Ian McEwan
Foto: Cannalena McAfee

Ian McEwan

cand.mag. Daniel Robert Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013. Opdateret af Daniel Robert Andersen, Bureauet, februar 2020.
Top image group
Ian McEwan
Foto: Cannalena McAfee
Main image
McEwan, Ian
Foto: Cannalena McAfee

Indledning

På trods af en stor alsidighed i stil og genre er der noget sært genkendeligt i engelske Ian McEwans værker. De er ganske enkelt noget McEwansk over værkerne, som forfatterkollegaen Zadie Smith har påpeget. Lige meget om bogen handler om forældreløse børn, misforstået kærlighed, klimaforandringer eller koldkrigsspionage, fornemmer man McEwans tilstedeværelse i sætningernes velovervejede konstruktion, i blikket for den rammende detalje og i den præcise registrering af sindets små bevægelser.

 

47270723

Blå bog

Født: 21. juni 1948 i Aldershot, England.

Uddannelse: MA i engelsk litteratur fra University of East Anglia.

Debut: First Love, Last Rites. 1975.

Litteraturpriser: Somerset Maugham Award, 1976. Whitbread Novel Award, 1987. Bookerprisen, 1998. WH Smith Literary Award, 2002. National Book Critics' Circle Fiction Award, 2003. Los Angeles Times Prize for Fiction, 2003.

Seneste udgivelse: Maskiner som mig. Gyldendal, 2019. (Machines Like Me, 2019). Oversætter: Claus Bech. Roman.

Inspiration: John Updike, James Joyce, Virginia Woolf, Malcolm Bradbury og John le Carré.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Han nægtede at tro på skæbnen eller forsynet eller på, at fremtiden blev afgjort af en eller anden oppe i himlen. I stedet var der for hvert eneste skridt trillioner og trillioner af mulige udfald; den rene tilfældigheds kræsenhed og fysikkens love syntes at rumme den nødvendige sikkerhed mod en dyster gammel guds sære planer.”
”Lørdag”, s. 155.

Ian McEwan er søn af Rose (født Moore) og David McEwan. Hans mor havde to børn fra et tidligere ægteskab, men ellers er McEwan vokset op uden søskende. I 2002 kom det imidlertid frem, at McEwan har en helbror, som David og Rose fik, mens Roses tidligere mand stadig var i live, og derfor bortadopterede. David var officer, og han var i løbet af McEwans barndom udstationeret mange forskellige steder i bl.a. Asien og Afrika. McEwan har derfor i høj grad haft sin opvækst rundt omkring i verden på britiske militærbaser.

Da han var 12 år, bosatte familien sig atter i England, og McEwan kom på kostskole i Suffolk. I skolen var han middelmådig uden noget behov for at gøre det store væsen ud af sig, men det ændrede sig i de sene teenageår, ikke mindst da en engelsklærer fik åbnet hans øjne for litteraturen, da McEwan var 16 år. Han tog efterfølgende en bacheloruddannelse i engelsk litteratur fra University of Essex, og selvom han fandt universitetet temmelig uinspirerende, var det her, drømmen om at blive forfatter opstod, uden han dog endnu rigtig havde prøvet kræfter med at skrive: ”Ønsket om at blive forfatter gik i den grad forud for materialet,” har McEwan forklaret i et interview (Hamilton, 1978). McEwan fortsatte herefter med en master på det nye University of East Anglia, hvor han var en af de første elever på Malcolm Bradburys forfatterskole.

I begyndelsen af 1970’erne fik McEwan flere noveller publiceret, men hans officielle debut var i 1975 med novellesamlingen ”First Love, Last Rites”. Han har levet af at skrive lige siden. Han er mest kendt for sine romaner, men har også skrevet bl.a. teaterstykker, filmmanuskripter, noveller og børnebøger. Gennem årene har han etableret sig som en af Englands toneangivende forfattere og debattører. Han fik den prestigefyldte Bookerpris i 1998 for ”Amsterdam” og var i 2008 på The Times’ liste over de 50 største britiske forfattere siden 1945.

Cementhaven

”Da hun tømte den første skovlfuld våd cement ud over Mors fødder gav Sue et lille skrig. Og så, da Julie var ved at fylde skovlen igen, skyndte Sue sig hen til bunken, tog så meget cement som hun kunne have i hænderne og kastede det i kassen.”
”Cementhaven”, s. 63.

Ian McEwans ”The Cement Garden” fra 1978 (”Cementhaven”, 1979, filmatiseret i 1993) er historien om teenageren Jack, hans storesøster Julie og hans to mindre søskende, Sue og Tom. Efter at have mistet deres fader kort forinden, må de fire søskende lære at klare sig selv, da også deres mor bliver ramt af sygdom og dør. For at undgå indblanding fra de sociale myndigheder beslutter Jack og Julie at begrave deres mor i en cementkiste i kælderen og overtage styringen af familien. I deres nye roller som familiens surrogatforældre opstår også en fysisk tiltrækning, som dog holdes i spænd, da Julie er begyndt at se en del til den velhavende forretningsmand Derek, som er dobbelt så gammel som hende.

