molly Balsby
Foto: Forlaget Basilisk

Molly Balsby

cand.mag. Andreas Eckhardt-Læssøe, Bureauet, november 2019.
Top image group
molly Balsby
Foto: Forlaget Basilisk

Indledning

Ponyen i Molly Balsbys debut ”Ponyprivilegiet” er et unyttigt dyr, der mere er cute end brugbart. Privilegiet er at udnytte det til sin fordel. ”Ponyprivilegiet” er en bog, der handler om sorg og kærlighed og om at være en ung kvinde med mange følelser. Den taler med en stemme, der henvender sig direkte og hektisk, ofte sågar arrigt og vredt – selv når man skulle tro, at sorgen eller den forliste kærlighed mere ville anspore til melankoli eller tristesse. ”Hyp hyp motherfuckers” står der bag på bogens skinnende lyserøde omslag, og det lyder som en anden måde at sige, at bogens jeg er et jeg, der ikke finder sig i mere pis og siger, nu må vi komme videre.

54730837

Blå bog

Født: 23. februar 1993 på Rigshospitalet i København.

Uddannelse: Forfatterskolen, 2011-13. Bachelor i Historie på Københavns Universitet, 2019.

Debut: Ponyprivilegiet. Basilisk, 2018.

Litteraturpriser: Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, 2019.

Seneste udgivelse: Ponyprivilegiet. Basilisk, 2018.

Inspiration: Inger Christensen, Mette Moestrup, Lana del Rey.

 

 

 

 

 

 

Molly Balsby læser op til Forfatterskolens Afgangsoplæsning 2013.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg kommer her med min ponykrop,
skabt til at skabe.
Lille dværggud, hvad kan du kræve af mig,
hvad er mine privilegier?
Mit hjerte er kun en meget lille ting i verden, men dyrene har mange privilegier.
Katastroferne er hele tiden nærværende i mit menneskeliv.
Jeg har aldrig levet i en global fredstid,
men dyrene dør også i den kommende atomkrig.”


”Ponyprivilegiet”, s. 7.

Molly Balsby er født 3. februar 1993 på Rigshospitalet til forældrene Helle Broberg Nielsen og Egon Balsby. Hun er vokset op på Østerbro i København. Da hun gik i 3.g, fik de i hendes gymnasieklasse besøg af digteren Mette Moestrup, der lavede et forløb, hvor eleverne skulle skrive tekster. Moestrup så et talent og en lyst til at skrive i Balsby og opfordrede hende til at søge ind på Forfatterskolen. Så Balsby droppede ud af 3.g og søgte og kom ind. Kun 17 år gammel.

”Jeg har siden talt med Mette Moestrup om det, og det hun mente dengang var jo, at jeg skulle søge ind, når jeg havde færdiggjort gymnasiet. Men jeg tog det simpelthen bogstaveligt (…). Jeg tror virkelig kun, at det er en 17-årig, der kan have den der naive tro på, at det nok skal gå.” (Michelle From Hoxer: Molly droppede ud af gymnasiet som 17-årig og søgte ind på drømmestudie: ”Jeg havde ikke en plan B”. Danmarks Radio, 2019-09-15).

Balsby havde allerede skrevet en del på det, der skulle blive til ”Ponyprivilegiet”, da hun tog sin afgang fra Forfatterskolen i 2013. Hun tog en HF og begyndte at læse historie på Københavns Universitet, hvor hun nu er i gang med at tage en kandidatgrad.

I 2019 modtog hun debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat for ”Ponyprivilegiet”.

Ponyprivilegiet

”Gid jeg var en lille pony, gid jeg var den perfekte allround pony, gid jeg havde et hjerte af guld, gid jeg var forsigtig i springning, gid jeg var en billedsmuk og alsidig pony, gid jeg var utrolig fleksibel og villig, gid jeg var en uduelig lille hest.
Ponyprivilegiet er hver gang nogen udnytter deres svagheder til en fordel.
Ponyprivilegiet er at kunne være cute og hardcore på samme tid.
(...)
Ponyprivilegiet er, når jeg sir: jeg har bare skrevet denne her lillebitte bog om heste.
Hyp hyp motherfuckers.
Hyp hyp!”

”Ponyprivilegiet”, s. 7.

En pony er en lille hest, der ikke er nyttig at ride på for andre end små børn. Den er mere cute end stærk, men deri ligger en styrke. At fremstå nuttet, men være stærk. Sådan kunne en definition på ponyens privilegium lyde i Molly Balsbys debutdigtsamling ”Ponyprivilegiet” (2018).

”Ponyprivilegiet er hver gang nogen udnytter deres svagheder til en fordel.

Ponyprivilegiet er at kunne være cute og hardcore på samme tid.

Ponyprivilegiet er når jeg undskylder for mig selv og I godtager det, som om det er gyldigt.

Ponyprivilegiet er, når jeg sir: jeg har bare skrevet denne her lillebitte bog om heste.” (s. 7).

Sådan lyder det i det første digt, der slagkraftigt sætter en tone an for bogen. Der tales med en stemme, der henvender sig utroligt direkte og ofte aggressivt. Bogen falder i fire dele og handler om en fars død og et kærlighedsbrud. Selvom der hele tiden er en aggressiv og direkte henvendelse, er der også et blik indad på jegets egne privilegier, men ikke for at sige undskyld. Der er ofte uforsonlighed i stemmen. Først til sidst kommer et digt, der handler om taknemmelighed og kærlighed til ens venner, om at åbne sig for kærligheden.

