Jan Sonnergaard
Jan Sonnergaard
Foto; Robin Skjoldborg

Jan Sonnergaard

journalist, cand.mag. Bettina Frank Simonsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2013. Opdateret af cand.mag. Karina Søby Madsen, 2015.
Top image group
Jan Sonnergaard
Jan Sonnergaard
Foto; Robin Skjoldborg
Main image
Sonnergaard, Jan
Foto: Robin Skjoldborg

Indledning

Da Jan Sonnergaards debut “Radiator” udkom i 1997, blev han hurtigt udnævnt til talsperson for en ny, rå halvfemserrealisme. Der er da også meget mere kød og blod i den novelletrilogi, som “Radiator” er første bind i, end i mange andre af samtidens værker – både rent konkret i form af vold og forstået som menneskeskildringer. Helt centralt i forfatterskabet er samfundskritikken, hvor Sonnergaard ikke mindst har et skarpt blik for de udstødte og fremmedgjorte – de, der er koblet af samfundsræset.

 

54181698

Blå bog

Født: Den 15. august, 1963 i Virum.

Død: November 2016 i Beograd.

Uddannelse: Cand.mag. i litteraturvidenskab og filosofi fra Københavns Universitet.

Debut: Radiator. Gyldendal, 1997. Noveller.

Litteraturpriser: Harald Kidde Prisen, 1997.

Seneste udgivelse: Samlede noveller + 1. Gyldendal, 2018.

Inspiration: Den tyske technogruppe Kraftwerk og forfatteren Marcel Proust.

Periode: Minimalisme i 1990'erne

Genre: Novelle

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Som en stor, slimet fisse åbnede SuperBrugsen alt op på vid gab for os, og som små, ivrige sædceller sprøjtede vi ind, ind gennem hallen, bageriet og lige op i kiosken i afdelingen på Nørre Voldgade.
Vi var unge og energiske og fulde af dynamik, og der stod malet friskfyr i ansigtet på os. Nu skulle der kraftedeme stjæles!”
“Radiator”, s. 39.

Jan Sonnergaard er født 1963 i København, men voksede op i Virum i en familie, han selv har beskrevet som “sådan noget øvre middelklasse med et fint parcelhus”. I 1982 flyttede Jan Sonnergaard til København. Han var blevet færdig som student og havde arvet nogle penge, som var nok til at købe en ejerlejlighed i centrum. Han begyndte at læse på Københavns Universitet, og nogle år efter kom han ud i den anden ende som cand.mag. i litteraturvidenskab og filosofi. Opholdet på universitetet gav ham dog primært “en stor lede ved institutioner og en dyb overbevisning om, at jeg aldrig nogensinde skulle have et job,” som han udtrykte det i et interview i 2009 (“Jeg var forfatter før jeg begyndte at skrive”. videointerview i Information, 2009-11-03). Selv mener han at have fået mest ud af sit et-årige studieophold på Freie Universität i Berlin 1991-92, et ophold, der danner baggrund for den senere novelle “Spøgelset på Ottmachauer Steig” fra novellesamlingen “Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen” (2003).

Jan Sonnergaard debuterede med novellen “Imitation af Lacoste” i Borgens antologi “Begyndelser 1990” og bidrog senere med noveller til tidsskriftet Ildfisken. Hans første selvstændige udgivelse er novellesamlingen “Radiator” (1997) som, helt uhørt for en novellesamling, både blev kritikerrost og blev en salgssucces. “Radiator” placerede hurtigt Sonnergaard på det hjemlige, litterære landkort og gav ham samtidig en medieplatform, hvorfra han begyndte at ytre sig i samfundsdebatten.

Siden har han ofte skrevet artikler og kronikker til danske dagblade som Weekendavisen og Information og blandet sig i debatten om det kyniske forbrugersamfund, der forviser en stor del af sine borgere til social udstødelse. På baggrund af sine egne erfaringer som studerende, mener han også en hel del om universitetet og det hierarki, der eksisterer der. Mest blander han sig dog i debatten om litteratur, hvor han ofte har lagt sig ud med det litterære parnas herhjemme. For eksempel har han ikke meget til overs for Forfatterskolen: “Hvorfor skulle jeg opholde mig to år sammen med andre, der også vil skrive bøger. Det er da virkelig naivt. Jeg kunne formentlig blive bedre af at være brandmand i et halvt år, derefter telefonmand på et bordel i et halvt år og pudse motorcykler for HA i et tredje halvår og derefter tage resten af tiden til Island. Nu har jeg selv skrevet tre bøger og et teaterstykke, og det er da en evig kamp.” (Carsten Andersen: “Han er stadig bange for Jan Sonnergaard” Interview i Politiken, 2006-07-23).