Jack er jaloux og opfører sig fjendtligt over for Derek, der begynder at få mistanke om, at der er noget, der er helt forkert i familien. Husets yngste, Tom på 6 år, er begyndt at gå i dametøj, og Jack har ikke været i bad siden morens død. Men det er ikke kun Jack, der afgiver en ubehagelig lugt. Fra kælderen begynder der også at lugte fælt, og Derek bemærker visse uoverensstemmelser i familiens fortælling om deres mors død.

Der er en klar incestuøs undertone i denne første roman af McEwan, og et tema om den ’rigtige’ kærligheds grænser er bestemt til stede. Først og fremmest handler romanen dog om børn og unges håndtering af tab og konsekvenserne af en for tidlig overgang til voksenlivet. Jack og Julie tvinges af omstændighederne – og af de valg, de selv træffer – ud i at skulle tage et ansvar for dem selv og deres søskende, som de slet ikke er klar til at magte. Oven i købet på et tidspunkt, hvor en spirende bevidsthed om deres egen seksualitet skaber en kaotisk undtagelsestilstand i deres sind.

Romanen er skrevet med et fokus på det sensuelle og med et blik for de strømme af nye fornemmelser og følelser, der buldrer frem i teenageårene. Samtidig har den i kraft af sin særprægede handling et grotesk tilsnit, som er kendetegnende for denne tidlige del af McEwans forfatterskab.

 

Hjælp fra fremmede

”Colin satte sig ned mellem dem med ryggen mod havet og den ene hånd på taljen for at holde håndklædet på plads. Han spiste sandwicherne, mens Caroline betragtede ham indgående. Mary drejede sin stol lidt væk, så hun kunne se himlen. En tid var der ingen, der sagde noget.”
”Hjælp fra fremmede”, s. 63.

Ian McEwans anden roman, ”The Comfort of Strangers” fra 1981 (”Hjælp fra fremmede”, 1982, filmatiseret i 1990) tager udgangspunkt i kæresteparret Mary og Colins ferie i en by, der ikke beskrives ved navn, men som med sine mange kanaler minder om Venedig. Mary er fraskilt med to børn, men har været sammen med Colin i efterhånden syv år. De har et solidt, intimt forhold, hvor de afsætter tid om morgenen til at fortælle hinanden om nattens drømme, og hvor de tit har svært ved at se, hvor den ene person ender, og den anden begynder.

Da de en aften farer vild i jagten efter et sted at spise, støder de på den lokalkendte Robert, der tager dem med på en bar, der viser sig at være hans egen. Her fortæller han dem besynderlige historier fra sit liv – om en streng og sadistisk far og om mødet med sin kone Caroline. Robert inviterer Mary og Colin til middag i sit hjem den følgende dag, og her møder de Caroline – en noget sær kvinde, der ikke kan forlade hjemmet på grund af en skade i ryggen. Det viser sig hurtigt, at Robert og Carolines forhold har en sadomasochistisk karakter, og at de også gerne inddrager fremmede i deres bizarre og voldelige sexlege. Nu da Mary og Colin er fanget i nettet, skal der noget helt særligt til for at kunne slippe fri.

Romanen har det perverterede og den tabubelagte seksualitet som omdrejningspunkt. Den søger ikke så meget at blive klogere på denne seksualitets inderste væsen, men bruger det abnorme til at konfrontere samfundets normer og grænser. Den beskæftiger sig med det mørke, der befinder sig ude på den anden side af det velkendte og er en grum roman, der søger at skabe en grundstemning af ubehag, og som låner en del fra horrorgenren.

 

Sorte hunde

”Det indrammede billede som June Tremaine havde stående på natbordet ved sin seng skulle lige så meget minde hende selv, som informere sine gæster, om den smukke pige hvis ansigt, i modsætning til hendes mands, ikke viste nogen tegn på den retning det senere skulle tage.”
”Sorte hunde”, s. 25.

I Ian McEwans ”Black Dogs” fra 1992 (”Sorte hunde”, 1992) har fortælleren Jeremy haft en særlig interesse for andre menneskers forældre, siden han mistede sine egne som otteårig. Drevet af denne interesse sætter han sig for at undersøge sine svigerforældres fortid. Svigermoren June har boet det meste af sit liv i Frankrig, men ligger nu for døden på et plejehjem i England, hvor Jeremy besøger hende for at hjælpe hende med at skrive hendes memoirer. June og hendes mand Bernard har boet hver for sig næsten lige siden, de fik deres tredje barn. Bogens titel refererer til en episode fra deres bryllupsrejse med en flok vilde hunde.