På trods af denne udvikling er det ikke narrativt opbyggede digte, der er tale om. Snarere kan man sige, at digtene synes at være drevet af en følelse. Nogle gange er det billedtætte og voldsomme digte, der med en anfægtet energi presser sig fremad med et meget originalt billedsprog. For eksempel kan der stå: ”en kat ruller sig ud på hans tunge.” (s. 11). Andre gange er der en mere melankolsk eller lakonisk, næsten opgivende tone i digtene, som når der står: ”Jeg prostituerer mit hjerte./ Jeg elsker alle/ og ingen samtidigt.” (s. 45).

Jegets far er flyttet til Kenya, hvor nogle erindringsdigte også foregår, og der kan digtene få en mere dagbogsagtig og registrerende karakter, når der står: ”Jeg kørte i nattog fra Nairobi til Mombasa./ Stegte kyllingelår med branket skind fra et bulet blikfad.” (s. 20). Der er med andre ord plads til, at forskellige aspekter af stemmen kan vise sig og derved også undersøge sit eget privilegium som talende.

Genrer og tematikker

Poesien er en genre, der lægger sig et sted mellem det talte sprog og det skrevne. Den er båret af en rytme eller en henvendelse, den er en undersøgelse af, hvordan sprog kan lyde. Sådan er det også for Molly Balsbys digte, der skriver sig ind i en tradition for vrede og anfægtede stemmer i poesien. Den første linje i bogen lyder: ”Jeg kommer her med min ponykrop/ skabt til at skabe.” (”Ponyprivilegiet”, s. 7). Det slår en tone an i bogen, som er meget direkte og ligefrem. Der tales, som man siger, lige ud af posen. Det betyder ikke, at der ikke også kan være plads til billedsprog, der ofte skaber et ryk i digtene. De flår en ud af det opfattede realplan og hen i noget andet, et andet og mere ustabilt rum. Sådan er det for eksempel, når der står: ”Lad dine øjenvipper vokse sig så lange som en sorg.” (s. 12).

Balsby skriver sig også ind i en tradition for specifikt vrede kvinder. Hun foretager en undersøgelse af den kvindelige vrede, hvordan den kan lyde, og hvordan den kan se ud. Vreden kan også komme fra et cute udtryk, som ponyen. Det bryder med nogle stereotype forestillinger om, hvad kvinden er og kan. Derfor må man også forstå det som ironisk, når der står skabt til at skabe, som citeret ovenfor. Stemmen både vrænger afvisende af det og forhandler det vilkår. Hvis man biologisk er betinget til at skabe liv, som kvindekroppen, forventes man også at gøre det. Men ponyen som figur fortæller os med sin unyttighed, at den ikke vil leve op til forventninger. Det kan også spores, når jeget har en drøm om at føde en kagemand og straks gå i panik og spise dens hoved, og så står der: ”Det er ikke en drøm om moderskab./ Det er en drøm om ustoppelig sult.” (”Ponyprivilegiet”, s. 27).

Temaerne i bogen om sorgen over den døde far og den brudte kærlighed er poetiske grundstoffer, som Balsby alligevel behandler med noget, der ofte kan betegnes som irritation eller frustration. Det alvorlige og det vrængende er begge til stede.

Beslægtede forfatterskaber

Selvom Mette Moestrup ofte skriver digte, der er bygget op over komplicerede systemer eller performative ritualer, så formår hun alligevel at have en levende gnist i sit sprog. Hendes sprog er direkte i sin henvendelse, og på den måde kan det siges at minde om Molly Balsbys. Balsby har også det feministisk politiske tilfælles med Moestrup, selvom Moestrup også behandler andre politiske emner som antiracisme og kvindevold, som hun f.eks. gør i bøgerne ”Til den smukkeste” (2019) og ”Kingsize” (2006). Det var godt for alle, både Balsby og hendes læsere, at Moestrup og Balsby mødte hinanden dengang, fordi det føles som en af grundene til, at vi andre nu kan læse Balsbys digte.

Molly Balsby har selv peget på, at hun er meget inspireret af Inger Christensen. Mange vil forbinde Inger Christensens digtning med de forpustet smukke systemdigte i ”Det” (1969) eller ”Alfabet” (1981). Men ligesom det er tilfældet med Moestrup, er der i Inger Christensens alvorlige systemdigtning også plads til mere legesyge øjeblikke, små klare glimt af et smilende menneske midt i lingvistisk komplicerede bøger om politisk krise og krig. Ikke at Balsbys digte altid er drillesyge, men det er måske alligevel der, inspirationen bliver mest synlig.

Balsbys digte har som sagt en meget direkte stil, og nogle gange kan den minde om det lidt henkastede hos en digter som Asta Olivia Nordenhof, når hun taler prunkløst fra en ung kvindes virkelighed, som f.eks. i ”Det nemme og det ensomme” (2013). Eller man kan tænke på en ung mandlig digter som Andreas Pedersen i hans bog ”Fryden” (2016). De har ikke aggressionen tilfælles, men de lokale og lysende billeder, der forstyrrer realplanet i digtene, kan godt minde om hinanden.

Vreden kan have mange forskellige udtryk, og man kan også se på en bog som ”Det er et jeg der taler (Regnskabets time)” (2017) af Lone Aburas, selvom Aburas har et helt andet og mere direkte politisk fundament for sin vrede. Det samme kan siges om Maja Lee Langvads konceptuelle værk ”Hun er vred” (2014), der arbejder med en uforsonlig vrede over transnational adoption.

Bibliografi

Digte

Balsby, Molly: Ponyprivilegiet. Basilisk, 2018.

Kilder citeret i portrættet