siri ranva hjelm jacobsen
Foto: Kajsa Guldberg

Siri Ranva Hjelm Jacobsen

cand.mag. Karina Søby Madsen, Bureauet, februar 2019.
Top image group
siri ranva hjelm jacobsen
Foto: Kajsa Guldberg

Indledning

Det er store temaer, Siri Ranva Hjelm Jacobsen jonglerer med i sit forfatterskab, hvor national identitet, kultur og menneskets forhold til natur (og vice versa) sættes i scene. Ikke mindst i debutromanen ”Ø” tematiseres migrantidentitet som et stadig mere gængs vilkår i den globale verden.

Hos Hjelm Jacobsen er naturen besjælet, og den spiller en aktiv rolle i det menneskelige liv – både som med- og modspiller. I ”Ø” er den færøske natur et abstrakt og uopnåeligt symbol på hjem for jeg-fortælleren, og samtidig er den fuld af skønhed, mytologi og dødbringende kræfter. I ”Havbrevene” er naturen definerende for menneskehedens skæbne.

46013654

Blå bog

Født: 1980, København.

Uddannelse: Cand.mag. i litteraturvidenskab, 2010.

Debut: Ø. Lindhardt og Ringhof, 2016. Roman.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Havbrevene. Lindhardt og Ringhof, 2018. Brevroman.

Inspiration: Selma Lagerlöf, H.P. Lovecraft og Edith Södergran.

Artikel type
voksne

Baggrund

Citat
”Hvis ikke for min omma havde jeg været helfæring, ikke halvdansker, astmafri, min mor havde giftet sig med en fisker, brugsbestyrer, en ornitolog, ikke en tarantel. Jeg var vokset op med en bedre udsigt, mere grønt, mere Jesus, færre lesbiske, mange får, ingen patologisk hjemve. Det sidste var det vigtigste.”

”Ø”, s. 186.

Siri Ranva Hjem Jacobsen er født i 1980 i København og beskriver sin familie som kæmpestor og fordelt på flere kontinenter – Danmark, Færøerne og USA. Fra barnsben har hun interesseret sig for litteratur, kunst, filosofi, farver, verden og hvordan vi som mennesker kan organisere os bedre og mere retfærdigt sammen. Fra 12-årsalderen har hun skrevet digte og historier. Det har udmøntet sig i, at hun både har kastet sig over litteraturstudiet på Københavns Universitet, som hun afsluttede i 2010, og i værkerne ”Ø” fra 2016 og ”Havbrevene” fra 2018.

Selv fortæller hun om sin forfattergerning i et interview med Forfatterweb: ”at skrive er min måde at stille spørgsmål til verden på. Romanen ”Ø” er for eksempel ikke så meget ’inspireret af noget’, som den er en undersøgelse af noget. Hvad vil det sige at have hjemme? Hvordan ser en post-national identitet ud? Hvordan kan man længes hjem til et sted, man aldrig for alvor har kendt? Men jeg henter meget byggemateriale i litteraturen – jeg er en altædende læser – og i mytologierne. En eller anden blanding af nysgerrighed, kærlighed til verden og et kritisk blik på de sociale og politiske strukturer.” (Karina Søby Madsen: Interview til Forfatterweb, februar 2019).

I dag er Siri Ranva Hjelm Jacobsen bosiddende på Nørrebro og er ved siden af forfattergerningen fast tilknyttet som litteraturskribent på Weekendavisen. Tidligere har hun skrevet for medierne Information, Atlas og Standart, og som forfatter skriver hun også af og til for udenlandske medier, senest essays i de italienske aviser Corriere della sera og La Repubblica. Værket ”Ø” er i øvrigt udgivet i Frankrig, Italien og Ungarn.

Ø

”Jeg havde en uro i kroppen, en sorg. Jeg krøllede mig sammen på en bænk med ryggen til Lagtinget og front mod havet. Nu dukkede Aeolia op igen, Vindkongens Ø. Det var abben, der lærte mig at samle på flydeøer.”

