Klemet sidste sommer. Han er høj, har et deltidsarbejde i Rema og roder derudover med sin bil. Lajla forstår ikke rigtig fascinationen, han er et forstyrrende element, der er kommet imellem dem. De to venner bruger al deres tid sammen, det er almindeligt og dejligt, og nogle gange kedeligt. Men en nat forandrer alting sig.

Sara er blevet voldtaget. Og selvom hun kommer hjem til Lajla midt om natten, rystet og bange, begynder deres tætte venskab at slå sprækker, fordi hun ikke vil betro sig til Lajla, som føler sig holdt udenfor og mere end en lille smule skræmt af hele situationen. Men hun bliver også stædigt overbevist om, at hun er nødt til at opklare den forbrydelse, der er fundet sted. Uanset om hendes bedste veninde vil have hendes hjælp eller ej, og det vil hun helt afgjort ikke, må hun gøre hvad hun kan for at hjælpe hende.

Den kile, der er drevet ind imellem de to, der ellers så sig som uadskillelige, får tilføjet en ekstra dimension, idet Saras identitet som same også bliver et omdrejningspunkt for historien. De var måske ikke så ens, som de gik og troede, men det betyder ikke, at de ikke kan være tætte.

Som i sine andre bøger skriver Nedrejord uforfærdet og råt om de svære situationer. Fordi det tiltænkte publikum er yngre, gås der ikke i detaljer om det fysiske overgreb, men den psykologiske realisme rummer også sin egen grufuldhed. Sproget er effektivt og direkte, og der er flere stykker med direkte dialog, hvilket også tjener til, at man lærer personerne at kende, i kraft af deres måde at snakke på.

I ”Forbryter og straff” fra 2022 (”Forbryder og straf”, 2024), som er Kathrine Nedrejords femte roman, tager hun de samme begivenheder op, som hun skrev om i ”Forvandlingen”. Det er den samme voldtægt, men det er ikke uvæsentligt, at fortællerperspektivet flytter fra tredje- til førsteperson.

138335984

Hovedpersonen hedder Katrine, bemærkelsesværdigt uden h som forfatteren selv, som for at sige, at det er flyttet tættere på de virkelige begivenheder, som hun i interviews har fortalt om, men at der har stadig fundet en forskydning sted.

Selvom handlingen altså på mange måder er sammenlignelig med hendes tidligere bog, som også fokuserede på vreden, er bogens tone en helt anden. Fortællingen er flyttet ind i hovedpersonen, lidt som en lang indre monolog, der bliver mere essayistisk og filosofisk og kommer til at handle om, hvad abstrakte størrelser som retfærdighed og straf overhovedet er.

Nedrejord viser helt nye dimensioner af sin skrift frem. Det er ikke bare vredt, det er polyfont vredt, vreden er hele tiden iblandet desperation, afmagt og sorg og dyb, dyb undren. Det er også en roman, der er båret af sine egne selvmodsigelser. Hun siger, hun vil skrive om ham, men samtidig vil hun ikke have, han skal få lov at fylde noget. Han må ikke blive hovedpersonen, men samtidig kan hun ikke lade være at forestille sig hans liv og hverdag. Hun siger, at hun foragter tanker om gråzoner, samtidig ved hun ikke, hvad hun skal bruge ord som retfærdighed til længere, og for så vidt er bogen vel et forsøg på at nærme sig det utilnærmelige, at gøre et menneske ud af den mand, der gjorde én til et objekt for sin egen nydelse.

Ud af det kommer også en form for tvetydigt kampskrift, der inkorporerer sin egen selvmodsigende natur. Det er et opgør med tanken om, at man kan skrive sig fri af noget, at teksten kan fungere som en form for katarsis eller renselse. Den er også et udtryk for nødvendigheden af at gå derind, hvor mørket er størst, og arbejde med det.