24770338

Episoden får afgørende betydning for Junes liv. Efter den ubehagelige oplevelse begynder hun at bevæge sig væk fra sin mand og fra de store kommunistiske idealer, de ellers havde delt. Hun køber en landejendom i Frankrig, som hun flytter ud i efter nogle år, og her bliver hun boede, indtil hun rammes af den dødelige sygdom, der driver hende tilbage til hjemlandet for at tilbringe den sidste tid der.

Efter June er død, tager Jeremy med sin svigerfar til Berlin og bevidner murens fald, og han får nuanceret Junes udlægning af historien om deres ægteskab. Jeremy tager derefter til landstedet i Frankrig for at forsøge at samle trådene.

Romanen handler om den splittelse, der med tiden kan opstå mellem mennesker. I begyndelsen af June og Bernards forhold har de følelsen af et særligt åndeligt slægtskab – at være på samme side og kæmpe for den samme store sag. Men forskellene mellem dem bliver gradvist tydeligere, og de ender med at fremstå som hinandens modsætninger – Bernard en selskabelig, diskussionslysten og engageret sjæl med en tro på, at der findes en rationel socialisme, der kan løse menneskehedens problemer. June derimod tilbagetrukket, draget af det mystiske og evigt irriteret over Bernards politiske snusfornuft.

 

Evig kærlighed

”Og et eller andet sted fra, måske fra ham, måske fra en eller anden udeltagende krage, skar et tyndt vræl gennem den stille luft. Han faldt som han havde hængt, en stiv lille sort pind. Jeg har aldrig set noget så frygteligt som den mands fald.”
”Evig kærlighed”, s. 23.

Med ”Enduring Love” fra 1997 (”Evig kærlighed”, 1997, filmatiseret i 2004) tager Ian McEwan favntag med den psykologiske thriller som genre, men betoner i høj grad den psykologiske dimension. Romanen indledes med en picnic i det grønne. Hans kæreste Clarissa er i færd med at række Joe Rose en flaske rødvin, da de hører et råb om hjælp. Joe kommer til undsætning og bliver involveret i en mærkværdig luftballonulykke, der ender med, at en person mister livet.

21909424

I forbindelse med ulykken møder Joe flygtigt en anden mand, den unge, religiøse Jed Parry, og dette møde bliver begyndelsen til et mareridt for Joe. Jed lider af den psykiske lidelse Clerambaults syndrom, der leder ham til at tro, at han og Joe er gensidigt forelsket, og han begynder at forfølge Joe. Forfølgelsen tager gradvis til, og Jed går så vidt som til at iscenesætte et skuddrama, hvor han heltemodigt redder Joes liv. Jeds vildfarelse får Joes tilværelse til at gå i opløsning.

Han mister kontrollen over sit liv, og forholdet til Clarissa sættes under heftigt pres. Clarissa, som ikke opfatter Jed som andet end en harmløs ”Jesusflipper”, oplever Joe forsvinde ind i en tilstand af vanvid, hvor hun ikke længere føler, hun kan stole på ham, endsige elske ham.

Romanen handler, som titlen antyder, om kærlighed. Kærlighed fremstilles dog ikke som en naturlig, smuk og ren menneskelig følelse, men som et biologisk fænomen, der er forræderisk i sit væsen og manipulerer mennesket. Joe Rose er forfatter til en række populærvidenskabelige bøger og har en stor tiltro til rationalitet som forklaringsmodel for alt i verden. Den tiltro sættes på en prøve, og et af romanens grundlæggende spørgsmål er, om ikke rationaliteten har sine begrænsninger. Om ikke den netop må give fortabt i forhold til at skulle begribe irrationelle størrelser som kærlighed og vanvid.

 

Amsterdam

”Molly var aske. Han ville arbejde natten igennem og sove indtil middagstid. Der var virkelig ikke meget andet at gøre. Udret noget, og dø.”
”Amsterdam”, s. 24.

Ian McEwans ”Amsterdam” fra 1998 (”Amsterdam”, 1999) minder på mange måder om et klassisk trekantsdrama, bortset fra at der er fire mænd og en kvinde involveret – og kvinden er død. Romanen begynder med hendes begravelse – Molly Lane, fotograf og madskribent, død af en hjernesygdom. Hun efterlader manden George, som afskys af de to venner, komponisten Clive og chefredaktøren Vernon, der begge er Mollys forhenværende elskere. Endnu mere afskyr de dog den højreorienterede udenrigsminister Julian, som også er til stede, og som Molly har haft en slet skjult affære med.