Radiator

Grobrianen bag mig brølede, om hun “for helvede ikke kunne se at få lidt gang i den”, og så ekspederede hun mine varer igennem, så det hurtigt kunne blive grobrianens tur. Og jeg betalte og skyndte mig væk, og jeg var lige ved at brække mig, og jeg følte, at det først og fremmest var DERES skyld, at mit liv er blevet som det er.”
“Radiator”, s. 171-172.

Jan Sonnergaards debut, “Radiator” (1997), består af 10 noveller, der genremæssigt spænder vidt. Fælles for dem er dog, at de indeholder et persongalleri, som på den ene eller anden vis er marginaliseret af samfundet. Unge arbejdsløse på bistandshjælp, kriminelle, alkoholikere og i det hele taget mennesker på randen af fallit.

Mindst to af novellerne foregår i Nordvest-kvarteret i København, “Immatrikuleret 1.9.1982, spøgelse” og “NETTO og fakta”, der begge omhandler arbejdsløshedens ørkesløshed. Jeg-fortælleren i førstnævnte novelle afslutter sine 15-års studier med et luset 6-tal for sit speciale, og det bliver startskuddet på en tur ned ad en tåget memory lane, der først fører ham ud på KUA og senere ud i en smertende erindring om den eneste gode ven, han har haft, Henriette – en af de studiekammerater, der bukkede under undervejs.

22195034

Fælles for alle novellerne i samlingen gælder, at hovedpersonen er en mand, der på et eller andet tidspunkt undervejs har knækket halsen, taget en detour eller ganske enkelt er halvvejs druknet i alkohol, og som i en blanding af aggressiv paranoia og storhedsvanvid er blevet afsondret fra samfundet. Fortællingerne præges af realistiske miljøskildringer med mange genkendelige detaljer og benævnelse af hverdagsting, men samtidig brydes realismen ofte. Enten på grund af en nærmest gotisk drejning, som i novellen “Lotte”, hvor man oplever historien gennem en garvet bartenders syn på stamkunderne og deres intriger, men hvor den underskønne titelperson Lotte pludselig viser sig for længst at være død. Eller på grund af utroværdige fortællere som i novellen “Polterabend”, hvor en stadigt mere mistænkelig observatør er den, der fortæller historien.

Sonnergaard siger om titlen, at den “har konnotationer til den tyske elektropopkvartet, Kraftwerk; en gruppe, der altid orienterer sig mod ting og fænomener fra sin samtid. (…) Jeg har forsøgt det samme i min bog. At skrive om et polterabend. Om et butikstyveri. Om one nights stands.” (Information, 1997-12-10).

Samtidig refererer titlen til en verserende litteraturdebat i halvfemsernes Danmark, da titlen kan ses som en reaktion på en bemærkning fra digter og daværende forfatterskolerektor Niels Frank om, at man ikke kan skrive et digt, hvori ordet radiator indgår. 

Sidste søndag i oktober

“For nogen burde jo trøste det lille barn. Nogen burde omfavne hende og tage hende op, og sige, at alt er i orden og hun behøver ikke være bange længere. Men i disse tider ... Det var ikke urisikabelt, og han forestillede sig fremmede komme løbende og anklager om pædofili og børnelokkeri og politiforhør.”
“Den tredje, hver måned” i “Sidste søndag i oktober”, s, 102-103.

