Vi har samlet en række værker, hvor vækst er et element enten i forhold til form eller indhold eller som litterært topos. Vækst i litteraturen kan se ud på tusind måder, men kan f.eks. komme til udtryk som en vildtvoksende tekst, en skildring af hedens opdyrkning eller som en hyldest til det organiske og vilde.
Formvækst
Litteraturen giver helt unikke muligheder for at lave formmæssige eksperimenter, der kan forekomme såvel kontrollerede som ukontrollerede. Den kan inddrage matematiske formler, give plads til utæmmet sproglig vækst eller opføre sig, så læseren selv må tøjle teksten.
Nogle litterære værker forekommer at have deres egen indre logik eller drivkraft, som om teksten lever sit eget organiske liv og breder sig næsten ukontrolleret. Et eksempel er ”Den firetresindstyvende frokost i det grønne” (PRAKSIS, 3) af Per Højholt, hvor en sekundær notetekst om Manets maleri ”Frokost i det grønne” langsomt overtager hele teksten, fylder siderne og får det sidste ord, lige indtil Per Aage Brandt overtager skrivningen af bogens sidste sider
Peter Adolphsens ”En million historier” er kun ti sider lang, men hver af de ti sider er skåret i seks strimler á to linjer. I kombination kan de læses på en million forskellige måder, og det vil tage læseren 694 døgn at læse hele bogen, hvis man læser en historie i minuttet.
En tekst, der undsiger sig at have et entydigt udtryk, er Jonathan Safran Foers ”Tree of Codes”, der ikke er udgivet på dansk. Af gode grunde. Med den såkaldte die-cut teknik har han klippet dele af og hele sætninger ud af sin yndlingsbog ”The Street of Crocodiles” af Bruno Schultz. Bogen fremstår med fysiske huller i sætningerne, så teksten kan læses på flere måder afhængig af, hvordan man bladrer.
En mere kontrolleret form for vækst møder man i læsningen af Inger Christensens digtsamling ”Alfabet” fra 1981, der er bygget op om Fibonaccios eksponentielt voksende talrække, hvor hvert tal er summen af de to foregående. Christensen begynder alfabetisk med den kendte linje ”abrikostræerne findes, abrikostræerne findes”, fortsætter med b’s to linjer og må stoppe ved n, hvor teksten for alvor begynder at sprede sig.
Digteren Klaus Høeck bruger flittigt matematiske udregninger som afsæt for sine tekster. I f.eks. ”In nomine” er det bogstaverne i hans fødenavn Klaus Høeck Johnsen, der er udgangspunkt for de såkaldte axiomdigte. I otte variationsrækker eller erindringsspor forholder digtene sig til hans levede liv, musik, tidligere værker mm. I ”Hjem” (1734) er ambitionen i digtene at skrive om intet mindre end alt, og tekstens tre spor skal læses henholdsvis forfra, bagfra og fra midten og ud til begge sider.
Litterære misvækster
Litteraturen giver en enestående mulighed for at fremskrive karakterer, der ikke ville have gang på jord eller netop giver både krop og stemme til de uformelige. Litteraturhistorien vrimler med dværge, monstre og vanskabninger, som i fiktionen kan optræde på absolut lige vilkår med øvrige karakterer. I australske Catherine Dunns ”Freak love” profiterer familien Binewski flot af deres voldsomme deformiteter. De er født med pukkel, som siamesisk tvilling eller med andre skavanker, og de lever af at vise deres kroppe frem i det omrejsende tivoli Binewski Fabulon.
Norske Lars Saabye Christensen har nærmest gjort det til et kendetegn for sine værker at have mere eller mindre deforme karakterer med. I ”Magnet” er fotografen Jokum Jokumsen helt absurd høj, i ”Bernhard Hvals fortalelser” er det det kantede makkerpar Notto Fipp og Dr. Bernhard Hval, og i ”Herman” falder alt lille Hermans hår af.
Misvæksten er også omdrejningspunktet i Günter Grass’ ”Bliktrommen” – et centralt værk i den europæiske litteraturhistorie. Her beslutter den treårige Oskar Matzerath sig for ikke at vokse mere og går altså gennem livet som en mandsling med en stemme, der er så høj, at den kan splintre glas.
Svenske Carl-Johan Vallgren bruger også i flere af sine værker vanskabninger i fortællingen. I ”Den vidunderlige kærligheds historie” er det den vanskabte og tankelæsende dværg Hercule Barfuss, der rejser op gennem det tyvende århundredes Europa, og i ”Havmanden” er netop denne mystiske ordløse havskikkelse central i den socialrealistiske fortælling om svigt og søskendekærlighed.
Et særdeles kendt og elsket lille væsen er Bilbo Sækker, en af de gemytlige hobbitter i J.J.R. Tolkiens ”Hobbitten”.
Hedevækst
Steen Steensen Blicher blev født i landsbyen Vium lidt uden for Viborg, og var igennem hele sit forfatterskab præget af det hedelandskab, som han voksede op i. I hans debut, digtsamlingen "Digte" (1814-1817), er menneskets forhold til naturen omdrejningspunktet, mens den jyske hede danner rammen og stemningen i "Hosekræmmeren" (1829).
Den jyske hede var også udgangspunktet for naturlyrikeren Jeppe Aakjær, som blandt andet i digtsamlingen "Rugens sange og andre digte" skildrer årets cyklus på landet – fra vinterrugen lægges i jorden i efteråret til foråret, hvor sten indsamles fra marken og til sensommerens høst.
Også Ida Jessen har i sine seneste romaner beskæftiget sig med tilværelsen ude på heden. I "En ny tid" (2015) skildres livet i den lille jyske by Thyregod i 1920'erne. Hvor tilværelsen før var præget af den ugæstfrie hede, bringer samfundsudviklingen liv og forbedringer til livet ude på landet.