22422464

Efter at have fundet en række kompromitterende fotografier af Julian i Mollys gemmer opfordrer George Vernon til at bringe billederne i sin avis. Billederne kan potentielt ødelægge Julians politiske karriere, og Clive fraråder sin ven at offentliggøre billederne af hensyn til almindelig anstændighed og af etiske hensyn, men også af hensyn til Mollys eftermæle. Men oplagstallet er dalende, og Vernon lader sig friste. Det sætter gang i en kædereaktion af tragikomiske misforståelser og hævngerninger, der ender i det absurde.

Romanen er en mørk komedie, som opnår sin komiske effekt ikke i kraft af en humoristisk tone, men på baggrund af sin absurde handlingsudvikling. Den skildrer, hvordan sårede følelser og iltre temperamenter kan forvandle venskab til rivalisering og forplumre tilværelsen for alle parter. Den beskæftiger sig med den blinde selvretfærdighed og irrationelle hævntørst, som ligger på spring lige under overfladen og hurtigt kan slippes løs af smålighed, ondskabsfuldhed og gammelt nag. Samtidig er romanen en besk kommentar til et samfund, hvor anstændigheden og respekten for privatlivets fred er gået fløjten i en evindelig kamp for selvhævdelse og en forloren jagt på sandheden i offentlighedens tjeneste.

 

Soning

”Men det var selvfølgelig alt sammen hende – af hende og om hende, og nu var hun tilbage i virkelighedens verden, ikke en verden hun selv kunne skabe, men den der havde skabt hende, og hun kunne mærke, hvordan hun blev mindre og mindre under aftenhimlen.”
”Soning”, s. 90.

”Atonement” fra 2001 (”Soning”, 2002, filmatiseret i 2007) foregår i årene før, under og efter Anden Verdenskrig og er således en af Ian McEwans historisk orienterede romaner. På familiens landsted ser den 13-årige Briony en dag sin storesøster Cecilia klæde sig af og hoppe i et springvand foran barndomsvennen Robbie. Dette er den første af flere hændelser i løbet af dagen, der får den fantasifulde Briony til at drage en forhastet og misforstået konklusion om Robbies moralske karakter. Da Briony om aftenen overværer en voldtægt, mener hun sig sikker på, at det er Robbie, der er gerningsmanden, og det fortæller hun politiet, på trods af at hun ikke i virkeligheden så voldtægtsmandens ansigt.

24357538

Robbie bliver sendt i fængsel og tilbringer et par år der, indtil han får mulighed for at afsone sin straf ved fronten i stedet. I løbet af årene plages Briony af en tiltagende skyldfølelse. Hun opgiver at tage på Cambridge for i stedet at blive sygeplejerske og søger på flere måder at gøre skaden god igen, men må også erkende, at der er ugerninger, som er svære at råde bod på.

Romanens overordnede problematik er det komplekse forhold mellem retfærdighed, forbrydelse og straf. Det, der skiller retfærdighed fra uretfærdighed, er omstændigheder, som det ofte er uden for menneskets rækkevidde at kontrollere. Voldtægten får drastiske konsekvenser for både Briony, Cecilia og Robbie, på trods af at de alle er uden skyld i traditionel forstand – også Briony, hvis barnlige udsyn langt hen ad vejen undskylder hendes misforståelse af situationen. Mens gerningsmanden går fri, bruger de hver især resten af deres liv på at komme overens med hændelsen.

Ian McEwan skriver her i en mere billedrig, drømmende og sentimental stil, end man typisk forbinder med ham, hvilket finder sin forklaring i bogens efterskrift. Romanen er episk i sit tilsnit og skildrer kærlighed og had, magt og afmagt og skyld og tilgivelse i de anspændte år omkring Anden Verdenskrig.

 

Lørdag

”Er han ved at blive den mand, en moderne tids nar over en vis alder, der griber sig selv i at standse foran butikkernes udstillingsvinduer og se på saxofoner eller motorcykler, eller som føler sig nødsaget til at finde sig en elskerinde på sin datters alder?”
”Lørdag”, s. 40.

I 2005 udgav Ian McEwan ”Saturday” (”Lørdag”, 2005), hvor vi følger den 48-årige neurokirurg Henry Perowne i løbet af et enkelt, dramatisk døgn i London. Han lever et misundelsesværdigt liv med liebhaverbolig og spritny Mercedes i garagen, og han elsker sit job, sin kone Rosalind og sine to voksne børn Daisy og Theo. Men det betyder ikke, at livets gåde er løst for ham; han er stadig et søgende, reflekterende væsen, der kæmper for at få tilværelsen til at give mening på et højere plan. En nat vågner Henry pludseligt. Han rejser sig fra sengen og bevæger sig over mod vinduet, hvor han ser en brændende flyvemaskine bevæge sig hen over nattehimlen. Flyet havarerer i nærheden af Heathrow, og straks melder spørgsmålet sig: Ligger der en terrorhandling bag? I løbet af det kommende døgn vil Henry komme helt tæt på terrorens væsen, men i en noget anden form, end han havde forestillet sig.

