Molly Balsby

Molly Balsby er født 3. februar 1993 på Rigshospitalet til forældrene Helle Broberg Nielsen og Egon Balsby. Hun er vokset op på Østerbro i København. Da hun gik i 3.g, fik de i hendes gymnasieklasse besøg af digteren Mette Moestrup, der lavede et forløb, hvor eleverne skulle skrive tekster. Moestrup så et talent og en lyst til at skrive i Balsby og opfordrede hende til at søge ind på Forfatterskolen. Så Balsby droppede ud af 3.g og søgte og kom ind. Kun 17 år gammel.

”Jeg har siden talt med Mette Moestrup om det, og det hun mente dengang var jo, at jeg skulle søge ind, når jeg havde færdiggjort gymnasiet. Men jeg tog det simpelthen bogstaveligt (…). Jeg tror virkelig kun, at det er en 17-årig, der kan have den der naive tro på, at det nok skal gå.” (Michelle From Hoxer: Molly droppede ud af gymnasiet som 17-årig og søgte ind på drømmestudie: ”Jeg havde ikke en plan B”. Danmarks Radio, 2019-09-15).

Balsby havde allerede skrevet en del på det, der skulle blive til ”Ponyprivilegiet”, da hun tog sin afgang fra Forfatterskolen i 2013. Hun tog en HF og begyndte at læse historie på Københavns Universitet, hvor hun nu er i gang med at tage en kandidatgrad.

I 2019 modtog hun debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat for ”Ponyprivilegiet”.

En pony er en lille hest, der ikke er nyttig at ride på for andre end små børn. Den er mere cute end stærk, men deri ligger en styrke. At fremstå nuttet, men være stærk. Sådan kunne en definition på ponyens privilegium lyde i Molly Balsbys debutdigtsamling ”Ponyprivilegiet” (2018).

”Ponyprivilegiet er hver gang nogen udnytter deres svagheder til en fordel.

Ponyprivilegiet er at kunne være cute og hardcore på samme tid.

Ponyprivilegiet er når jeg undskylder for mig selv og I godtager det, som om det er gyldigt.

Ponyprivilegiet er, når jeg sir: jeg har bare skrevet denne her lillebitte bog om heste.” (s. 7).

Sådan lyder det i det første digt, der slagkraftigt sætter en tone an for bogen. Der tales med en stemme, der henvender sig utroligt direkte og ofte aggressivt. Bogen falder i fire dele og handler om en fars død og et kærlighedsbrud. Selvom der hele tiden er en aggressiv og direkte henvendelse, er der også et blik indad på jegets egne privilegier, men ikke for at sige undskyld. Der er ofte uforsonlighed i stemmen. Først til sidst kommer et digt, der handler om taknemmelighed og kærlighed til ens venner, om at åbne sig for kærligheden.

På trods af denne udvikling er det ikke narrativt opbyggede digte, der er tale om. Snarere kan man sige, at digtene synes at være drevet af en følelse. Nogle gange er det billedtætte og voldsomme digte, der med en anfægtet energi presser sig fremad med et meget originalt billedsprog. For eksempel kan der stå: ”en kat ruller sig ud på hans tunge.” (s. 11). Andre gange er der en mere melankolsk eller lakonisk, næsten opgivende tone i digtene, som når der står: ”Jeg prostituerer mit hjerte./ Jeg elsker alle/ og ingen samtidigt.” (s. 45).

Jegets far er flyttet til Kenya, hvor nogle erindringsdigte også foregår, og der kan digtene få en mere dagbogsagtig og registrerende karakter, når der står: ”Jeg kørte i nattog fra Nairobi til Mombasa./ Stegte kyllingelår med branket skind fra et bulet blikfad.” (s. 20). Der er med andre ord plads til, at forskellige aspekter af stemmen kan vise sig og derved også undersøge sit eget privilegium som talende.