dennis gade kofod
Foto: Anders Beier

Dennis Gade Kofod

cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information. 2015. Opdateret august 2018.
Top image group
dennis gade kofod
Foto: Anders Beier
Main image
Kofod, Dennis Gade
Foto: Tor Birk Trads

Indledning

Med et grundfjelds forankring på Bornholm dykker Dennis Gade Kofod ned i lokale sagn og i nutidige udfordringer med manddom, sorg og provinsens afvikling. De realistiske skildringer brydes af noget udefrakommende, og der lurer en næsten eventyrlig magi over hans bøger. Samtidig holder den tydelige tilknytning til Rønne, Nexø og Balka Strand fortællingerne fast ved jorden. Med ”Folkemøg” fra 2018 slipper han de realistiske tøjler i sin første fantasyroman.

 

 

47328683

Blå bog

Født: 17. september 1976 i Randers. 

Uddannelse: Humanistisk basisuddannelse, RUC, 2000. Forfatterskolen, 2004.

Debut: Anskudte dyr. Anblik, 2005.

Litteraturpriser: Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, 2014.

Seneste udgivelse: Reservat. Cobolt, 2019. Kunstner: Emil Friis Ernst.

Inspiration: Alle film med superhelte og drager, Marguerite Duras og Ernest Hemingway.

 

 

 

 

Dennis Gade Kofod fortæller om billedbogen ”Skifting”.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Mennesket har længe været respektløst. Nu må vi gøre noget. Vi kan ikke tage ansvar for hele verden, men øen her er i vores varetægt, nu tager vi den tilbage for en tid. Nu skal alle se os. Fra nu af er vi ikke længere usynlige./ Han peger på Nancy, du er kvinden. Du skal føde dem, der får betroet øen efter krigen./ Nancy kan ikke mærke sin krop./ Du kommer til at overleve.”
”Nancy”, s. 137.

Dennis Gade Kofod er født i 1976 og voksede op på Bornholm. Hans far er uddannet tjener og hans mor sygeplejerske, og sammen bestyrede forældrene strandhotellet Balka Søbad på Bornholm. Her på hotellet i skoven ved Balka er Dennis Gade Kofod vokset op og har hjulpet til, fra han var helt lille. Hotellet spiller en central rolle i hans roman ”Genfærd” fra 2013.

Efter at han i 1997 blev student fra Bornholms Amtsgymnasium, fik han økuller og flyttede til København, hvor han boede indtil 2007. I 2000 blev han færdig med den humanistiske basisuddannelse på RUC, og mellem 2002 og 2004 gik han på Forfatterskolen. Efter Forfatterskolen arbejdede han en del år som kok i København, mens han skrev på sin debutroman ”Anskudte dyr”, der udkom i 2005. Den blev fulgt op af ”Brøndtjætten” i 2006, og gennembrudsromanen ”Nexø Trawl” fra 2007, der handler om Nexø som udtjent fiskeriby og om hans egne ungdomserfaringer med at skille sig ud – og få tæsk for det. I 2010 udkom ”Superhelte i det hele taget”, i 2013 kom ”Genfærd” og i 2015 ”Nancy”. Indimellem romanerne har han skrevet to børnebøger om Frøken Knirk, et bidrag til krimiantologien ”Dette er ikke en krimi”, en bog med værklæsninger af den danske forfatter Christian Skov samt billedromanen ”Skifting”.

Om vejen frem mod at blive forfatter fortæller Dennis Gade Kofod: ”Jeg begyndte i gymnasiet for at blive biolog, og det var der, jeg opdagede, jeg kunne skrive. Jeg husker det selv som, at det var da vi læste Ved Vejen af Herman Bang, det slog mig, at det her vil jeg i stedet. Men det er nok løgn. Senere var det et tilfældigt møde med Lars Frost, der hørte mig læse op på Christianshavn, der var min egentlige introduktion til det litterære miljø, der ikke havde været på Bornholm. Før det var det at skrive noget jeg gjorde for mig selv, uden fornemmelse for, hvordan det egentlig gik.” (Anne Vindum: Interview med Forfatterweb, september 2015).