Læser man på tværs af Kathrine Nedrejords forfatterskab, vil to store temaer åbenbare sig. Det kvindelige og det samiske. Hun beskriver store sociale temaer som kvindeundertrykkelse og racisme på en måde, der hele tiden har lige såvel det personlige som det politiske for øje. Hun har et utroligt skarpt blik for de små situationer, der udstiller den måde, menneskers handlinger ikke altid er fulgt af den måde, de forstår sig selv på. Hendes hovedpersoner står ofte i disse udsatte positioner, men forfalder aldrig til billedet af det perfekte offer, snarere blæser de til angreb imod også disse fordomme og insisterer på at være komplekse og besværlige.

Ligeledes viser der sig en bevægelse i hendes forfatterskab (primært for voksne), der går fra det mere ordnede til det mere idiosynkratiske. Tydeligst bliver det, når man ser på udviklingen fra ”Forvandlingen” til ”Forbryder og straf”, fordi de behandler det samme tema. Ja, på en måde er der tale om en gentagelse eller måske snarere en radikalisering, der finder sted fra den første bog til den anden. Det sker først og fremmest i at flytte fortællingen fra tredjeperson til førsteperson og dermed også flytte stemmen ind i hovedpersonen. På denne måde kan hun vise nogle af de komplekse og selvmodsigende følelser frem.

Nedrejord skriver psykologisk realistiske romaner, der er interesserede i, hvordan mennesker agerer inden for de strukturer, der findes i vores samfund. Hun er optaget af det krydsfelt, både når hun skriver bøger til voksne, og når hun skriver ungdomsromaner. Fordi publikummet er yngre, holder de sig dog fra at gå i dybden med det mørke, som hun ellers så frygtløst konfronterer i sine bøger til voksne.

Hendes dramatik handler om mange af de samme ting. Hun har bl.a. skrevet et stykke om et socialt eksperiment med titlen ”Human Zoo” (2019), og et der hedder ”Internert” om de internatskoler, ”Sameproblemet” også berører. Men fordi teateret er et rum, hvor der er plads til mange personers stemmer, kommer de ofte til at handle mere om det kollektive.

”Øvelser i mørke” (2024) af Naja Marie Aidt deler noget af den samme tematik som Kathrine Nedrejords bøger om seksuelle overgreb og vold mod kvinder. Det samme kunne gøre sig gældende for Niels Franks ”Fanden tage dig” (2022), der til forskel fra de andre nærmer sig den forfærdelige hændelse fra den pårørendes side.

Gisèle Pelicots ”En hyldest til livet” (2025) beskriver også det at komme videre fra noget så ubegribeligt som at blive voldtaget og udlejet til seksuelle overgreb af sin egen mand. Johanne Bille har skrevet ”Når mænd forlader mig” (2022) om en ung kvindes kærlighedsforhold til en række mænd, det ene af dem ender i en voldtægt. Marguerite Duras har skrevet om bl.a. seksuelle magtrelationer i flere af sine bøger. Ligesom Nedrejord er Duras også vendt tilbage til nogle af de samme begivenheder i adskillige af sine bøger. ”Elskeren” (1984) har hun således genbesøgt i ”Elskeren fra Nordkina” (1991).

Hvor den norske stat har ført en fornorskningspolitik over for samerne, har Danmark ligeledes haft en danskerficering i gang i Grønland. Sprog- og skolepolitiske tiltag har ligeledes spillet centrale roller, ligesom statslig kontrol med seksuel reproduktion har haft det, jf. den såkaldte spiralsag.  Jessie Kleemann, som både er performancekunstner og digter, har skrevet sit hovedværk om Danmarks kolonialistiske forhold til Grønland, nemlig ”Arkhticós Dolorôs” (2021), en flersproglig digtsamling, der både består af dansk, grønlandsk og engelsk, alle de tre sprog der krydser ind og ud af hverdagen i Grønland.

Niviaq Korneliussen har i sin bog ”Blomsterdalen” (2020) skrevet om en ung grønlænders oplevelser med racisme, da hun flytter til Danmark. Den handler også om de mange selvmord blandt unge i Grønland, som en slags politisk krise, der ikke rigtig er nogen, der tager hånd om.