Andet bind i Jan Sonnergaards novelletrilogi om det danske samfund omkring årtusindskiftet udkom i 2000 under titlen “Sidste søndag i oktober”, og nu er det middelklassen, der kommer under kærlig behandling. Persongalleriet minder en smule om det fra “Radiator” – halvkyniske, desillusionerede mænd, som for eksempel den ludomanagtige jeg-fortæller i novellen “Dig vil jeg sgu da skide på”. Han er i Århus for at være med i nogle backgammon-turneringer, men hans overgearede turné rundt i byen afbrydes konstant af en bippende mobiltelefon, der afleverer beskeder om en gammel ven, der muligvis er afgået ved døden. Fortælleren fortsætter ufortrødent sin druktur i det århusianske, og læseren må halse efter den frenetiske jeg-fortæller, der gradvist virker mere og mere usympatisk.

23132176

I titelnovellen sidst i samlingen støder vi på hovedpersonen, som er i færd med at bunde øl på stamværtshuset Olfert Fischer, en fiktiv bar som Sonnergaard bruger i flere af sine noveller. Som mange andre af Sonnergaards karakterer har jeg-fortælleren ikke sparet på sig selv og har levet et hårdtpumpet liv på byens barer. Men nu siger kroppen fra, og han begynder at tabe sig så meget i vægt, at de gamle venner ikke kan genkende ham.

I denne samling slås det for alvor fast, at det er miljøskildringerne, der interesserer Sonnergaard, mere end det er selve individet, for her udstiller han atter skævhederne i det danske samfund og gør det i samme galgenhumoristiske tone som i forgængeren. Jan Sonnergaard talte i et interview om det selvbedrag, som gennemstrømmer en stor del af historierne i novellesamlingen, og som ifølge forfatteren præger store dele af nutidens Danmark: “Tematikken i “Sidste søndag i oktober” var panik før lukketid. At klokken var ét minut i tolv. Det er jo dér, hvor alt det, vi er bange for, kommer frem. Sådan kan man se på Danmark. Som et land fyldt med selvbedrag på flere planer. Fra den store politiske myte om det såkaldte opsving, og hvor godt det gik, ned til de såkaldt marginaliserede, som nærmest får at vide, at de bare skal tage sig sammen.” (Mads Kastrup: “Jeg er ikke så rasende på alt og alle.” Berlingske, 2003-03-30.)

Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen

"Vi skreg alle sammen: “Riffraff!” og “Død over tyendet!” og så linede M. baner op. Caspar finhakkede coken med sin fars kreditkort, og Frederik rullede en tusindlap sammen til en snabel, og da vi alle havde fået en tår til tuden, satte han ild på pengesedlen og tændte sin cigar med den. Vi råbte: ”Hurra!”
“Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen”, s. 106-107.

Den sidste novellesamling i Sonnergaards Radiator-trilogi, “Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen” fra 2003, tager fat i det kyniske overklasse-Danmark, hvor folk hellere vil booste deres ego på at fyre 36.000 af på en halv flaske af den HELT rigtige Riesling end at forsøge at forbedre forholdet til kæresten. Det fortæller første historie i novellesamlingen, “Formel B”, der foregår på netop den københavnske gourmetrestaurant Formel B. Fortælleren spiser middag med kæresten Helle, men tankerne er hele tiden andre steder. Da Helle bliver træt af sin uopmærksomme partner og stormer ud af restauranten, dulmes erkendelsen af enden på deres forhold af en slurk af den ædle Eiswein: “Den er fremragende og vil passe perfekt til den foie gras som de serverer om lidt. Det er skønt. Roen sænker sig. Og velbehaget. Der er orden.” (s. 18).

24575241

Hvis “Sidste søndag i oktober” var et billede på et Danmark et minut i midnat, så er vi i den sidste novellesamling i trilogien et sted så langt over midnat, at overforbruget, kulden og kynismen nu for alvor sætter grundtonen. Tydeligst er det i titelnovellen, hvor jeg-fortælleren Jesper tænker tilbage på studenterdagene i barndomslandet omkring Søllerød, hvor han for et kort øjeblik blev indlemmet i den styrtende rige Caspar Michael Petersens yuppie-kreds.

Det, der lægger ud med at være glæde og smiger over pludselig at få lov til at være en del af inderkredsen, forvandler sig i løbet af blot én aften til ren og skær skræk og forbløffelse over sin egen medløber-rolle. Alle grænser bliver således overskredet i denne gruppe, og der bliver hærget og voldet løs.