Økonomiske forhold gjorde, at han på et tidspunkt solgte andelslejligheden på Vesterbro og købte et hus i Rønne på Bornholm med sin kone Sisse. Her bor de i dag med deres tre børn. Tilbage på fødeøen har han blandt andet skrevet manuskript til et par teaterstykker og er medstifter og arrangør af den bornholmske litteraturfestival Jakob Hansens Litteraturfestival, der fandt sted første gang i september 2014. Han har tillige stiftet Den bornholmske forfatterskole, som han selv driver.

Anskudte dyr

”Jeg læner mig frem mod fuglen og spidser læberne, og lige så snart jeg kan mærke de fine fjer, der sidder omkring røven, laver jeg en kysselyd og trækker med hele kroppen hovedet tilbage. Alle klapper og hujer og hejer. Jørgen har ikke trykket på fuglen. Min far kommer over til mig. Han rækker mig et glas med bitter. ’Her er lidt til at fjerne smagen,’ siger han.”
”Anskudte dyr”, s. 83.

I 2005 udgav Dennis Gade Kofod debutromanen ”Anskudte dyr”, der handler om den unge mand Rasmus, som efter gymnasiet flytter fra fødeøen Bornholm til København. Han har fået job som kok på en restaurant på Vesterbro, hvor han bor. Hans ven Mads fra Bornholm er også flyttet til hovedstaden, men de ses ikke rigtig. Rasmus får hurtigt en stambar på Vesterbrogade, og her møder han den flirtende bartender Louise, der en dag inviterer ham til at blive hængende efter lukketid. De bliver kærester, og det tvinger Rasmus til at lukke det halvåbne sår efter ekskæresten Mette og til at tage stilling til, hvad han vil med kærligheden.

25740882

Rasmus har godt nok forladt Bornholm, men Bornholm har ikke sluppet sit tag i ham. Da han har Louise med derovre første gang, lærer han hende at løbe de bedste ruter gennem skoven ned til vandet, og han falder ofte tilbage til erindringerne om de gange, han har været med sin far på jagt. Først som barn og siden som ung på sin første jagt, hvor han høstede stor ros fra jagtklubben ved at skyde en sneppe. Skildringen af den unge jægers prøvelser fylder i det hele taget meget i romanen, lige som i titlens ”anskudte dyr”.

På Bornholm møder den unge Rasmus voksenverdenen i jagtstuen, hvor han skal kysse sneppen for at blive optaget blandt jægerne. I København slår man på tæven, når nogen har raget på ens dame, og en opvækst i skoven har ikke nødvendigvis modnet Rasmus til det hårdere liv i hovedstaden.

Øboens møde med storbyen udmønter sig i en række betragtninger over forskelle på mennesker og måder at leve på. Helt konkret lærer Rasmus at køre råddent på cykel af Louise, der griner af hans lovlydighed på cykelstien. På et mere abstrakt niveau udpensles forskellen mellem overtroisk at se på bølger som selvstændige væsner og omvendt at gå til verden på en logisk og rationel måde. Den buk, de møder i mørket på Frederiksberg, er måske udslag af en fantasi, men det er også muligt, at den er løbet ind i byen nordfra og er faret vild i skraldespandene ved Betty Nansen Teatret. 

Brøndtjætten

”Det vælter ud med lys. Langsomt løfter højen sig. Det brænder fra pælene, der løfter taget til de underjordiskes sale. Det brænder i øjnene på alle undtagen Bonnavedde. Han stirrer lige ind i ilden. Han kan se dem. Han løfter øksen, han hugger efter den første. Piblaraspa stejler. Hun slår hovene i liget, det kvaser knoglerne og maser kødet.”
”Brøndtjætten”, s. 112.