25863682

Det er den 15. februar 2003, og rundtom i hele verden samles demonstranter for at protestere mod den forestående invasion af Irak. På vej til sin ugentlige squashkamp forcerer Henry en afspærring og bliver strejfet af en anden bil. Den efterfølgende konfrontation med bilens ejer, Baxter, og hans to håndlangere udvikler sig voldeligt, så da Henry ser sit snit til at tage flugten, tøver han ikke. Selvom han er chokeret, virker det til, at dagen kommer tilbage på sporet. Han når sin squashkamp, han når at høre sin søns bluesband spille, og han når forbi fiskemarkedet for at købe ind til aftenens middag for Theo og datteren Daisy, der kommer på besøg fra Paris.

Til middagen kommer også Henrys svigerfar John – en fordrukken og humørsyg digter, der for år tilbage har skabt splid i familien ved at have kritiseret barnebarnet Daisys digte. Middagen er altså et forsøg på en forsoning i anledning af Daisys debutsamling, der er under udgivelse, men det hele tager en uventet drejning, der kaster familien ud på dybt vand.

Med den krigs- og terrorprægede verdenssituation som bagtæppe beskriver romanen minutiøst Henrys dagligdag og åbenbarer hermed parallellerne mellem det makro- og mikroskopiske: Hvordan magt strukturerer både storpolitiske forhold og mellemmenneskelige relationer, men også hvilken magt tilfældighederne har over vores liv og verdens skæbne – hvordan selv det mest banale tilfælde kan lægge alle vores planer i ruiner.

 

Ved Chesil Beach

”Næsten fremmede for hinanden befandt de sig nu, mærkeligt sammen, på tærsklen til en ny tilværelse, lykkelig over, at deres nye ægteskabelige status bar løfte om at sætte en stopper for deres evige ungdom – Edward og Florence, langt om længe fri!”
”Ved Chesil Beach”, s. 9.

Ian McEwans kortroman ”On Chesil Beach” fra 2007 (”Ved Chesil Beach”, 2007) tager afsæt i et ungt pars bryllupsrejse ved den sydengelske Chesil Beach i 1962. Det er aftenen, hvor ægteskabet skal fuldbyrdes – i en tid, hvor dette ikke bare var noget, man sagde. Edward og Florence er begge seksuelt uerfarne og begge spændte på den forestående bryllupsnat, men af helt forskellige årsager. For Edward er det porten til det forjættede land, der skal åbnes. Han har længtes efter dette øjeblik, ikke blot siden han mødte Florence, men så længe han kan huske. Her på tærsklen til virkeliggørelsen frygter han, at han ikke er opgaven moden – at hans jomfruelige lem viser sig at være ivrigere, end hvad godt er.

26958482

Det er noget ganske andet, der optager Florences tanker. Hun elsker Edward, men hun afskyr det fysiske nærvær. Hun væmmes, når han befamler hende, og får kvalme, når han borer sin tunge ind mellem hendes tænder. Hun har holdt Edward hen, så længe hun kunne. Men nu går den ikke længere. ”Med min krop tilbeder jeg dig,” som det hedder i det ægteskabsløfte, hun netop har aflagt.

Sex er en ret, Edward har som hendes ægtemand. Florence frygter, at hun ikke kan gennemføre det. Og hvis hun ikke kan, kan Edward så blive i ægteskabet?

Med et skær af ungdommens uskyldige uvidenhed skildrer romanen Florences og Edwards drømme og forhåbninger ved overgangen til en tilværelse som voksne mennesker. De er begge talentfulde og privilegerede med alle forudsætninger for at skabe sig en behagelig tilværelse sammen. Samtidig beskriver romanen den usikkerhed og de misforståelser, der hurtigt kan opstå i en tilknappet tid med mange tabuer. Den viser, hvordan de ting, man ikke kan tale om, kan ødelægge alt, hvis de forbliver usagte.

 

Solar

”Beard havde hørt alle disse forudsigelser før og troede ikke på nogen af dem. Og selv om han havde troet på dem, ville det ikke have gjort ham specielt alarmeret. En barnløs mand i hans alder, på vej ud af sit femte ægteskab, kunne godt tillade sig et anstrøg af nihilisme.”
”Solar”, s. 110.

Klimaforandringer er omdrejningspunktet i Ian McEwans roman ”Solar” fra 2010 (”Solar”, 2010). I den møder vi fysikprofessoren Michael Beard: et par og halvtreds, tyk, lav, skaldet og uengageret. Tidligere nobelprisvinder, nu fuldtidsparasit, der lever af at suge urimeligt høje foredragssalærer og bestyrelseshonorarer ud af det akademiske miljø i kraft af sit navn og omdømme. I privatlivet er kurven heller ikke ligefrem opadgående med et femte ægteskab, som stødt og roligt er på vej i graven, og elskerinder, der udnytter hans svage karakter og forsøger at snøre ham om deres lillefinger.