På spørgsmålet om, hvorvidt han med denne novellesamling ville sige, at overklassen var ond, svarede Sonnergaard i et interview: “Nej, der er bare en tid lige nu, som jeg synes er præget af en ond konsensus. Man hylder stort set kun økonomiske succeser. I fjernsynet har de haft noget, der hed “De dyre drenge” og “I første række”, hvor folk skulle beundre andre folk, bare fordi de havde penge. Og er der ikke andre idealer end det, får man et ondt samfund med forkvaklede samværsformer.” (Mads Kastrup: “Jeg er ikke så rasende på alt og alle”. Berlingske, 2003-03-30).

Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom

Jan Sonnergaards første roman “Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom” (2009) tager på sin vis fat der, hvor hans sidste novellesamling, slap. Vi er atter tilbage ved de nordsjællandske studenterfester, der her fungerer som udgangspunkt for kollektivromanens undersøgelse af en hel generation, nemlig Sonnergaards egen.

27986218

Vi er med til vilde studenterfester, vi sniffer coke med yuppierne på de nye, forkromede caféer i indre by og bliver kastet ned midt i voldelige BZ-demonstrationer, hvor jeg-fortælleren ret tidligt i romanen ender med at blive slået ihjel. Det gør dog på forunderlig vis ikke den store forskel for fortællingen, for det er ikke enkeltpersonerne, der optager Sonnergaard, men miljøskildringerne. Vi følger nogle personer, der står på sidelinien til tidens grupperinger: DJ’en Strudesen er kommet ind i varmen hos de rige slipsedrenge, fordi han sælger den reneste coke, men da hans eget forbrug tager overhånd, mister han sin status. Samtidig står titelpersonen Vilhelm i udkanten af punkmiljøet og bliver kæreste med bartenderen Tina, som hænger ud med nogle af yuppiedrengene. I begge miljøer får man en klar fornemmelse af den nedadgående spiral, der må ende med et brag. Og det gør det.

I stedet for enkeltindividerne, er det tidens to dominerende grupper, der spiller hovedrollen: yuppierne og punkerne. Man kan også sige, at såvel tiden som atombomben spiller en stor rolle. For romanen er en apokalypse, en undergangsfortælling, og for hvert kapitel bliver der talt ned: 20, 19, 18 ... , indtil bomben ender med at destruere alt. Musikken spiller, som i Sonnergaards øvrige værker, også en stor rolle, og hvert kapitel indledes med et citat fra periodens musik: alt fra Iggy Pop til Sisters of Mercy. På den måde er musikken i allerhøjeste grad med til at sætte grundtonen for denne generationsskildring, hvor fremtiden for alvor ser sort ud.

På trods af de åbenlyse forskelle på de to grupper, vi følger i romanen, så er der ifølge Sonnergaard også mange ting, der forener dem: “Selv om de to grupper ikke kunne fordrage hinanden, kom de i virkeligheden til at ligne hinanden, for begge havde et livssyn, der sagde “Efter os syndfloden”. 

Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer

”Kort efter var hun tilbage, kun iført trusser. Hendes runde bryster pegede opad på en meget beslutsom måde, og brystvorterne var hårde og struttende. Hendes kinder var udspilede som spillede hun basun, og da hun knælede og tog mit lem i munden, fik jeg et veritabelt kuldechok. Munden var fuld af isklumper!
”Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer”, s. 254.

I 2013 vendte Jan Sonnergaard med ”Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer” tilbage til novelleformen.

Flere af fortællingerne bærer præg af at være en slags litterær fantasi for midaldrende, danske mænd, ikke mindst fortællingen fra Prag, ”Nød lærte Dalibor at spille violin”. Her forlader Hansen den kedelige, kolde kone og søn derhjemme for at drage til Prag, hvor han har lejet en lejlighed de næste to år. Penge har han øjensynligt masser af, men på alle andre måder er det en slagen mand, der ankommer til Prag. Han har mistet livsgnisten, og selvtilliden i forhold til kvinder kan ligge på et meget lille sted. ”Han var egentlig taget ned til den smukke, centraleuropæiske by for at dø”, men sådan går det slet ikke Hansen. Han støder nemlig ind i luksusluderen Valérie, som han snart overøser med Beluga-kaviar og Dior-smykker, og Hansen ender som en nærmest lykkelig mand.