I 2006 udgav Dennis Gade Kofod romanen ”Brøndtjætten”, der bygger på gamle bornholmske sagn og udfolder deres indvirkning på mennesker nu til dags.

Gamle Mogens bor på sin fædrene gård uden for Nexø, hvor han er vokset op og har arbejdet som landmand hele sit liv. Nu er hans hustru og sjæleven Ingrid død, og Mogens er ved at opgive håbet om, at et af børnebørnene eller oldebørnene vil overtage slægtsgården. Romanen følger Mogens i hans allersidste dage og i et længere tilbageblik til dengang, han som barn faldt i gårdens brønd og nær blev taget af Brøndtjætten – et væsen, der var spærret inde i brønden af de underjordiske. Den dag blev han voksen, fik en pibe og et fyldt cigaretetui af sin far, og oplevelsen sidder stadig naglet i ham.

De underjordiske er usynlige og holder til under jorden ude ved højen bag skoven. Mogens har overtaget sin fars ukuelige tro på, at hvis man er god ved de underjordiske, holder de hånden over en i livet. Det var dem, der sørgede for, at Mogens’ mor ikke døde i barselsseng, da hans lillebror sad på tværs ved fødslen. Mogens har ikke formået at give troen på de underjordiske videre til sine efterkommere, og angsten for, at manglende tro på de små hjælpere vil blive gårdens ulykke, slider ham op.

26423791

Sagnet om Bonnavedde, der er menneskesøn af en havfrue, fortælles også i romanen. Bonnaveddes had til de underjordiske resulterede i et ordentligt bravalderslag, hvor han ville udrydde småfolket – måske mest for at forbryde sig mod loven, blive straffet for det og dermed blive forenet med sin mor i døden.

Bornholm har en fremtrædende rolle i romanen, og det forlyder, at fordi den lokale præst ikke er bornholmer, så kender han ikke de underjordiske. Kun ægte bornholmere har adgang til den skjulte verden og forståelse for de sagn og skabninger, der også er en del af livet.

En dag ankommer den ph.d.-studerende Henrik fra København for på videnskabelig vis at verificere sagnene og dokumentere tilstedeværelsen af de underjordiske, og i ham finder Mogens sit sidste håb. Ellers dør forbindelsen til de underjordiske måske med Mogens.

Med stor sympati for Mogens (og de underjordiske) skildres den uoverstigelige kløft mellem dem, der tror på nisser og dem, der ikke gør, og den realistiske prosa indlemmer på naturligste vis sagn og overtro. 

Superhelte i det hele taget

”Per ranker sig for at se op på den øverste hylde. Han henter skamlen. Skaffedyret brøler i skovbrynet. Der er ikke flere lasagneplader.”
”Superhelte i det hele taget”, s. 107.

En dag i Pers liv kunne være undertitel på Dennis Gade Kofods roman ”Superhelte i det hele taget” fra 2010. Per er skolelærer, lider af angst og har taget en sygedag. Hans kone Henriette arbejder med autistiske børn, og deres datter Line går i vuggestue. Om aftenen, når Per og Henriette har voksentid med kaffe og snolder, tegner Per superhelte. Særligt helten Jean Grey (fra bl.a. X-Men) optager ham. Jean Grey kan skifte køn, få havet til at lægge sig og redde børn fra døden. Og Jean Grey er ret lækker, så hun optræder ofte i hans fantasi som mor til Line og med på lidt af hvert.

28240767

I realiteten er Pers dag tung at trække i gang. Han går i stå nede i vuggestuen, han går i stå på stenene foran kirken, og han går i stå i tankerne, som flakser rundt for ham. De kredser om, hvad hans psykiater har fortalt om angst og depression og om, hvad andre tænker om ham. Angsten udmønter sig i lange lister, hvor Per gør op, hvad der er normalt, og hvad der er mindre normalt ved ham. Hele tiden har han et blik på sig selv udefra og kan ikke undslippe den forestillede dom over sig selv fra andre. Hans egen superhelterolle består i at lave dosmersedler, ordne det stoppede dræn i gården og danse fjollet fardans.