28500726

Beard er en grådig og egoistisk mand, der ikke har øje for meget andet end mad, alkohol og kvinder – på ingen måder en mand, man ville overlade klodens fremtid. Det er ikke desto mindre, hvad der sker, da Beard på ikke helt lovlig vis får patent på en revolutionerende teknologi, der kan høste energi fra solens stråler på en uhyre effektiv måde. Med patentet i hånden bliver Beard en nøgleperson i opførelsen af et kraftværk, der skal gøre brugen af fossile brændstoffer overflødig. Det kan selvsagt få enorme konsekvenser for jordens fremtid, og måske medvirker han ligefrem ikke kun af egoistiske grunde, selvom der da er en del frynsegoder knyttet til opgaven.

Romanen er delt i tre dele, der hver skildrer et år i Beards liv: 2000, 2005 og 2009. Trods romanens alvorlige emne er den Ian McEwans vel nok mest humoristiske bog, som med sine farceagtige karakterer, sin overflod af handlingstråde og sit fandenivoldske tempo står i skarp kontrast til den spinkle og forsagte fortælling i McEwans forrige roman, ”Ved Chesil Beach”. Den tegner et billede af et globalsamfund, der mangler sammenhæng og ansvarlighed, men som også kan opnå store ting, når det virkelig brænder på. Romanen er med sin hovedperson, der både i udseende og handlemåde er indbegrebet af en klassisk antihelt, en satire over den moderne verden og dens håndtering af de alvorlige udfordringer, den står over for.

 

Søde Tand

”Der fandtes efter min mening en uskreven kontrakt mellem læser og forfatter, som forfatteren var nødt til at overholde. Ikke et eneste element i en fantasiskabt verden og dens personer burde have lov til at forsvinde, fordi det pludselig passede forfatteren. Det opfundne skulle være lige så sammenhængende og solidt som det virkelige.”
”Søde Tand”, s. 243.

”Sweet Tooth” fra 2012 (”Søde Tand”, 2013) er Ian McEwans alternative bud på en spionroman – en genre, han en gang tidligere har flirtet med i ”Et særligt forhold” fra 1990. I romanen ser Serena Frome tilbage på en tumultarisk periode i sit liv, hvor hun fungerede som spion for den britiske efterretningstjeneste. Året er 1972, Serena er 22 år og studerer efter morens ønske matematik på Cambridge, selvom hjertet brænder for litteraturen. En affære med historieprofessoren Tony Canning og en studenterbladsanmeldelse af en Solsjenitsyn-bog bringer hende i MI5’s søgelys. Her bliver hun en del af koldkrigsinitiativ Søde Tand, der har som mål at fremme antikommunistisk kultur og hermed vinde kulturkampen mellem øst og vest.

29934177

En del af initiativet går ud på at oprette en dækorganisation, der skal dele arbejdslegater ud til unge forfattere, og Serena får til opgave at tage til Brighton for at se nærmere på den talentfulde forfatter Tom Haley og vurdere, om han vil være en investering værd. Selena bjergtages af Toms skriverier og godkender ham til legatet. 

De forelsker sig hovedkulds, men da den roman, Tom har skrevet for legatpengene, bliver en succes, må Selena gøre op med sig selv, hvor hendes loyalitet ligger. Romanen er nemlig noget mere kritisk over for vestlige værdier, end MI5 bryder sig om.

Der er klare selvbiografiske træk i ”Sweet Tooth”, og både McEwan og flere af hans forfatterkolleger optræder mere eller mindre direkte i bogen. Den tager udgangspunkt i 1960’ernes og 70’ernes splid mellem kapitalistiske og kommunistiske grundværdier og de anstrengelser, der blev gjort for at bringe de britiske venstreorienteredes flirt med kommunismen til ophør. Men det er også i høj grad en roman om litteraturens væsen og den modsætning, der er mellem litteraturens ideelt set frie væsen og opfattelsen af, at den kan bruges til propagandamål. Her synes romanen at påpege, at litteraturen altid vil være en smule for glat til at kunne fastholdes som et politisk værktøj.

 

Maskiner som mig

”Foran os sad det ultimative legetøj, århundreders drøm, humanismens triumf – eller dens dødsengel. Spændende ud over alle grænser, men også frustrerende.”
”Maskiner som mig”, s. 12.