”Ø”, s. 125.

Siri Ranva Hjelm Jacobsens debutroman ”Ø” fra 2016 følger to spor – 1. og 3. generation i en familie, der emigrerer fra Færøerne til Danmark. 1. generation består af det unge forlovede par Marita og Fritz, der i 1930’erne udvandrer til Danmark. To generationer senere rejser deres unavngivne barnebarn tilbage til Færøerne for at få hold på sin familiehistorie og sin udefinerbare følelse af længsel og hjemve.

”Ø” er en sanselig og stemningsfuld roman om tilhørsforhold og længsel. Ved at beskrive udvalgte scener fra barndommen viser jeg-fortælleren, hvordan hjemveen gnaver i Fritz og samtidig graver en afgrund mellem Fritz og Marita. I modsætning til Fritz har Marita tilsyneladende ikke nogen længsel mod sit hjemland, og således bliver Fritz’ mantra da også ”hvis ikke for Marita” – eller når han messer for sit barnebarn ”hvis ikke for din omma”. Underforstået – så var Fritz for længst flyttet tilbage til sit hjemland. På den måde installerer Fritz (kaldet abba) sin hjemve i 3. generation, som endda kun er halvt færing, halvt dansk.

52521254

Titlen bærer mange henvisninger i sig og er fortællingens ledemotiv. Den henviser bl.a. til Suderø, hvor det meste af familiehistorien udspiller sig. Det er selvfølgelig først og fremmest en konkret ø, som familien stammer fra, og som barnebarnet besøger, men i beretningen bliver det også en mytologisk ø på linje med Odysseus’ Itakha i Homers værk ”Odysseen”, som Fritz læser højt fra for jeg-fortælleren. Suderø er fuld af mytologisk ballast, som jeg-fortælleren lærer om på sin rejse, og samtidig kan den lignes med Itakha, fordi den repræsenterer en patologisk forestilling om hjem for såvel Fritz som barnebarnet. Ifølge bedstefaren har flere af Færøerne endog været flydeøer ligesom Vindkongens Aeolia i ”Odysseen”, og på den måde peges igen på øernes mytologiske kraft. Titlen henviser endvidere til 1600-tals digteren John Donnes verslinje ”Intet menneske er en ø, en verden for sig”, og to gange i værkets løb hedder det ”dybt under havet mødes alle landmasser” (s. 110 og s. 244). På den måde diskuterer værket selve identitetens væsen – er det flydende eller landfast? Og i hvor høj grad har vi brug for fast grund under vore fødder? Svaret er ikke entydigt. Mens Marita tilsyneladende trives i sit eksil, trækker sorgen og længslen i Fritz spor helt ned i 3. generation.

Havbrevene

”Jeg lytter til de synkende stimer. Hjernernes kliklyd, der gradvist stiger og så ebber ud. De står på bunden og duver med lunger, der spjætter af plankton og lyskrebs. Når alene kommer, kigger jeg væk.”

”Havbrevene”, s. 18.

I 2018 udkom Siri Ranva Hjelm Jacobsens lille værk ”Havbrevene”, der er skrevet som en brevveksling mellem Middelhavet og Atlanterhavet. Samtidig er det en udveksling mellem poesi og billedkunst, da værket er illustreret af Dorte Naomis tegninger, der på organisk vis – grotesk og let foruroligende – understøtter brevenes udsagn. Nogle gange ved at pege på sammenhænge (mellem verdenshavene, havene og menneskene etc.), og andre gange ved netop at åbne sprækker og afgrunde mod død og ødelæggelse.

”Havbrevene” er en delvist essayistisk, delvist poetisk hudfletning af verdens tilstand af i dag – set fra havenes perspektiv. Der er klima- og flygtningekrise for fuld udblæsning. Når Atlanterhavet skriver om Arktis, at hun ”Røgter sine køer deroppe, og når de skal til at kælve, bliver hun spændt” (s. 20), så er det klimaforandringerne, det handler om, og når Middelhavet skriver, at ”nu klatrer krybene så meget rundt på mig i deres bælge, alt for mange i én bælg.” (s. 18 – se endvidere citatet), så er det menneskers flugt over Middelhavet, der behandles.