Romanen foregår på Bornholm, hvor Per går rundt i Rønne og holder sig på tryg afstand af andre rønneboere. Han undgår helst selskab og falder først til ro hjemme i huset med huslige sysler og en stund med Jean Grey.

Skildringen af parforholdet er kærlig, men også med munter distance til de mange kompromiser, man indgår i familielivet. ”Henriette har indført …” står der flere steder, som om Henriette var en despot og ikke en kæreste. Der er en hengemt længsel efter det frie liv før børn, før puttetid og voksentid og madpakketid, men også en hengivenhed over for kærligheden og det trygge rum, familien er. Pers angst for at virke doven og uden retning i livet er typisk i et samfund, hvor vækst og karriere er buzzwords, og hvor der ikke rigtig er plads til dem, der får en øl på torvet i middagssolen, dem, der tegner superhelte eller dem, der bølger ind og ud af depression, som Per gør det. 

Genfærd

”Frederik drikker lidt mere og stanger til maden med gaflen. Dressingen skiller over de syrlige tomater. Ude fra køkkenet lyder nogle brag af stål mod stål, og der er en, der griner højt. En sød lugt af stegte løg spreder sig sammen med latteren, langsomt som havgus, der kryber i land. Under lugten af løg hænger lugten af eddike.”
”Genfærd”, s. 18.

Frederik er taget til Bornholm for at komme sig over en stor sorg. Han indlogerer sig på et hotel i skoven tæt ved vandet og går nærmest paralyseret igennem dagene. I Dennis Gade Kofods roman ”Genfærd” fra 2013 hører vi i en lavmælt og registrerende tone om Frederik, der sover meget og ellers mest optræder som tilskuer til de daglige rutiner på hotellet.

Direktøren Henriette er mor til de fleste medarbejdere og temmelig uforudsigelig. Hun skyder skader med sit haglgevær og måske også mennesker. Datteren Pus er lige så smuk, som hun er ulykkelig og bærer på et barn, der måske er hendes adoptivbror Mortens. Morten går til hånde som altmuligmand på hotellet, der også serviceres af Pus’ søster Amalie. De faste busrejsende spiser ved store borde i restauranten om aftenen, og deres tyske guide anklager kokken for at have tisset i sovsen.

29812187

Frederik er helt indhyllet i sorg i en apatisk tilstand, hvor han registrerer livet omkring sig, mens alt er gået i stå inde i ham. I korte hovedsætninger og i mange dialoger forløber dagene stille, men med en stadigt mere intens følelse af uhygge. Pus og Frederik kommer hinanden nærmere. Henriette bliver mere og mere utilregnelig, og Pus ved ikke, hvor hendes bror Rasmus er forsvundet hen. Samtidig opdager nogle fulde teenagere et lig stige op i mosen. Senere svæver liget hen over byen, og her kommer noget eventyrligt ind i den ellers knastørre realisme.

Sproget er lavmælt og til tider lyrisk i sine beskrivelser af badeture, vandet og vindens bevægelser. Kornet ”duver med dråber af dug” (s. 7), og Frederiks småstenede blik på omgivelserne er minutiøst og præcist beskrevet. Hans usproglige sorg fylder det hele uden at kunne dechifreres: ”Det er en forbandelse ikke at kunne formulere dét med andet en banaliteter, ikke at kunne sige præcis, hvor ondt det gør.” (s. 22).

Udover at være et portræt af mennesker i sorg, er ”Genfærd” et portræt af Bornholm, der holder den kørende med sure sommergæster. Hotellet overlever, men der lurer en undergangsstemning over det hele: Fliserne skal lægges om, poolen have mere klor, og alt linned lugter af blegemiddel. Genfærdet er den døde, der stiger op fra mosen, men det er også Frederik, der går rundt som en død i en levendes krop. 