Ian McEwans ”Machines Like Me” fra 2019 (”Maskiner som mig”, 2019) er en kontrafaktisk science fiction-roman, der foregår i London i 1980’erne. I denne alternative virkelighed har datalogen og kodebryderen Alan Turing overlevet den homofobiske hetz mod hans person, der i vores verden førte til hans selvmord i 1954. Som konsekvens er arbejdet med at udvikle kunstig intelligens væsentligt længere fremme i romanens univers.

Handlingen berettes af den 32-årige Charlie, der kæmper for at holde sammen på økonomien, men alligevel beslutter sig for at bruge arven efter sin mor på at købe en ’Adam’ – et kunstigt menneske, der er designet til at ligne et rigtigt menneske både fysisk og psykisk, men samtidig har overmenneskelig kapacitet. Nogenlunde samtidig begynder Charlie at danne par med overboen Miranda, og sammen installerer og programmerer de Adam og hans personlighed. Men tingene tager hurtigt en række uforudsete drejninger, ikke mindst da Adam kommer på sporet af hemmeligheder fra fortiden og samtidig udvikler følelser for Miranda (med streg under udvikler). Et trekantsdrama af den mere mærkværdige slags tager form.

47270723

Adams forsøg på at blive klogere på menneskeheden åbenbarer kompleksiteten i menneskelig adfærd og de utallige nuancer, der knytter sig til begreber som sandhed, forbrydelse og retfærdighed. Selvom ”Maskiner som mig” langt hen ad vejen handler om kunstig intelligens og den teori og teknologi, der ligger bag, handler den i mindst lige så høj grad om menneskets intelligens – ikke mindst i et moralsk perspektiv. Hvordan afgør vi, om en handling er rigtig eller forkert? Hvilke argumenter lægger vi til grund for de beslutninger, vi træffer?

McEwans interesse for komplekse moralske og filosofiske problemstillinger og dilemmaer gennemsyrer værket, og ligesom et andet af hans nyere værker, ”The Children Act” fra 2014 (”Barnets tarv”, 2015), er det især spørgsmålet om, hvordan vi håndterer uoverensstemmelser mellem moralsk retfærdighed og juridisk retfærdighed, der tages under behandling.

Genrer og tematikker

I begyndelsen af sin forfatterkarriere fik McEwan tilnavnet Ian Macabre, fordi mange af hans værker som ”Cementhaven” og ”Hjælp fra fremmede” havde det bizarre og abnorme som et centralt element. Forfatterskabet ændrede dog efterhånden karakter. Portrætteringen af overdrevent afvigende karakterer blev lagt på hylden til fordel for en mere realismebetonet karakterskildring og fortællestil, og mange har betegnet denne bevægelse i forfatterskabet som en del af en modningsproces.

Ud over denne overordnede glidning mod en mere afdæmpet og mindre provokatorisk skrivestil er det svært at sige noget sammenfattende om forfatterskabet, der genremæssigt spænder bredt og stritter i mange retninger. McEwan har både skrevet kærlighedsromaner, thrillere, komedier, spionromaner mv., og en af de ting, der kendetegner forfatterskabet, er netop viljen og modet til at kaste sig over nye felter og lade stilen forme sig efter den fortælling, der skrives. Alligevel er det muligt at udpege en del genkommende stiltræk og temaer.

Selve tilgangen til det at skrive er grundlæggende den samme for McEwan. Han er kendt for at researche usædvanlig grundigt til sine bøger, der ofte har et nicheemne som omdrejningspunkt – f.eks. kvantefysik i ”Solar”, neurokirurgi i ”Lørdag” og kunstig intelligens i ”Maskiner som mig”. Denne tilgang kan aflæses i romanerne, der typisk er meget detaljemættede. Generelt er McEwan en forfatter, der tager sig god tid til at fortælle sin historie. Ofte foregår romanerne over få uger eller dage eller blot en enkelt dag som i ”Lørdag” og ”Ved Chesil Beach” og er præget af utallige digressioner. Man kan tale om, at plottet bevæger sig sidelæns eller baglæns, mere end det bevæger sig fremad. Men det er netop i denne umiddelbart lidt retningsløse famlen, at romanerne når i mål, både i forhold til handling og personskildringer. Der tilføjes hele tiden brikker til puslespillet, der dermed bliver gradvis mere komplet..

Mange af McEwans romaner tager afsæt i en enkelt mere eller mindre tilfældig episode, der får meget dramatiske konsekvenser, og tilfældighedernes magt over livet er det vel nok mest centrale tema i McEwans forfatterskab. Som deklareret ateist afviser McEwan forestillingen om, at der skulle være en guddommelig plan bag alting. Han er derfor optaget af, hvilke mekanismer der er på spil, når skæbner besegles, og af spørgsmålet om, hvor stor en frihed vi egentlig har til at forme vores egen tilværelse.

