H. C. Andersen

Hans Christian Andersen blev født i Odense den 2. april 1805. Forældrene, Hans Andersen og Anne Marie Andersdatter, var fattige, og familien flyttede en del rundt i Hans Christians første leveår.

Faren arbejdede som skomager og moren tjente penge som vaskekone på vaskepladsen ved Odense å. Hans Christian Andersen havde en halvsøster, Karen Marie, som hans mor fik uden for ægteskab i 1799. Søsteren boede ikke sammen med familien, og et søskendeforhold mellem Hans Christian og Karen Marie blev aldrig formet.

Anne Marie Andersdatter var analfabet, mens Hans Andersen både kunne læse og skrive. Hans Andersens store sorg i livet var aldrig at have haft muligheden for at få en boglig uddannelse. Her findes muligvis også forklaringen på, hvorfor en fattig familie som Andersens, valgte at sende deres søn på privatskolen Carstensens Drengeskole. Her påbegyndte Hans Christian sin skolegang i 1810, men i 1813 blev skolen nedlagt, og han begyndte i stedet i den lokale fattigskole. Hans Christian Andersens skoletid var præget af ensomhed, mobning og store vanskeligheder med at stave. Han tilbragte det meste af sin tid alene, optaget af at spille teater, synge og digte.

I 1816 døde Hans Christian Andersens far, 33 år gammel. To år senere giftede Anne Marie Andersdatter sig med en ny mand, Niels Jørgensen Gundersøe. Kort tid efter rejste Hans Christian til København. Han var 14 år og drømte kun om en ting – at blive berømt.

Vejen til berømmelse var lang, og Hans Christian Andersen oplevede gang på gang nederlag, hvad enten han søgte optagelse ved balletten, skrev skuespil eller forsøgte sig som sanger. Men hans vid og intellekt skaffede ham indflydelsesrige og velhavende bekendtskaber blandt Københavns bedre borgerskab, som opfordrede ham til at studere, så han kunne blive et dannet menneske.

I 1822, efter at have fået afvist et skuespil, indkaldte Det Kongelig Teaters direktion Hans Christian Andersen til et møde. Her bevilligede de ham økonomisk støtte til uddannelse – først på latinskolen i Slagelse, siden latinskolen i Helsingør. Samme år debuterede Hans Christian under pseudonymet Villiam Christian Walther med romanen ”Ungdoms-Forsøg”, dog uden den store succes.

I 1828 blev Hans Christian Andersen student, og året efter fik han sin egentlige debut med den fiktive rejseberetning ”Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829”. Beretningen blev en stor succes, og siden fulgte eventyrene, der for alvor sikrede ham den berømmelse, som han higede efter, både i Danmark og i udlandet.

Hans Christian Andersen døde 4. august 1875 og blev begravet på Assistens Kirkegård i København.

I perioden 1827-1872 skrev Hans Christian Andersen 156 eventyr og historier. Disse varierer i udtryk og spænder fra en social kritik i ”Den lille pige med svovlstikkerne” (1845), over folkesagn i ”Elverhøi” (1845) til det humoristiske i ”Kejserens nye klæder” (1837).

Efter Hans Christian Andersens død blev yderligere 12 eventyr og historier udgivet.

I denne store samling af eventyr er det vanskeligt, at komme uden om det eventyr, der om noget er blevet forbundet med historien om Hans Christian Andersens eget liv, nemlig ”Den grimme ælling” (1843). Det er fortællingen om svaneægget, der klækkes i en andegård, og om ællingen, der til trods for sin ihærdige forsøg, aldrig formår at blive en af flokken, men i stedet bliver snappet af og kanøflet af de andre ællinger. Overbevist om sin egen grimhed opgiver ællingen næsten livet og flyver offervilligt hen til svanerne for at lade dem hakke sig ihjel. Men i vandet får den øje på sit eget spejlbillede og finder omsider ud af, hvor den hører hjemme.

52686776

Tematisk kredser eventyret om social opstigen eller en form for brud med de fastsatte normer i samfundet. Dette er en tematik, som genfindes i et utal af Hans Christian Andersens eventyr, og som dels er en god katalysator for fortællingens fremdrift, dels et ekko af Andersens egen livserfaring: den fattige opkomlings evige kamp for anerkendelse og samtidig hans manglende evne til at føle sig hjemme blandt eliten.

Hans Christian Andersen opererede ikke kun inden for den kendte eventyrramme. Han føjede også til den. Dette gælder for eksempel de såkaldte ting-eventyr, hvor brugsgenstande som bolde, stoppenåle og flipper gøres levende. De har, som var de mennesker, følelser, motiver og bagtanker, og de alene bærer handlingen i historien. Et eksempel på et ting-eventyr er ”Grantræet” (1844), hvori læseren følger hovedpersonen, grantræet, fra det fældes til det stolt, iklædt al sin pynt, står i stuen juleaften for til sidst at ende sine dage som optændingsbrænde.