Nancy

”Dampen fra det kogende vand spredes ikke med vinden, men fortættes over skålen; bliver til en svævende kugle af tåge. De har hænderne strakt frem for sig for at holde den på plads, mens den vokser. Inden i den er der liv. (…) Troldmændene løfter kuglen op imellem sig og væk fra bålet. De puster til den, og den bølger af sted. Den er kun på størrelse med en knyttet næve, men ude over havet vokser den, suger til sig af varmen fra vandet og bliver til en lille bræmme af tåge.”
”Nancy”, s. 13-14.

Underjordiske, sagnkonger og en altudslettende tåge møder en bornholmsk hverdag med rengøringsrutiner og forberedelser til årets byfest. I Dennis Gade Kofods undergangsroman ”Nancy” fra 2015 går Bornholm under i et mægtigt brag: De underjordiske har sat sig for at tage øen tilbage fra de tankeløse mennesker, der respektløst udpiner jorden.

Nancy går på HF og gør rent på et bosted for udsatte. Hun er kæreste med Træner Thomas, der mest går op i proteinkure, træning og fuglene i deres store voliere. Nancy er forelsket i Albert fra HF, og han tilbyder hende et mere intellektuelt blik på verden, end Thomas har. Nancys mor bor alene og er en kærlig mor for sine tre børn, der alle er blevet til ved byfester – ”Som hittegods i tasken efter en bytur” (s. 25).

52052254

En dag hænger der en nærmest dansende tåge over øen, og langsomt indhylles hele øen i den tætte tåge, der er skabt af en flok troldmænd ved hjælp af inddampet havvand. Folk forsvinder på mystisk vis, og alle ved, at det er tågen, der tager dem. Øen er i undtagelsestilstand, folk flygter til Sverige (indtil de lukker grænsen) og kun de mest lokalpatriotiske bliver tilbage. Her i blandt den karismatiske borgmester (der minder om Bornholms Winni Grosbøll), der bliver til den virkelig bitre ende.

De underjordiske samles i skoven under ledelse af kongen Ellestingeren, og sammen skaber de kæmpen Bobba-Nagg – den vrede trold – af træstammer og en hjerne lavet af en valnød. Ellestingeren vækker Bobba-Nagg til live med et gammelt bornholmsk talesprog, og skoven tager øen tilbage i et ustoppeligt amokløb, der kulminerer til den årlige byfest. Her går Bobba-Nagg bersærk, og som en anden Gulliver kæmper han med lilleputterne mod menneskelig dårskab. Nancy sidder til sidst ensom i kirketårnet og ser ud over den raserede ø.

Den apokalyptiske fortælling er en mareridtsvision om, hvad der kan ske, hvis vi ikke passer på vores jord. Indlejret i romanen er også en kritik af det samfund, der lægger plejehjemmet uden for byen, så de gamle og tossede kommer lidt på afstand, og ”Nancy” tegner konturerne af det samfund, der fremelsker forskelle og uligheder. 

Folkemøg

”Barakker i ordnede systemer, lange lige veje, der gør det nemt at komme rundt i geledder. Foran porten står der vagter i uniformer, han ikke kan genkende. I et hop er han inde i skoven igen. Harald går uden om og ind mellem træerne. Hele området er hegnet ind. Bag hegnet ser han børn, der leger og træner. Der er kun få voksne i uniformer.
I midten af lejren ligger der en fabriksbygning.
Over indgangen hænger en stor rune.”

”Folkemøg”, s. 81.

I 2018 udgav Dennis Gade Kofod fantasyromanen ”Folkemøg”, der er lige så ubehagelig, som den lyder. Den flyder med blod, pis og sæd og interesserer sig lige så meget for byens manglende kloakering som om de mennesker, der bor i byen.