29903174

En novelle adskiller sig fra de øvriges variationer over temaet ’Enlig mand tager til europæisk hovedstad og møder smuk kvinde’, og det er ”Miraklet på Lorteøen”, der foregår på Amager. På værtshuset Café Alstrup går en flok stamkunder sammen om at hjælpe en hjemløs, som de finder forkommen på gaden. De trækker hver især på deres specielle kompetencer og hjælper ham med gæld, dårlige tænder, helbred og bolig.

Det er i det hele taget happy endings, der præger novellesamlingen. Dog lurer samfundskritikken i sidstnævnte novelle ”Miraklet på Lorteøen”, og Sonnergaard siger da også om den, at Den novelle er skrevet som et epitaf over VKO-regeringen, og det er jo ikke blevet bedre siden.” (Kristen Bjørnkjær: Marsmand-testen og dogmerne. Information, 2013-03-27).

I øvrigt er de otte fortællinger i novellesamlingen blevet til ved, at forfatteren tilbragte tre måneder i otte forskellige, europæiske byer, og det mærkes på det indgående kendskab til især restaurantscenen, der kommer til udtryk i de forskellige fortællinger. Her er vi næsten så langt fra halvfemsernes nettokø i Nordvest, som vi kan komme. Vi spiser and på dyre Tour d’Argent i Paris, drikker minerale frizzante og campari på Campo de’ Fiori i Rom og køber Dupont-lightere og Prada-tasker til en luksusluder i Prag. 

Frysende våde vejbaner

”Det var sikkert al den alkohol. Den lammede forskellige sider af mig. Lokalblokeringer, det er det det hedder. Ligesom man lokalbedøver et skadet knæ så man intet mærker længere, havde jeg lokalbedøvet min empati. Jeg var så ligeglad at det gjorde ondt.”
”Frysende våde vejbaner”, s. 338.

Hovedpersonen i Jan Sonnergaards anden roman ”Frysende våde vejbaner” fra 2015 hedder Jesper Vejby-Jensen. Han er midaldrende, ungkarl og med venskaber, der hænger i en tynd tråd. Han har en bachelor fra Københavns Universitet, som ikke har ført til noget rent karrieremæssigt. Jesper har arbejdet ved Posten, men er nu blevet fyret. I det hele taget er der ikke meget, der lyser op i Jespers tilværelse – ud over hans mange firserplader, der kører som et trygt refræn gennem hele romanen. Han drikker for meget og tilbringer for mange dystre timer i sit eget selskab, og da en af hans gamle kammerater ved romanens begyndelse er død under omstændigheder, som ingen vil delagtiggøre Jesper i, så trænger selvmordstankerne sig oftere og oftere på.

51989341

”Frysende våde vejbaner” kan betegnes som en form for afviklingsroman. Alt, hvad der er trygt for Jesper, er under afvikling: Det almindelige lønarbejde, bodegaerne, fællesskaberne etc. Romanen tegner et psykologisk portræt af en tungsindig mand, der føler sig koblet af samfundets rivende udvikling, og som drukner sine sorger i alkohol. Han er fremmedgjort for sig selv og ikke mindst sine omgivelser, som han beskriver med en arrig sarkasme, imens han bevæger sig rundt i et København, der ligger i ruiner på grund af metrobyggeriet, og hvor folk beskrives som dumme og ondskabsfulde.

Han længes tilbage til 1980’erne, hvor København stadig var en lille storby i et land, der ikke var blevet hipt og ’new nordic’, og hvor der var rigtige fællesskaber i stedet for hipstere, ensretning og moralister. Han er meget lidt omstillingsparat, men lider af en form for selvforblændelse og en indædt tro på egne værdier, ligesom han romantiserer 1980’erne. Mødet med Julia får ham dog til at genforelske sig i København – i det nye nordiske køkken og de mange smarte cafeer. Hun får ham til at tage del i sin nutid, og han blomstrer og føler sig levende som aldrig før, indtil det hele viser sig at være bygget på en løgn, og så kommer der for alvor drama på drengen. Den faldende hvide middelklassemand får nu både mord- og selvmordstrang.

