martha flyvholm tode
Foto: Lea Meilandt

Martha Flyvholm Tode

cand.public. Martine Stock, Bureauet, februar 2018.
Top image group
martha flyvholm tode
Foto: Lea Meilandt

Indledning

Martha Flyvholm Todes debutroman ”På Bornholm må man græde overalt” er en indsigtsfuld og fortættet roman om at miste og om at vende tilbage til hverdagen. Om at genvinde stemmen og sætte ord på følelserne inden i. Forfatteren skriver enkelt og kortfattet og med sans for stemninger. Med bogen vil forfatteren vise, hvor mange forskellige farver sorg har, og at der er et kæmpe spektrum af følelser, der kan være svære at sætte ord på.

52831466

Blå bog

Født: 12. maj 1993, København

Uddannelse: Christianshavns Gymnasium. Mellemøstens sprog- og samfundsstudier på Københavns Universitet.

Debut: På Bornholm må man græde overalt. Høst & Søn, 2017.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: På Bornholm må man græde overalt. Høst & Søn, 2017

Inspiration: Helle Helle, Stine Pilgaard, Paul Auster og Jonathan Safran Foer.

 

 

 

 

Martha Flyvholm Tode fortæller om sin debut ”På Bornholm må man græde overalt” i Ørstedsparken i København, hvor dele af bogen foregår.

Artikel type
boern

Baggrund

”Det værst tænkelige er, når man vågner en helt almindelig lørdag morgen og har fået en blodprop og forsøger at fortælle sin kone og sine børn og papbørn, at alt nok skal gå, altimens kroppen bliver ved med at krampe sammen, så det eneste, der kommer frem, er hostende, rallende lyde.”

”På Bornholm må man græde overalt”, s. 11.

Københavnerfødte Martha Flyvholm Tode har boet det meste af sin barndom på Nørrebrogade. Sammen med sin gode veninde solgte hun minipizzaer og gammelt legetøj uden for trappeopgangen og gik til ridning i Klampenborg. Hun blev aldrig god til at ride, men elskede at bruge tid sammen med hestene.

Forældrene var skilt, og det var ifølge Martha Flyvholm Tode selv ”en rigtig god ting. Jeg har nemlig fået to rigtig gode familier ud af det.” (Martine Stock: Interview med Martha Flyvholm Tode. Forfatterweb, februar 2018).

Sin tyske far besøgte hun hver anden weekend i Valby sammen med søsteren, hvor den ofte stod på pizza i Søndermarken eller kortspil. I begge hjem fyldte litteratur meget: Jeg er vokset op i et hjem med en mor, som har læst rigtig mange godnathistorier højt for mig, og en filosofisk far, der lige siden jeg har været helt lille, har stillet kritiske spørgsmål til det jeg læste. Min mor ville f.eks. læse ”Skammerens datter” højt for mig, og min far ville weekenden efter brokke sig over, at jeg ikke fik læst ”Don Quijote” højt i stedet. På den måde har litteratur altid fyldt meget og været samtaleemne for rigtig mange diskussioner rundt om spisebordet,” fortæller hun (Martine Stock: Interview med Martha Flyvholm Tode. Forfatterweb, februar 2018).

Martha Flyvholm Tode har altid haft historier, som hun gerne ville fortælle. Da hun var 12 år, skrev hun sin første roman. Det var en fantasyroman, og som yngre dyrkede hun meget fantasygenren: I de år læste jeg rigtig mange fantasybøger og brugte de fleste af mine vågne timer på enten at læse, skrive eller lade som om, at jeg levede i en anden verden. Jeg tror, at det var en slags reaktion på min meget ensformige hverdag,” siger hun (Martine Stock: Interview med Martha Flyvholm Tode. Forfatterweb, februar 2018).

Skoletiden tilbragte hun på den dansk-tyske folkeskole Sankt Petri, hvor der ikke var mange elever, men til gengæld mange strikse regler, hvilket har lært hende meget om pligt og ansvar: ”Jeg kan huske, at jeg gik inden for Sankt Petris mure og tænkte, at verden måtte være større end det her (…) Når jeg skrev, kunne jeg være en anden, og det blev en mulighed for at opleve mere end det, verden kunne tilbyde mig på det tidspunkt,” fortæller hun (Martine Stock: Interview med Martha Flyvholm Tode. Forfatterweb, februar 2018).

Siden har hun bevæget sig væk fra fantasygenren og debuterede som 23-årig med den realistiske ungdomsroman ”På Bornholm må man græde overalt”, der fik en flot modtagelse af anmelderne.

På Bornholm må man græde overalt

”Jeg sætter mig ned ved siden af den døde måge. Den må være død for nylig, tænker jeg, den ligner stadig en levende måge. På Bornholm må man græde overalt.”

”På Bornholm må man græde overalt”, s. 56.

I Martha Flyvholm Todes ungdomsbog ”På Bornholm må man græde overalt” fra 2017 møder vi Maria, som holder sabbatår efter gymnasiet. Vi møder hende midt i sorgen over at have mistet sin stedfar, Tore. Hun har svært ved at sætte ord på sorgen, mærke sig selv, og hvad hun har lyst til. Evnen til at tale om følelserne er forsvundet sammen med Tore, og gennem glimtvise tilbageblik erfarer vi, hvad der er sket.

Familien og ”englænderen”, som hun har et kæresteforhold til, prøver at række ud til Maria, men hun har svært ved at tale om Tore. Også Marias gode ven Sylle prøver ihærdigt at få Maria til at åbne op, når de sidder sammen på deres faste bænk i Ørstedsparken i København. Men Maria vil hellere bare tale om dagligdagsting som fiskefrikadeller end om det følelseskaos, der er inde i hende.

Sammen med sin mor og to bonusbrødre tager Maria til Bornholm for at besøge sine bedsteforældre efter Tores død, og her ”må man græde overalt,” konstaterer Maria. Dagene går stille og roligt, uden at der sker noget særligt, og ganske langsomt begynder Maria at vågne fra sin følelsesmæssige dvale.

52831466

Bogen indledes med et uddrag fra bogen ”Det værst tænkelige – en håndbog i overlevelse”, som Maria fik af Tore, da hun skulle til Asien. Uddragene skaber en rød tråd gennem bogen og markerer dens tre dele med forskellige situationer om det værst tænkelige. Samtidig fungerer den som en metafor for det, Maria gennemgår i bogen.

Handlingen, der er fortalt af Maria, bevæger sig frem og tilbage i tid, fra Maria møder Tore første gang nogle år forinden og frem til tiden efter hans død. Sproget er enkelt, til tider minimalistisk, og sætningerne korte. Men de emmer af stemning og fortæller langt mere, end der står i ord. Som læser kan man mærke, hvordan Maria har det. Persongalleriet bliver ikke udpenslet, ligesom handlingen heller ikke bliver det, og det er generelt op til læseren at stykke puslespillet af glimt fra fortid og nutid sammen til et helt billede.