 

Beslægtede forfatterskaber

Ian McEwan tilhører en løst afgrænset ”gylden generation” af engelske forfattere, som blandt andre inkluderer Salman Rushdie, William Boyd, Graham Swift, Martin Amis og Julian Barnes, og der er tydelige ligheder mellem forfatterskaberne. I McEwans tidlige værker er parallellen til især Martin Amis’ provokatørlitteratur iøjnefaldende. Men McEwans forfatterskab har udviklet sig i en lidt anden retning mod en i sammenligning nærmest konfliktsky forfatterstemme og en mere forsagt og eftertænksom stil, der i højere grad minder om Julian Barnes, der i 2011 vandt Bookerprisen for sin ”Når noget slutter”.

Denne eftertænksomme stil genfinder man også hos en lang række amerikanske forfattere som Richard Ford, Philip Roth og ikke mindst John Updike, hvis ”Hare hop” McEwan læste som teenager og blev meget inspireret af. I det hele taget har McEwan gentagne gange fremhævet Updikes forfatterskab som det, der har sat det tydeligste aftryk på McEwans eget, og hos Updike finder man samme omhyggelighed i konstruktionen af den enkelte sætning og samme evne til at mestre en bred vifte af genrer.

Piller man enkeltværker ud af McEwans forfatterskab, er der tydelige slægtskaber mellem f.eks. ”Soning” og Jane Austens og Virginia Woolfs værker, mellem ”Søde Tand” og John le Carrés spionromaner og mellem ”Amsterdam” og Evelyn Waughs satiriske romaner.

 

Bibliografi

Romaner

McEwan, Ian:
Cementhaven. Gyldendal, 1979. (The Cement Garden, 1975). Oversat af Christopher Maaløe.
McEwan, Ian:
Hjælp fra fremmede. Gyldendal, 1982. (The Comfort of Strangers, 1981). Oversat af Johannes Riis.
McEwan, Ian:
Tidens fylde. Samleren, 1988. (The Child in Time, 1987). Oversat af Jørgen Nielsen.
McEwan, Ian:
Et særligt forhold. Samleren, 1990. (The Innocent, 1990). Oversat af Jørgen Nielsen.
McEwan, Ian:
Sorte hunde. Samleren, 1992. (Black Dogs, 1992). Oversat af Jørgen Nielsen.
McEwan, Ian:
Evig kærlighed. Gyldendal, 1997. (Enduring Love, 1997). Oversat af Jørgen Nielsen.
McEwan, Ian:
Amsterdam. Gyldendal, 1999. (Amsterdam, 1998). Oversat af Kirsten Vagn Jensen.
McEwan, Ian:
Soning. Gyldendal, 2002. (Atonement, 2001). Oversat af Jan Hansen.
McEwan, Ian:
Lørdag. Gyldendal, 2005. (Saturday, 2005). Oversat af Jan Hansen.
McEwan, Ian:
Ved Chesil Beach. Gyldendal, 2007. (On Chesil Beach, 2007). Oversat af Jan Hansen.
McEwan, Ian:
Solar. Gyldendal, 2010. (Solar, 2010). Oversat af Jan Hansen.
McEwan, Ian:
Søde Tand. Gyldendal, 2013. (Sweet Tooth, 2012). Oversat af Claus Bech.
McEwan, Ian:
Barnets tarv. Gyldendal, 2015. (The Children Act, 2014). Oversætter: Claus Bech.
McEwan, Ian: Nøddeskal. Gyldendal, 2017. (Nutshell, 2016). Oversætter: Claus Bech.
Maskiner som mig. Gyldendal, 2019. (Machines Like Me, 2019). Oversætter: Claus Bech. Roman.

Noveller

McEwan, Ian:
Anvendt rumgeometri. Gyldendal, 1976. (Solid Geometry, fra First Love, Last Rites, 1975). Oversat af Inger Andersen.
McEwan, Ian:
Sidste sommerdag. Gyldendal, 1977. (Last Day of Summer, fra First Love, Last Rites, 1975). Oversat af Line Schmidt-Madsen.
McEwan, Ian:
Den første kærlighed og den sidste olie. Gyldendal, 1978. (Fra First Love, Last Rites, 1975). Oversat af Kirsten Francke.

Børnelitteratur

McEwan, Ian:
William Kats lynlås – og andre mærkelige historier. Forum, 1995. (The Daydreamer, 1994). Oversat af Jørgen Nielsen.

Om forfatterskabet

Web

Indeholder bl.a. oversigter over udgivne værker, interview og bøger om forfatterskabet.

Fagbøger

Wells, Lynn:
Ian McEwan. Palgrave Macmillan, 2009.
Roberts, Ryan:
Conversations with Ian McEwan. University Press of Mississippi, 2010.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Ian McEwan

Kilder citeret i portrættet

Interview

Hamilton, Ian:
Points of departure. The New Review, efteråret 1978. Egen oversættelse.