Genrer og tematikker

Da Jan Sonnergaards debutbog “Radiator” udkom i 1997, blev den hurtigt kåret til at være et slags opgør med den øvrige halvfemserlitteratur, og Sonnergaard var klar til at tage kampen op mod den blodfattige litteratur, der ifølge ham ellers dominerende årtiet: “I starten af halvfemserne blev jeg bare så træt af denne her litteratur, der er så anæmisk og ikke vil andet end sig selv. Der ledes fortvivlet i det her land efter meninger og sammenhænge, og så hjælper det ikke at snakke udenom.” (Mads Kastrup: “Jeg er ikke så rasende på alt og alle.” Berlingske, 2003-03-30).

Sonnergaard ville gøre op med poesiens indtog i prosaen og skrive litteratur, der brokker sig. Radiator-trilogien kan derfor læses som et samfundskritisk indspark til debatten, og de tre bøger tager på sin vis fat i tre samfundsklasser: det nye proletariat, middelklassen bag ligusterhækken og et kynisk overklassedanmark. Det er historier, der forholder sig konkret til den virkelighed, de beskriver, og nogle af novellerne er sågar direkte henvendelser til konkrete personer – som f.eks. “Lille Skat” fra “Sidste søndag i oktober”, der indledes med en tilegnelse til “Karen Jespersen fra Socialdemokratiet”.

Alle novellesamlingerne er præget af Sonnergaards halvrå og kyniske tone, der oser af sort humor, og hvor credoet: “overdrivelse fremmer forståelsen” synes at være et af forfatterens mest brugte litterære greb. Det samme gør sig gældende i de to romaner “Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom” og ”Frysende våde vejbaner”. Det er stadig de store linjer og tidsbeskrivelser, der interesserer Sonnergaard, og han er stadig ikke bange for at kritisere samfundsudviklingen eller at lægge sig ud med den litterære inderkreds herhjemme.

Som da han ved et interview i forbindelse med udgivelsen af sin første roman brokkede sig over alle de danske bøger, der handler om den danske provins og almindelige menneskers almindelige liv, i stedet for storpolitik og samfundskritik, som han synes mangler i det litterære landskab: “Se på Helle Helle. Det kunne da efterhånden være rart at læse en bog, der ikke foregik blandt banalt dumme mennesker, der boede banalt grimme steder og foretager sig forudsigelige og banale ting. Der har også været vældig mange biografiske ting, hvor man ikke tror sine egne øjne. En fuldkommen ukendt Knud Romer skriver om sin opvækst. Hvad fanden rager det mig? Næh, han skriver endda om sin mor, og hvad rager hun mig, hvis hun ikke har bedrevet et eller andet? Og det har hun mig bekendt ikke, og så går bogen gud døde mig hen og bliver en bestseller”. (Carsten Andersen: “Hvad fanden rager Romer mig?”. Politiken, 2009-10-06).

I 2006 debuterede Jan Sonnergaard som manuskriptforfatter på teaterstykket “Liv og død på Café Olfert Fischer”, der blev opsat på teatret Kaleidoskop, og han har også fået udgivet “Gamle Historier” fra 2009, der indeholder nyere og ældre noveller, der tidligere har været trykt i magasiner og dagblade.

I forbindelse med udgivelsen af novellesamlingen ”Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer” understregede Jan Sonnergaard, at han gerne ville være lidt rarere ved sine læsere, end han tidligere har været: ”Jeg har virkelig været ondskabsfuld, men læserne er blevet ved med at købe mine bøger og komme til mine foredrag. I den roman, jeg også har skrevet, sprænger jeg sågar hele kloden i luften. Så tænkte jeg, at denne gang vil jeg være flink og give læserne noget, de gerne vil have. Jeg forhørte mig hos forlag og i nogle boghandler.” (Kristen Bjørnkjær: Marsmand-testen og dogmerne. Information, 2013-03-27). Det viste sig, at læserne gerne vil have tykke bøger, kærlighed og mad.

