Portræt af Tove Ditlevsen
Foto: Gyldendals Billedbibliotek

Tove Ditlevsen

cand.mag. Anne Vindum. November, 2022.
Top image group
Portræt af Tove Ditlevsen
Foto: Gyldendals Billedbibliotek
Main image
Ditlevsen, Tove
Foto: Peer Pedersen

Indledning

Den danske forfatter Tove Ditlevsen levede et hårdt liv med en arbejderbarndom på Vesterbro, et turbulent kærlighedsliv med fire ægteskaber og mange og langvarige sygdomsperioder. Gennem hele livet kanaliserede hun sine følelser og erfaringer ud i litteraturen, og det helt særlige talent, hun i sin samtid måske ikke blev helt anerkendt for, er i de senere år blevet belyst og berømmet både i Danmark og i udlandet. Tove Ditlevsen er med sine knivskarpe, prunkløse og ærlige skildringer af kvindeliv en ener i dansk litteratur.

 

134155124

Blå bog

Født: 14. december 1917 på Vesterbro i København.

Død: 7. marts 1976.

Uddannelse: Mellemskoleeksamen fra Matthæusgades kommuneskole i København, 1932.

Debut: Pigesind. Rasmus Naver, 1939. Digte.

Litteraturpriser i udvalg: Emil Aarestrup Medaillen, 1954. De Gyldne Laurbær, 1956. Kulturministeriets Børnebogspris, 1959. Søren Gyldendal Prisen, 1971. 

Seneste udgivelse: Andersen, Jens: Ditlevsen - en biografi. Gyldendal, 2022.

Periode: Mellemkrigstidens socialrealisme og kulturradikalisme

Genre: Lyrik

 

 

Tove Ditlevsen i Danmarks Radios TV-dokumentar "Store danskere" fra 2005: 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg er vanvittigt forelsket i dig, sagde jeg lykkelig, da vi igen lå i min seng. Bliver du her hele natten? Ja, hele livet, sagde han og smilede med sine blændende tænder. Hvad så med din kone?, spurgte jeg. Vi har kærlighedens ret på vores side, sagde han. Den ret, sagde jeg og kyssede ham, er altid retten til at gøre andre fortræd.”
”Gift”, s. 189-190.

Tove Ditlevsen blev født på Vesterbro i København i 1917. Her boede hun i en toværelses lejlighed i en baggård i Hedebygade med sin tre år ældre storebror Edvin, sin far Ditlev der var fyrbøder og sin mor Alfrida, der var hjemmegående. Toves dominerende og utilregnelige mor var en konstant uro, og det komplicerede mor-datter forhold er tematiseret gennem forfatterskabet. Som 12-årig begyndte Tove Ditlevsen at skrive digte, og litteraturen blev resten af livet et frirum fra krævende relationer og livsvilkår, hun gerne ville væk fra.

Den barndommens gade, som gav navn til et digt og en roman, var fuld af både farer og fristelser, og en hovedåre i forfatterskabet. Tove Ditlevsen har sagt, at ”Ingen senere erfaringer kan nogensinde udslette barndommens oplevelser”, her citeret efter Jens Andersens biografi ”Ditlevsen” fra 2022 (s. 16). Man ser alting for første gang i barndommen, og alt andet derefter er kun gentagelser. Efter mellemskoleeksamen blev Tove sendt i arbejde, så hun kom i huset, arbejdede på lager og på kontor.

I 1939 debuterede Tove Ditlevsen med digtsamlingen ”Pigesind”, og to år efter kom hendes debutroman ”Man gjorde et barn fortræd”. Igennem det lange forfatterskab udgav hun digtsamlinger, noveller, romaner, børnebøger og erindringer samtidig med, at hun i en årrække skrev artikler og ugebladsnoveller – ikke mindst for at få økonomien til at hænge sammen. Ved siden af det skønlitterære forfatterskab var hun i årene 1956-76 brevkasseredaktør på Familie Journalen, og hun har rådgivet tusindvis af kvinder landet over med sine personlige og direkte brevkassesvar.

Privat var Tove Ditlevsen gift fire gange: først med redaktør på lyriktidsskriftet ”Vild Hvede”, Viggo F. Møller, 1940-42. Dernæst Ebbe Munk i årene 1942-45. Senere Carl Theodor Ryberg mellem 1945-50, og det længste ægteskab havde Ditlevsen med Victor Andreasen i årene 1951-1973. Tove Ditlevsen fik tre børn og adopterede i 1946 datteren Trine, der var datter af Carl Ryberg.

Hendes kærlighedsliv var drevet af begær, drømme om det normale familieliv og behovet for bekræftelse og hun har skildret, hvordan utroskab kunne bruges som et våben i de opslidende magtkampe, der udspillede sig i det fjerde og længste ægteskab med avismanden Victor Andreasen.

