Bjarne Reuter

Bjarne Reuter er født og opvokset i Brønshøj, hvor han de 22 første år af sit liv havde fast gang i Bella Bio, på Brønshøj Torv og ved Utterslev Mose. Faderen var forvalter, moderen var hjemmegående, og Bjarne var distræt og drømmende.

Interessen for litteratur opstod tilfældigt, da den unge Bjarne kort før teenageårene fandt en række bøger på familiens loft. Edgar Wallace, Edgar Allan Poe og Boccaccio var med til vække en litterær lidenskab, som han i mange år efter eget udsagn nærmest følte som forbudt (Bjarne Reuter: Med blikket på uendeligt i De andre historier, side 211).

Bjarne Reuter afsluttede realeksamen i 1966, og efter nogle småjobs påbegyndte han HF på Blågårds Seminarium. Under læsningen til den endelige eksamen på seminariet skrev han sin første roman, “Kidnapning”, på blot en uge. Bjarne Reuter debuterede i 1975, og hans humoristiske tone vakte opsigt i de socialrealistiske 70’ere, hvor man i høj grad skrev alvorlige romaner om alvorlige problemer.

Så var der åbnet for sluserne, og siden har Bjarne Reuter skrevet omkring 80 bøger og prøvet kræfter med stort set alle litterære genrer, foruden film- og tv-manuskripter. Han fortsatte sit lærerjob på Gladsaxe Skole indtil 1980, men herefter har det været muligt for ham at leve af sit forfatterskab alene.

Det var ikke mindst med sine børne- og ungdomsromaner, at han blev fast inventar i folkeskolen. Flere titler er oversat til de europæiske sprog – sågar til japansk. Men Reuter fornyr sig konstant, og de seneste år har han udviklet et vidtfavnende voksenforfatterskab.

Da han i et interview engang blev spurgt, hvad han ville være, hvis han ikke var forfatter, var svaret kort og godt: “Ulykkelig!” (Torben Weinreich: Reuters Verden, side 10.)

Bjarne Reuter har fire børn fra to ægteskaber, og bor med sin hustru Annette i Lyngby nord for København.

Bjarne Reuters debutroman “Kidnapning” fra 1975 blev ikke kun startskuddet på forfatterskabet, men også den første i en serie på i alt seks bøger for børn og barnlige sjæle.

Her møder vi en familie ’på bunden af samfundstønden’, som Reuter har sagt: Far Emil, mor Bertha, onkel Georg, storebror Oscar, lillebror Bertram, søster Winnie, og fortælleren, den mellemste bror, Anders; alle stuvet sammen i en toværelses i Vanløse.

Det er Bertram, der er det altoverskyggende omdrejningspunkt for bøgernes humoristiske optrin, men handlingens røde tråd sættes i gang af onkel Georgs tvivlsomme ideer. I “Kidnapning” skal ungerne kidnappe en millionærarving, mens Onkel Georg venter i bilen og drømmer om løsepengene. I efterfølgeren fra samme år, “Rent guld i posen”, må drengene opklare et tyveri for ikke selv at ende i saksen. I “Ridder af skraldespanden” fra 1976 har onkel Georg gang i noget, der ligner industrispionage, og i “Tre engle og fem løver” fra 1977 er det kunsttyveri, der er i centrum.

23086956

Onkel Georg undfanger ideerne i bedste Egon Olsen-stil, mens ungerne må udføre planerne; stilen er lagt, og den fortsættes i seriens sidste to bind, “Abdulahs juveler” fra 1981 og “Den skæggede dame” fra 1989.

I Bertram-bøgerne, som de kaldes, har fastslået Reuters væsentlige talent for at konstruere dybt morsomme sproglige knaldperler. Handlingen er komisk, men bag alt det sjove gemmer der sig en krads samfundskritik. Det udbyttede proletariat må protestere og insistere på at blive hørt, også af de skruppelløse kapitalister. Det er Olsenbanden i børnehøjde, og problematikker omkring social arv er drivkraft. Reuter mener selv, at humoren netop er en vej til at skildre alvorlige emner: “Når humoren ikke har en kerne af alvor, bliver den plat, og betragter vi kun tilværelsen alvorligt, bliver den ørkesløs. Derfor er de to ting tilsammen mit stærkeste litterære virkemiddel.” (Gunnar Jakobsen: Bjarne Reuter, side 225.) I forskellige variationer findes det sociale engagement i hele Reuters forfatterskab.