Beslægtede forfatterskaber

Tonen hos Jan Sonnergaard er rå, og han bruger et talenært sprog, der gør at han stilistisk er blevet sammenlignet med Leif Panduro, Klaus Rifbjerg og ikke mindst Dan Turéll der også optræder som biperson i romanen “Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom”. Selv mener Sonnergaard at være inspireret af alt fra Proust til det tyske band Kraftwerk, og musikken spiller da også en stor rolle i stort set alle Sonnergaards tekster, især soundtracket fra hans egen coming of age i 1980’erne, ligesom den politiske og punkagtige undergrundsscene også sætter sine tydelige spor i hans tekster. Som forfatter og litteraturanmelder Lars Bukdahl skriver om Sonnergaards litterære inspirationskilder i “Generationsmaskinen” (2004): “Firserdigterne har han intet til fælles med eller til overs for (for slet ikke at tale om halvfemserdigterne), det er musikken og selve den kulturelle (og politiske) undergrundsscene, hans firsernostalgi retter sig imod.” (s. 334).

Man kan sige, at Sonnergaard indvarslede en ny rå tone i litteraturen, der i 00´erne også kom til udtryk i Jakob Ejersbos socialrealistiske og kritikerroste “Nordkraft” (2002) og Jeff Matthews’ fragmenterede og frenetiske bevidsthedsstrøm af en debutroman, “Halality” fra 2001.

Det er også nærliggende at sætte Sonnergaard i forbindelse med en anden og nyere novelleforfatter, Martin Kongstad, der i sin novellesamling “Han danser på sin søns grav” (2009), også tager fat på en beskrivelse af sin egen generation. Begge forfattere beskriver usentimentalt om den tid, de lever i, og krydrer fortællingerne med en konkret detaljerigdom, der vidner om et nært kendskab til de miljøer, de skriver om.

En af mange udenlandske forfattere, der kan drages paralleller til, er canadiske Douglas Coupland, der blandt andet i sin debutroman ”Generation X” fra 1991 giver et samfundskritisk portræt af virkeligheden for generationen, der bliver voksen i 1980’erne.

Bibliografi

Romaner og noveller

Sonnergaard, Jan:
Radiator 1997. Noveller.
Sonnergaard, Jan:
Sidste søndag i oktober. 2000. Noveller.
Sonnergaard, Jan:
Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen. 2003. Noveller.
Sonnergaard, Jan:
Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom. 2009. Roman.
Sonnergaard, Jan:
Gamle Historier, 1990-2008. 2009. Noveller.
Sonnergaard, Jan:
Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer. Gyldendal, 2013. Noveller.
Sonnergaard, Jan:
Frysende våde vejbaner. Gyldendal, 2015. Roman.
Sonnergaard, Jan: Samlede noveller + 1. Gyldendal, 2018.

Drama

Sonnergaard, Jan:
Liv og død på cafe Olfert Fischer. Drama, 2006.

Om forfatterskabet

Artikler og bøger

Interview med forfatteren på magasinet Senturas hjemmeside
Holm, Birger Reker:
Jan Sonnergaards noveller: en introduktion. Birgers Bøger, 2004.
Dannemand, Henrik:
Mad, kærlighed og Hærværk. Interview med Jan Sonnergaard. Berlingske tidende. - 2012-06-01.
Sonnergaard, Jan:
Den meningsfulde meningsløshed. Politiken. - 2012-10-21.
Jacobsen, Thorkil:
Man er ikke nødvendigvis medlem af blå blok, bare fordi man godt kan lide en Barolo. Interview med Jan Sonnergaard. I: Berlingske tidende. - 2013-03-30.
Schütt-Jensen, Kasper:
Bogen kostede ham kærligheden. Interview med Jan Sonnergaard. I: Jyllands-posten. - 2013-04-04.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jan Sonnergaard

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Kastrup, Mads:
Jeg er ikke så rasende på alt og alle. Interview med Jan Sonnergaards i Berlingske, 2003-03-30
Bukdahl, Lars:
Generationsmaskinen, Borgen, 2004.
Andersen, Carsten:
Han er stadig bange for Jan Sonnergaard. Interview i Politiken, 2006-07-23
Andersen, Carsten:
Hvad fanden rager Romer mig? Artikel i Politiken, 2009-10-06
Bjørnkjær, Kristen:
Marsmand-testen og dogmerne. Information, 2013-03-27.