Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Siri Ranva Hjem Jacobsen er født i 1980 i København og beskriver sin familie som kæmpestor og fordelt på flere kontinenter – Danmark, Færøerne og USA. Fra barnsben har hun interesseret sig for litteratur, kunst, filosofi, farver, verden og hvordan vi som mennesker kan organisere os bedre og mere retfærdigt sammen. Fra 12-årsalderen har hun skrevet digte og historier. Det har udmøntet sig i, at hun både har kastet sig over litteraturstudiet på Københavns Universitet, som hun afsluttede i 2010, og i værkerne ”Ø” fra 2016 og ”Havbrevene” fra 2018.

Selv fortæller hun om sin forfattergerning i et interview med Forfatterweb: ”at skrive er min måde at stille spørgsmål til verden på. Romanen ”Ø” er for eksempel ikke så meget ’inspireret af noget’, som den er en undersøgelse af noget. Hvad vil det sige at have hjemme? Hvordan ser en post-national identitet ud? Hvordan kan man længes hjem til et sted, man aldrig for alvor har kendt? Men jeg henter meget byggemateriale i litteraturen – jeg er en altædende læser – og i mytologierne. En eller anden blanding af nysgerrighed, kærlighed til verden og et kritisk blik på de sociale og politiske strukturer.” (Karina Søby Madsen: Interview til Forfatterweb, februar 2019).

I dag er Siri Ranva Hjelm Jacobsen bosiddende på Nørrebro og er ved siden af forfattergerningen fast tilknyttet som litteraturskribent på Weekendavisen. Tidligere har hun skrevet for medierne Information, Atlas og Standart, og som forfatter skriver hun også af og til for udenlandske medier, senest essays i de italienske aviser Corriere della sera og La Repubblica. Værket ”Ø” er i øvrigt udgivet i Frankrig, Italien og Ungarn.

Siri Ranva Hjelm Jacobsens debutroman ”Ø” fra 2016 følger to spor – 1. og 3. generation i en familie, der emigrerer fra Færøerne til Danmark. 1. generation består af det unge forlovede par Marita og Fritz, der i 1930’erne udvandrer til Danmark. To generationer senere rejser deres unavngivne barnebarn tilbage til Færøerne for at få hold på sin familiehistorie og sin udefinerbare følelse af længsel og hjemve.

”Ø” er en sanselig og stemningsfuld roman om tilhørsforhold og længsel. Ved at beskrive udvalgte scener fra barndommen viser jeg-fortælleren, hvordan hjemveen gnaver i Fritz og samtidig graver en afgrund mellem Fritz og Marita. I modsætning til Fritz har Marita tilsyneladende ikke nogen længsel mod sit hjemland, og således bliver Fritz’ mantra da også ”hvis ikke for Marita” – eller når han messer for sit barnebarn ”hvis ikke for din omma”. Underforstået – så var Fritz for længst flyttet tilbage til sit hjemland. På den måde installerer Fritz (kaldet abba) sin hjemve i 3. generation, som endda kun er halvt færing, halvt dansk.

52521254

Titlen bærer mange henvisninger i sig og er fortællingens ledemotiv. Den henviser bl.a. til Suderø, hvor det meste af familiehistorien udspiller sig. Det er selvfølgelig først og fremmest en konkret ø, som familien stammer fra, og som barnebarnet besøger, men i beretningen bliver det også en mytologisk ø på linje med Odysseus’ Itakha i Homers værk ”Odysseen”, som Fritz læser højt fra for jeg-fortælleren. Suderø er fuld af mytologisk ballast, som jeg-fortælleren lærer om på sin rejse, og samtidig kan den lignes med Itakha, fordi den repræsenterer en patologisk forestilling om hjem for såvel Fritz som barnebarnet. Ifølge bedstefaren har flere af Færøerne endog været flydeøer ligesom Vindkongens Aeolia i ”Odysseen”, og på den måde peges igen på øernes mytologiske kraft. Titlen henviser endvidere til 1600-tals digteren John Donnes verslinje ”Intet menneske er en ø, en verden for sig”, og to gange i værkets løb hedder det ”dybt under havet mødes alle landmasser” (s. 110 og s. 244). På den måde diskuterer værket selve identitetens væsen – er det flydende eller landfast? Og i hvor høj grad har vi brug for fast grund under vore fødder? Svaret er ikke entydigt. Mens Marita tilsyneladende trives i sit eksil, trækker sorgen og længslen i Fritz spor helt ned i 3. generation.