Byen ligger i Riget, der styres af Dronningen Ursula. Hendes mand Kongen er i kløerne på Troldkællingen, der har indledt krig fra den anden side af havet. Til sin tjeneste har Dronningen Troldmanden, der bestyrer de hjemmebyggede insekter, der som en art overvågningsdroner flyver rundt i Riget og optager alt, hvad der foregår. Ved sin side har Dronningen også Harald, hvis synsvinkel romanen primært følger. Harald er Dronningens livvagt og begejstrede elsker, og han får efterhånden indblik i de mekanismer, der holder Riget kørende og insekterne flyvende. Uden at sige for meget har det noget at gøre med den lov, der foreskriver, at hver families tredje barn skal afleveres til Riget, ”sendt ud som repræsentanter i andre riger”, som den officielle forklaring lyder (s. 68).

54203632

En anden skæbnesvanger lov er Ordningen, der tvinger alle tilrejsende kvinder til at gifte sig med de lokale mænd. De mennesker, der er på flugt fra troldkællingens krig ankommer til Riget i overfyldte både og lukkes ind i hold, indtil de på et tidspunkt bare bliver hegnet inde. Rigets oprindelige folk vil gøre alt for at holde Riget rent, så den ædle æt ikke besudles af fremmed blod. Allusionerne er som sådan ikke til at tage fejl af: ”Folkemøg” er en politisk roman i fantasyklæder; en skarp kommentar til overvågningssamfund, flygtningekrise og en vedvarende udpining af jordens knappe ressourcer. Det sidste kommer blandt andet til udtryk hos Rigets ældste beboer, Visdomstræet, der befrugter Dronningen med et af sine agern og ellers går en langsom død i møde.

Folkemøget flyder over siderne – i form af møg fra byens rendestene og i form af alt det pis, lort, spyt, sæd og safter, der udgydes. Og ikke mindst i form af det nederdrægtige univers befolket af magtsyge og selviske kræfter, der i kortsigtet afstumpethed udelukkende handler efter egne interesser.

Genrer og tematikker

I Dennis Gade Kofods forfatterskab er der konstanter og variable. En konstant er den påtrængende tilstedeværelse af Bornholm, en åbenhed for øens sagn og myter og en genkendelig realisme. Variabel er formen for hans fortællinger. Skrivestil, tone og udtryk varierer fra roman til roman: ”Brøndtjætten” er tung og kærlig, ”Superhelte i det hele taget” lakonisk og humoristisk, ”Genfærd” traurig og poetisk.

Overnaturlige elementer indskrives i de realistiske fortællinger på en så naturlig måde, at man som læser bliver åben for den overtro, der ifølge romanerne bebor Bornholm. De underjordiske i ”Brøndtjætten” skildres som små og mangfoldige, men ikke i detaljer, og på den måde kan det usynlige få en form. Kofod bruger litterære virkemidler til at livgive sagnfigurer, og fortællingerne er skrevet frem af en folketro på magi, eventyr, sagn og mystik. Kofod har en stor begejstring for fantasy og sagde i et interview på Bogforum 2015, at Bornholm har sin egen fantasyfortælling. Godt nok er Bobba-Nagg hans egen opfindelse, men Bonnavedde, Ellestingeren og de trebenede heste findes.

Et genkommende tema er sorg, depression og angst for at miste. Angsten for at miste sine børn, sine forældre og for at miste sig selv midt i familien. I det hele taget er familieforhold noget, der optager forfatteren: ”Jeg er selv blevet meget optaget af de usynlige magtstrukturer i familien og i samfundet, der styrer vores liv i langt større omfang, end de fleste er sig bevidst (…) Vores opfattelse af, hvad en familie er, og hvordan den skal fungere, er, på trods af at det stort set er uformuleret, noget af det mest indgroede i os. Hvordan man er familie, og hvordan man ikke er familie, er noget af det, man hele tiden bliver målt og vejet på. Det er mildest talt åndsvagt. Arrogancen over for dem, der ikke passer ind i normen, er kolossal.” (Daniel Øhrstrøm: Bornholm er min store lidelsesfælle. Kristeligt Dagblad, 2013-02-16).

