Nanna Storr-Hansen

Nanna Storr-Hansen blev født i 1991 på Hillerød Hospital og er vokset op med sine forældre og tre ældre halvsøskende, som dog flyttede hjemmefra, hvorfor hun i længere perioder følte sig som enebarn. Familien boede i en lejlighed i Farum Midtpunkt, indtil Nanna Storr-Hansen var seks år gammel. Derefter flyttede de til et lille træhus tæt på skoven i et gammelt sommerhusområde ved Farum Overdrev, hvor haven skulle slås med le.

Med sin far delte Nanna Storr-Hansen en stærk interesse for billedkunst. Hun malede og tegnede og troede i lang tid, at hun ville på Kunstakademiet. Desuden spillede hun klassisk violin, klaver og sang, og mens hun gik på Allerød Gymnasium, spillede hun kammermusik og i orkester. Hendes interesse for litteratur blev vakt efter gymnasiet, hvor hun læste Lars Skinnebachs ”I morgen findes systemerne igen” (2004). En ”litterær (gen)fødsel” kalder hun det i et interview, og fortsætter: ”Der var helt klart et før og et efter den.” (Anya Mathilde Poulsen: Ny Hvedekorn-debutant: Nanna Storr-Hansen. Dr.dk, 2013-06-26).

Efter først at have prøvet kræfter med Kunsthistorie begyndte Nanna Storr-Hansen i 2011 på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvorfra hun blev bachelor i 2017. Mellem de to studier gik hun et halvt år på Kunstskolen i Holbæk, hvor hun fik litteraturundervisning af digter Claus Handberg, som inspirerede hende til selv at skrive digte. Da hun stoppede på skolen, fortsatte Handberg med at læse hendes digte og blev en slags mentor for hende.

Sideløbende med universitetsstudiet gik Nanna Storr-Hansen på Københavns Kunstskole, men besluttede efter et skrivekursus på Testrup Højskole at satse fuldstændig på digtningen. Hun søgte ind på Forfatterskolen første gang i 2013 og blev optaget i 2014. I mellemtiden var hendes digte udkommet i tidsskriftet Hvedekorn. I 2017 debuterede hun med digtsamlingen ”Spektakel”, og i 2018 udkom ”Mimosa”, som blev nomineret til Montanas litteraturpris.

Nanna Storr-Hansen debuterede i 2017 med digtsamlingen ”Spektakel”. Digtene falder i grupper, som hver har et særligt grafisk udtryk. Det skiftende visuelle udtryk fremstår som værkets formelle undersøgelse af sin egen lyriske form, og dette greb spejles af en indholdsmæssig undersøgelse af sprog, natur og krop, som foretages af digtsamlingens kvindelige ”jeg”.

Jeget oplever at være både forbundet med og afskåret fra sine omgivelser – et paradoks, der udtrykkes som jegets på én gang magtfulde og magtesløse position i fødekædens hierarki: ”jeg er bange/ for ødelæggelser/ at slå dyr ihjel/ dem som slås ihjel uden mit opsyn/ dem som slås ihjel under mit opsyn” (u.s.). Indholdsmæssigt udtrykkes her et aktivistisk, dyreetisk ærinde, og denne aktivisme er gennemgående for digtsamlingen.

52931347

Også på et formelt plan kan samlingen kaldes aktivistisk, idet digtene mange steder udfordrer grænserne for, hvad der er visuelt og sprogligt meningsfuldt. Et sådant sted hedder det: ”Endelig kappet// hovedet/ af/ hvad// er det/ for noget/ kukkelurer/ og er så rank/ i// legen” (u.s.). Ordene er her underligt forskudte af hinanden og spredt ud over bogens dobbeltside på en sådan måde, at den hidtidige læserytme brydes. Det ser ud, som om sætningernes ord er mere eller mindre tilfældigt ’faldet ud’, og her er det som om, digtene tager en formel konsekvens af et tidligere digt, hvor ”noget fandt/ gentagne gange ud af min grammatik” (u.s.).

En musikalitet synes hørbar ved de lydlige billeder, samlingen er fuld af, og i kraft af en tone, der slås an fra samlingens første vers, hvor det hedder: ”Opgangen dirrer” (u.s.). Ligesom en dirrende rungen i en opgang kan komme alle steder fra og dermed vanskeliggøre lytterens orienteringsmuligheder, ”dirrer” det i ”Spektakel”. Det dirrende opstår ud af vilde billeddannelser kombineret med sproglig og grafisk kreativitet, hvilket vanskeliggør læserens mulighed for at placere et fortolkningspunkt.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Spektakel"