Judith Hermann har mest skrevet noveller og bruger den korte form på meget forskellig vis afhængig af, hvad det er for en historie, hun fortæller. Hun bruger både formen til at gengive en enkelt aften i byen eller et enkelt møde med et nyt menneske, men flere af hendes historier strækker sig over længere tidsperioder. Historien er altid forankret i nutiden, på den måde, at det kan være en sætning eller en situation, der sætter fortællingen i gang. Om novelleformen siger Hermann selv: ”Det er altid et bestemt øjeblik, som mine historier er bygget op omkring – en sætning, som bliver sagt, en bestemt situation, som jeg har oplevet eller iagttaget. Og et sådant øjeblik egner sig ikke til en stor roman. Den kan bære en fortælling, men ud over det ville man snakke dette øjeblik ihjel (...) Og så kan jeg godt lide den åbne afslutning, som fortællingen overlader mig som en mulighed. Samtidig understreger det dens nutidighed. I romanen kommer man til sidst altid til en slags afslutning.” (Marc-Cristoph Wagner: Litteratur som det sidste stille rum. Information, 2005-10-27).
Det er meget forskellige temaer, der tages op i Hermanns mange historier, og handlingen hensættes både til det pulserende byliv i det indre Berlin, til et motel i Nevada-ørkenen, et hotel i Østeuropa og langt ude på landet i Island. Det, der binder alle historierne sammen, er Hermanns interesse for mennesker, i det som foregår inden i og imellem dem. Og selvom Hermanns hovedpersoner på ingen måde er ens, så kan de alligevel siges at ligne hinanden. I hvert fald er der en stemning, der går igen i de fleste af hendes personer. Noget, Hermann selv betegner som en slags melankoli: ”Der er noget, som forbinder disse figurer med hinanden – en bestemt forventning til livet, en vis længsel og ubeslutsomhed, måske også en uro, alt sammen tilstande, som man på en måde kunne sammenfatte som værende melankolsk. Men hver enkelt person tackler sine følelser forskelligt. De har forskellige biografier og planer. Som sagt handler det altid om et bestemt øjeblik, og hvad en person gør ud af det.” (Marc-Cristoph Wagner: Litteratur som det sidste stille rum. Information, 2005-10-27).
Hermann lægger ikke skjul på, at hun bruger af sit eget stof, og at novellesamlingerne er selvbiografiske. I den første var det vennerne i tyverne, der drev rundt i et bohemeagtigt Berlin. Så kom ”Spøgelser, overalt” med mennesker i trediverne, der forsøger at finde sig selv rundt omkring i verden. Med ”Alice” nærmede Hermann sig romanformen ved at lade én kvinde gå igen i alle fem fortællinger – Alice, en kvinde sidst i trediverne, som pludselig mærkes af livet på en anden måde end tidligere, fordi hun begynder at miste dem, hun har kær.
I Hermanns længe ventede roman ”Al kærligheds oprindelse” har Stella fået mand og barn, isoleret sig fra omverdenen og længes efter en ungdom eller alderdom, friheden i begge ender af livet, men skræmmes alligevel, da omverdenen, i form af en kærlighedsbesat stalker, begynder at invadere hendes liv.
Hermanns bøger har ofte mødt kritik i hjemlandet på grund af det, der blev set som deres manglende politiske kontekst. I sin anden roman, ”Hjem”, er det, som om hun har taget noget af denne kritik til sig, selv om romanen indtager velkendt, Hermannsk terræn: det klare og lavmælte, der altid antyder og aldrig udpensler, denne gang i et ingenmandsland ved Østersøkysten. Det er atter de nære relationer og erindringens skyggespil, der er fokus for fortællingen, men klimakrisen trænger sig på: der er tørke, det regner aldrig mere, fortælleren kan ikke engang huske, hvornår det sidst har regnet. Om det nye politiske præg på hendes forfatterskab sagde Hermann for nylig: ”Jeg har aldrig villet skrive politisk. Men denne gang måtte jeg omtale klimakrisen. Der var tørke og ingen regn i lange perioder her i Tyskland. Deroppe, hvor jeg bor, talte folk om, »hvad skal der ske med svinene og os?« Jeg har taget det med i en dialog mellem to af hovedpersonerne om, at verden måske er ved at gå under. Det måtte jeg skrive, ligesom vi må tale om det.” (Erik Jensen: En af Tysklands forfattere har boet hele sit liv i storbyen. Men nu er hun flyttet på landet. Politiken, 2021-11-21).