Det udefrakommende blik og angsten for ikke at passe ind dominerer hverdagen for flere af karaktererne, og i ”Superhelte i det hele taget” står der om Albert Gummifjæs henne fra børnehaven: ”Han er, hvad de andre børn gør ham til” (s. 15). Det gælder ikke kun for den rolleleg, de har gang i, men for mennesket, der for altid vil komme til stede i sociale sammenhænge.

Bornholm optræder som andet og mere end et sted befolket af gamle mennesker, der tror på underjordiske væsner. Det samfundskritiske blik for provinsens afvikling indrammer bøgerne, der bliver en optegnelse over det Bornholm, der både lever og dør. I ”Nancy” dør de fleste, og ifølge forfatteren er middelklassen ikke dem, der tager kampen op: ”Grundpræmissen er jo, at de første der skrider, når den magiske tåge truende kommer, det er middelklassen. Og når middelklassen forsvinder, så ryger limen i vores velfærdssamfund. Middelklassen er, både i romanen og i virkeligheden, garant for en sund økonomi og en eller anden form for social pli. De er fundamentet for, at samfundet er nogenlunde sundt og velfungerende, og når de skrider så er der, i hvert fald i romanen, ikke andet tilbage end vold og hor og druk.” (Anna Raaby Ravn: Bornholm er én stor fantasy-fortælling. Information, 2015-10-31). 

Beslægtede forfatterskaber

Dennis Gade Kofod skriver bøger, der ofte bygger på sagn, folketro og folkeminder. En anden forfatter, der skriver romaner ud fra et folkloristisk udgangspunkt, er danske Charlotte Weitze, der bl.a. i sin debut ”Skifting” (1996) lader det eventyrlige befolke det hverdagslige. Både Weitze og Kofod har udgivet en bog med titlen ”Skifting”, som er et troldebarn, der er forbyttet med et menneskebarn.

I Ida Jessens roman ”En ny tid” fra 2015 er der i den realistiske fortælling indlejret elementer af den lokale overtro og en interesse for mennesker, som folkemindesamleren Evald Tang Kristensen har skrevet om. Her har ingen brug for at verificere, hvad de døde laver på Allehelgensaften og hvem, der synger i mørket. De konstaterer bare, at de skal huske at dække op til en ekstra eller lægge lidt mad på gulvet til de dødes sjæle, der er på vandring fra deres grave mod dødsriget.

Hos den danske forfatterkollega Peder Frederik Jensen genfinder man det lavmælte portræt af den almindelige dansker, som Kofod kan skabe. I Jensens ”Læretid” (2012) skildres en ung mands møde med arbejdere på et lille træskibsværksted ved Røsnæs med sympati og nærvær. Kofods kølige og registrerende skildring af mennesker og relationer ligner den måde, Simon Fruelund skriver karakterer frem i f.eks. ”Pendlerne” fra 2014.

Nogle af scenerne i ”Nancy” minder om Vladimir Sorokins ”Snestormen” (2012), da der i begge bøger er en slags fortidsfremtid: en sær sammenblanding af realisme og overnaturlige indslag. I ”Nancy” tegner en kvinde i luften med sin stav, hvilket fremkalder billeder i luften, og i ”Snestormen” har de en hologramradio hængende i luften. Derudover er der i ”Nancy” også eksplicitte referencer til en lang række forfatterskaber, bl.a. Helle Helle, Herman Bang, Tage Skou-Hansen, Dorris Lessing og Emily Brönte.