46013654

Ligesom debutromanen tematiserer romanen også slægtskab og tilhørsforhold. Havene længes således mod den tid, hvor de hang sammen, og med denne længsel som drivkraft arbejder havene nu mod atter at blive et hele og overflyde al landjorden. Værket bliver således også en form for alternativ skabelsesberetning med havene som det naturlige (i modsætning til guddommelige) centrum.

I brevvekslingen fremstår Middelhavet som den lidt bekymrede lillesøster, der er i tvivl, om udviklingen nu også er den rigtige, mens Atlanterhavet med sine mange år på bagen (180 millioner!) er mere pragmatisk og primært fokuserer på det store perspektiv. Dermed trøster og irettesætter det Middelhavet (kun 5 millioner år gammelt) – blandt andet ved at fortælle små glimt fra krybenes liv- og kulturhistorie. Havene diskuterer eksempelvis myten om Ikaros, der fløj for tæt på solen og døde, og mens Middelhavet bærer historien som et traume i sig, er det for Atlanterhavet blot en ubetydelig hændelse – Ikaros er et lille plask i verdenshistorien, ligesom menneskenes historie snart vil være det. Med afsæt i denne myte samt nutidige minder fra familier, der har mistet deres pårørende til Middelhavet, diskuterer værket, hvorvidt menneskene er værd at sørge over, når de er væk. De endegyldige svar må man som læser dog lede forgæves efter.

Genrer og tematikker

Siri Ranva Hjelm Jacobsen er – ud over at være forfatter – litteraturskribent på Weekendavisen, og tidligere har hun skrevet såvel poesi og anmeldelser som kritiske og debatterende essays i danske magasiner.

Hendes forfatterskab kredser primært om identitet og natur. I romanen ”Ø” er det hovedsageligt slægtens betydning og migrantens identitet, der udforskes. Det sker ved at sætte spot på 1. og 3. generation af en familie, der er udvandret fra Færøerne til Danmark. Romanen tematiserer fremmedhed og længsel og viser, at man ikke behøver at være flygtet langvejs fra, for at eksilet bliver definerende: Eksilet findes også som et livsvilkår inden for rigsfællesskabet. Og det bliver definerende igennem (mindst) tre generationer.

Flere gange i løbet af værket reflekterer jeg-fortælleren over eksilets vilkår. Både hvordan det konkret kommer til udtryk igennem generationer, hvor første generation er den, der træffer det tunge valg og bærer byrden. Anden generation bliver enten ”dobbelt-dårlig, intetsproget, dobbelt-alene” (s. 87), eller løber dobbelt så stærkt og udvider forretningen eller tager en fin uddannelse. Tredje generation beskrives som enten ”cool og kulturfri, eller den er halvhjemme, halvdårligsproget” (s. 88). Men emnet behandles også på mere abstrakt vis ved for eksempel at henvise til flydeøer – ikke mindst i det afsluttende kapitel ”Mykines”.

Identitet er også et tema i værket ”Havbrevene”. Dels besjæler forfatteren de to verdenshave Middelhavet og Atlanterhavet, som sammen med de øvrige verdenshave længes imod atter at forenes og blive en stor familie, og dels tematiserer værket den menneskelige identitet. I værket bliver myten om Ikaros’ fald et symbol på den menneskelige forfaldshistorie. Der henvises blandt andet til maleriet ”Landskab med Ikaros’ fald” af Pieter Bruegel, hvor Ikaros alene er afbilledet som et par hjælpeløse ben i motivets højre hjørne. Hermed gør forfatteren selve den menneskelige historie til en parentes i den store fortælling om universet.

