Simone de Beauvoir

Simone-Ernestine-Lucie-Marie Bertrand de Beauvoir blev født i 1908 i en konservativ familie, der var en del af Paris' velhavende borgerskab. Faren, Georges, var jurist og moren, Françoise, datter af en bankmand og from katolik. Selv da familien efter Første Verdenskrig mistede størstedelen af sin formue, kæmpede de for at fastholde overklassefacaden og sendte bl.a. den unge Simone og lillesøsteren Hélène på fornem klosterskole.
Men allerede i sine ungdomsår begyndte Simone de Beauvoir at se det borgerlige miljø som hyklerisk. Hun brød tidligt med sit miljø og blev venstreorienteret intellektuel, ligesom hun afsvor sig troen på gud. Fra teenageårene var hun en lige så overbevist ateist, som hun havde været overbevist katolik i barndommen.
Simone de Beauvoir studerede filosofi på Sorbonne-universitetet i Paris fra 1927 til 1929 og bestod som blot 21-årig – den yngste nogensinde – den prestigefyldte og konkurrenceprægede agrégation-eksamen, der gav adgang til at arbejde i det franske skolesystem. Efter sin eksamen arbejdede hun som gymnasielærer i en årrække, indtil hun kunne leve af sit forfatterskab alene.
Det var som universitetsstuderende, at Simone de Beauvoir mødte forfatteren Jean-Paul Sartre (der også læste op til agrégation), og de to var fra 1929 og indtil hans død i 1980 utroligt stærkt knyttede til hinanden som partnere. Simone de Beauvoir valgte aldrig at gifte sig eller bo sammen med Sartre, og hun fravalgte også at få børn. Det gav hende mulighed for at fokusere på at skrive, undervise og engagere sig politisk – og for at have elskere.
Sammen med Sartre indgik hun allerede i 1929 en pagt om at være hinandens livsledsagere men leve i et åbent forhold, fri for det borgerlige ægteskabs begrænsninger. Hendes forhold til den amerikanske forfatter Nelson Algren og til den franske filminstruktør Claude Lanzmann var blandt de mest betydningsfulde. Simone de Beauvoirs åbne forhold og affærer har i offentligheden dog ofte overskygget hendes vægtige skønlitterære og filosofiske forfatterskab.
Efter længere tids sygdom døde Simone de Beauvoir 78 år gammel i 1986 på et hospital i Paris.

Simone de Beauvoirs største og mest betydelige værk er den banebrydende ”Le deuxième sexe” fra 1949 (”Det andet køn”, 1977/2019), der udkom til stor begejstring – og muligvis endnu større forargelse. Paven fordømte bogen, der samtidig blev et feministisk standardværk og fortsat betragtes som en af de allermest indflydelsesrige bøger, der er skrevet om kvinden – og hvordan hun historisk er blevet gjort til det andet køn i en verden, hvor manden selvfølgeligt har placeret sig som det første.

46506162
I ”Det andet køn” beskriver Simone de Beauvoir flere århundreders syn på kvinden i både biologi, psykoanalyse, litteratur, religion og filosofi, når hun udfolder en række af samfundets herskende forestillinger og om kvinder og kønsroller – og afslører at meget af det, man i 1949 (og måske også stadig) anså for kendsgerninger, i virkeligheden ikke var andet end konstruerede myter, der skaber både ulighed og undertrykkelse.
Det krav, Simone de Beauvoir stiller til mennesket om at tage ansvaret for sit eget liv og handle efter sin samvittighed, oplevede hun blev begrænset af visse kulturelle normer og vaner. Overrumplende nutidig og med talrige uafviselige eksempler er bogen et opgør med den traditionelle kvinderolle, et kampskrift, som vi langt fra er færdige med endnu, men som Simone de Beauvoir med lysende klarsyn lagde frem allerede for mere end 70 år siden. Temperamentsfuldt og erklæret subjektivt gennemgår hun de forhold – biologien, historien, myterne, opdragelsen – og de sociale sammenhænge (bl.a. ægteskabet og moderskabet), som forhindrer kvinden i at træffe sine eksistentielle valg frit.
Det var også i ”Det andet køn”, at Simone de Beauvoir lancerede sin berømte sætning: ”Man fødes ikke som kvinde – man bliver det.” Bogen var et skelsættende opgør med den historisk nedarvede sexisme og biologiske determinisme, der fastholdt kvinder i faste forestillinger – f.eks. som mor og hustru – og fratog dem muligheden for at leve et liv i frihed. Sætningen er et blevet valgsprog for den såkaldte 'konstruktivistiske' feminisme, der mener at kønnet er kulturelt tillært og ikke noget biologisk givet.