Selv nævner Dennis Gade Kofod den danske forfatter Christian Skov som en væsentlig inspirationskilde, og han har redigeret og bidraget til antologien ”Christian Skov – læsninger i forfatterskabet” fra 2007.

Bibliografi

Romaner

Kofod, Dennis Gade:
Anskudte dyr. Anblik, 2005.
Kofod, Dennis Gade:
Brøndtjætten. Rosinante, 2006.
Kofod, Dennis Gade:
Nexø Trawl. Rosinante, 2007.
Kofod, Dennis Gade:
Superhelte i det hele taget. Rosinante, 2010.
Kofod, Dennis Gade:
Genfærd. Rosinante, 2013.
Kofod, Dennis Gade:
Nancy. Rosinante, 2015.
Kofod, Dennis Gade: Folkemøg. Rosinante, 2018.

Drama

Kofod, Dennis Gade:
Ellestingeren. Drama for børn, 2012.
Kofod, Dennis Gade:
Mordet i Vestermarie. 2014.

Børnebøger

Kofod, Dennis Gade:
Frøken Knirk og den store hemmelighed. Phabel, 2006.
Kofod, Dennis Gade:
Frøken Knirk og den gale robothund. Høst og Søn, 2009.
Kofod, Dennis Gade: Vildfaren. Jensen & Dalgaard, 2018. Kunstner: Aske Schmidt Rose. Billedbog.
Kofod, Dennis Gade: Alfreds mindebog. Høst, 2019. Billedbog.
Kofod, Dennis Gade: Bjergtaget. Jensen & Dalgaard, 2019. Kunstner: Aske Schmidt Rose.

Øvrige udgivelser

Kofod, Dennis Gade:
Christian Skov – læsninger i forfatterskabet. Anblik, 2007.
Kofod, Dennis Gade:
Dette er ikke en krimi. Lindhart og Ringhof, 2012. Antologibidrag.
Kofod, Dennis Gade:
Skifting. Jensen og Dalgaard, 2014. Billedroman.
Kofod, Dennis Gade:
Jeg vælger uden filter. Høst & Søn, 2015. Antologibidrag.
Kofod, Dennis Gade: Bornholm : steder og mennesker. Gyldendal, 2016. (46.4 Bornholm).
Kofod, Dennis Gade: Kattemand, åh kattemand : en billednovella. Jensen & Dalgaard, 2018.
Kofod, Dennis Gade: Det levende land. Rosinante i samarbejde med Bornholms Museum, 2019.
Kofod, Dennis Gade: Reservat. Cobolt, 2019. Illustreret af Emil Friis Ernst.

Debat

Kofod, Dennis Gade:
Et andet Danmark. Information, 2012-10-06.
Kofod, Dennis Gade:
Samtidslitteraturen glemmer ’udkanten’. Information, 2015-10-15.

Om forfatterskabet

Web

På Dennis Gade Kofods hjemmeside kan man læse om udgivelser, spil og Den bornholmske forfatterskole.
En længere samtale med Dennis Gade Kofod om litteraturen og dens virkemidler.
Dennis Gade Kofods forfatterside på Facebook, hvor han skriver om udgivelser, interviews, processer mm.

Interviews

Stein Larsen, Jesper:
Bornholms nye stemme. Jyllands-Posten, 2007-09-29.
Øhrstrøm, Daniel:
Bornholm uden afbrydelser. Kristeligt Dagblad, 2007-11-10.
Bennike, Christian Ågård:
”Så var det pludselig helt vildt hyggeligt, at de havde prøvet at smadre mig”. Information, 2014-06-13.
Højmark, Louise:
Kritik: Der mangler litteratur om provinsen. Kristeligt Dagblad, 2015-10-22.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Dennis Gade Kofod

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Kristeligt Dagblad, 2013-02-16.
Vindum, Anne:
Interview med Forfatterweb, september 2015.
Ravn, Anna Raaby:
Bornholm er én stor fantasy-fortælling. Information, 2015-10-31.