Litteraturfestivalen Kbh Læser havde i 2014 haft kroppen som tema, og netop kroppen er også omdrejningspunkt og primært interesseområde for megen ny litteratur.
Vi har samlet en række portrætter af både nye og ældre forfattere, der bruger kroppen, udforsker den, beskriver, afskriver og hylder den.
Tag din krop med hen i sofaen og fordyb dig i litteratur om kroppen.
God fornøjelse!
I Bjørn Rasmussens debutroman ”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet” bliver kroppen, det fysiske legeme, et materielt etui for den martrede sjæl, det umættelige begær og den ulykkelige kærlighed. Følelser, som jeg’et ikke kan holde ud at holde inde og derfor må skære væk ved – helt bogstaveligt – at skære i den hud, der omgiver hele legemet.
Den prisvindende Asta Olivia Nordenhof både imponerer og forstyrrer med et værk, der overskrider gængse opdelinger af privat og offentligt, biografi og fiktion, krop og tekst. Hun skriver tekster med sin krop og sin ungdom, det er både ømt og ligefremt, og det fortsætter ud over bogomslaget. I antologier, på sin blog og med sin debutbog ”Et ansigt til Emily” fra 2011 skriver hun om sorg, krop og begær i en afsøgning af, hvordan der kan opstå intimitet på tværs af afstande.
Forfatterskoleuddannede Olga Ravn skriver i debutdigtsamlingen ”Jeg æder mig selv som lyng” uprætentiøst om at blive og være kvinde og om at have fået tildelt en krop, som man skal (lære at) leve i. Med reference til Tove Ditlevsen har Olga Ravn tilføjet et originalt kapitel til den evigaktuelle føljeton om Pigesind.
Charlotte Roches debutroman ”Vådområder” fra 2008 skildrer seksuel frigørelse som et alibi for følelsesmæssig traumatisering og lader sin hovedperson tage på gourmetrejse gennem kroppens væskeproduktioner. Hun skildrer den krop, som alle har, men få tør tale højt om, i det, der er blevet beskrevet som en ny og vild feminismes opgør med damebladsæstetikken.
Pia Tafdrups forfatterskab kredser om emner som overskridelse, brud og forandring med udgangspunkt i et af de eneste stykker natur, vores civilisation endnu ikke helt formår at kontrollere: Vores egen krop. Forfatterskabet er en vision om en verden forbundet som helhed mellem himmel, kød, tanke og tekst – et alvorligt univers befriet for dansk ironi og blufærdig afstandtagen.
Eva Tind Kristensen bruger ofte sin egen krop og sit eget ansigt til at undersøge identitetsdannelse, tilfældighedsprincipper og nedbryde tabuer om race og oprindelse. I debuten ”do” ledsages digte om adoption og hjemstavn af en billedserie, hvor hun indsætter sig selv i opstillede fotografier af andre danske adoptivfamilier. Hermed sætter hun forældrerollen til debat og udstiller den grad af tilfældighed, der ligger til grund for en familie.
Hos Mette Moestrup finder man blandt andet en undersøgelse af, hvordan ordene og tingene er forbundet og en tematisk behandling af seksualitet, køn, oprindelse, etnicitet og identitet. Det hele er sat ind i en eksperimenterende, legende og fabulerende form, der inddrager alt fra ordspil, montage, anagrammer, grønlandske leveregler, litterære referencer, talkshows, omskrivning af talemåder, stram metodik og meget andet.
Deforme kroppe og vanskabninger optræder side om side med almindelige mennesker i svenske Carl-Johan Vallgrens forfatterskab. En tankelæsende og døvstum dværg, et forstående havuhyre og en udødelig kortspiller er for eksempel nogle af de mærkværdige karakterer, man kan møde i hans stort anlagte romaner.
Det er ikke for sarte sjæle, når Kristina Stoltz i ”Et kød – erotiske fortællinger” fører sin læser ud i alle afkroge af det erotiske univers. I novellesamlingen fra 2012 giver Stoltz sit højlitterære bud på den erotiske genre, som har vist sig meget populær i 2010’erne. ”Et kød” består af ti noveller, der alle belyser temaerne forbudt begær, lyst, erotisk fantasi og forening fra hver deres særlige perspektiv.
Billedkunstner og forfatter Iben Mondrup lader i sit forfatterskab de sproglige billeder tone stærkt frem med maleriske beskrivelser af kroppe og kød, farver og dufte. Det er imidlertid ikke altid velfriserede beskrivelser af især de seksuelle møder, der hersker, men snarere en optagethed af det ukontrollerbare og tabet af ens selv.
Anaïs Nin er en sand mester i litterær iscenesættelse. Hun skrev for at leve og skabte sit liv i skriften. Hendes surrealistiske og poetiske skrivestil trækker læseren ind i en erotisk og kulturel verden, der rammer sanserne. Det er forførende læsning.