Også flygtninge- og klimakrise er væsentlige emner i ”Havbrevene”. Klimakrisen er løsningen, der kan give havene mulighed for at fuldende Utopia, men samtidig er værket et vink med en vognstang til menneskene om, at de ikke kan gøre regning uden vært.

Naturen tematiseres såvel igennem klimakrisen i ”Havbrevene” som besjælingen af naturen i begge værker. Dryppende gennem værkerne er små perler som denne fra ”Ø”: ”Tågen begyndte at lette, skilte som sur mælk og krøb af sted i alle retninger. På landsbyskolens parkeringsplads lå et par råhvide strimler tilbage og lyste ubeslutsomt i mørket.” (s. 54-55). I værkerne kan naturen også i den grad påvirke menneskene. I ”Ø” bemærker jeg-fortælleren til et eksempel, at både hun og moderen ændrer sig, når de er på Færøerne. Moderen bliver lettere og hukommelsen dybere, mens jeg-fortælleren skriver om sig selv: ”Mens vi opholdt os i Thorshavn, undergik jeg små, men mærkbare fysiske forandringer. Mit hår ændrede struktur, blev blødere og glattede sig ud. Luften vaskede melaninkornene i min huds celler, så de kom til at gløde.” (s. 124).

Beslægtede forfatterskaber

Siri Ranva Hjelm Jacobsens debutroman skriver sig ind i migrantlitteraturens historie, og her kan man selvsagt pege på forfattere som Salman Rushdie, V.S. Naipaul, Zadie Smith eller for den sags skyld Yahya Hassan. Men de nordiske eksempler ligger nok mest til højrebenet. Det gælder eksempelvis Iben Mondrups ”Godhavn” (2014) og Maren Uthaugs ”Og sådan blev det” (2013), der begge ligesom ”Ø” fokuserer på kultur og migration imellem de nordiske lande. I ”Godhavn” beskrives en dansk udflytterfamilies liv og hverdag i Grønland set fra børnenes vinkel, og i ”Og sådan blev det” rejser en kvinde til det samiske Nordnorge for at forene sig med sit kulturelle ophav og tage det på sig. Det er ligeledes oplagt at sammenligne med Lisbeth Nebelongs trilogi ”Færø Blues” (2003-14), der via et kærlighedsforhold mellem danske Lida og færøske Kári beskriver forholdet mellem Danmark og Færøerne og livet i Norden fra 1960’erne til i dag.

Også den store færøske digter William Heinesen springer i øjnene, når man læser Siri Ranva Hjelm Jacobsens værker, og han nævnes da også i ”Ø”. Heinesens værker tematiserer Færøernes natur og samfund og er særdeles optaget af myter, som også spiller en særlig rolle i ”Ø”.

I ”Ø” fremstår den nordiske natur som både kulisse og scene for værkets myter, hverdag og længsel, og de smukke og til tider også urovækkende beskrivelser af naturen og dens fænomener giver desuden mindelser om samtidige islandske forfattere som Gyrðir Elíasson – ikke mindst novellesamlingen ”Mellem træerne” – og til Einar Már Guðmundsson.

Naturen er også i den grad i centrum i værket ”Havbrevene”. Her er det oplagt at drage paralleller til klimakritisk litteratur a la Theis Ørntofts ”Digte” (2014), ligesom det er relevant at tænke i baner af Astrida Neimanis’ værk ”Hydrofeminisme” (2018), der betoner, hvordan alle kroppe på planeten er forbundet gennem deres vandede ophav.

Bibliografi

Romaner

Hjelm Jacobsen, Siri Ranva: Ø. Lindhardt og Ringhof, 2016. Roman.
Hjelm Jacobsen, Siri Ranva: Havbrevene. Lindhardt og Ringhof, 2018. Brevroman.

Om forfatterskabet

Forfatterens egen hjemmeside med kort præsentation af forfatteren og de enkelte værker samt links til anmeldelser. Desuden kan man se forfatterens foredragskalender.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Kilder citeret i portrættet

Søby Madsen, Karina: Interview til Forfatterweb, februar 2019.