Tove Ditlevsen var ikke nærig med sig selv, hverken som forfatter eller brevkasseredaktør. Gardinet mellem privat og offentlig person blafrede i vinden, og hun har aldrig lagt skjul på, at essensen i hendes forfatterskab var hendes eget liv. Gennem hele livet var hun udfordret af psykisk ubalance, depression og psykose, og hun indgik efter eget udsagn kun ægteskab med lægen Carl fordi han kunne forsyne hende med pethidin, som var det stof, hun blev afhængig af, da hun mødte ham. Flere af hendes mange indlæggelser på psykiatriske afdelinger gav hende paradoksalt nok den ro, hun havde brug for, da hun her kunne skrive uforstyrret af virkeligheden.

Døden havde en fremtrædende og tillokkende plads i Tove Ditlevsens liv, helt fra digtet ”Ritual” i debutdigtsamlingen ”Pigesind”, hvor hun planlægger sin egen begravelse, til voksenårenes nysgerrighed på og længsel efter døden, over en række selvmordsforsøg og til hun som 58-årig i 1976 tog hen til en bortrejst venindes lejlighed for at tage livet af sig selv. Hun blev begravet fra Kristkirken på Vesterbro, hvor hundredvis af mennesker fulgte hende til graven på Vestre Kirkegård.

Der er de senere år kommet en fornyet interesse for Tove Ditlevsens liv og forfatterskab. Hendes bøger er blevet genudgivet og oversat, og i 2021 var en samling af erindringsbøgerne ”Barndom”, ”Ungdom” og ”Gift” på listen over årets bedste bøger i the New York Times under samlebetegnelsen ”The Copenhagen Trilogy”. Kunstnerkollektivet Sort Samvittighed har haft enorm succes med deres forestilling ”Tove, Tove, Tove”, Folketeateret i København har spillet ”Toves værelse”, der er skrevet på baggrund af ”Vilhelms værelse”, og der er i det hele taget en anerkendelse af et unikt forfatterskab, der i samtiden af flere fremtrædende modernister blev underkendt som traditionelt og tilbageskuende. Nye strømninger i samtiden har åbnet forfatterskabet for dets betragtninger over kvindeliv, ulighed, klassekamp, begær, konventioner og kunstneriske ambitioner, som bøgerne i deres kloge og umiddelbare udtryk reflekterer over.

Pigesind

”Der brænder et lys i natten,/ det brænder alene for mig,/ og puster jeg til det, så flammer det op,/ og flammer alene for mig. –/ Men taler du stille, og hvisker du tyst,/ er lyset pludselig mere end lyst/ og brænder dybt i mit eget bryst,/ – alene for dig. –”
”Alene for dig”, ”Pigesind”, s. 9.

Som kun 22-årig udgav Tove Ditlevsen i 1939 digtsamlingen ”Pigesind”, der med sine 32 primært rimede digte skildrer et flakkende, sårbart sind. I en blanding af ungdommelig naivitet og gammelklog erfaring veksler det unge jeg mellem at kaste sig ud i livet og kærligheden og skærme sig frygtsomt mod samme. Lyset og mørket brydes, og netop i mødet mellem de to opstår kunsten, som der står i ”Lysets træ”. Generelt er netop nattens mørke og dagens og hjertets lys centrale elementer i de sprogligt umiddelbare digte, der varierer i både form og længde. Der er en gennemgående tabserfaring i teksterne, der retter sig både mod et dødfødt barn, en død bror og den evigt attråede kærlighed, der er så flygtig og forgængelig. Døden er allestedsnærværende, ikke mindst i samlingens sidste digt ”Ritual”, hvor jeget beskriver, hvordan hun ønsker sig sin begravelse.

05190657

Kendetegnende for samlingens tone lyder digtets sidste vers trist og sjovt: ”Og I skal slet ikke sørge,/ for selv om jeg elskede livet,/ var jeg lidt doven og sover godt/ her i min sorte kiste”. Fortælleren efterlader læseren – og sine forestillede efterladte kære – med et kærligt og formildende smil på læberne. Men netop dette greb gør læsningen så smertefuld: at så ung en digter forestiller sig sin død og med munterhed forsøger at gøre tabet mindre for de efterladte. En selvudslettende gestus, der knytter sig til den følelse af at være uelskelig, som flere af digtene udtrykker. I andre er der en ungdommelig rebelskhed og en lethed over for eksempel at vide, at et møde med en mand kun skal være let og flygtigt: ”en kærlighed som vor, så sød og flygtig,/ må ikke sluttes inde i en ring” (”Jeg elsker dig”, s. 52).

Et af samlingens mest prægnante digte er ”Angst”, der med foruroligende klarhed beskriver, hvordan angsten overtager jegets liv som et mørke, der ruller ind over hende, og som hun ikke kan værge sig imod: ”Jeg er vågnet i natten og har tændt lys,/ hvorfor – det aner jeg næppe,/ dèr er vandfadet, dèr er den gule væg,/ og dèr er det brune tæppe. –/ Men selv er jeg tvunget og slæbt af sted/ over dybe, angstfulde vande,/ fordi noget iskoldt og skæbnebestemt/ har lagt sig over min pande”. (s. 16).

Længsel, angst og ensomhed er grundvilkår i jegets verden og indvarsler et langt forfatterskab bygget netop på de grundsten. Det er ærligt og uforstillet og vækker genklang hos pigesind også et lille århundrede efter udgivelsen.